Herremode. I det forgangne årti blev forholdet mellem kønnene genforhandlet. Er herregarderoben så blevet inficeret med identitetspolitik, eller har manden fået albuerum til at klæde sig friere?

Prins Henriks årti

SHIA’S Outfits er en Instagram-konto, der besjæler internettet med fotos af den 33-årige skuespiller Shia LaBeouf i færd med daglige gøremål og iført fascinerende udpluk fra sin private garderobe. I 00erne bragede LaBeouf igennem i Transformers- og Indiana Jones-serien, godt hjulpet på vej af et korpus skåret efter den græske krigsgud, Ares, og et førsteelsker-look a la Marlon Brando. Men med Shia’s Outfits indtraf nu en vis kognitiv dissonans hos LaBeoufs følgere.

Da det første foto dukkede op for et par år siden, varslede det umiddelbart intet revolutionerende nyt. Sandfarvet jakke, hættetrøje, kasket. Ved nærmere eftersyn – bukserne var stoppet ned i strømpen. Denne vane udstrækker LaBeouf i øvrigt til sweatshirten, der proppes ned i buksen, hvilket fik en kulturkritiker fra The New Yorker til at tænke på Saint-Exupérys Den lille prins, der som bekendt begav sig ud i verden drevet af en uspoleret nysgerrighed. Sandt at sige: Snart viste LaBeouf sig på indkøbstur i turkise Crocs, den aparte krydsning mellem Birkenstock-sandaler og træsko. Forede kvindestøvler, såkaldte UGGs, var en anden genganger hos den tidligere actionhelt. Andre dage tog han sig ud som nyligt hjemvendt Irak-veteran, typisk i tjenestestøvler, camouflagebukser og vintage-T-shirts, en enkelt gang karseklippet i fuld kampuniform. Under løbeture bar han skrigende pink tights eller simpelthen boksershorts – og intet andet – foruden løbesko.

Alt imens så Shia LaBeouf ud til at føle sig ualmindeligt godt tilpas. Der var enighed om, at hans coolness var uangribelig.

»Som de siger i Frankrig: Je m’en fous: Jeg er skide ligeglad,« opsummeredes LaBoeufs tilgang på New York Magazines stilblog.

Flere medier udråbte ham som »modegud«, og skribenter på hæderkronede magasiner gav sig i kast med gåden om Shia LaBeoufs garderobe, hvis løsning syntes at rumme en større sandhed om en ny manderolle.

»For Shia LaBeouf bliver det en leg, der handler om, hvor langt han kan gå,« siger Chris Pedersen, der har fulgt udskiftningen i den globale herregarderobe gennem to årtier, først som moderedaktør for Euroman, siden som landets førende modejournalist.

Pedersen er sat stævne for at komme herremodens tilstand nærmere ved udgangen af et årti, hvor især ét tema virker uomgængeligt – den store genforhandling af forholdet mellem kønnene, der har gennemtrængt alt fra ligestillingspørgsmål på arbejdsmarkedet og i hjemmet over vores brug af pronomener til tidens herskende seksualnormer.

MANDEN stavrede sortklædt ind i det nye årti. Allerede op mod finanskrisen var især skandinavisk herremode defineret ved sorte, grå og marineblå nuancer, og krakket i 2008 bestyrkede tendensen.

Læs også artiklen om, hvordan maskulinitet er indbygget i tøjet: »Alt det mænd ikke må«

»Det var farveløst. Det handlede om, at vi brugte så sindssygt mange penge i 00erne, og alle kunne se, at der var et eller andet, der ikke fungerede. Når folk mister deres penge, begynder de at skære fra, og så er tøjet det første, der bliver skåret på,« siger Chris Pedersen. Umiddelbart efter en krise tages der ingen chancer, begge køn træffer sikre valg: Groft sagt bærer kvinden kjolen, manden noget andet let afkodeligt.

