ONSDAG 18. MARTS: Fra morgenstunden tirsdag får jeg overbragt en kop te af min mand sammen med beskeden om, at opvartningen hermed er slut. For nu er han også blevet syg. Og der kan næppe være tvivl om, hvis skyld det lige er.
I øvrigt mener han at have endnu mere corona end mig. Ud over feberen og ondt i kroppen har han nemlig også den tørre coronahoste, hvor min er fuld af slim.
Jeg trumfer ved at anføre, at slimen i mine lunger er eftervirkninger af den kighoste, som jeg pådrog mig før jul, og som aldrig helt forsvandt. Coronaen har nu fremmanet dens genfærd.
Han trækker sig. For svag til at gøre mig rangen stridig som den sygeste. Han må virkelig være dårlig.
Mørke tanker presser sig på: Hvordan i alverden skal vi syge egentlig holde modet oppe?
Der er ikke meget hjælp at hente fra det omgivende samfund. Som syg har man brug for opmuntring, men lige nu synes verden som ved en hemmelig overenskomst at have besluttet sig for at overgive sig til rædslen.
Tag bare avisernes forslag til underholdning: Flere steder foreslår de, at man fordriver tiden derhjemme med film som »Pandemic« om ebola-udbruddet i Congo i 2014-15. Eller virusfilmen »Contagion«, hvor der dør 26 millioner mennesker, og mange lægges i ligposer og brændes, fordi smittefaren er for stor ved almindelig begravelse. Jamen, det er lige, hvad vi syge trænger til.
Nyhedsstrømmen er i forvejen et stort coronaudbrud. Et sted lyder en overskrift slet og ret: »Flere dårlige nyheder fra Italien.« Stryg Italien, og det kan ikke siges enklere.
Gid nogen dog ville tænde et lille lys i mørket. Berlingske bringer hele to artikler om coronaens betydning for klimakrisen med Connie Hedegaard og den miljøøkonomiske vismand Lars Gårn Hansen.
Der står, at det nu bliver meget vanskeligere at finde pengene til den grønne omstilling. I min labile tilstand har jeg brug for, at det bliver nævnt, om så bare i forbifarten, at den her coronavirus vel for syv sytten har fået udledningerne til at styrtdykke over hele kloden. Bare p.t. For p.t. gælder altså også. Mange af de dystre historier handler om p.t. Men nixen. Coronajournalistik er ikke en humørpille.
Jeg trænger sådan til, at nogen glæder sig. Kunne venstrefløjen da i det mindste ikke glæde sig lidt over, at uligheden falder som følge af coronaepidemien? Aktiekurserne styrtdykker, og de rige bliver fattige! Nu har vi hørt om den ulighed dag og nat i årevis, og så forbigås det i fuldkommen tavshed.
Ja, om det så er vores to dronninger her til lands, Mette og Margrethe, så lød de begge, som om undergangen er nær. De fik mig til at tænke på Slavoj Zizek, som i et interview til netmediet Spectator.us siger, at »alle officielle proklamationer begynder med ‘der er ingen grund til panik, lad være med at gå i panik’, hvorpå myndighederne meddeler dig alle grundene til at gå i panik«.
I samme netmedie er der dog også en artikel, der kan forklare, hvorfor det er blevet en folkesport på de sociale medier at anklage andre for ikke at tage coronaen tilstrækkeligt alvorligt.
Artiklen hedder »Hvordan man udtaler sig med autoritet om COVID-19 på Twitter« og slår fast, at hvis man ikke har nogen faglig indsigt i coronaen, så gør man bedst i at tale dunder.
Det eneste, der for alvor aftvinger respekt, er nemlig katastrofer.
Som der står: »Du behøver faktisk ikke at være en videnskabsmand for at udtale dig som en på nettet. Bare påstå, at du har læst et nyere epidemiologisk studie, eller sørg i hvert fald for at linke til et, så det tyder på, at du har læst det og har det psykologiske overtag. Tricket er, at du skal lyde saglig og nøgtern – det er sådan, eksperter lyder! De »fund«, du har gjort, skal få folk til at skrige. Det er også vigtigt at korrekse dine læsere for ikke at have forstået videnskaben; hvis de havde, ville de være meget mere bange.
Sætninger, der kan bruges:
»Der er så meget misinformation derude, så jeg tænkte ...«
»Sorry guys, jeg ville ønske, jeg havde bedre nyheder, men …«
»Hvis der kommer noget godt ud af denne krise, så er det, at folk begynder at tage rigtig videnskab mere alvorligt.«
Heller ikke herfra er der altså nogen opmuntring at hente. Ergo er der kun tilbage at muntre sig selv og sine omgivelser op. Derfor har jeg også sagt til min mand, at han i virkeligheden bør være rigtig glad for, at jeg har smittet ham. Nu behøver han ikke længere frygte coronaen.
Følg Anna Libaks karantænedagbog den kommende tid:
Mandag 16. marts: »Jeg – et coronatilfælde«
Tirsdag 17. marts: »Jeg får det hele med«
Mandag 23. marts: »Jeg – en coronaoverlever«
Læs også Klaus Wivels leder om coronakrisen: »Den sande natur«
Hør også En time med Weekendavisen: »Næste logiske skridt er udgangsforbud«
Læs også om de mulige langtidseffekter af coronavirus: »De overlevende«
Læs også om, at helt nye økonomiske metoder og indgreb kan være på vej: »Giv pengene væk«
Læs også Pernille Stensgaards essay om forholdet mellem corona og klima: »Verden uden os«
