Danmark havde engang noget, som vi i Norge ikke havde, nemlig de bedste fodboldspillere. I havde rent faktisk ligefrem den bedste. For nogen tid siden så jeg en spillefilm om det hold, der vandt EM i 1992. Filmen var dansk og hed Sommeren ’92. I filmen er der en episode, hvor landstræner Richard Møller Nielsen, spillet af Ulrich Thomsen, trækker Brian Laudrup til side. Møller Nielsen vil motivere Brian. Han siger til ham, at han er meget bedre end Michael, som har nægtet at spille. For første gang under filmen lo jeg højt. Vel var Brian god, og æret være hans navn, men en så absurd påstand ville Møller Nielsen aldrig være kommet med. Michael Laudrup er noget af det smukkeste, Skandinavien har produceret, han var Danmarks gave til fodboldverdenen.
Men nu er vi nordmænd minsandten i gang med at levere noget, der måske kan ende med at ligne en Michael Laudrup. Han hedder Martin Ødegaard og er den yngste debutant nogensinde, både på det norske landshold og i Real Madrid. Begge debuterne kom alt for tidligt, især den i Real Madrid, men direktøren tvang Real-træner Carlo Ancelotti til at vise Ødegaard frem for at få hans kommercielle værdi til at stige. Real købte ham, da han fyldte 16, og kaldte ham »verdens største fodboldtalent«. Det var selvfølgelig en tåbelig påstand, og der gik heller ikke lang tid, før Real lejede den fysisk umodne knægt ud. Men sådan er moderne fodbold: De store klubber køber alt talent for at forhindre andre klubber i at få adgang til talentpuljen.
I lang tid hørte vi ikke noget til Ødegaard. Først blev han sendt nordpå til Holland, hvor han spillede i provinsklubber og fik tiden til at gå med styrketræning, men nu spiller han på Real Sociedads hold, udlejet af Real Madrid. Her er han midtbanegeneralen og har medvirket til, at holdet i skrivende stund ligger på en kvalifikationsplads til Champions League.
Hvor mærkeligt det end kan lyde, har denne unge nordmand været dominerende i kampe både mod Barcelona og Real Madrid. Har man endnu ikke hørt om ham, kan man hurtigt tjekke ham ud på YouTube, hvor den unge spiller kan ses i aktion. Til sommer henter Real Madrid ham hjem igen. Han er en af de få blandt alt for mange spillere, holdet har købt gennem årene, som faktisk er i fuld gang med at blive lige netop det, man har håbet på.
Og ja, han minder lidt om Michael Laudrup. Han er mindre, knap så hurtig, men har den samme balance, de samme finter og det samme overblik, men fra en dybere position, end Laudrup spillede på. Desuden er han meget mere moderne i spillestilen og dækker store områder takket være en imponerende kondition. Alt det slår et lille skår i min sympati for ham. Han er et industriprodukt.
Hans far, Hans Erik Ødegaard, var professionel fodboldspiller for Strømsgodset i Drammen, en forstad til Oslo. Fra drengen knap nok kunne gå, udarbejdede hans far et træningsprogram til ham, og gennem hele Martin Ødegaards barndom var der organiseret træning mindst 20 timer om ugen. Ødegaard blev opdrættet som en golf- eller tennisspiller, og alle Europas storklubber havde kendskab til ham, længe før vi nordmænd fik lov til at se ham på tv-skærmen. For sådan er moderne fodbold. Efter at mediemogulen Rupert Murdoch oprettede Premier League, er der talentspejdere overalt.
Nu vil jeg så komme med en anden tilståelse, der handler lidt om, hvorfor jeg ikke helt kunne lide Michael Laudrup, selv om jeg nemt kunne se hans storhed. I lighed med Ødegaard var han for perfekt. Balancen, tempoet, overblikket, skuddene, løbeteknikken – det var altsammen uendelig korrekt. Og så var han pokkerme også smuk at se på. Men det perfekte mangler som bekendt storhed. Nej, min favorit var Preben Elkjær, som var grim, doven, kæderygende, som gerne drak en bajer, men til gengæld var uden sofistikeret teknik og med en løbestil, som kunne give enhver sprintertræner grå hår i hovedet. Elkjær var eksplosiv og fuld af aggression. Han var Dyret i Åbenbaringen. Men Satan er jo også mere interessant end Sankt Peter.
Jeg elskede derfor Elkjær. Især fordi han som den eneste – bortset fra Diego Maradona – skaffede en perifer italiensk provinsklub et mesterskab. Hver uge glædede jeg mig spændt til det, som i Norge dengang hed Sportsrevyen, en halv time med sport på NRK hver søndag. For her kunne man se fem minutters europæisk topfodbold, og her så jeg for første gang, sådan som jeg husker det, denne naturkraft, der hed Preben.
Hvad Elkjær gjorde, var ikke resultatet af mange års træning, det var ren genetik. En tilfældig bold blev sparket langt hen ad banen og endte hos en eller anden modstander. Bang, forsvarsspilleren lå død, og oksen var løs. Der var ikke noget æstetisk perfekt i det, Elkjær gjorde. Han tog bolden, løb med den, og før keeperen havde fået armene op, havde projektilet passeret ham. Under forarbejdet med denne artikel har jeg tjekket Elkjærs statistik, især det antal mål, han faktisk scorede i sin tid i Verona. Men det skal vi ikke tale om her. Elkjær var sammen med Maradona min favoritspiller gennem tiderne. De to var ikke polerede. Det var Laudrup, og det er Ødegaard også. De er adlen, som aldrig behøver ofre blod. Elkjær var manden, der vandt krigen på egen hånd. Han var pansergeneral Patton.
Nu kommer jeg til pointen. Norge har fået sin Elkjær, ja måske endda noget, der er bedre end Elkjær. Det burde ikke kunne ske; som misbrugte børn har vi nordmænd jo lært os alle forsvarsteknikkerne. Vi ved, at der aldrig, aldrig vil komme en norsk superstjerne i fodbold, vi ved, at det norske landshold taber til sidst, men især ved vi, at når der er tre minutter tilbage på uret, så er det aldrig en nordmand, der scorer vindermålet i en afgørende kamp. Og dog, der findes en enkelt undtagelse: Ole Gunnar Solskjær scorede engang mod Bayern München, men for pokker, bolden ramte tilfældigvis hans fod, det var ikke ham, der fandt bolden.
Erling Braut Håland bliver ikke ramt tilfældigt af bolden. Håland tager bolden og nedbryder al modstand. Måske har jeg ikke længere den samme intense glæde ved at se fodbold, som jeg engang havde. Men jeg har en søn på tolv, min yngste. Det giver ham en større glæde at se Håland spille, end jeg nogensinde har oplevet i mødet med fodbold. Der er aldrig tale om, at Håland absolut ikke kan score mod Liverpool, Paris Saint-Germain, eller hvem det nu kan være. Min søn sidder aldrig med den fortvivlede følelse af, at vi nordmænd aldrig slår til. Han ved, at Håland scorer. Den lykke, der stråler ud af ham, når han ser Håland spille, fylder hele huset.
Mens dette skrives, er Håland – sammen med Robert Lewandowski i Bayern München – topscorer i Champions League, og det på et Borussia Dortmund, som ikke har brugt ret mange penge på holdet. Før Håland er fyldt 20, har han slået alle rekorder. Det er selvfølgelig derfor, min søn elsker ham, for børn vil have statistik, trygge tal og sikkerhed. Håland giver dem den tryghed. Men jeg elsker Håland, fordi han er, som fodbold var eller burde være. Håland er Norges Elkjær. Han er så uskøn, at det bliver smukt.
Der er selvfølgelig meget i denne fremstilling, der skurrer, og jeg lider efter alt at dømme af en illusion. International fodbold er ikke præget af tilfældigheder. At Håland har et gennemført forfærdeligt menneske som Mino Raiola som agent, afslører noget af det, som er galt med international fodbold. Og jo, der ligger sikkert også en nøje gennemtænkt plan bag Hålands succes. Hans far, Alf-Inge Håland, var professionel fodboldspiller for Leeds, da dette hold sidst var på toppen, og enhver, der ved noget om international fodbold, ved også, at hans far var en del af det internationale fodboldcirkus. Skriver man »Håland and Keane« i søgefeltet på YouTube, får man noget at se, man aldrig ønsker at se igen.
