Sundhedsstyrelsen
Suzanne Ekelund, pensioneret biokemiker
Damhusdalen 12
2610 Rødovre
Det er principielt godt for et land at have et nationalt rådgivningsorgan som Sundhedsstyrelsen på sundhedsområdet.
I den nuværende alvorlige situation har en stor tiltro til Sundhedsstyrelsens kompetencer fået adskillige politikere til at kritisere, at regeringen bruger drastiske midler for at minimere antallet af coronasmittede og -døde, fordi Sundhedsstyrelsen har travlt med at undsige flere af regeringens tiltag, bl.a. lukning af grænser. Islamisk Stat opfordrer coronasmittede jihadister til at smitte så mange som muligt i den vestlige verden. Forhåbentlig kan vore lukkede grænser trods alt minimere den trussel. Desuden har vi i denne situation ikke brug for turister, ligesom de ikke får megen fornøjelse af at være i et næsten helt tillukket land.
Sundhedsstyrelsen har udtalt, at den kan støtte en revision af epidemiloven, men det vil kræve mere tid til »udarbejdelse af fagligt bidrag«. Vi har netop set, hvad Sundhedsstyrelsens og mange personer i sundhedssektorens nølen kan føre med sig. Man tog alt for let på situationen i ugevis. Eksempelvis udtalte en lalleglad overlæge i infektionsmedicin, at han »helt klart« ville tage på skiferie til Norditalien, hvor der på det tidspunkt havde været adskillige dødsfald, og en person fra Sundhedsstyrelsen udtalte, at folk på skiferie blot skulle »nyde ferien«. Da skiløbere kom syge hjem fra Østrig og advarede om det område, de havde været i, gik der tre dage, inden Sundhedsstyrelsen mente at have viden nok til at bekræfte, at det pågældende område i Østrig var et smittecenter. Hvor mange ekstra coronasmittede i Danmark alt dette har resulteret i, kan vi kun gætte på.
Hvis man havde lyttet til flere eksperter inden for et betydeligt bredere område, fx Lone Simonsen, der er professor i folkesundhedsvidenskab og bl.a. har forstand på spredning af epidemier, samt hvorledes virusser kan mutere, kunne man have været forberedt tidligere. Hun sagde allerede til Berlingske den 24. februar, at coronasmitten nærmede sig en pandemi (verdensomspændende epidemi), og at den højst sandsynligt ville komme til Danmark, hvis den da ikke allerede var her.
Dagen før, den 23. februar, havde en læge fra Sundhedsstyrelsen sagt følgende: »Der er meget lille sandsynlighed for, at der kommer en person med sygdommen til Danmark.«
Da coronasmitten ikke vil være den sidste store udfordring for det danske sundhedsvæsen, bør vi, når vi kommer ud på den anden side af den igangværende epidemi, se på, hvilke kompetencer Sundhedsstyrelsen bør have. Historisk set har der fra Sundhedsstyrelsens side været alt for mange svigt, der dels har haft graverende indflydelse på patienters helbred og dels har kostet menneskeliv. Mange af Folketingets politikere er gamle nok til at kunne huske følgende udvalgte eksempler:
I 2015 blev direktøren for Sundhedsstyrelsen fyret efter kritik af bl.a. svigtende tilsyn i en række sager, heriblandt sagen om en hjerneskadet psykiater fra Vestjylland, som fik lov til at praktisere frem til 2013 trods årelange advarsler.
Da hiv/aids-epidemien startede, var den daværende direktør for Sundhedsstyrelsen modstander af at registrere hiv-smittede. Dvs. at man ikke kunne lave smitteopsporing på samme måde som for andre såkaldte »seksuelt overførbare sygdomme«. Vore nabolande havde en lovgivning, der forpligtede personer med risiko for at være hiv-smittede til at lade sig undersøge. Hvis en person var smittet, skulle vedkommende medvirke til, at den, der kunne have smittet ham/hende, og at den eller de, som han/hun kunne have smittet, blev undersøgt.
Det er potentielt godt for Danmark at have et rådgivningsorgan som Sundhedsstyrelsen på sundhedsområdet, men hvis rådgivningen i kritiske sager er forkert – for langsom – for mangelfuld – må man overveje, om man vælger den rigtige sammensætning af personalet, hvor de enkeltes kompetencer kan supplere hinanden.
