Interview. »I denne omgang har myndighederne fortjent den tillid, som medborgerne viser dem.« Til sin store overraskelse er forfatteren Lena Andersson imponeret over den svenske håndtering af coronakrisen.

Fornuftens genkomst

Lena Andersson har forladt Stockholm. Den svenske hovedstad er epicentrum i landets coronaudbrud, og sammen med sin mand er den 49-årige forfatter rykket ned i sin arbejdslejlighed i Båstad på den skånske Vestkyst.

»Vi er raske. Vi er forsigtige, og vi har endnu ikke haft corona, men vi får det vel på et tidspunkt som alle andre,« siger Lena Andersson.

I Stockholm har alarmerne den seneste uge blinket med foruroligende cifre: Torsdag havde regionen i alt konstateret 2439 smittede og 178 dødsfald – heraf 75 dødsfald rapporteret inden for de seneste to døgn. Hvilket gør, at skisportskommuner og feriebyer som Båstad har opfordret de hulens stockholmere til at blive, hvor de er, i stedet for at rejse rundt i landet som superspredere. Lena Andersson kan godt mærke en ændret attitude.

»Båstad-boerne er ikke ligefrem henrykte over det. Men min mand er smålænding, så han må føre ordet, når vi er ude at købe ind.«

Ved siden af sine romaner er Lena Andersson kendt som en debattør, som utrætteligt udfordrer svenske dogmer og selvbilleder. Efterhånden som smittetallene steg i løbet af marts, og befolkningen lyttede til bløde anbefalinger fra de svenske sundhedsmyndigheder, troede Lena Andersson også, at hun nok engang skulle lange ud efter svensk flokmentalitet.

»Først tænkte jeg: Åh nej, nu er vi igen så konformistiske, at vi gør det hele frivilligt: Her behøver man ikke engang forbud. Vi gør til og med mere, end vi behøver. Men så ændrede jeg holdning: Nej, det er trods alt godt, det her.«

– Hvad fik dig til at ændre holdning?

»Det er, som om fornuften er vendt tilbage i Sverige.«

Det kan ikke bare udryddes

Til sin egen overraskelse er Lena Andersson imponeret over, hvordan de svenske myndigheder har tacklet coronakrisen på en langt mere tempereret facon end alle andre lande i Europa.

»Jeg har set svenske myndigheder, som tog højde for mennesket og ikke bare for stumme, positivistiske data. Hvordan fungerer mennesket, og hvad kan man stille op ud fra dette? Det er et ræsonnement, som længe har været fraværende hos svenske myndigheder, og det glæder mig at se det igen.«

– Hvordan ser du det?

»Lige fra starten af epidemien har de svenske myndigheder været fuldstændig ikke-utopistiske. De har ikke foregøglet, at dette kan udryddes med et snuptag: Det skal væk! For det er ud fra dén forestilling, at regeringer griber til de drastiske midler, vi har set. Det er, som når man bestemmer sig for at gå på slankekur: Man holder helt op med at spise og tror, at man så kan tabe sig hurtigt, og så vil det være overstået én gang for alle. Men sådan er det jo ikke. Og de svenske myndigheder har meget klart fremhævet, at nej, det her kan ikke bare ryddes af vejen. Alle vil blive syge, det er bare et spørgsmål om hvornår. Det glæder mig, at man ikke havde nogen illusioner om, at man kan opnå mere, end hvad der faktisk er muligt.«

– Du siger, at fornuften er vendt tilbage? Hvor var den blevet af?

»Fornuften har længe været slået i stykker her i landet. Vi har haft en stærk postkolonialistisk bevægelse, som har været meget fremherskende i offentligheden, ikke mindst i kulturlivet, og vi har en radikal feminisme, som har styret især #MeToo i en meget speciel retning. Ingen af disse to strømninger er orienteret efter fornuften, snarere kritisk indstillet mod rationalitet og fornuftstradition. Der har været en meget stærk konformisme i det, og det har været uudholdeligt. Helt forfærdeligt. Alle er løbet i samme retning i spørgsmål, som i den grad er til diskussion.«

– Og nu slutter den brede befolkning meget klart op bag myndighederne?

