De faldne engle

Elitesporten er en verden i sig selv og alligevel altid en del af verden. Det så vi i november, da den danske ishockeyspiller Kristian Jensen fik en dom på 20 dages betinget fængsel i Retten i Hjørring for en hændelse på isen.

Kendelsen var en konsekvens af Frederikshavn White Hawks-spillerens voldelige overfald på en 18-årig kollega fra Odense Bulldogs. Jensen fik desuden en rekordlang karantæne på 17 spillerunder af Dansk Ishockey Unions disciplinær­udvalg.

Hovedpersonen har siden forklaret, at han reagerede med høj puls; at det hele var meget tumultarisk; at han blev skubbet i ryggen; og at han ikke havde set, at modstanderen, Lucas Bjerre Rasmussen, havde tabt sin hjelm.

En enig domsmandsret mente derimod, at Jensen med sin handling havde overskredet en grænse. Rasmussen mistede bevidstheden, pådrog sig en hjernerystelse, et knoglebrud ved øjet og en blodsprængning i det ene øje. Volden var ifølge retten ikke længere »en del af spillet«.

Jeg skitserer episoden for Julian Savulescu, filosof, professor i bioetik og direktør ved Uehiro Center for Praktisk Etik ved Oxford University. Han er trods afstanden på 16.000 kilometer mellem Sydney og Aarhus helt med:

»Jamen sådan er det jo med professionel sport! Det handler først og fremmest om at vinde. Hvad der kan være spil, underholdning eller leg for os tilskuere, er levebrød for udøverne. Deres liv afhænger af sejre, og det er som regel umuligt at overføre det omgivende samfunds værdier til selve sportsakten.«

Savulescu understreger, at han ikke sympatiserer med overdreven voldsanvendelse i sportens arena, men – og netop dette men er den grundlæggende pointe i den rumænsk-australske filosofs tænkning – den er samtidig uundgåelig.

»På eliteniveau er sportens udøvere som maskiner, der hele tiden søger at optimere sig selv og deres træning. De bliver deres træning. Men de er også stadig mennesker, og det er de med alle de laster, vi andre også har: grådighed, begær, vildskab, behov for at tilhøre en gruppe og ønske om status og magt. Og det endda ofte i ekstrem grad,« forklarer Savulescu.

Derfor har sporten brug for regler, der udgør en ramme om spillets alvor: En markspiller i fodbold må ikke røre bolden med hånden – i håndbold må han ikke røre bolden med foden. Håndboldmålmanden må til gengæld godt sparke til bolden, mens det forventes, at fodboldmålmanden tager hænderne i brug.

Nogle af sportens regler kan virke mindre indlysende. Hvorfor er det for eksempel ikke tilladt at spille polo med venstre hånd? Hvorfor er det ulovligt at dunke under opvarmningen i amerikansk college-basket? Og hvorfor må kvindelige skakspillere ikke vise kavalergang, mens de mandlige ikke må dufte af parfume?

Læs også Arne Hardis' kommentar til WADAs udelukkelse af Rusland til store sportsbegivenheder i fire år: »Pesudodom«

»Topsport er den maksimale udfoldelse af menneskets fysiske potentiale i et net af regler, der udtrykker vores værdier. Men reglerne er i vid udstrækning arbitrære, tilfældige og resultatet af en historisk udvikling, og det samme gælder deres fundament, det vi kunne kalde sportens moral.«

– Men værdierne er vel netop afgørende? Uden et moralsk grundlag ville sporten da ikke miste sin forbindelse til resten af samfundet og blive et nihilistisk helle?

»Det er jo spørgsmålet … Sportens moral er ikke faldet ned fra himlen, den er opfundet af mennesker og afspejler vores håb og ambitioner, men også vores svaghed. Som mennesker er vi per definition nødt til at korrigere os selv. Men det er og bliver afgørende, at sportens moralkodeks altid tager udgangspunkt i et nogenlunde realistisk og ikke en utopisk opfattelse af den menneskelige psykologi.«

Verdens farligste mand

Sportens regler er aldrig kun regulative. De er også – med den amerikanske filosof J.R. Searles ord – »konstitutive«, eller hvad den sene Ludwig Wittgenstein kalder for (sprog)spillets »pointe« eller »karakter«. Regler som opdragelse og udtryk for en grundlæggende idé.

Ifølge Savulescu er kløften mellem ideal og virkelighed imidlertid blevet for stor. Resultatet er, at vi bliver skuffede, mens udøverne mest af alt ligner faldne engle.

»Når vi betragter sporten, ønsker vi brændende, at udøverne skal materialisere de smukkeste idealer, vi kan forestille os. Idealer, som vi vel at mærke aldrig selv er i nærheden af. Derfor bliver vi så kede af det, ja ligefrem vrede, når vi ser, at sportens helte viser sig skrøbelige eller i stand til at handle ondt. Akkurat som os selv.«

Den egentlige tragedie består for Savulescu i, at sportsudøveren kommer til at stå i et bedragerisk skær: Hvorfor snyder du, når du skulle være et forbillede!?

»Vi projicerer vores moralske værdier på udøveren, og det er hverken fair eller en god idé. Vi forventer, at han eller hun skal være vores børns rollemodel, en form for supermand eller superkvinde. Det menneske, som vi andre gerne vil være. Og så bliver vi voldsomt skuffede, når sportsudøveren begår fejl. Vi føler os snydt som barnet, der finder ud af, at Julemanden ikke findes.«

Den australske filosof mener i stedet, at sportens moral bør tage højde for, at udøverne vil gøre næsten alt, hvad der står i deres magt, for at vinde. Ikke tillade, men anerkende dette forhold.

»Vi bør ikke forvente, at mennesker er flinke eller kun gør det gode,« siger Savulescu, der mener, at en elitesportens etik bør bygge på tre kriterier: retfærdighed, sikkerhed og folkelig interesse.

Julian Savulescu er elev af Peter Singer, den australske moralfilosof, utilitarist og dyreretsforkæmper. 73-årige Singer, som i dag er professor på Princeton University, blev et om­diskuteret verdensnavn med bogen Practical Ethics (1979), hvori han forsvarer forældres principielle ret til at udøve eutanasi for deres multihandicappede spædbarn, hvis ingen andre ønsker at adoptere det. Singer er blevet kaldt alt fra »morder« og »nazist« (han er af jødisk afstamning) til »verdens farligste mand«.

Helt så forhadt er Savulescu ikke, men også hans nytteorienterede sportsetik og ikke mindst hans syn på præstationsfremmende midler kan få folk op af stolene. På et seminar om gendoping arrangeret af Antidoping Norge i Oslo i 2011, Morgendagens idrætsudøvere – superatleter med genteknologi?, forskrækkede Savulescu de tilhørende, da han sammenlignede tidens dopingbekæmpelse med et marxistisk diktatur.

»I Vesten har vi godtaget hele denne ideologi uden anden begrundelse, end at det (doping, red.) er ulovligt, fordi det er ulovligt,« sagde Savulescu.

Den norske avis Dagbladet sluttede sin reportage fra seminaret med en disclaimer, der undskyldte for at have viderebragt Savulescus hedenske tanker: »For en god ordens skyld: Det var ikke mange deltagere på seminaret, der omfavnede Savulescus argumenter for løsere tøjler i antidoping-arbejdet.«

Det er lige præcis denne gode orden, som den 55-årige bioetiker elsker at finde sprækker i. Vi tager hermed tilløb til den dopingdebat, der har gjort Savulescu til et kendt og omstridt navn. Oxford-professoren indleder opbyggeligt:

»Eftersom sport er en menneskelig konstruktion, står det os frit for at ændre eller opfinde nye regler, også på dopingområdet. Vi kan vælge at bandlyse samtlige præstations­fremmende midler, men vi kan også vælge at lovliggøre dem alle. Et ståsted mellem disse to yderpunkter kunne være at tillade de stoffer, der efterligner kroppens naturlige processer. Men kun fantasien sætter grænser for antallet af mulige dopingpolitikker.«

Dopinghykleriet

For Savulescu, der fungerer som redaktør på Journal of Medical Ethics, er den aktuelle dopingdebat præget af uvidenhed, skræmmebilleder og hykleri.

– Hvad er der galt med det store arbejde, som sportens myndigheder, herunder World Anti-Doping Agency (WADA), gør i dag?

»Der er meget galt. Man kan sige det enkelt: Hvis man kunne overvåge alle elitesportsfolk alle døgnets 24 timer alle årets 365 dage, ja så ville vi formentlig kunne eliminere al doping. Men det kan vi jo ikke, og det skal vi jo ikke. Prisen ville være alt for høj. WADA har begrænsede ressourcer i kampen mod dagens dopingindustri. Man har derfor udfærdiget en belejlig lang liste over såkaldt forbudte stoffer, som man går ud fra er præstationsfremmende. Bare for at være på den sikre side. Nogle af stofferne er rigtignok præstations­fremmende, andre er ikke.«

Før jul udelukkede WADA Rusland fra at medvirke i og arrangere internationale sportsbegivenheder de kommende fire år. Årsagen var den systematiske og omfattende statsdoping, der beviseligt har fundet sted i årevis.

WADAs dom gjaldt vel at mærke Rusland, ikke de russiske sportsudøvere, der, hvis de kan bevise deres uskyld, stadig kan stille op til verdensmesterskaber og olympiske lege under neutralt flag. Det var, hvad 168 russere gjorde under vinter-OL i Pyeongchang sidste år, da WADA var i færd med sin undersøgelse.

Læs også artiklen om, hvordan forskere prøver at finde ud af, hvorfor kenyanere og etiopiere er så meget bedre til at løbe end andre nationaliteter: »Maratonløbernes vugge«

Dertil kommer, et kontinentale mesterskaber ikke bliver berørt af udelukkelsen. De er ikke »internationale«. Derfor kan det russiske fodboldforbund fortsat være medvært og deltage ved herrernes fodbold-EM til sommer.

Savulescu er ikke imponeret. Sagen viser, hvor svært det er at skelne mellem det individuelle og det kollektive ansvar, men også at det ydre pres, ikke mindst fra økonomiske interessenter, har det med at trumfe den juridiske standard. Ifølge Savulescu er gråzonerne for mange.

