Frihedskysten

Det begynder med rygsmerter. Jeg har sammenbidte tænder, da jeg efter tolv timers direkte fly fra København til San Francisco tjekker ind hos The Yoga Tree i Berkeley for at få dem masseret væk. De ansatte tager imod i jordfarvede heldragter og med varme smil. Jeg lægger mig på en madras og lukker øjnene.

Det var ikke meningen, at jeg skulle lave feltarbejde i Californien. Jeg er kommet for at blive klogere på Trumps nye højre, særligt kritikken af Washington og Bruxelles, og har fået et ophold som gæsteforsker på Berkeley University, der huser Center for Right Wing Studies; et af USAs få akademiske miljøer for højrefløjsstudier. Og der er tilsyneladende langt fra det politiske liv i Washington, som jeg skal studere, til det sted, hvor jeg skal studere det. I vores mailkorrespondance har mine værter moret sig over ironien: en akademisk førerbunker for studiet af USAs nye højre – placeret på USAs måske mest venstre­orienterede universitet.

Før min afrejse har jeg også læst om de konser­vative studerende på Berkeley, der klager over at være marginaliserede på campus. Og centerets stifter og leder, Lawrence Rosenthal – i daglig omtale bare »Larry« – har forklaret mig, at universitetet er så venstresnoet, at alene det at studere højrefløjen ofte møder modstand.

Af samme grund er Berkeley favoritdestination, når medlemmer af den såkaldte alt-right-bevægelse turnerer med deres kritik af det politisk korrekte USA – faktisk betaler byen stadig af på de sikker­hedsomkostninger, der var forbundet med provoen Milo Yiannopoulos’ seneste besøg.

Men da jeg ligger på madrassen i det bløde californiske aftenlys, kommer jeg alligevel i tvivl. Med lukkede øjne tager jeg yogainstruktørens messende budskab til mig:

»Livet er en rejse,« siger den bløde, melodiske stemme.

»Det er evig bevægelse og konstant forandring. Gør derfor op med al ekstern autoritet. Slip selvet løs og lad dets kraft flyde frit.«

Der er ingen vrede i stemmen. Den er blid og beroligende. Men alligevel er det, som om jeg allerede dér på måtten kan høre et ekko af det nye amerikanske højres skepsis over for autoriteter. Der er langt til Trumps forhenværende rådgiver Steve Bannon, der med et gammelt Lenin-credo sagde: »Brænd staten ned!« Men der er ikke ret langt til Facebooks mere legesyge slogan: »Move Fast and Break Things.«

Måske er Californien alligevel tættere på Trumps Hvide Hus, end man skulle tro. Og måske er jeg alligevel kommet for at lave en slags feltarbejde.

Hjertelandet

Ved computeren næste morgen begynder kategorier som venstre og højre, demokrat og republikaner at flyde sammen. »Silicon Valley warms to Trump after chilly start,« skriver New York Times. »Musk and Trump bromance,« lyder det på CNBC om forholdet mellem præsidenten og iværksætter-guruen Elon Musk. Og i en stort opslået artikel fra The Guardian: »Meet the Right Wing Power Players Beneath Silicon Valley’s Liberal Facade.«

På mit skrivebord ligger den eneste bog, jeg har bragt med mig til Berkeley: Arlie Hochschilds anmelderroste Strangers In Their Own Land – Anger and Mourning on the American Right. Forsiden viser en udpint og forladt fabrik i Louisianas disede morgentåge og placerer modstanden mod »systemet« netop dér, hvor de fleste andre amerikanere også har vænnet sig til at placere den: i Syden og Midtvesten. Hjemsted – eller med bogens egne ord: heartland – for de forladte, arbejdsløse og resignerede amerikanere. Dér hvor globalisering er blevet synonym for fattigdom, stoffer og skuffelse.

Modsætningen er det Californien, jeg selv sidder midt i. Solskinsstaten ligner jo en klar vinder i den globale digitale økonomi – ikke et offer for dens sociale og miljømæssige slagside. Californien er travl, plugged in – og stratosfærisk velhavende.

