Kom og se, hvor han har ligget

For ikke så længe siden røg en ven af familien i respirator. Den i øvrigt sunde og raske dame, midt i 60erne, lå pludselig og kæmpede for sit liv på en intensivafdeling på et universitetshospital. Med ét slag blev vi alle sammen dybt chokerede. Fra at være noget helt abstrakt, et simpelthen skandaløst rygte, blev den berygtede coronavirus til noget meget, meget virkeligt. Sygdommen COVID-19 rejste sig lyslevende og frygtindgydende foran os.

Når tingene rykker tæt på os, så vågner vi op. For vi reagerer forståeligt nok mere på det, vi kan mærke – sanse, forholde os til, forstå. Vi reagerer på det forhåndenværende, det nærværende, det nære.

Verdensreligionerne blev etableret for tusinder af år siden. Deres hovedpersoner har for mange nulevende fået et præg af at være rene mytologiske skikkelser. Det gælder også i kristendommen. Vorherre kan sommetider virke meget, meget langt væk. Han er bare noget i en eller anden gammel bog. Og som karakter i historierne i Bibelen rummer »Jesus Kristus« – bemærk det todelte navn – flere modsatrettede elementer. På den ene side er han den overordentligt menneskelige tømrer Jesus, hvis beskæftigelse på oldgræsk faktisk snarere svarer til en nutidig jord og beton-arbejder. På den anden side er Han den nærmest ufattelige, overnaturlige, guddommelige frelser Kristus – navnet kommer fra hebraisk, hvor det betyder »den salvede«, altså en konge – der som en anden supermand både kan gå på vandet, helbrede de uhelbredelige og rejse sig fra graven efter ellers med sikkerhed at være stendød. Det kan ærligt talt indimellem godt være lidt svært at relatere til.

Derfor er det så vigtigt, at evangeliet gøres levende. At menigheden – og ikke mindst de vaklende i troen – bliver klar over, at det, vi taler om, når vi taler om Gud og Jesus og nadver og dåb, faktisk er virkelighed. Det er noget, der findes. Og det findes lige her. Kristendom er for real.

Gud er for eksempel alt det metafysiske, det, der begynder akkurat dér, hvor vores egne menneskelige sanser hører op – og den erkendelse af lidenhed og den følelse af magtesløshed er, eller burde i det mindste være, præsent i os alle. Jesus er den legemliggjorte Gud, han er Menneskesønnen, ja, Han er faktisk både dig og mig og Svend-Åge henne fra nummer 64. Vi står over for hinanden som mennesker, der alle rummer det guddommelige, når vi står over for vores næste. Og der står vi altid i konkrete scener, i en endeløs række af etiske situationer, moralske nu-og-her’er, som partout skal løses, og som ingen kan rende fra. Nadver er mødet med Gud og med Guds menighed, idet brødet brydes og fordeles mellem alle parter, herunder både de levende og de døde, så du møder både din Skaber, din tante Elsebeth og – vil nogle måske opleve – dig selv. Vi er der alle sammen. Og vi er sammen. Vi er ét fællesskab. I nadveren bliver vi kompagnoner. Vi er med ét kumpaner. Vi er con pane – vi deler tro, vi deler åndelig føde, vi deler brød. Nadveren er noget meget virkeligt. Som Jesus Kristus selv er den dobbelttydig. Den er hverdagsagtig og storslået. Den er overjordisk og helt konkret. Selv tænker jeg på nadveren, hver gang folk taler om deres frokostordning fra Claus Meyer ovre på kontoret.

Religionen og alle dens fortællinger, dens æstetikker, dens musik og dens følelser skal aktualiseres, hvis den skal give mening for nutidens mennesker. For ligesom vi først rigtig forstår det rædselsfulde og skræmmende – som for eksempel coronavirus – når det er helt tæt på os, så forstår vi også først det smukke og det livgivende, det frisættende, det overdådige, når det materialiseres foran os. Eller måske rettere: Når vi erkender, at det hele tiden har været her. Mange nyligt omvendte kristne taler også om det sådan. Verden er revitaliseret. Det, som hele tiden var her, har fået nyt liv. Tilværelsen genopstår, når man mindst venter det.

Dagens tekst – påskeevangeliet hos Matthæus – peger i sig selv på aktualiseringen. Den peger på sanserne. Det virkelige. På følelserne, pulsen, følelsen af at være til stede. Følelsen af at være i live.

»Kom og se, hvor han har ligget,« siger englen til kvinderne.

Vi må forestille os, at han peger. Og det kan man selvfølgelig fortolke sådan, at han udpeger et bevis. »Der kan I selv se.« Men mere end det, så peger han på virkeligheden som element i fortællingen. »Kom og se.« Altså: Kom og sans. Vær til stede. Kvinderne skal viderebringe historien, siger han. Og det skal helst – som det hedder på nudansk – være som at være der selv. For hvis religionen ikke gøres konkret, er der ingen, der vil – eller rettere kan – tro på det guddommelige.

Du kender det også godt fra dit eget liv. Den dag, du selv bliver tilgivet af et medmenneske, som vælger at eftergive en stor gæld til dig – i overført betydning – kan du mærke den eksplosive frisættende kraft. Den dag, du selv vover at tilgive, kan du mærke, hvilken styrke og frihed det også giver at være den, der ikke bærer nag. Den dag, du indser kærlighedens voldsomhed – ikke som et eller andet åndssvagt postulat i en selvhjælpsbog, men som et pludseligt emotionelt og psykisk gennembrud, der baner vejen ind til Den Anden – ændrer din verden sig. Og når du har mistet, og du med ét opdager, og for alvor erkender, at det er dit grundlæggende livsvilkår fra nu af, men at vi også alle sammen har et åndeligt efterliv i døden, en måde, vi består på, og et håb, så lysner alting.

Coronavirus er noget, Fanden har skabt. Det er en pestilens. Den er modbydelig. Men når det nu skal være – og det skal det åbenbart – så kan det måske betale sig at se på, hvad sådan et overgreb på menneskelivet og civilsamfundet helt automatisk også bringer med sig. En af de ting er netop nærvær. Det brutale chok har vækket ikke bare hele den danske befolkning, men faktisk alle mennesker på hele Guds grønne Jord.

Der er mange mennesker, der i vores lettere forstyrrede moderne kultur er nærmest sygeligt optaget af at sidde på en pude for at prøve at lære at »leve i nuet«. Men det er altså ikke særlig svært at blive nærværende. Man skal bare sætte sin flade hånd på en skoldhed kogeplade – så er man lige her og lige nu.

Vor tids pest, coronavirussen, virker lidt som den kogeplade. Den er det sidste, vi vil i berøring med. Men om ikke andet, så bliver vi dog nærværende i frygten. Døden skræmmer os, når den kommer helt ind på livet af os. Javel. Men livet kommer altså også ind på livet af os, når døden gør.

Nogle af os bliver nemlig – midt i denne hårrejsende thriller, vi er vågnet op midt i – også med ét klar over, hvor meget andre mennesker egentlig betyder i vores eget liv. Nogle af os oplever, hvor meget andre mennesker ofrer sig for os og for vore nærmeste. Nogle af os forstår – måske for første gang nogen sinde sådan rigtig for alvor – hvad næstekærlighed overhovedet er. Og sådan kan opstandelsen også vise sig i vores egne liv.

Glædelig påske.