Kagen er mørkebrun med virkelig tyk glasur. Chokolade med seriøst klæbrig chokolade på. Den har kostet mindre end fem dollars og er rystet ud af en shake & bake-pakke.
Det er Miranda Hobbes, der har bagt. Hun er Ivy League-uddannet jurist, partner i et advokatfirma og katteejer. Hun er også single og i sexstrejke. Det vil sige, at hun nægter at knalde. Til gengæld spiser hun meget kage, hun kan især godt lide de fine chokoladeeclairs, men det blev alligevel for dyrt, så nu har hun slået sig på hjemmebag. Det virker også. Hun spiser og spiser. Faktisk er det ude af kontrol. Så hun tipper kagen i skraldespanden. Forlader køkkenet. Men vender tilbage og stikker hånden ned i skraldespanden og får fat i mere kage. Det stopper først, da hun drukner kagen i opvaskemiddel.
Scenen er fra afsnit 4 i sæson 4 af tv-serien Sex and the City. Det første afsnit blev sendt i 1998, det sidste i 2004, og det var egentlig ikke Miranda Hobbes, der var omdrejningspunktet, men Carrie Bradshaw: sexklummeskribent og it-girl. Elsker af dyre sko og drinks i langstilkede glas, som hun drak i den funklende Manhattan-nat sammen med sine veninder, der ud over Miranda talte Samantha Jones, virkelig mandeglad PR-dronning, og Charlotte York, yndig, traditionel gallerista. Særligt Carries liv var en inspiration dengang i 00erne. Hun sad bare og skrev, mens hun kiggede ud ad vinduet og røg Marlboro Light. Hun havde de flotteste overarme og et klædeskab, der bugnede. Hun kunne bære en forgyldt saltkringle i en kæde om halsen og stadig se chik ud.
Men som tiden er gået, og afsnittene løber hen over skærmen igen og igen takket være HBO Nordic, er det, som om der kommer andet og mere til syne. Mens den samtidige singlepige Bridget Jones klumpedumpede sig igennem livet på elskelig vis, er det tit vanskeligt at holde af og holde med Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda. De er desperate, selvoptagede og urimelige. De er ikke kun forbilledlige, til gengæld er de nemme at genkende – og genkende sig selv i. »… et neonoplyst makeupspejl« var de ord, Emily Nussbaum, tv-kritiker ved The New Yorker, brugte i sin hyldest til de komplekse karakterer.
Det er i høj grad denne persontegning, der gør, at Sex and the City fortsat holder. Og nu, på behørig afstand af det sidste afsnit, står det klart, at særligt Miranda Hobbes holder. Hende, som ingen ville være dengang i 00erne. Miranda med de virkelig dårlige hårdage. Miranda med de corporate-kedelige advokathabitter. Miranda, der gik i det mest mærkværdige og posede tøj, når hun endelig havde fri. Miranda med den kyniske og kantede personlighed. Miranda, der gik i sexstrejke. Miranda, der spiste chokoladekage lige ud af skraldespanden.
Chelsea Fairless og Lauren Garroni kalder det »Mirandafobi«. De er forfattere til bogen We Should All Be Mirandas: Life Lessons from Sex and the City’s Most Underrated Character, som udkom i efteråret og låner sin titel fra We Should All Be Feminists af den nigeriansk-amerikanske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie. Bogen står også på skuldrene af Every Outfit on Sex and the City (@everyoutfitonsatc), en satirisk fankonto på Instagram, som forfatterne oprettede i 2016, og som nu har over en halv million følgere.
Det oprindelige sigte var at dokumentere hvert eneste vidunderlige og gakkede garderobepåfund i serien, men snart blev repertoiret udvidet, og nu dukker der memes op, hvor den knibske Charlotte York taler i super woke (inkluderende og politisk korrekte) replikker. For eksempel ligner hendes første ikoniske møde med Trey MacDougal (sæson 3, afsnit 7), som siden bliver hendes første ægtemand, ikke længere sig selv. I dag spørger woke Charlotte selvfølgelig, om Trey foretrækker at bruge kønsneutrale pronominer om sig selv? Og da skuespilleren Cynthia Nixon, der spiller Miranda (og i parentes bemærket lever i et homoseksuelt forhold), forsøgte at blive demokraternes guvernørkandidat i New York i 2018, blev fakta og fiktion blandet sammen i den skønneste pærevælling: Fairless og Garroni designede kampagnens merchandise, og på T-shirts og muleposer stod der selvfølgelig: »I’m a Miranda voting for Cynthia.«
Det er Mirandas »heftige intelligens og udramatiske tilgang til livet,« der ifølge de to forfattere er værd at begære. Miranda er boligejer og kun 35 år gammel, da hun bliver partner i advokatfirmaet. Til sammenligning bruger Carrie sine penge på sko og sine følelser på Mr. Big, en cigarrygende finansfyr, som vi møder i seriens allerførste afsnit, hvor han beskrives som den nye Donald Trump, »bare yngre og flottere«. Det lyder jo ikke utvetydigt lækkert i 2020.
Miranda udmærker sig også ved at tale om andet og mere end mænd. I afsnit 1 i sæson 2 giver hun sine veninder en opsang, inden hun stormer ud af den i øvrigt ret kiksede morgenmadscafé, de altid mødes på:
»Det eneste, vi taler om, er Big, kugler og små tissemænd. Hvordan kan det være, at fire kloge kvinder kun kan finde ud af at tale om kærester? Det er som 7. klasse, men med bankkonti. Hvad med os? Hvad vi tænker? Hvad vi føler og ved? Skal det altid handle om dem?«
Det er jo virkelig gode spørgsmål, men heldigvis deler Miranda også gerne ud af sine erfaringer med det modsatte køn. Blandt andet i sæson 2, afsnit 14, hvor flokken er på en slags skovtur i en noget afpillet park, og Miranda har en virkelig mærkelig bøllehat på. Hun fortæller om den advokat, hun dater, og som hun egentlig ikke bryder sig om, fordi han er så vred og dominerende. Omvendt er det lige præcis det, hun sætter pris på, når de har sex. Begær er kompliceret, sex er kompliceret. Der kan komme følelser, misforståelser og erektil dysfunktion i vejen, men kvinderne knalder videre. Også Miranda, der afblæser sexstrejken og fejrer det med sin vibrator.
Læs også anmeldelsen af filmen »Ditte & Louise«: »Sokken i trussen«
Kvinderne bliver ikke straffet for deres promiskuitet, de er sexpositive, før det vist var en ting. Alligevel er det ikke alle afsnit og scener, der er ældet med ynde. I sæson 4, afsnit 4 bliver Samantha, der jo elsker mænd, kæreste med en kvinde, hvilket fremkalder en meget 2001-agtig reaktion hos de andre: De kan slet ikke skjule deres chok og vantro. I dag virker det imidlertid komisk og virkelig umoderne, at kvinderne er så heteroseksuelle. Men: »Miranda er måske straight, men hun var det stærke kønsutilpassede ikon, som LGBTQ-samfundet fortjente,« skriver Fairless og Garroni. »Og selvfølgelig kunne Miranda Hobbes ikke eksistere uden den storslåede og stolte ude af skabet-Cynthia Nixon.«
Miranda er vor tids heltinde. Selv hendes normcore-garderobe, det forglemmelige hverdagstøj, er moderne.
Og chokoladekagen? We Should All Be Mirandas er selvfølgelig dedikeret »til alle de kvinder, der har vovet at spise kage lige ud af skraldespanden«.
Skammen har hjemme i 00erne. 2020erne tilhører verdens Mirandaer.
Chelsea Fairless og Lauren Garroni: We Should All Be Mirandas: Life Lessons from Sex and the City’s Most Underrated Character, Hodder & Stoughton, 2019 (Miranda støtter 100 procent sin lokale boghandel, ikke Amazon.)
Sex and the City kan ses på HBO Nordic.
@everyoutfitonsatc findes på Instagram.
