Læserbreve. Faglært flugt. Fællessang. Bagklog.

Debat

Faglært flugt

Bjarke Houmann, specialskolelærer
Almisbakken 9, 8930 Randers NØ

Min søn på 19 gik for to år siden direkte fra folkeskole til en erhvervsuddannelse som tømrer. Han stoppede desværre også igen, som Henrik Dørge redegjorde for i artiklen »Faglært flugt« i Weekendavsien den 24. marts. Siden har han ernæret sig som kassemedarbejder i et supermarked og skal snart aftjene sin værnepligt. Han har en ganske god folkeskoleeksamen, er socialt yderst kompetent og kunne uddannelsesmæssigt vælge frit – i hans tilfælde ville han være tømrer.

Hans kommentar til artiklen var, at han elskede at gå på skolen, hvor han lærte en masse, lærerne var gode, opgaverne meningsfulde og kammeratskabet i top. Lærepladsen i et tømrer­fima var det, der satte en stopper for hans videre færd. Han oplevede dårlig behandling fra svendene, at der ikke var en forståelse for, at han havde meget at skulle lære, at der ikke blev taget det mindste hensyn til hans unge alder og deraf manglende robusthed og evne til at sige fra.

Desuden tilføjer han, at en bedre kontakt fra erhvervsskolen, nogen at tale med, ville have været rart – nogen, der kunne have haft fokus på trivsel, og som kunne have været bindeled mellem læreplads og lærling. Bedst af alt ville han gerne have lært en hel masse mere på skolen, inden han kom i lære, for på skolen er der plads til at fejle og prøve igen.

Fællessang

Lars Düwel, journalist
Fregatvej 10, 6720 Fanø

For første gang i mange år så jeg i fredags et aftenprogram på Danmarks Radio uden at slukke undervejs. Programmet gav danskerne mulighed for at synge sammen – hver for sig. I centrum sad hele landets hyggeonkel Mads Steffensen i et kontrolrum bestående af monitorer og lydpaneller. Og alene programmets første ti sekunder viste på fornemmeste vis, hvorfor Fællessang – Hver for sig skulle blive den første liveudsendelse i mange år, jeg så helt til ende.

Programmet indledes med klaverspil, »I Danmark er jeg født«, hvorefter billedet glider over til Mads Steffensen i studiet. Mens klaveret spiller videre i baggrunden, forklarer han, at vi i aften skal synge sammen. Når jeg normalt forestiller mig en direkte udsendelse fra DR eller TV2 for den sags skyld, så indledes det med pomp og pragt, lyskanoner, fyrværkeri og The Anto­nelli Orchestra, der hamrer løs på trommer, guitarer, og hvad de ellers besidder af musikinstrumenter, mens tusindvis af tilskuere klapper og hviner fra publikumsrækkerne. Værterne kommer ind i deres stiveste puds, galla­kjole og jakkesæt, og præsenterer aftenens første indslag, der med stjerne­glimmer som effekt præsenteres på skærmen. Alt det var skåret væk fredag aften. Ingen glimmer, konfetti eller samstemmende klapsalver. Kun Mads Steffensen, der efter 30 sekunder stiller videre til manden ved klaveret, Phillip Faber.

Det blev opskriften på den næste times udsendelse. Ud over et par opvarmningsøvelser i en splitscreen med Mads Steffensen og Phillip Faber, så foregår resten af programmet med forskellige musikere, der synger deres mest klassiske sange. Hverken mere eller mindre. Musikmæssigt toppede aftenen en halv time inde i programmet, da Birthe Kjær sang »Den Blaa Anemone« – alene og kun akkompagneret af et klaver. Tre minutter med mulighed for at se den folkekære sangerinde direkte i øjnene, mens hun sang Kaj Munks smukke digt. Ikke noget med tyve forskellige kameravinkler – den ene mere levende end den anden – så man bagefter sidder og tænker, hvad var det egentlig lige, jeg var vidne til der? Nej, sang og musik som det burde være, nemlig med sangen og musikken i centrum.

