Kronik. Med de hastigt stigende indlæggelser vil der snart opstå kritiske flaskehalse i det danske sundhedssystem.

Manglende hænder

 

Af Kenneth Jensen, overlæge i anæstesiologi og intensiv terapi, Næstved Sygehus

Vi er nu vidne til et hastigt stigende antal indlæggelser på medicinske afdelinger og intensivafdelinger som følge af COVID-19-epidemien i Danmark. Antallet af intensivindlagte fordobles dagligt, og de medicinske afdelinger ser tilsvarende stigninger. En femtedel af de indlagte ligger på intensivafsnit, med størstedelen i respirator (per 18. marts). Den første bølge af COVID-19-ramte var sunde borgere, og kun ni procent var over 65 år. Nu forbereder vi os på, at de 65+-årige, der vel at mærke udgør 21 procent af befolkningen, bliver ramt. Det er nemlig dem, der vil belaste vores sundhedsvæsen. På grund af inkubationstiden for COVID-19 kan vi forvente en eksplosiv stigning inden for 1-2 uger, når de ældre og de kronisk syge for alvor bliver ramt.

En intensivlæges arbejde består i at identificere kritisk sygdom og igangsætte det kæmpe behandlingsapparat, der kan ydes på intensivafdeling: at udføre de procedurer, der kræves til intubation og respiratorbehandling, lægge centralvenøse adgange, dialysekatetre og dræn; udtage prøver til mikrobiologi og give antibiotika; forestå behandling og diagnostik i samarbejde med andre speciallæger; og handle på alle de kritiske situationer, der opstår undervejs. Det tager fire års videreuddannelse at opnå disse færdigheder og bevare overblikket. Det gør intensivlæger til en kritisk ressource i COVID-19-epidemien. Men denne kronik handler om mere end det.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at 2.900 danskere i den kommende tid vil få behov for en intensivplads. Hvis hver patient er indlagt 14 dage, vil der være behov for 41.000 sengedage. Fordeles de ligeligt over tre måneders epidemi, vil der dagligt være behov for 450 intensivpladser, ud over dem vi allerede har. Men kommer den til at følge Farr-Brownlees epidemilov med klokkeformet stigning og fald, som sundhedsminister Magnus Heunicke har vist os – vil der i spidsbelastningerne være behov for det tredobbelte antal pladser i en måned eller to. Beredskabsplanerne skal derfor have en betydelig overskudskapacitet for at tage hensyn til den talmæssige udvikling, vi ved vil finde sted.

Sundhedsstyrelsen har samlet i alt 1.000 ekstra respiratorer til at dække dette behov. Med den eksponentielle stigning, der er karakteristisk i epidemiers indledende faser, når vi hurtigt dette antal. Med en simpel fremskrivning, med en daglig fordobling af antallet, nås grænsen for denne kapacitet om 1-2 uger. Virker vores strategi med begrænsning af vores fysiske kontakter, vil der gå længere tid, men det er stadig uger, vi taler om.

Ud over det konkrete behov for maskiner og sengepladser, dukker imidlertid en ny flaskehals op. Vil der være nogen til at betjene respiratorerne? Spørgsmålet er, hvor mange sygeplejersker det kræver at tage hånd om patienterne med lungesvigt. Det er den næste begrænsende ressource.

Læs også Pernille Stensgaards karantæneessay: »Flugten til sommerhuset«

Vi har i Danmark 430 intensivpladser og 3.000 intensivsygeplejersker. Vi ved ikke, hvor mange af disse sygeplejersker der p.t. er ansat på en intensivafdeling, men et realistisk skøn er halvdelen. Der kræves med andre ord fire sygeplejersker per intensivplads. Det følger logisk heraf, at yderligere 1.000 intensivpladser vil kræve yderligere 4.000 intensivsygeplejersker. Disse tal blev fremført af min kollega, overlæge og formand for Dansk Anæstesiologisk Selskab, Joachim Hoffmann-Petersen, samme dag jeg selv omtalte problematikken i en kronik i Altinget (11. marts). Til denne mangel på 4.000 sygeplejersker kan vi i bedste fald inddrage de 1.500, der arbejder på andre afdelinger, hvilket giver en manko på 2.500 intensivsygeplejersker. Regionerne har oprettet en jobbank til at løse denne mangel på hænder, men når man overvejer de krav, der stilles for at blive intensivsygeplejerske, er jobbanken et urealistisk værktøj: mindst to års fuldtids erhvervserfaring, seks måneders introduktionsansættelse på en intensivafdeling og en uddannelsesvarighed på halvandet år. Det er derfor urealistisk at tro, at vi på få uger kan gøre sygeplejersker flyvefærdige i intensiv terapi til behandling af COVID-19-patienter.

En anden mulighed er at inddrage anæstesisygeplejersker til at varetage respiratorbehandling af COVID-19-patienter. Vi har i Danmark 2.000 anæstesisygeplejersker, og halvdelen af disse varetager opgaver forbundet med ikke-opsættelig kirurgi (livstruende tilstande og cancer), som de ikke umiddelbart kan fjernes fra. Vi kan i »best case«-scenario frigive 1.000 anæstesisygeplejersker til pleje af COVID-19 patienter på intensiv. Det giver os stadig en mangel på 1.500 specialsygeplejersker til intensivafsnit.

Manglen på hænder er ikke kun et fiktivt regnestykke – det kan blive virkelighed inden for kort tid. Joachim Hoffmann-Petersen har foreslået, at det bliver nødvendigt at ændre normeringen af personale på intensivafdelingerne. Sundhedsstyrelsens Helene Probst er inde på de samme tanker: »Normalt vil det være sådan ved en patient, der ligger i respirator, at der skal være en anæstesisygeplejerske, der passer patienten, og en intensiv læge, der tilser patienten, men vi må sige, at sådan kan det ikke være, når epidemien topper.«

En anden mulighed er at rekruttere bredt blandt pensionerede sygeplejersker og læger, men problemet er her, at man derved inddrager personale, der ofte selv befinder sig i risikogruppen for COVID-19-smitte i kraft af deres alder.

En sidste mulighed er at inddrage yngre læger og lægestuderende til at passe respiratorerne. Med deres teoretiske vidensbaggrund vil de på kort tid være i stand til at opnå passende praktiske kompetencer til de mest basale opgaver. Men dette vil føre til en mangel på kompetence til at varetage behandling af ikke-COVID-19-ramte patienter, der stadig har krav på kvalificeret lægelig vurdering og behandling. Læger har travlt på hospitalerne allerede nu, og den øgede belastning af de medicinske afdelinger som følge af COVID-19 vil lægge beslag på mange læger.

Belastningen af respiratorer, hænder og kompetencer på landets intensivafdelinger er forbundne kar, som hurtigt vil komme under voldsomt pres.

Dette er en kronik og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk

 

Læs også om, hvad skal der til for at undgå en dyb økonomisk krise: »Overlevelseskamp«

Læs også om, at sygdomsepidemien er et socialt drama i tre akter: »Døde de døde forgæves?«

Læs også Martin Krasniks leder om, at i ekstrem krise er alt politik: »Kontroltabet«

Læs også Martin Krasniks leder om, at det største offer for coronakrisen er vores frihed.

Læs også Pernille Steensgaards »Flugten til sommerhuset«