Gloserødt
Nanna Mik-Meyer, Professor og prodekan for forskning ved Copenhagen Business School
Jeg var ved at få kaffen galt i halsen, da jeg læste Katja Kvaales artikel »Gloserøgt« i sidste uges Weekendavisen. På Aalborg Universitet har man valgt at fjerne ordene kompetent, analytisk, ambitiøs, succesfuld, målrettet og excellent fra stillingsopslag, da man mener, at ordene er maskuline(!), og at kvinder derfor ikke kan identificere sig med dem. Der er problemer med ligestilling på de danske universiteter. Det viser tal og personlige beretninger fra kvindelige ansatte helt tydeligt. Det er derfor ekstra begrædeligt, at man på Aalborg Universitet med dette nye tiltag ikke alene alene trækker ligestillingsarbejdet mange, mange år tilbage. De rammer begge køn. For at være kompetent, analytisk, ambitiøs mv. er vel en karakteristik af den dygtige forsker – uagtet om denne er mand eller kvinde.
Det er meget svært at arbejde for ligestilling i akademia, når man både skal kæmpe mod en kultur, der meget ofte gavner mænd og ikke kvinder, og mod denne form for nedladende tiltag over for kvinder.
Kong Ludwig
Nikolaj Bøgh, rådmand,
Frederiksberg C
Med serien Hvorfor er Ludwig ikke konge, som ruller over tv-skærmen om torsdagen i denne tid, fortæller DR danskerne historien om ændringen af tronfølgeloven i 1953, der gav mulighed for, at dronning Margrethe kunne arve tronen i stedet for sin farbror, arveprins Knud. Serien handler om, hvad der kunne være sket, hvis arvefølgen ikke var blevet ændret, og den gamle tronfølgelov fra 1853 med mandlig arvefølge havde bestået. Hovedpersonen Ludwig, som er oldebarn af arveprins Knud, ville så måske kunne være blevet prins og senere konge, fortæller man seerne.
Problemet er, at det er en falsk fortælling. For Ludwig er søn af Camilla, grev Christian af Rosenborgs næstældste datter, og hvis der ikke var blevet indført kvindelig arvefølge i 1953, ville Ludwig derfor heller ikke være med i arvefølgen, da hans »arveret« jo skulle gå gennem hans mor. Og skulle der på en eller anden måde senere være blevet indført kvindelig arvefølge alligevel, så ville hans fætter være arveberettiget som søn af Camillas storesøster. Så der er mange gode og ganske indlysende grunde til, at Ludwig aldrig kunne blive konge, ud over selve risikoen for, at monarkiet måske slet ikke ville have overlevet arveprinsen og hans familie, som havde en markant anderledes fremtoning end Frederik IXs populære efterkommere.
For at gøre den svært kontrafaktiske og usandsynlige fortælling ekstra interessant bliver vi præsenteret for en større konspirationsteori, hvor navnlig dronning Ingrid som hovedskurk og rænkespiller, i samarbejde med statsminister Erik Eriksen, trækker i trådene for at få sin datter Margrethe på tronen. Til at tilføre hele denne konspirationsteori et skær af legitimitet har man alliereret sig med en »frisk« historiker, som tilsyneladende ikke er belastet af viden om dansk forfatningshistorie eller kongehusets historie. Det hele er for hende meget spændende og mystisk, og hun arbejder nærmest detektivisk med at afsløre mere og mere af baggrunden for den uret, der angiveligt er overgået Ludwig og hans familie. Altså »prins Ludwig«, som hun sågar vælger at titulere ham. Fantasierne får frit løb, og vi bliver bl.a. præsenteret for en sammensværgelse mellem dronning Ingrid, Dansk Kvindesamfund og Georg Jensen(!), hvor bevismaterialet i Georg Jensens arkiv desværre ser ud til at være blevet bortskaffet. Det gælder også resten af dokumentationen for seriens påstande om et stort komplot imod arveprinsens familie, og den findes nok heller ikke, for der er ikke rigtig noget mystisk eller ukendt ved forløbet omkring ændringen af tronfølgeloven i 1953, som i sig selv dog er spændende danmarkshistorie, der godt kunne have fortjent en mere lødig behandling.
Den aktuelle serie er i hvert fald en temmelig forvrøvlet omgang pinligt ugeblads-tv, som hverken er fair over for den lidt rodløse unge mand, der er seriens hovedperson, eller over for danskerne, som med rette kan forvente nogenlunde lødig historieformidling af vores store statslige public service-kanal.
Det er ikke acceptabelt, at DR binder danskerne en konstrueret fortælling om deres historie på ærmet, der ikke holder for et nærmere eftersyn, men krydsklipper danmarkshistorien for den dramatiske virknings skyld.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
