Kronik. Bernie Sanders som præsident vil være dårlige nyheder ikke blot for Demokraterne, men også for Danmark.

Det værste scenarie

 

Af Mads Fuglede, historiker og medvært på podcasten Kampagnesporet

Det er et uløst mysterium. Ingen ved, hvorfor socialismen aldrig slog igennem i USA. Den anden industrielle revolution begyndte i USA og førte til, at man allerede i 1890 var det land i verden med den største industriproduktion og verdens største arbejderklasse. En politisk progressiv bevægelse opstod, der krævede, at man håndterede alle industrialiseringens bagsider. Men selvom bevægelsen havde en dagsorden, der kunne minde om socialisternes, så var de alligevel væsensforskellige. Hvor de progressive appellerede til millioner af amerikanere, fik socialismen aldrig nogen politisk betydning. Både Marx og Engels havde en dyb besættelse af USA og var begge fortvivlede over, at arbejderklassen i det land i verden, hvor kapitalismen mest hæmningsløst trak sine spor gennem samfundet, afviste socialismen. Selv da Depressionen skød bunden ud af det amerikanske samfund i 1929, og millioner af især unge mænd gik fra by til by for at finde arbejde – der ikke fandtes – udeblev revolutionen.

Bevares, indimellem vandt socialistiske kandidater lokale valg. Milwaukee, der især tiltrak tyske venstreorienterede immigranter, valgte en stribe af socialistiske borgmestre tidligt i 1900-tallet. Da industrialiseringen ændrede Butte i Montana, fik man her midt i ingenting et socialistisk bystyre. Men selv de mest optimistiske socialister forstod, at det klasseløse samfund nok ikke ville blive realiseret i USA.

Burlington i Vermont blev i 1981 en af disse særlige byer i USA, hvor man valgte en socialistisk borgmester. Det var Bernie Sanders, der med held blev genvalgt frem til 1989, hvor han trak sig fra embedet. Selvom det er den største by i Vermont, så lignede Burlington med sine små 40.000 indbyggere ikke begyndelsen på socialismens genkomst i USA, men snarere endnu et eksempel på, at alt kan ske, bare man venter længe nok. Men Bernie Sanders ville det anderledes og blev valgt til Repræsentanternes Hus i 1991 og har som den eneste føderale politiker repræsenteret socialismen i en årrække.

Sanders’ mange år i Kongressen har været en ørkenvandring. Han har sat et nærmest usynligt aftryk på den føderale lovgivning. Havde man trukket mig til side i 2012 og fortalt mig, at han ville være bannerfører for socialismens egentlige ankomst til amerikansk politik, ville jeg nok have tænkt mit.

Bernie Sanders er en enestående og modig politiker, der altid har sagt det samme. Han har bare ventet rigtig længe på et publikum, men det har han fået. En særlig kombination af unge, hvide højtuddannede og latinoer udgør kernen i et vælgerkorps, der ønsker den politiske revolution, som Sanders har talt om i 50 år.

På mange måder ligner Sanders den mand, han ønsker at slå til november, selvom det sine steder også er en urimelig sammenligning. Trump og Sanders appellerer begge til en dyb amerikansk forestilling om manden, der drager til Washington, D.C. og rydder op, så den almindelige amerikaner kan komme til fadet. Hvor Trump taler om at dræne sumpen i Washington, taler Sanders om at skubbe alle særinteresserne ud og etablere en ny politisk orden. Begge har en traditionel populistisk oprydningsdagsorden, der er lige så gammel i amerikansk politik som nationen selv.

Herhjemme har mange kastet deres kærlighed på Sanders, og man har gjort ham til en slags amerikansk socialdemokrat, der blot kæmper for at gøre USA mere socialt retfærdigt med Skandinavien som sit forbillede. Det billede af Sanders siger meget om den tiltrækning, populismen har – også på vores breddegrader.

Bernie Sanders har ikke ændret sig politisk i 50 år, og han er ikke bare en lidt sær amerikansk udgave af Anker Jørgensen. Han er super-føderalist og hader alt ved etableringen og historien ved den nation, som han søger at blive præsident for. Effektuerede man Sanders’ politiske ønsker, vil USA gå fra at være et af de mest udviklede lande i verden med et relativt lavt skattetryk til at være det højest beskattede af alle. Den amerikanske føderale stat ville med Sanders blive det absolutte omdrejningspunkt for den amerikanske økonomi. Han har intet at gøre med det danske socialdemokrati, vi kender i dag.

Der er nu ikke meget, der tyder på, at der ville være et flertal i Kongressen for Sanders’ politik. Men når man ser, hvad Trump har gjort ved Republikanerne, så er det skræmmende at tænke på, hvad Sanders kan komme til at betyde for Demokraterne. Hvis valget til november bliver et opgør mellem to partier, der er ved at synke sammen i et bizart populistisk kapløb, er USAs politiske fremtid mørk.

Men der er håb, selvom det er i form af en aldrende Joe Biden, der er kommet meget anæmisk fra start på denne primærvalgscyklus. Super Tuesday, hvor en tredjedel af de delegerede til konventet er på valg, har afsløret, at det kan blive svært for Sanders. Siden 1992 har ingen vundet Demokraternes opstilling uden at vinde et flertal af de afroamerikanske stemmer. Biden har vundet meget klart over Sanders i alle de stater, hvor sorte udgør en betragtelig del af vælgerkorpset. Men uanset, hvordan det hele ender på Det Demokratiske Konvent i Milwaukee til sommer, hvor små 4000 delegerede vil vælge partiets kandidat, kan ingen tage fra Sanders, at han er den mest succesfulde socialistiske politiker i USAs historie.

Skulle han komme forbi Biden, viser målinger, at han vil have en reel mulighed for at slå Trump. Jeg tror, de målinger undervurderer, hvad der vil ske med billedet af Sanders, efter Republikanerne har haft fat i ham. Det man har set indtil nu, er meget mildt, og der er nok en grund til, at Sanders er Trumps foretrukne modkandidat. Men meget kan ske, og hvis eksempelvis coronavirus-panikken i aktiemarkedet indleder en reel recession – eller noget lignende – så kan det skabe en vej for Sanders.

Ham som præsident må være det mindst attraktive, man kan tænke sig for USAs allierede. Danmarks sikkerhed afhænger fuldstændig af den amerikanske sikkerhedsgaranti. Årene med Trump har været usikre. En præsident, der mener, at alt hvad USA har deltaget i sikkerhedspolitisk siden Anden Verdenskrig er forkert, må være et skræmmescenarie alle andre steder end i Kreml, Teheran, Pyongyang og Beijing. USA udfordrer sine nærmeste og sig selv disse år. Det vil fortsætte med Sanders ved rorpinden.

Dette er en kronik og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk

 

Læs også artiklen om, hvorvidt Joe Biden er stærk nok til at vippe den siddende præsident af pinden: »Kan Joe Biden slå Trump?«