Af Nikolaj Arve, journalist, cand.scient.pol.
Jeg har aldrig før følt mig sårbar, aldrig tænkt på mig selv som syg eller særligt udsat. Jeg har aldrig været bekymret for mig selv eller usikker, ængstelig eller urolig.
Ikke på den måde, i hvert fald, den her udmattende, opslidende, anspændte måde, som når man afventer en pandemi, der snart bider fra sig for alvor.
Det er ikke, fordi jeg går og frygter at se corona og dø, hvis jeg bliver smittet med COVID-19, som sygdommen så klinisk kaldes.
Men mindre kan også gøre det.
Jeg er 29 år, kronisk syg og derfor i en »særlig risikogruppe«, som det hedder. Kronisk syg. Det har jeg aldrig skrevet eller sagt til nogen før. Men sådan er det. Sådan er jeg.
I særlig risiko finder man foruden min slags også alle jer, der ser tilbage på og ikke frem mod fødselsdag nummer 80. Det er formentlig årsagen til, at Sundhedsstyrelsen har fundet det rigtigt at anbefale mig en begrænset aktivitet i bridgeklubben, på gymnastikholdet og i børnebørnenes selskab.
Men selvom den slags fornøjelser nok uanset hvad må vente lidt for mit vedkommende, forstår jeg udmærket budskabet: Det er ikke for sjov. Mennesker kommer til at lide, og de uheldige vil dø.
Det er derfor, jeg er urolig. Derfor jeg vasker og skrubber og skurer mine hænder, som gjaldt det guldet i de olympiske hygiejnemesterskaber.
Det er derfor, jeg går i store buer uden om mennesker på gaden og skæver mistænksomt til alle. Og derfor jeg nærmest får hjertestop, når jeg instinktivt klør mig på næsen trods utallige neurotiske øvelser udi kunsten ikke – for guds skyld ikke – at tvære mulig smitte ud i ansigtet i tide og utide.
Sådan er jeg nu. Mistænksom og urolig går jeg foråret i møde.
Jeg lever ellers et helt almindeligt liv, hvis jeg selv skal sige det. Går på arbejde. Spiller fodbold. Leger med min datter.
Men én gang hver anden måned sidder jeg i en lænestol i en kælder på Bispebjerg Hospital. En sygeplejerske stikker en fuldvoksen nål i en blodåre på min håndryg og binder mig fast til et af de der rullende stativer, som ligner døden på hjul. Den næste time løber et par hundrede milliliter dyre dråber gennem en slange og ud i mit blod.
Dråberne holder mig rask.
Men de betyder også, at mit immunsystem er svækket. Og de betyder, at jeg formentlig vil blive hårdere ramt af corona end de fleste.
Formentlig, skriver jeg, fordi jeg ikke ved det. Ingen ved det. Selv ikke Sundhedsstyrelsen:
»Fordi der er så meget, vi endnu ikke ved om den ny coronavirus, anbefaler vi ud fra et forsigtighedsprincip, at du generelt betragter dig selv som værende i særlig risiko, hvis du har kronisk sygdom i moderat eller svær grad,« lyder beskeden til folk som mig.
Det betyder, at jeg måske er urolig uden grund. Af forsigtighed. Men uroen føles nu ægte nok.
Da jeg første gang hørte om coronavirus tilbage i januar, var jeg anderledes ligeglad. Faktisk fuldstændig ligeglad. Sådan tror jeg, mange har haft det. Og måske stadig har det.
Nu igen, tænkte jeg. Endnu en dommedagsfortælling. Endnu en virus, der vil erobre hele verden og aflive mennesker i hobetal. Har vi ikke hørt det hele før? Og har vi ikke hver gang klaret den?
Jeg er udmærket klar over, at SARS, MERS, ebola, og hvad de senere års virale trusler ellers kaldes, havde eller har alvorlige konsekvenser. Men jeg har simpelthen været mere eller mindre ligeglad.
Forklaringen er lige så ligetil, som den er ubehagelig at erkende: Det var nogle andre mennesker, der blev ramt. Nogle andre mennesker, der døde. Ikke danskere, svenskere og nordmænd. Ikke os. Ikke mig.
Det var alt sammen, før jeg vidste, at jeg selv er syg. Selv er sårbar. Før corona listede sig ind i Europa, ind i Danmark og ind i min egen omgangskreds.
Jeg er blevet klogere, men det har taget sin tid og krævet en personlig omvæltning. Derfor kan jeg sagtens forstå, hvis raske danskere instinktivt trækker på skuldrene over coronapandemien. I skal nok klare den. Også denne gang.
Men er det nok?
Der er noget sært uhåndgribeligt over coronasmitten.
Den er iblandt os, men kan ikke ses, højst høres i ny og næ som en snøften eller en tør hoste. Den sniger sig uset ind på os og giver sig ikke til kende, før det er for sent.
Vi ved ikke, hvor mange der er smittet lige nu, og vi ved ikke, hvor længe vi skal vente, før det hele går løs som forventet. Før hospitalerne bliver presset til det yderste.
Færre end tusind bekræftede tilfælde var nok til at fremkalde de dybeste rynker i statsministerens pande og iværksætte nedlukningen af et land. Mange efter alt at dømme smittet af en fløjtende tjener på en afterskibar i Østrig.
Hvem havde forestillet sig det?
Ingen aner endnu, om de drakoniske tiltag vil virke. Om det er nok eller alt for lidt, for sent eller for tidligt. Det er ubetrådt territorium, beslutninger truffet i noget, der ligner oplyst blinde.
Jeg vil gerne tro på, at vi kan gøre noget, at vi kan gøre nok. At vi kan stå sammen ved at holde afstand, som statsministeren formulerer sig. Det lyder intuitivt rigtigt, og alternativerne er svære at få øje på.
Jeg vil gerne tro på det, fordi vi er nødt til at tro på det.
Man kan forestille sig en anden situation: Hvad var der mon sket, hvis virussen ikke skelnede mellem sunde og raske, mellem gamle og unge, men ramte alle lige hårdt og lige brutalt?
Hvis alle havde samme chance for at blive indlagt, samme chance for at dø?
Ville man så se folk gnubbe sig op ad hinanden i køen i Føtex? Sidde tæt sammen i solen foran caféer og restauranter? Eller spadsere af sted i flokke langs søerne i København, som om alt var normalt?
Nej, vel?
Sådan er COVID-19 bare ikke. Den skelner mellem os, lader de unge og raske komme sig hurtigere og tvinger andre i knæ.
Heldigvis, lykkeligvis!
Det betyder, at vi kan fokusere sundhedsindsatsen på dem, der har mest brug for den. Men det betyder også, at de raske har et ansvar, som ikke handler om dem selv. Et ansvar for at tænke sig om, et ansvar for ikke at hjælpe virussen med at sprede sig og slå ihjel.
Det er pokkers svært, fordi det er så abstrakt.
Alle kan se fornuften i ikke at bringe hinanden i fare ved at insistere på at køre over for rødt eller imod færdselsretningen, bare fordi vi har lyst. Så nemt er det ikke med COVID-19. Her behøver man ikke sætte sit eget liv på spil for at være til fare for andre. Et host i hånden og et greb om dørhåndtaget kan i princippet starte en respirator på intensiv for en uheldig forbipasserende.
Det er små ting, der gør en forskel, men tilsammen udgør de mere end blot et øjebliks ekstra omtanke. Vaner og rutiner skal forandres, basale menneskelige behov for samvær dæmpes, og ingen ved hvor længe, hvor omfattende.
Kan man forvente det af folk? Jeg er i tvivl.
Det er derfor, jeg er så urolig.
Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk
