Det var ti håndskrevne breve, der i slutningen af februar førte til Mikael Petersens sortie. Partisekretæren fra det grønlandske parti Siumut har i årevis været en magtfuld skikkelse i politik, men efter anklager om systematiske seksuelle krænkelser mod flere kvinder med tilknytning til partiet måtte han ud.
I brevene, som var skrevet af både navngivne og anonyme kvinder, blev partisekretæren anklaget for blandt andet at have rørt ved flere af kvinderne, ligesom han har ytret sig upassende og stærkt grænseoverskridende til dem.
»Da jeg sad på sofaen, satte han sig ned ved siden af mig og lagde sine hænder på mit lår, idet han sagde ‘Hun er en lille lækkerbisken’, og langsomt førte han sine hænder mod min røv,« skriver en af kvinderne blandt andet i sit brev, som den grønlandske avis Sermitsiaq har gengivet. Samme kvinde fortæller også, at partisekretæren skulle have spurgt hende, om hun ville være »hans elskerinde«, alt imens tre øvrige mænd fra partiet angiveligt også befandt sig i rummet og ikke gjorde andet end at grine ad kommentaren.
Andre kvinder beretter om, hvordan den nu tidligere partisekretær skulle have tilbudt dem penge for at røre ved hans kønsdele, ligesom han ifølge et af brevene anklages for have sagt »dine bryster er lige til at spise« til en af de ti kvinder.
Selv mener Mikael Petersen ikke, at han er skyldig i sexchikane. Han indrømmer dog over for Ekstra Bladet, at han »har givet et klap i numsen«, men at det ikke har været hans hensigt at »gøre noget unødigt«.
Sagen har skabt stor debat i Grønland, og politikere, fagfolk og organisationer har tydeliggjort vigtigheden af, at der bliver sagt fra over for seksuelle krænkelser. Under hashtagget #Killiliisa – som oversat til dansk betyder »lad os sætte en grænse« – har grønlænderne taget #MeToo-bevægelsen til sig.
Sagen i Grønland er da også på mange måder en klassisk #MeToo-sag. En magtfuld mand er blevet fældet for at have opført sig grænseoverskridende over for kvinder. Alligevel er sagen anderledes end de foregående rundtomkring i verden, for den foregår i et land, hvor problemet stikker dybere end som så.
Tvivl, frygt og angst
For at forstå sagen i Grønland bør man starte med at tale med folketingsmedlem og Siumut-politiker Aki-Matilda Høegh-Dam. Det var hende, der indsamlede og sendte de håndskrevne vidnesbyrd fra kvinderne, ligesom hun selv skrev et brev, hvori hun fortalte om specifikke hændelser, hvor partisekretæren havde opført sig grænseoverskridende. Brevet underskrev Aki-Matilda Høegh-Dam med sit navn.
Blandt andet beskrev folketingspolitikeren, der i dag er 23 år, en episode, der skulle være sket, da hun som 17-årig arbejdede som studentermedhjælper i partiet. Mikael Petersen skulle have strøget den unge kvindes hår tilbage for at snuse hende i nakken, hvorefter han befamlede hendes bagdel.
I brevet skriver Aki-Matilda Høegh-Dam: »På grund af tvivl, frygt og angst lader vi, som om det er sjovt, og griner ad det. Man er bange for at miste sit job, bange for at blive råbt ad, og så lader jeg, som om jeg smiler.«
Til Weekendavisen fortæller politikeren, at det først var for nylig, at hun overhovedet turde overveje at tale højt om den seksualiserede adfærd, hun havde oplevet i partiet. Aki-Matilda Høegh-Dam havde tidligere fortalt om enkelte episoder til nogle af sine kollegaer i Siumuts ungdomsparti, og det var en af hendes venner herfra, der opfordrede Aki-Matilda Høegh-Dam til at fortælle om oplevelserne.
»Hvis du virkelig vil gøre noget, så er det tiden til det nu,« sagde vennen til hende. »Du er ikke længere en bange lille 17-årig, nu er du folketingsmedlem«.
Da Aki-Matilda Høegh-Dam kom til at tale med først en, så en anden og til sidst en større gruppe af kvinder med nuværende eller tidligere tilknytning til partiet, endte sagen med at tage fart, og brevene blev sendt. Den 23-årige folketingspolitiker er senere blevet beskyldt for at have orkestreret en smædekampagne mod Mikael Petersen, ligesom hun har fået skudt i skoene, at hun skulle have haft et politisk taktisk formål med at få fjernet partisekretæren fra posten.
