FC Bayern München var i sidste weekend på vej mod en sikker 6-0-sejr i Hoffenheim, da holdets medrejsende fans lod et banner falde over det ene hjørne af stadion. Herpå stod at læse, at Hoffenheims mæcen, software-direktøren Dietmar Hopp, er en »ludersøn«.
Det er den 79-årige milliardær beviseligt ikke, og provokationen fik konsekvenser. Først krydsede Bayern-træner Hansi Flick banen i fortvivlet trav. Flick, der kender Hopp personligt efter fem år som cheftræner i Hoffenheim, forsøgte forgæves at tale tilhængerne til fornuft.
Kort efter afblæste dommeren kampen og gennede spillerne ud af banen, mens Hopp og Bayern-bossen Karl-Heinz Rummenigge fulgtes fra deres trygge VIP-pladser ned til sidelinjen. Skulder ved skulder, lige dele magtfulde og magtesløse, tog de bestik af situationen.
Siden vendte spillerne tilbage, ikke for at færdiggøre kampen på normal vis, men for i stedet at gennemføre en fælles aktion, der skulle vise, at de stod sammen mod hadtale: Bolden blev således trillet rundt i lavt tempo midt på banen, modspiller til modspiller, indtil tiden var gået.
Efter kampen skammede Rummenigge sig: »Der er ingen undskyldning. Vi har i sinde at bruge alle midler for at stille de ansvarlige til regnskab,« sagde den tidligere topspiller. På Bayerns Twitter-profil meddelte man brødebetynget, at »sportslig succes kommer i anden række«.
Optrinnet var kulminationen på længere tids kamp om retten til at definere tysk fodbold. På den ene side de stemningsskabende, ofte yderligtgående fans, ultraerne, og på den anden side klubledelserne og fodboldforbundet DFB. Hvad de ulydige Bayern-tilhængere gjorde, var med sportsretsadvokaten Christoph Schickhardts ord i sportsbladet Kicker »at stille spørgsmålet om magt«.
Spørgsmålet, der ikke kun er tysk, men europæisk, lyder: Hvem bestemmer over fodbolden? For vil vi have utæmmet fest eller ordnede forhold?
Læs også om den særlige fodboldkultur hos FC Union Berlin: »Fodboldens sidste romantikere«
Hvor fodboldfolket andre steder i Vesteuropa for længst har givet op og accepteret dyrere billetter og myndighedernes dressur, slås de tyske fans videre under parolen »Gegen den modernen Fußball«. Striden står om alt fra entrépriser til spilletidspunkter og fanregistrering ved hjælp af overvågningskameraer og ansigtsscannere.
Dagen efter de historiske scener i Hoffenheim var det Union Berlins fans’ tur til at tilsvine Hopp under en kamp mod Wolfsburg, ligeledes her fulgt af en midlertidig afbrydelse. Også i Augsburg, Hannover og Köln langede tilhængerne ud efter DFB og Hoffenheim-ejeren.
Men hvorfor Hopp? Fordi han, der er god for hundrede milliarder kroner, for de mest passionerede stadiongængere står som symbolet på alt, hvad der er galt med den moderne fodbold.
Han købte sig ind i sin barndomsklub Hoffenheim for 30 år siden, dengang strandet i den nederste fodboldrække. År for år øgede Hopp sin indflydelse og investering, og klubben begyndte sin opstigen. Hoffenheim nåede Bundesligaen i 2008 og deltog ti år senere i Champions League. I fem af de seneste seks sæsoner er klubben sluttet i Bundesligaens bedste halvdel.
Byen Hoffenheim har kun 3.000 indbyggere, og klubbens stadion, Rhein-Neckar-Arena, opført af Hopp og med plads til 30.000, ligger i nabobyen Sinsheim. Den slags bryder man sig ikke om i en tysk fodboldkultur, hvor fansene per lovkrav og med kun få historiske undtagelser sidder på klubejerskaberne.