Læs også artiklen om den amerikanske journalist Michael Pollans bog om en ny videnskab om psykedeliske stoffer: »Psykedelisk politik«

Så hvorfor er Californiens indbyggere lige så skeptiske over for Washington og Bruxelles, som de er i Syden og Midtvesten?

Ved kaffemaskinen på forskningscentret spørger jeg mine nye kolleger. Jeg deler kontor med en venlig kvinde, der ligesom jeg er først i 40rne. Hun forklarer, at Californien har en anden type fællesskab end det formelle og statsforankrede, man møder på Østkysten. Her findes en sund skepsis, siger hun, som ikke nødvendigvis giver udslag i løssluppen individualisme.

Centerlederen Larry har været vidt omkring, herunder en række år i Italien, og han peger på Silicon Valleys voldsomme økonomiske vækst, der har pumpet huspriser i vejret og forstærket de libertære strømninger, der altid har været stærke på Vestkysten. I sin forskning undersøger Larry forbindelsen mellem det autoritære Europa i begyndelsen af det 20. århundrede og Tea Party- og Trump-bevægelserne i USA i dag. Han bliver rørt, når han fortæller om studerende, der pludselig bor på gaden efter at være blevet ramt af ensomhed, depression eller mere alvorlige psykiske lidelser. Jeg har også set dem. De går stadig rundt med bøger under armen og en campus-hættetrøje trukket over hovedet, men er blevet socialt udstødt og smidt ud af deres kollegieværelser.

Fra mit kontorvindue har jeg udsyn til Berkeleys ikoniske People’s Park, der var ramme om 1960ernes studenteroprør og demonstrationer. Parkens farverige hippie-graffiti fortæller historien. Mest af alt bærer den dog præg af en voksende gruppe hjemløse.

Fra vinduet er der også udsigt til et politisk paradoks: I Californien går man ind for klima­politik, fri abort og enhver form for etnisk, seksuel eller religiøs diversitet. Men med slagord som »kritik« og »innovation« går man samtidig imod central regulering og beskatning. Og dét Californien ligner mere og mere en slags heartland for Donald Trumps kamp mod den gamle verden.

Moe og prærien

En indkøbstur i Berkeleys ikoniske boghandel Moe’s Books gør mig klogere. Under »nye bøger« står Franklin Foers World Without Mind – The Existential Threat of Big Tech. Første kapitel rammer hovedet på sømmet: Silicon Valley, forklarer Foer, er et barn af Californiens hippie- og modkultur. Netop fordi indbyggerne foragter bureaukrati og underkastelse, elsker de compute­ren. I Silicon Valley er teknologien et politisk redskab, der på sigt vil sætte mennesket fri og gøre staten overflødig.

Ser man sig lidt omkring hos Moe’s, får man øje på det, som Foers bog beskriver: en centralt placeret bronzebuste viser ansigtet af Moe Moskowitz, der rækker tunge. Moe åbnede sin butik i 1959, og i de næste årtier var stedet møde- og gemmested for politiske aktivister, når gadekampene udenfor blev for voldsomme. Det blev de tit: Da Ronald Reagan var guvernør i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne, blev der erklæret undtagelsestilstand og kørt politi og tåregaskanoner ind i Berkeley.

På væggene hænger sort-hvide fotos fra beatnik-, jazz- og borgerrettighedsperioden. På hylderne: science fiction-bøger af lokale, men verdensberømte forfattere som Philip K. Dick og Ursula le Guin, hvis dystopiske romaner kredser om det samme dilemma, som Silicon Valley tumler med for tiden. Teknologi som både frihedskamp og vej til slaveri. Som et instrument for fællesskab – og et redskab for kontrol og ensretning. »Analoge Bøger Sælges Her« står der på et skilt, men om næste hjørne bugner hylderne med udgivelser om kunstig intelligens og venturekapital.

