Som følge af COVID-19 afbrydes aftaler og køb på tværs af brancher i flæng. Cateringfirmaet kan ikke levere pindemadder til det foredrag, der nu ikke må afholdes i den forening, der i øvrigt er midlertidigt lukket. Krisen efterlader kontraktparter verden over i juridisk vildrede. Hvem skal betale coronaregningen? Køber eller sælger? Bygherre eller entreprenør? Festival eller gæst?

At indgåede aftaler skal overholdes, er en af juraens ældste grundsætninger, udtrykt gennem den romerretlige maksime pacta sunt servanda. Ændrede omstændigheder har som udgangspunkt ingen betydning for parternes forpligtelse til at efterleve aftalen, uanset at det bliver mere byrdefuldt. Men ingen regel uden undtagelser. Princippet om force majeure, »overvældende magt«, indebærer, at en part kan undlade at opfylde sine forpligtelser uden at ifalde ansvar, hvis opfyldelsen er umuliggjort af udefrakommende, ekstraordinære begivenheder, som vedkommende ikke burde have forudset eller forhindret.

Spørgsmålet er så: Udgør COVID-19 force majeure? Og i så fald hvor længe – og for hvem? Svaret er kort men frustrerende juridisk: Det beror på de konkrete omstændigheder. Et helt igennem ubrugeligt pejlemærke, når to parter i et kontraktforhold i mindelighed skal forsøge at afgøre, hvem der skal bøde for en misligholdt aftale.

Præcedensproblemet

Den juridiske metode tager udgangspunkt i retspraksis og gældende lov, men metoden kommer til kort i den aktuelle situation. For det første findes der ingen danske afgørelser om pandemier og sygdomsudbrud som force majeure-begivenheder. Den nuværende situation er uden juridisk fortilfælde, og domstolenes kommende coronaafgørelser vil danne præcedens for fremtidens epidemi-tvister.

Illustration: Gitte Skov
Illustration: Gitte Skov

For det andet gør lovgrundlaget – hvis man da kan tale om et sådant – ikke situationen mindre kompliceret. Der gælder nemlig ingen generel dansk lovregel om force majeure. Den regel, der kommer nærmest, er købelovens §24 om generiske varer, der vel at mærke kun gælder bestemte former for køb. Ifølge reglen skal sælger ikke svare erstatning for forsinket levering af en vare, hvis sælger ikke kunne have forudset ændrede omstændigheder »såsom ved hændelig undergang af alle genstande af den art eller det parti, købet angår, ved krig, indførselsforbud eller lignende«.

Oftest omfatter større kontrakter om for eksempel byggeri en force majeure-klausul med flere undtagelsesgrunde end ovenstående. Men vil domstolene karakterisere en pandemi som »lignende«? Uvisheden er total. Coronakrisen er ikke blot et sociologisk og biologisk eksperiment, men også et juridisk.

»Der antages også at gælde en retsgrundsætning om umulighed, som giver ret til ikke at efterleve aftalen under særligt kvalificerede opfyldelseshindringer,« forklarer Ole Hansen, professor i formueret ved Københavns Universitet, Centre for Private Governance (CEPRI).

»Udfordringen er bare at fastlægge grundsætningens indhold i det konkrete aftaleforhold. For det er både afgørende, om der gælder særlige lovregler på området, hvilken type kontrakt der er tale om, og hvad parterne konkret har aftalt,« siger han og topper uklarheden om gældende ret med kommentaren:

»Der er virkelig ikke noget konkret svar – så meget kan jeg sige.«

Generelt bliver der ikke givet ved domstolsdørene, når det kommer til force majeure. Medhold kræver, at den påberåbende part kan bevise, at opfyldelse er umulig, og at umuligheden skyldes netop force majeure-situationen.

