Debat. Har Bo Green Jensen skrevet en anmeldelse eller en fejlbehæftet kronik?

Hunde og helte i Krudttønden

 

Af Helle Merete Brix, forfatter, medredaktør af bogen »Når kunsten terroriseres«
og Kasper Nesager-Hansen, cand.merc. medredaktør af bogen »Når kunsten terroriseres«

I sin anmeldelse af Ole Christian Madsens film Krudttønden indleder Bo Green Jensen med noget, der skal forestille at være en opsummering af de virkelige begivenheder ved angrebet på kulturhuset Krudttønden på Østerbro for fem år siden. Green Jensen skriver, at der blev affyret skud fra fem polititjenestevåben. Nej. Der var to personer, en svensk og en dansk livvagt, der skød tilbage. Det står i politiets evaluering af angrebet på side 59.

Green Jensen synes også at fastslå det som et faktum, at Finn Nørgaard »tog affære«, da »panikken greb om sig«, og løb rundt om bygningen og hen imod terroristen for at forsøge at standse terroristen. Og at han derefter blev dræbt.

Men på side 60 i politiets evaluering kan man læse en nøgtern beskrivelse af, hvad man ved om Finn Nørgaards død. At han blev dræbt af et skud i højre side af ryggen. Og at et vidne, der befandt sig foran indgangspartiet til Idrætshuset på ca. 50 meters afstand, så gerningsmanden afgive de sidste 5-10 skud: »Vidnet havde ikke bemærket andre personer end gerningsmanden ved indgangen til Krudttønden. Han havde således ikke bemærket skudafgivelsen mod Finn Nørgaard og havde ikke set nogen blive ramt af skud.«

Betyder anmelderens stramning noget? Ja. Ole Christian Madsen selv har sin fulde frihed til i en fiktionsfilm at gøre Nørgaard til en helt, selvom vi faktisk slet ikke ved, om han var en sådan. Men både Green Jensen, flere andre anmeldere, Ole Mølgaard fra Finn Nørgaard Foreningen og Madsen selv gør sig utroværdige ved at ophøje en mulig teori til fakta. Instruktøren går så vidt som til i et interview i Soundvenue, der i øvrigt udråber Vilks til »provokunstner«, at sige: »Der var et øjenvidne på hele slagsmålet mellem Finn og Omar El-Hussein og et andet, der så det meste, fra hver deres etage. Der er stadig nogle, der betvivler det, men der er ikke nogen, der har set noget andet. Og det passer med, hvem han var – da jeg hørte det, tænkte jeg, at det tror jeg på er rigtigt.«

Hvem er disse vidner? Og hvad så de helt præcist?

Green Jensen bruger også værdifuld spalteplads på at berette om sine egne holdninger til Lars Vilks’ blæktegning af muhammedhunden, og hvor anmelderen befandt sig under terrorangrebene. Hunden var jo årsagen til angrebet ved kulturhuset. Green Jensen mener, at hunden ikke blot er satirisk, den er »ret perfid«. Det er han fri til at mene, men man sidder tilbage med spørgsmålet, om man er i færd med at læse en kronik, hvor Green Jensen afsiger trosbekendelsen for indignerede ved at forsage Vilks og alt hans væsen. Filmanmeldelsen kommer aldrig rigtig i dybden med filmen, da godt halvdelen af spaltepladsen bruges på udenomssnak. Sammen med overvejelserne i forbindelse med beskrivelsen af middagsselskabet, hvor Nørgaard diskuterer med vennerne om ytringsfriheden – og hvor anmelderen blandt andet skriver, at han faktisk er »enig med Finn Nørgaards venner, som mener, at man ikke skal krænke af princip, fordi man kan«, gør det hensigten tydelig, og man bliver en smule forstemt. For den ene af dette indlægs forfattere sender det et ubehageligt flashback tilbage til tiden efter angrebet, hvor ofrene syntes at blive inddelt i to grupper: de uskyldige ofre ved synagogen. Og de lidt mindre uskyldige ofre i Krudttønden, der gik til et debatmøde med en kunsthistoriker, der tillod sig at tegne profeten som en hund.

Paradoksalt nok nævner Weekendavisens anmelder intet om, at hunden optræder i filmen. Det gør de øvrige anmeldere heller ikke. Ønsker de, som Green Jensen, ikke at bære brænde til de krænkedes bål ved at forholde sig til ét af filmens centrale punkter? Er de nervøse for, at blot det at nævne hunden øger risikoen for, at ubehagelige ting kan ske?

Dette indlægs forfattere så filmen ved en særforevisning sammen med Vilks i december sidste år og var ved at gå bagover i stolesæderne, da hunden dukkede op på lærredet. Og vi tænkte: Bare det går godt. For som Vilks selv har udtalt: »Det er et lotteri,« hvor man aldrig ved, om ens nummer bliver udtrukket. Det mest bemærkelsesværdige ved Madsens film er måske dette: at han har haft modet til at vække hunden til live. Frem for højstemte erklæringer som »sorgarbejde« og »requiem« eller sentimentale anskuelser om, at filmen fokuserer på et kollektivt og nationalt traume, og hvad anmeldere og instruktør ellers har bragt frem, er det det, der gør Krudttønden til noget særligt.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også Bo Green Jensens anmeldelse af Krudttønden: »Tre dage i februar«

Læs også Martin Krasniks leder om femåret for angrebet: »Terror og ansvar«