GRÆNSEN mellem Tyrkiet og Grækenland er scene for skelsættende begivenheder. »De, der udfordrer Europas sammenhold, bliver skuffede,« sagde EUs kommissionsformand Ursula von der Leyen, der var mødt op ved grænsen. »Nu er det tid til fælles handlen, at holde hovedet koldt og til at agere på fælles værdier.« Det var ikke Merkel eller Macron, der udtalte sig på EUs vegne, nej, det var kommissionsformanden, og hun var nærmest parat til selv at agere grænsevagt. Og alle EU-landenes ledere var klar til at følge hende. Ikke et ord om solidaritet med flygtningene eller wir schaffen das. Solidariteten var rettet mod Grækenland og EU.
FOR Unionen er denne forandring baseret på den hårdeste lektie. Begivenhederne i 2015 lærte europæiske politikere, at der er et meget snævert politisk rum, når det gælder flygtninge og migranter. Lader man folk udefra komme uhindret ind i EU, får det uoverskuelige konsekvenser: Partier baseret på modstand mod EU og indvandrere stormer frem. Medlemsstaterne lukker deres grænser. Og de lande, der modtager flest flygtninge, presses til det yderste: Angela Merkels og CDUs nuværende eksistentielle krise begyndte lige præcis i Køln nytårsnat 2015, hvor migranter begik seksuelle overgreb. Det svenske politiske system er lammet over for et stadig større Sverigedemokraterne. Krav om fælles kvoter til fordeling af flygtningene får medlemsstaterne til at vælge solidaritet – med deres egne vælgere. Det er ubestrideligt: En ny flygtningekrise i EU vil true alt det, Unionen har kæmpet for; fri bevægelighed, fælles retstilstand og solidaritet mellem medlemslandene. Derfor giver det mening, at kommissionsformanden taler om fælles EU-værdier på grænsen til Tyrkiet. En mere lempelig politik vil ende med at bringe AfD, Front National og Sverigedemokraterne til magten.
FRIHEDEN er ikke grænseløs. Det var Holland, der først erfarede det: Landets berømmede multikulturalisme og åbenhed led døden efter drabene på Theo van Gogh og Pim Fortuyn. Konsekvensen var en forandring af hollandsk politik og bred enighed om en hård indvandrerpolitik. Solidariteten i og imellem de europæiske lande er afhængig af, at myndighederne kan forsvare grænserne og deres borgere. Demokrati og retsstat kan ikke fungere med åbne grænser. Hvis pragmatiske, demokratiske partier ikke vil gøre det, vil populister og autokrater hurtigt stå klar med en plan for både grænsekontrol, opløsning af EU og indførsel af illiberale reformer over hele linjen. I sidste ende handler den hårde flygtninge- og indvandrerpolitik om at forsvare de høje frihedsgrader, der findes i Europa.
ER situationen forfærdelig på grænserne til EU, særligt på den anden side af Middelhavet, skyldes det altså det paradoks, at EUs ledere insisterer på at beskytte liberale, europæiske værdier i en hård politisk virkelighed. Krav om åbne grænser, humanisme og solidaritet med flygtningene kommer i dag kun fra partier, der har affundet sig med ikke at komme til magten. Selv de svenske socialdemokrater støtter nu den lukkede dørs politik, hvilket er den eneste måde, hvorpå de kan holde et højreparti med en nazistisk historie fra magten.
DEMOKRATIETS idealer kan ikke udstrække sig til hele verden, ikke engang til de flygtninge og migranter, der lige nu står på grænsen til EU. Konventionernes krav om at afprøve asylansøgeres individuelle sag var i forvejen stærkt svækket, og princippet er de facto afgået ved døden. Men det er den smertefulde pris for at opretholde et fælleseuropæisk demokratisk rum i den verden, vi er omgivet af. Er man i tvivl, kan man se på de britiske medier i disse dage, som er fuldkommen ligeglade med situationen på EUs grænse. Det har ikke længere noget med dem at gøre.
VILKÅR og retning i demokratier sættes af vælgerne, og det er vælgerne, der taler gennem de europæiske ledere, der danner menneskekæde ved grænsen til Tyrkiet. Men politikerne må også sige noget til deres vælgere. Det politiske mantra om at lukke grænsen følges som bekendt ofte af besværgelsen: Vi skal hjælpe i nærområderne. At lukke grænsen er kun forudsætningen for en stærk, fælles EU-politik. Det næste skridt må derfor være at tage løftet om hjælp alvorligt: massiv økonomisk hjælp til især Jordan og Libanon. Overholde alle aftaler med Tyrkiet. Langsigtede investeringer i industri og arbejdspladser. Og ikke mindst en seriøs plan for at tage imod kvoteflygtninge, der rækker videre end den danske regerings modtagelse af pinlige 30 kvoteflygtninge. Dernæst må EU gå forrest i forsøget på at skabe en juridisk ramme for flygtninge, som faktisk bliver respekteret – også af EU selv. Alverdens lande prøver i dag at omgå de internationale regler, der skal beskytte flygtninge, og det er helt uholdbart. At beskytte EUs ydre grænse handler om at forsvare Europas demokratiske principper. Det gør en ny, fælles flygtningepolitik også.
Læs også Hans Mortensens artikel om EUs nye pigtrådspolitik: »Bare hegnet holder«