Han nævner en anden russisk dopingsag. Tennisprofilen Maria Sjarapova blev i 2016 suspenderet for brug af hjertemedicinen meldonium, der først samme år var blevet tilføjet WADAs liste over forbudte stoffer. Ifølge Sjarapova havde hun på grund af vejrtrækningsproblemer benyttet sig af stoffet siden 2006.

Russeren fik en karantæne på to år, der siden blev reduceret til 15 måneder ved sportens internationale voldgiftsret, CAS, som gav følgende forklaring:

»CAS er af den opfattelse, at der findes formildende omstændigheder, fordi Maria Sjarapova havde taget stoffet i ti år, uden at hun i øvrigt havde haft andre dopingsager. Fordi hun havde konsulteret en russisk læge, som gav hende stoffet af medicinske årsager, ikke for at forbedre præstationerne. Og fordi hun ikke var blevet orienteret af det internationale tennis­forbund, WADA eller Women’s Tennis Association om, at stoffet var blevet forbudt.«

Kort efter Sjarapovas dom meddelte WADA, at sportsudøvere, der i løbet af det første halvår i 2016 afleverede dopingprøver med under et mikrogram meldonium per milliliter, ville gå fri. Årsag? Det kunne jo være, at der stadig fandtes en rest indtaget i 2015, dengang stoffet stadig var lovligt …

Substitut for religion

For Savulescu siger meldonium-bureaukratiet alt om den aktuelle dopingbekæmpelses porøse grundlag.

»Jeg har aldrig talt for den totale legalisering af ethvert stof. Men i forlængelse af mine tre kriterier for sportens etik mener jeg, at brugen af præstationsfremmende midler i konkurrencesport bør hvile på tilsvarende krav om sikkerhed, retfærdighed og implementerbarhed. Der bør være nultolerance over for stoffer, der ikke indfrier disse krav.«

– Hvordan adskiller dine krav sig fra WADAs krav?

»Mine krav er ligeglade med, hvad udøverne gør for at blive bedre, så længe det ikke er usundt for dem. Om de benytter sig af højdetræning, EPO eller noget tredje, er ikke væsentligt. Jeg argumenterer for at tillade doping til en klart defineret grænse. Vi kan jo bare bestemme os for en grænse for blodværdierne (den såkaldte hæmatokritværdi, red.): Er man over den grænse, gør man noget ulovligt. Er man under, er alt godt. Det er mere retfærdigt, nemmere at håndhæve og ikke mindst mindre mistænkeliggørende.«

Savulescu mener, at man ved at tillade en reguleret tilgang til ikke-sundhedsskadelige, præstationsfremmende præparater ville kunne bruge mange flere ressourcer på at finde og afsløre de udøvere, der benytter sig af sundhedsskadelige stoffer, og som dermed er til fare for sig selv.

Men ifølge den australske filosof har pragmatikken trange kår i debatten om sport.

»Topsport er først og fremmest et marked. Sporten er til salg som alt andet i det kapitalistiske samfund. Et instrument til at tjene penge og gøre nogle mennesker ekstremt rige. I denne gigantiske forretning er udøverne den primære handelsvare.«

Og alligevel har vi det med at svinge os op på den højeste hest. Sport er noget ædelt, noget vi skal skærme mod verdens ondskab. Savulescu ser en sammenhæng mellem kristendommens afmatning i Vesten og elitesportskultens opblomstring i løbet af de seneste 100 år.

Læs også om, hvordan den saudiske kronprins har udset sig fodboldklubben Manchester United som sit næste propagandaværktøj: »Saudi United«

»Vi er blevet mere velstående og mindre religiøse. Men vi har stadig brug for at tro og håbe, og her er sporten en ideel substitut for religionen. Vi fejrer ikke kun sportens idoler som bærere af særlige sportspræstationer, vi holder dem op for os selv som guder eller engle. Sporten er Vestens nye religion og har arvet den gamle religions vokabular: Den succesfulde elitesportsudøver beskrives som et ikon, en helgen, mens taberen eller snyderen udskammes som synder, falden og uren.«

I stedet for at svælge i sort-hvid metaforik mener Savulescu, at det er på høje tid, at vi løfter sporten ind i fremtiden »med en videnskabeligt funderet etik, der afspejler det 21. århundrede«.

Oppe i Frederikshavn har Kristian Jensen for nylig udstået sin karantæne og må igen tørne ud på isen. I et nyligt interview på White Hawks’ hjemmeside fik han klubdirektør Henrik Andersens utvetydige opbakning:

»Kristian Jensen er ikke en voldsperson, og han har fået den straf, han skal have,« sagde Andersen, der også mente, at hans spiller var blevet dømt skyldig ikke bare af byretten og Dansk Ishockey Union, men også af folkedomstolen.

Til samme medie beklagede Kristian Jensen, at han »gik over stregen«, men mente samtidig, at »sagen er blæst helt op til noget, den ikke er«, før han med elitesportsmenneskets koncentrerede tunnelsyn erklærede, at han nu »vil videre og fokusere på hockeyen«.