Også kælderens samling af brugt »Americana«-litteratur er hjælpsom. Flere af bøgerne kender jeg, uden at jeg før har kunnet knytte dem til Trump eller techgiganternes kritik af FN- regulativer og EU-bureaukrater. Titler som Richard Slotkins The Mythology of the American Frontier og Anders Stephansons Manifest Destiny – American Expansion and the Empire of Right. Da George Bush den yngre var præsident i begyndelsen af nullerne, blev begge bøger flittigt brugt og citeret, når de demokrati-eksporterende amerikanske inter­ventionskrige skulle forklares. Med andre ord: Det 19. århundredes amerikanske frontier blev en ideologisk forløber for USA som det 21. århundredes globale missionær.

Læs også artiklen med den konservative Trump-kritiker David Frum om, hvordan Repuplikanerne har overgivet sig til Donald Trump, og hvorfor en rigsretssag er nødvendig: »En dissident i Trumpland«

Men frontier-ideologien kan også bruges til at forklare det modsatte, nemlig Trumps kritik af en verdensorden, som han kalder rigid og bureaukratisk. USA bliver ofte set som det 20. århundredes store anfører for den verdensorden, men det er mere kompliceret end som så. Selv ikke de amerikanske præsidenter, der var mest begejstrede for internationale institutioner – Wilson, Kennedy, Clinton – mente, at en verdensorden var det samme som verdensregering. Der findes en dyb amerikansk modvilje mod den slags centralisering. Og både Trump og Silicon Valley bliver næret af den.

Puritanere og pionerer

Graver man dybere i den amerikanske modvilje, støder man på to grundsten: John Calvin og Charles Darwin. Calvin med puritanernes kritik af Europas hierarkier, af den gamle verdens stat og kirke. Og Darwin med forestillingen om fremskridt gennem spontan, organisk evolution – i modsætning til topstyring og planlægning.

De puritanske bosætteres lange jeremiader om det Europa, de drog over Atlanten for at undslippe, er gennemsyret af den samme frihedstrang, som man finder i Silicon Valley i dag. Calvin skriver om personlig samvittighed og den enkelte menigheds lokale autonomi, og det hele er én lang opsang til den gamle verdens undertrykkelse. Dens oppulente kirker og kongesæder, dekadencen og magtmisbruget. De amerikanske bosættere var opsatte på at undgå at begå de samme synder, og midlet blev at sky institutioner i al deres væsen.

Man ser det også i John Gasts ikoniske maleri American Progress fra 1872. Ikke kun af motivet, men også af det, der er udeladt: Maleriet viser den amerikanske præries store, åbne vidder og nybyggere, der bevæger sig til fods og i vogn. I baggrunden ses etableringen af telemasten og jernbanen. Over dem hænger frihedens gudinde, frit svævende. På maleriet ser man ingen af den gamle verdens symboler på fornuft eller civilisation. Ingen regeringsbygninger eller domstole. Ingen katedraler. For dette USA er det tankens march, der er fremskridtets drivkraft. Viljen. Ideerne. Teknologien.

At USAs præsident trækker på den puritansk-darwinistiske arv er indlysende. Intet sted ses det klarere end i Trumps favoritmetafor om The Swamp, sumpen. Hvad Vatikanet, den britiske krone eller den anglikanske kirke var for puritanerne på prærien, er det løgnagtige Washington og korrupte FN for Trump.

Det samme gælder for koret af nationalkonservative, der dominerer den republikanske debat for tiden. Mens de har vundet frem, er et andet amerikansk højre nærmest forsvundet: De moderate konservative, der i erkendelse af menneskets fejbarlighed sætter deres lid til myndigheder og såkaldte checks and balances. Den nye republikaner vil ud af tøjlerne, gøre sig fri af begrænsningerne. De dyrker disruption og iværksættere. De mistænker »eliten« og dens institutionelle højborge på Østkysten, men hylder det »folk, der byggede Amerika«.

Og så er der Silicon Valley. Man behøver ikke opholde sig i Berkeley i månedsvis, som jeg gjorde; en times cykeltur gennem San Francisco eller Palo Alto er nok til at tage det flade, frie og organiske paradis til sig. Alle vegne er æstetikken antiautoritær og individualistisk. Trans, drag, punk, yuppie. Det samme er arkitekturen med de åbne kontorlandskaber, glas og transparens.

Her er regnbueflag og veganske menuer overalt, så »konservativ« er det sidste tillægsord, man ville bruge om Californien. Men staten er samtidig guldfeberens, filmdynastiernes og selvudviklingens land. Dér hvor fagforeningerne siden slutningen af 1800-tallet og hele vejen op gennem det 20. århundrede har oplevet deres mest intense, nærmest borgerkrigslignende kampe. Fra universitetsauditorier til bestyrelseslokaler og yogastudier er det californiske ideal stadig the frontier.

Læs også artiklen om, hvordan Donald Trump trods skandaler stadig møder opbakning fra sine kernevælgere: »Trump leverer varerne«

Antipolitik

Derfor giver det også mening, at en spørgeundersøgelse blandt Silicon Valleys direktører – lavet af Stanford-forskere i 2017 – når en paradoksal konklusion. Dalen er »til venstre« i sine værdi­politiske præferencer, når det gælder køn, økologi og diversitet. Men den er imod regulering – nationalt såvel som internationalt. Og her er vi muligvis ved kernen i Silicon Valley: anti­politikken. Videnskab før politik. Eksperimenter og innovation før debat og forlig. Her spørger mange sig selv, om parlamentarisme er de uvidendes snak, og om det repræsentative demokrati har tempo nok til at løse klimakrisen.

»Det eneste, der betyder noget,« mener den libertære investor-guru Peter Thiel, »er, at politik aldrig får lov til at stå i vejen for teknologisk fremskridt, fordi det er det sidste og ikke det første, der vil frelse menneskeheden. Jordens skæbne kan meget vel afhænge af et enkelt menneske, der bygger frihedens maskineri.«

Thiel er radikal. Både i 2016 og forud for valget i 2020 har han støttet Donald Trump, som han håber vil fjerne det politiske lag, der står i vejen for et libertært teknokrati. Flere af Thiels kolleger i Silicon Valley har kritiseret ham for støtten, men selv om de ikke er enige med Trump, er de lige så utålmodige med statens bureaukrati og regler.

Drømmen om det direkte digitale demokrati – borgere der stemmer fra sag til sag, og specialister der handler i alles bedste – er udtalt i Californien. Folket skal bestemme – sammen med en håndfuld handlekraftige ledere. Det fodslæbende lag af politiske kværulanter og bureaukratiske regelryttere skal ud.

Både techdirektører og Trumps nationalkonservative ser sumpen i Washington som Amerikas største problem, og begge grupper mener, at løsningen på problemet er en direktør. Sidstnævnte har valgt en art-of-the deal-maker som Trump, mens de første måske ville foretrække en transhumanist, neuralt forbundet til nettet og med en doktorgrad i datalogi.

Som Larry fra Center for Right Wing Studies siger, mistede amerikansk politik et samlingspunkt med Berlinmurens fald. Siden er et mylder af nye ideologiske svar og strømninger væltet frem. Forskellige, men dog fælles om at være imod det etablerede.

Som de tidlige bosættere søger USA i dag mod vest. Væk fra alt det, som Europa står for. Væk fra bureaukrati, inerti, hykleri. Donald Trump har sagt, at EUs Margrethe Vestager må være »den person, jeg har mødt, der hader USA mest«.

I 1890, da nybyggernes kolonisering var afsluttet og Stillehavet nået, spurgte den amerikanske geograf Frederick Jackson Turner lakonisk: »Hvad vil der mon blive af det amerikanske Vest, hvis hendes velstand og magt vælder op i en sådan overflod, mens de store institutioner i Øst blot stagnerer?«

I dag kan man gå op på en af bakkerne i San Francisco, se ud over havet og stille sig selv nøjagtig det samme spørgsmål.

Læs også artiklen om et borgermøde i Alexandria, der ligner et mikrokosmos af et politisk højspændt USA: »Frygt og vrede i Virginia«