»Jeg vil gerne fastholde den tanke, at det er fornuften, der gør, at vi vælger at stole på myndighederne. For jeg tror ikke, der er tale om, vi bare adlyder blindt. Jeg tror, at myndighederne i denne omgang har fortjent den tillid, som medborgerne viser dem.«

– Hvorfor har de det?

»Fordi de argumenterer godt for, hvorfor de ræsonnerer, som de gør. Man tror på det, og man forstår, at det er i min egen og samfundets interesse at følge deres retningslinjer. Myndighederne har indset, at det her skal håndteres over en længere periode – men at folk ikke kan kapere hårde tiltag i en alt for lang periode. De har taget højde for dette, og det giver mig faktisk håb.«

Europa er eksperimentet

Lena Andersson understreger flere gange, at den immunologiske bedømmelse af selve strategien må vente til senere. Men hvor den internationale presse runger af rubrikker om »det svenske eksperiment«, vender Lena Andersson problemstillingen om: Det er Europa, som med de voldsomme indgreb er det store eksperiment.

»Ja, med alle disse tiltag indfører man jo en slags diktatur. Og det gør man på et kontinent, som stort set har haft demokrati i 100 år. Det må trods alt kaldes et eksperiment, at man med det samme – det er det første, man gør – indskrænker frihedsrettigheder: udgangsforbud, forsamlingsforbud. Det er alligevel overraskende, at det lå lige ved hånden. Og når man har gjort det én gang under coronakrisen, bliver tærsklen jo lavere til en anden situation. Det er ikke så opmuntrende med tanke på de stemninger, vi har oplevet i Europa det seneste årti.«

Lena Andersson har svært ved at se det rationelle i mange af de drastiske indgreb fra Danmark til Spanien.

»En virus er en virus. Folk dør også af den, selv om der er udgangsforbud. Det tjener de svenske myndigheder til ære, at de har tænkt på denne måde i stedet for at mase på med så mange forbud som overhovedet muligt. Dét kan jo også bare være en måde at holde ryggen fri på.«

Jante-tradition

Lena Andersson vender selv tilbage til den skepsis, hun oprindelig havde over for svenskernes opbakning til myndighedernes linje. Hun nævner en artikel, som kommentator Torbjörn Nilsson i mandags skrev i dagbladet Expressen. Ifølge Torbjörn Nilsson er det »ikke så meget en strategi mod smitte som en måde at forholde sig til autoritet på, der skal stå sin prøve. En svensk kultur«.

Nilsson spørger i Expressen:

»Hvordan kan det land, som ellers elsker forbud og detailregulering, vælge en friere tilgang i netop coronabekæmpelsen?« Hans forklaring er, at det svenske samfund gennem de seneste 100 år er nået meget langt med Janteloven som fundament for arbejderbevægelsen og andre folkelige bevægelser: »Hvis tillid er den ene side af mønten, er social kontrol den anden.« Altså en tradition for at makke ret og banke på plads, ifølge Nilsson nu styrket ved hjælp af de sociale medier, »en ny teknik til at holde øje med hinanden, se efter hinanden, ligefrem mere effektivt end skammen i det gamle lokalsamfund, en mulighed for at blive hinandens autoriteter«.

Lena Andersson er pirret af Torbjörn Nilssons tese:

»Det kan jo godt være, at andre lande – som Danmark eller Frankrig – simpelt hen er nødt til at indføre forbud, fordi deres borgere er mere individualistiske. Alle kræver deres egen lille løsning. På den måde er vi langt mere uromantiske i Sverige.«

Alligevel vælger Lena Andersson at se svenskernes opslutning som positiv.

»Der er forskel på at følge myndighederne, bare fordi de er myndigheder, og på at lytte til myndigheder, som forklarer og argumenterer: Det har de vist ret i, det der. Så kan man jo også tage afstand, når man finder det nødvendigt.«

– Mener du, at de svenske myndigheder behandler borgerne som voksne mennesker?

»Ja, faktisk. Det gør de virkelig. Denne gang.«

 

Læs også om Kathrine Tschemerinskys indkøbstur i Jerusalem med den nye corona-app: »En 100-meter reportage«

Læs også om, hvor giftigt USAs og Kinas forhold er blevet: »Den enes nederlag, den andens fiasko«

Læs også: Vil de rige lande, der selv er ramt, have overskud til at hjælpe de fattige?