»Jeg vidste godt, at der ville blive skrevet et eller andet sludder, hvis jeg valgte at stå frem,« siger Aki-Matilda Høegh-Dam til Weekendavisen. »Men jeg var kommet til det punkt, hvor jeg var ligeglad. Fuldstændig ligeglad.«
For folketingspolitikeren handler det ikke om politik, men om at sørge for, at ingen andre kvinder fremover skal få lignende oplevelser, ligesom det handler om retten til at sige fra. Aki-Matilda Høegh-Dam fortæller, at hun har hørt fra flere kvinder, som oplever, at grænseoverskridende adfærd bliver bagatelliseret og negligeret, fordi »det jo ikke er en voldtægt«.
»Mange har sagt, at selv om de oplever at blive taget på brysterne eller slikket på halsen, er det nok ligegyldigt, fordi det ikke er ‘et rigtigt overgreb’. Men det er ikke ligegyldigt. Man må gerne sige fra. Det her er jo ikke kun et problem i politik, men i hele samfundet,« siger hun.
Et stærkt tabu
Da Aki-Matilda Høegh-Dam i sommeren 2019 blev valgt til Folketinget, stillede hun sammen med sin kollega Aaja Chemnitz Larsen, som sidder i Folketinget for det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit, et krav til regeringen og statsministeren om, at Danmark skulle yde økonomisk hjælp til en katastrofefond i Grønland, hvor ofre for seksuelt misbrug kunne søge støtte til behandling.
»Generation efter generation oplever at vokse op med seksuelle overgreb,« sagde Aaja Chemnitz Larsen dengang til Ritzau.
Statistikkerne viser, at hvert femte barn i Grønland udsættes for seksuelle overgreb, og gennem årtier har politikere og fagfolk følt sig magtesløse over for katastrofen. I den lille østgrønlandske by Tasiilaq, som tidligere er blevet beskrevet her i avisen og også er blevet portrætteret i DR-dokumentaren Byen hvor børn forsvinder, modtog politiet 191 anmeldelser om seksualforbrydelser begået mod hovedsageligt børn fra 2014-2018. Ni ud af ti af ofrene var piger.
De triste tal giver anledning til at stille spørgsmålet: Hvordan taler man om #MeToo og grænseoverskridende adfærd på arbejdspladsen, når landet samtidig lider under så mange andre voldsomme overgreb?
»De to ting hænger sammen,« siger Aki-Matilda Høegh-Dam. »Hvis man som barn ser, at det er acceptabelt, at mor bliver klasket bagi, mens hun er på arbejde, tror man, at det også er acceptabelt, når man selv bliver udsat for seksuelle overgreb.«
Ifølge Aviâja Egede Lynge, børnetalsmand i Grønlands børnerettighedsinstitution MIO, er de ti kvinders opråb et stærkt og vigtigt signal at sende til landets børn.
»Vi har et meget stærkt tabu om seksuelle krænkelser i vores samfund, og det opretholdes af voksne mennesker. Derfor er det afgørende, at de voksne står frem,« siger hun.
Aviâja Egede Lynge fortæller, at hun i sit arbejde har besøgt mere end 40 grønlandske byer og bygder, hvor den sociale kontrol er stærk, og frygten for at fortælle om overgreb gennemsyrende. I de små samfund er man dybt afhængige af hinanden, økonomisk såvel som socialt.
»Den afhængighed er med til at opretholde en frygtkultur, hvor man er bange for, hvilke konsekvenser det vil få, hvis man anmelder et overgreb,« siger børnetalsmanden, som desuden understreger, at de eksisterende statistikker er påvirket af mørketal, og de derfor ikke giver et reelt billede af, hvor mange børn der i virkeligheden bliver seksuelt krænket.
»Det har en meget stærk effekt, når ti kvinder samlet stiller sig frem og siger fra,« siger Aviâja Egede Lynge.
»Det er sådan, at jeg ønsker, voksne skal være. For på den måde kan børn se, at det er ok at sætte grænser, og at der er nogen, der vil beskytte dem, hvis de gør det.«