Landets to traditionelle firmaklubber Wolfsburg (Volkswagen) og Bayer Leverkusen (medicinalkoncernen Bayer) er blevet kritiseret i årtier, men er i de senere år sluppet på bekostning af nye, kunstige Retortenclubs som Ingolstadt (Audi), Hoffenheim (Hopps SAP) og RB Leipzig (Red Bull), som alle har snoet sig uden om lovgivningen.
Hopp, der modsat de øvrige firmaklubejere står frem som enkeltperson, bliver for ultraerne legemliggørelsen af spillets kommercialisering. At SAP, som er verdens tredjestørste IT-selskab, samtidig er en af DFBs såkaldte premium partnere (firmaet understøtter landsholdets data-analyser), har næppe mildnet galden.
Hopp er blevet hånet fra tribunerne mange gange tidligere. Især Borussia Dortmunds tilhængere har været ude efter ham, og i sidste måned førte også Borussia Mönchengladbachs fans kampagne mod den aldrende Hoffenheim-ejer.
De nye tider skaber nye alliancer og afslører, at toplederen ofte har et større interessefællesskab med sin lederkollega end med egne fans. Også rivaliserende tilhængere finder efterhånden sammen i øm, tværkulturel omfavnelse.
Senest har Bayerns Südkurve støttet Dortmund, hvis fans er blevet ramt af en af DFBs kollektive sanktioner. Efter flere sort-gule fans’ protest mod Hopp valgte fodboldforbundet at udelukke alle Dortmund-fans fra Hoffenheims hjemmebane i to år. Og det selv om forbundet i 2017 lovede at stoppe brugen af den omstridte kollektive disciplinering.
Tyskland var længe en solstrålehistorie. I en fodboldverden, hvor stadionkulturens fremtid ofte præsenteres som et valg mellem dødeligt barbari og dødkedelig kulisse, har tyskerne fundet en gylden mellemvej. Her er det faktisk muligt at skeje ud uden at opføre sig chauvinistisk.
Det er denne samlende folkefest, som er punkteret, og også i Tyskland kan man nu se, at professionel fodbold er et sammenrend af plørede interesser og variationer over samme hykleri.
Tilhængere på tværs af tilhørsforhold kritiserer DFB for at gøre for lidt for at bekæmpe de få, men lydelige racistiske ytringer i de tyske arenaer, hvorimod forbundet straks slår ring om en velhavende ven som Dietmar Hopp. De har ret, men under empatien findes et ønske om at bevare sine privilegier.
Upopulære klubber som Leverkusen, Wolfsburg, RB Leipzig og Hoffenheim har tilført en konservativ kultur et skud tiltrængt dynamik og spillet en væsentlig rolle i tysk fodbolds spillemæssige kulturrevolution de seneste ti år. Trænerstrateger som Robin Dutt, Hansi Flick, Ralf Rangnick, Julian Nagelsmann, Dieter Hecking, Ralph Hasenhüttl og Alexander Zorniger er alle formet af denne ublu entreprenørånd, der er en torn i øjet på den gamle elite: Bayern, Schalke, Dortmund, Gladbach, Werder Bremen.
Tilbage i 2017 formulerede daværende forbundspræsident Reinhard Grindel det dilemma, som ikke bare er tysk. Grindel frydede sig over, at stemningen på landets fodboldstadioner »vækker misundelse over hele verden«, og indrømmede, at fodboldforbundet er »taknemmelige over de meget eksplicitte fans«. Før han tilføjede, at der bør være grænser for udskejelserne.
Søndag sagde Gladbachs sportsdirektør, Max Eberl, noget lignende, da han i tv-programmet Sky 90 mente, at »det er godt, at fansene har en stemme, men ikke at de bruger den lige sådan her«. Den balance har vist sig vanskelig.
Men hvorfor Hopp? Fordi han, der er god for hundrede milliarder kroner, for de mest passionerede stadiongængere står som symbolet på alt, hvad der er galt med den moderne fodbold.