En krisetid er hård, mens den står på, men den giver også et samfund en lærdom, når den lægger sig. Tag for eksempel finanskrisen, der medførte en række ændringer i regnskabsregler og bonusordninger for landets banker. På samme måde håber jeg, at coronakrisen vil minde os alle om begrænsningens kunst. Det, der på engelsk kaldes »less is more«, og det, der var hele rygraden i Lars von Triers dogmebevægelse, Dogme95, hvor ti regler – eller kyskhedsløfter, som Lars von Trier døbte dem – skulle begrænse instruktørens handlefrihed under filmoptagelserne. I den normale hverdag anno 2020, der venter os alle på den anden side af coronakrisen, kan det være en umulig opgave at huske begrænsningens kunst, når alle instrumenter, effekter og andre redskaber er tilgængelige. Hvorfor nøjes med én konfettikanon, når vi kan få ti? Hvorfor nøjes med en statisk kameravinkel, når vi kan få tyve, der ovenikøbet bevæger sig på hjul eller flyver rundt i luften? Måske fordi det ofte handler om at finde den rette balance frem for at gøre det så stort og vildt som muligt. At finde den rette balance er i virkeligheden en udfordring, jeg ville elske at se producerne af landets liveshows løse, når coronakrisen er ovre. Måske det kan give et mere rent og smukt produkt, ligesom det, vi var vidne til i fredags. I så fald lover jeg at se med til den bitre ende igen.

Bagklog

Jakob Kuhlmann Andersen, Studerende på CBS
Fiskedamsgade 27, 1.th. København Ø

Imens alle verdens lande bekæmper den usynlige fjende, COVID-19, er det fristende at være bagklog. Det er let at udtrykke utilfredshed over, hvilke beslutninger der er blevet truffet, og i særdeleshed hvilke der ikke er blevet truffet. Dette er ikke tidspunktet til at pege fingre. Dette er tidspunktet for en fælles indsats fra alle for at sikre, at vi bedst får afbødet pandemien, i Danmark og i verden.

Men, når vi engang er ovre coronakrisen, forstår vi alle forhåbentlig alvoren af og budskabet i det engelske udtryk: »Prevention is better than cure.« Forhåbentligt kan vi tage ved lære af fejltagelserne begået før og under krisen til, hvordan vi bedre kan håndtere den største udfordring, verden står overfor i det 21. århundrede: klimaforandringerne.

Der kan drages mange paralleller mellem coronakrisen og klimakrisen. Først og fremmest kræver begge tidlig og effektiv forebyggelse, for at skaderne kan minimeres på længere sigt. Derudover vil vi først kunne forstå konsekvenserne af passivitet i retrospekt. I form af, hvad vi har gamblet med, og hvad vi har tabt ved ikke at handle i tide.

Utallige alarmerende rapporter udtrykker alvoren ved den hastighed, som klimaet forandrer sig med – dette er ikke nyheder for nogen længere. Denne alvor er først for nyligt kommet til udtryk ved øget fokus på at bekæmpe klimaforandringerne fra et politisk perspektiv. Fokus, men stadig ikke tilstrækkelig handling.

Dette er på trods af de forventede fremtidige konsekvenser forbundet ved klimaforandringerne. WHO estimerer, at mellem år 2030 og 2050 vil klimaforandringer være skyld i 250.000 ekstra døde om året.

Estimater fra den største økonomiske rapport fra år 2006, The Stern Review, om effekterne af klimaforandringerne taler også deres tydelige sprog. Hvis vi ikke handler nu, står vi til at miste cirka fem procent af global BNP i ødelæggelser hvert år – for altid.

Hvis vi er proaktive og handledyg­tige, vil kontrasten til dette være, at omkostningerne estimeres til én procent af global BNP per år. Der skal ikke den store matematiske forståelse til, før det er tydeligt, at det er langt billigere at handle i dag end i fremtiden.

Det var de færreste, der kunne have forudset, at coronakrisen ville eskalere på den måde, som den har gjort, og tvinge det globale samfund i knæ. Men I takt med at virussen udviklede sig og gik fra en epidemi til pandemi, var reaktionen på dette fra verdenssamfundet passivitet. Bedst beskrevet af generaldirektøren for WHO onsdag den 11. marts omkring den globale reaktion på coronavirussen: »Alarmerende niveauer af passivitet.«

Der kan drages tydelige paralleller til samme måde, som vi håndterer advarslerne og udfordringerne med klimaforandringerne på fra globalt plan. Advarsler bliver modsvaret af passivitet.

Forskellen mellem coronakrisen og klimaforandringerne er, at verden nok skal overvinde pandemien. Så heldige er vi ikke i forhold til klimaforandringerne. Vi har ikke råd til at handle for sent og vente på, at korthuset vælter, før vi begynder at tage tilstrækkelig handling. Forandringer i klimaet er ikke noget, vi vil være i stand til at rette op på igen.

Spørgsmålet er derfor, om coronakrisen bliver en øjenåbner for verdenssamfundet, og om vi tager ved lære af håndteringen af coronakrisen til vores håndtering af klimaforandringerne. At vi indser, at forebyggelse er bedre end behandling.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.