Men en ny virkelighed kalder på nye juridiske vurderinger, og når Magnus Heunicke pludselig kan forbyde begivenheder og påbyde personer at lade sig isolere – er vi så ved at være der, hvor opfyldelse kan karakteriseres som »umulig«?

I mangel af pandemipraksis kan force majeure-begrebets anvendelse under andre typer katastrofer give et fingerpeg i retning af svaret.

Kristian Lauta, professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet, har forsket i, hvad der sker med force majeure-begrebet over tid i en katastrofe. Han har blandt andet studeret de retlige efterveer af orkanen Katrina, der hærgede særligt New Orleans i 2005.

»Efter Katrina blev der anlagt mere end en million retssager, hvoraf hovedparten var mellem private parter og handlede om ansvar. Det er fuldstændig typisk for katastrofer, at vi ser et kæmpe tryk på domstole og retsinstitutioner om fordeling af ansvar på alle mulige måder,« siger han. Coronavirussen ødelægger ikke eksempelvis varer, som en orkan kan gøre det. Men den besværliggør på samme måde opfyldelsen af aftaler, og ifølge Lauta vil køen ved domstolene vokse eksplosivt som følge af krisen.

Mange af sagerne efter orkanen angik det amerikanske force majeure-begreb Act of God, der bruges i forbindelse med naturkatastrofer. Og her så man, at situationer, der startede som force majeure, ikke forblev force majeure:

»Act of God-forsvaret virkede en kort periode, men holdt ret hurtigt op med at virke. Der kom meget hurtigt stærke forventninger til at tilpasse kontraktforhold og levere uanset en katastrofe.«

En ny virkelighed

Askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull er en anden analogi til den nuværende situation, fordi den på samme måde særligt ramte varer, tjenesteydelser og menneskers mobilitet.

»Man så præcis samme mønster i de mange retssager, der udsprang af askeskyen. Det indledende chok lagde sig hurtigt, og derefter forventedes kontraktparter at levere som før trods ændrede omstændigheder.«

Vores virkelighedsopfattelse forskyder sig under katastrofer, og eksemplerne viser, at forskydningen også afspejler sig i de retslige doktriner. Vi vænner os hurtigt til en ny normaltilstand, og det betyder, at der sættes en ny standard for force majeure.

Men hvor lang tid går der, før vippen tipper?

»Utroligt kort tid. I den nuværende situation er der allerede gået så lang tid, at folk ikke længere er i kriseberedskab,« siger Kristian Lauta og fortsætter:

»Man kan se det i måden, vi taler om krisen: Den er ved at overgå fra første akt, hvor vi udviser forståelse for hinandens mangler, til anden akt, hvor vi skal genforhandle og oversætte pligter og rettigheder ind i den nye virkelighed. Det gælder helt bogstaveligt for privatretlige relationer, som jo i meget høj grad styrer vores samfund.«

Den primære lære fra katastrofer er ifølge professoren, at kontraktparter ikke kan støtte ret på force majeure.

»I langt de fleste tilfælde efter Katrina sagde domstolene: ‘Det var godt nok den tredjemest voldsomme orkan, der nogensinde har ramt USA. Men der var konkrete varsler om, at en voldsom orkan var på vej, og et abstrakt varsel i kraft af, at I bor i et ekstremt område og derfor burde være bedre forberedt.’«

Den argumentation kan ifølge Lauta overføres til COVID-19-situationen. Det konkrete varsel kom med udbruddet i Kina og WHOs erklæring af, at COVID-19 udgør en international sundhedskrise, og det abstrakte varsel er aktuelt gennem de mange historiske eksempler på globale sygdomsudbrud.

»Man kan stille spørgsmålet: Hvorfor er en stor virksomhed med risikostyring og et professionelt apparat til at afvikle virksomhedens planlægning ikke bedre gearet til at tilpasse sine kontraktlige relationer? Det bliver selvfølgelig et spørgsmål om retlig argumentation. Men læren fra katastrofer er: force majeure doesn’t work.