»Der var klassiske og sikre mande- og kvinderoller i 00erne,« siger han og nævner tv-serien Mad Men, der – med en evigt bourbon-bællende, utro og jakkesæt-klædt Don Draper som hovedkarakter – gik sin sejrsgang i slutningen af sidste årti. »Men så sker der noget bagefter, hvor der blev frit valg på alle hylder,« tilføjer Pedersen. Farverne er vendt stort tilbage til herregarderoben, og en ung generation af mænd knapper nu hawaiiskjorterne ned til navlen og går med smykker.

»I 00erne talte vi hverken om køn eller queer. Identitetspolitikken kom først i 10erne, og den sætter sit store aftryk på den moderne manderolle nu,« siger han.

DE store amerikanske herremagasiner har altid været ret­visende vejrhaner for den vestlige mands rolle i sin samtid – og dermed en nøgle til at forstå hans garderobe.

Pædagog-Crocs, Navy SEAL-støvler, lyserød løbebuks, poset sweatshirt, fesenlilla shorts eller næsten ingenting. Shia LaBeouf bærer det hele med en »fuck det«-attitude, der indvarsler en helt ny, legesyg manderolle. Fotos: Instagram
Pædagog-Crocs, Navy SEAL-støvler, lyserød løbebuks, poset sweatshirt, fesenlilla shorts eller næsten ingenting. Shia LaBeouf bærer det hele med en »fuck det«-attitude, der indvarsler en helt ny, legesyg manderolle. Fotos: Instagram

I sit berømte essay om John F. Kennedy fra 1960, »Superman Comes to The Supermarket«, beskrev forfatteren Norman Mailer tidens idealmand: Den kommende præsident repræsenterede en vild og utæmmelig understrøm i samfundet, en kunstnerisk kraft, der måtte forløses. Få år senere smed mændene jakkesættene, lod håret vokse og bukserne svaje.

I 1997 stod artiklen »My Father’s Fashion Tips« at læse i GQ Magazine. Det var mesterskribenten Tom Junods hyldest til sin egen fars dogmer for herreekvipering og skønhedspleje: en længselsfuld ode til en gammel verden af traditioner, der samtidig blotlagde 90ernes altudslettende relativisme (»Først og fremmest, så havde han et badeværelse helt for sig selv – hans badeværelse, fars badeværelse.«).

Læs også Marie-Louise Noschs klumme, der kigger på herremodens taksonomi anno 1900: »En ægte gentleman«

Det samme gjorde sig gældende i 10erne: Bare få måneder inden #MeToo-bølgen begyndte at rulle i 2017, prydede tidens største filmstjerne forsiden af samme magasin:

»Brad Pitt taler om skilsmisse, om at stoppe med at drikke og at blive en bedre mand,« lød overskriften. Læseren mødte en ensom, men eftertænksom Pitt, der efter at være blevet forladt af Angelina Jolie og parrets seks børn på grund af druk og lemfældighed var træt af at »løbe fra sine følelser«. Nu overnattede han på gulvet hos en ven, sippede til grøn matcha-te og talte nu om dem, følelserne, længe og søgende, og om sin nye hobby – det var formning. Der var noget monumentalt over interviewet og artiklens tilhørende modeserie, hvor Brad Pitt var model, iført lyserøde gevandter fra top til tå, afbildet tårevædet i Amerikas nationalparker. Chris Pedersen hæfter sig ved Pitts uforfærdede ærlighed om sammenbruddet:

»Den klassiske mand – manden før #MeToo – var jo bare bukket under og forsvundet. Han havde ikke fået lov at lave det interview. Det havde kvinden. Men manden havde aldrig fået lov at sidde og græde – for gjorde han det, mistede han sin maskulinitet,« siger Chris Pedersen.

Rapperen A$AP Rocky optræder nok i skudsikker vest i en musikvideo, men samtidig bevæger han sig rundt i verden som en »sort Oscar Wilde« svøbt i silke, nedknappede skjorter og halskæder.

Man fristes dog til at spørge, om Brad Pitt i virkeligheden bliver billedet på manden, der er bukket under for de ændrede krav til ham. