En ny blå kvindekamp har taget fart inden for de seneste par måneder. Først annoncerede Dansk Industris direktør, Lars Sandahl Sørensen, før jul, at han støtter EUs direktiv om otte ugers øremærket barsel til mænd, og at han i øvrigt mener, at Danmark hen ad vejen skal gå endnu længere.

I februar bakkede Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv så sin direktørkollega op, og dermed er dansk erhvervsliv for alvor trådt ind i kampen for ligestilling. Men selvom flere ture med barnevognen og mere barsel er et gode for mænd, handler direktørernes kursskifte ikke mindst om virksomhedernes kamp om kvindelig talentmasse og i sidste ende om penge. I den forstand er det tanken om bundlinjen, som kræver, at mænd i højere grad tager barsel.