KAN billederne fra New York ikke få én til at gispe, så kan intet. Byen, der aldrig sover, er gået i dvale, avenuerne øde, gaderne tomme, stilheden har sænket sig. Som de fleste danske Amerika-farere elskede Johannes V. Jensen New York; »bare Liv, Drift, Flugt, Appetit, en Springe-over Verden – New York!« Det er jo en by, hvor man altid er ude, aldrig hjemme. Hvis restauranterne, cafeerne, butikkerne, gallerierne er lukkede, kan man spørge, om byen overhovedet eksisterer. På Trumps reaktion på krisen kan man nok ane, at manden er newyorker: Han vil bare åbne butikken igen.
COVID-19 har gjort det, ingen andre fjender før har opnået: invaderet landet. Og det tydeliggør alle de svagheder, USA lider under; den skrøbelige føderale regering, de uregerlige delstater, det elendige sundhedsvæsen, den splittede nation. Men USA er ikke alene. Krisen viser, hvordan de fleste vestlige lande tynges af ineffektive politiske systemer og kulturer: Italien, Spanien, Frankrig, særligt Storbritannien, mens Sverige kører sit helt eget bureaukratiske eksperiment.
DA virussen bredte sig fra Kina til de omkringliggende lande, sad myndighederne i de vestlige lande og gloede. Holdningen var, at det ikke havde noget med os at gøre. Og da Sydkorea, Hongkong og Taiwan reagerede nogenlunde ens, fik det ikke lederne i de vestlige hovedstæder til at tænke, at det nok var alvorligt og snart ville ramme os. Konsekvensen er nu, at de vestlige lande sidder i saksen; de økonomiske konsekvenser bliver enorme. Og sådan er krisen et symptom på de sidste årtiers historie om Vesten – og resten.
IKKE så snart havde Kina rystet krisen af sig, før man sendte nødhjælp, hospitalsudstyr og prøveudstyr til den vestlige verden. Og alle, herunder Danmark, synes at tage imod det hele med taknemmelighed, præcis som kineserne vil forvente det – som de uorganiserede undermålere, vi er. Fortællingen passer allerede ind i de sidste mange års historie om underdanighed over for Kina. Mange steder lyder det, at den aktuelle krise vil få os til at opføre os anderledes, vække os og gøre os klogere. Men alting synes jo at pege på det modsatte: Krisen forstærker de igangværende tendenser til vestlig skrøbelighed, manglende handlekraft og elendig samarbejdsevne.
VÆKKE de vestlige lande kan historiske begivenheder kun, hvis politiske ledere og deres vælgere reagerer på alarmen. Man skal tilbage til Anden Verdenskrig for at finde en krise med et tilsvarende aftryk. Krigen fik efterfølgende USA og de europæiske lande til at investere massivt i fysisk og social infrastruktur, fra jernbaner til uddannelse og sundhed. Og den fik de vestlige lande til at grundlægge nye, fælles institutioner, der skulle understøtte den vestlige model for demokrati og markedsøkonomi mod ideologiske fjender og konkurrenter.
VESTEN var i krise, før vi blev ramt af coronavirussen. Og Vesten vil være i endnu dybere krise bagefter – medmindre vi selv og vores politikere stopper op og faktisk handler anderledes: med fornyet samarbejde og bevidsthed om, at vores samfundsmodel er skrøbelig og kun kan styrkes og forsvares i fællesskab.
Læs også Klaus Wivels leder om, at alle gætter, og uvidenheden har kostet os dyrt: »Mørketal«
Læs også fem sygeplejersker og lægers vidnesbyrd om coronaens etiske dilemmaer: »Før stormen«
Læs også om frygten for, at et kritisk antal fængselsbetjente bliver syge: »Det værste scenarie«
Læs også kronikken om, at katastrofer er menneskeskabte: »Katastrofens natur«
