En time med Weekendavisen. Hverdagen er allerede aflyst, og hvis coronasmitten bliver værre, bliver indgrebet i vores liv det også.

Næste logiske skridt er udgangsforbud

Vi befinder os allerede i undtagelsestilstand. Regeringens indgreb med lukning af skoler og hjemmearbejde er ifølge Allan Randrup Thomsen, professor i virologi ved Københavns Universitet, det første nødvendige, drastiske tiltag. Men har det ikke den ønskede effekt om 14 dage, bliver man nødt til at tage det næste: Et egentligt udgangsforbud: »Det er jo næste trin i eskaleringen, og det bliver meget hårdt for os alle sammen, men i princippet kan vi jo godt leve med det. Politisk er det ikke bare et spørgsmål om smittespredning, men også om fortsat at have folks opbakning.«

Velkommen til En time med Weekendavisen – lyt med i Lydavisen eller klik på afspilleren lige over artiklen.

Programmet handler i dag udelukkende om coronavirussen som et nationalt og globalt definerende fænomen: End ikke under Besættelsen indførte en regering egentlig undtagelsestilstand, og det skete heller ikke under den Kolde Krig. Jeg ringer til historiker Bo Lidegaard, der er taget i sommerhus med sin gamle mor, for at høre, hvad han tænker om den historiske situation.

Robb Butler fra Verdenssundhedsorganisationen WHO rådgiver regeringer og sundhedsmyndigheder verden over om, hvordan man som nation griber en pandemi an. Hvor meget er baseret på videnskab, og hvor meget er politik, når Danmark og de andre europæiske lande i disse dage handler?

Aktiemarkeder og økonomierne er i frit fald. Weekendavisens Rasmus Egmont Foss forklarer, at denne hidtil usete krise også kan føre til brug af helt nye metoder. Skal vi f.eks. lade seddelpressen køre for at forhindre en truende deflation?

Sara Glanowski fortæller fra New York, hvordan amerikanerne reagerer på corona, og Niklas Hessel forklarer, hvordan krisen påvirker amerikansk politik.

Pernille Steensgaard har det lidt ambivalent i disse uger. Hun har jo længe råbt efter handling på klimaområdet og er stadig i gang med sit eget køb-ingenting-år. Og pludselig skete rent faktisk noget – men på den forkerte måde. Pernille er også med i dagens program.

Weekendavisen høres bedst i app
Vi har forbedret lydoplevelsen i vores app – hent den til Apple iOS eller Android.

Hør tidligere udgaver af En time med Weekendavisen her.

Udsendelsen er tilrettelagt og produceret af Birgit Nissen Pedersen og Simon Ejbye Schmidt.