Men – det påstår jeg med fuld overbevisning – Erling Braut Håland er ikke et produkt af den moderne fodboldmaskine. Han er ren og uforfalsket. Det, jeg siger nu, grænser måske til det mørke og antimodernistiske, men grunden til, at alle danskere og undertegnede nordmand elskede Elkjær, var, at vi vidste, at han repræsenterede menneskets kamp mod maskinen. Elkjær spillede i Italien på et tidspunkt, da alle forsvar spillede som det legendariske sweeperforsvar hos Inter. Det var pr. definition umuligt at score mod italienske forsvar. Elkjær gjorde det alligevel. Elkjær var både urkraften og en helt ny mutation, som det var umuligt at gardere sig imod.
Efter Hålands kamp mod Paris Saint-Germain, hvor han scorede to mål, filmede Sky Italia et 60-meters-løb, som Håland havde gennemført, og en nordmand lagde en tabel ud på Twitter. Håland havde løbet distancen på 6,64 sekunder. Tabellen er selvfølgelig ikke et facit, men medlemmer af fodboldfamilien elsker den slags tabeller. Hålands mor, som hedder Gry Marita Braut, var i sin tid norgesmester i syvkamp. Hun rejste hjem til Norge med sin søn. Hun tog ham med ud på idrætsbanen. Da han var fem år, testede hun ham og indførte resultatet i det internationale idrætsforbunds program for resultater for børn mellem 5 og 18 år. I denne statistik finder man alle verdensstjerner i fri idræt. Erling har verdensrekorden for femårige i længdespring uden tilløb. Han sprang 1,63 meter. Gå ned i den lokale børnehave og se, hvor langt de femårige drenge dernede kan springe.
Ja, vi ved alle sammen, at den statistik er noget pjat, men dog ikke helt, for den vidner om en tendens. Erling blev ganske rigtigt født i Leeds, men hans far spillede for Manchester City, og jo, hans mor var et stortalent, før hun som ung giftede sig med hans far. Alligevel var Erlings opvækst normal. Hans forældre rejste hjem til en lille landsby på Jæren uden for Stavanger. Her spillede Erling fodbold i en lille lokal klub på aldersdefinerede hold, som aldrig stillede det bedste hold, de kunne. Kammerater spillede sammen med kammerater fra samme skole og samme klasse. Drengen var lille. Men en dag var han stor. Ingen af de internationale klubber havde opdaget hans talent, før Ole Gunnar Solskjær hentede ham til fodboldklubben Molde.
Ødegaards far, som var en ganske almindelig og ikke særligt talentfuld spiller på et ikke særligt talentfuldt norsk fodboldhold, besluttede fra dag ét, at hans søn skulle være perfekt. Sønnen trænede balance, teknik, kondition og sprint 20 timer om ugen. Resultatet er måske lige så perfekt som Michael Laudrup, og en dag siger Ødegaard måske også nej til at spille på et dårligt landshold fra et lille land i nord.
Men grunden til, at international fodbold nu elsker Håland, er, at ingenting ved ham er perfekt og raffineret. Men årene vil sprinttrænerne i de store klubber lære ham at holde armene ind til kroppen, når han løber, og at hovedet skal være parallelt med ryggen. Han vil også lære alt om risikovurdering og sideforskydning. Det lærte Elkjær aldrig. Han gav fanden i det. Et sted i mig håber jeg på, at Håland gør det samme. Moderne fodbold har brug for noget stygt.
Ja, Dortmund er ude efter onsdagens tilskuerløse kamp i Paris. »Den dreng er et dyr,« sagde Thomas Tuchel, træner for Paris Saint-Germain, dog efter det første nederlag til Borussia. Nu har vi nordmænd omsider fået et fuldgyldigt medlem af den internationale dyrehave. Fjeldaberne er kommet ned fra fjeldet.
Oversat af Claus Bech
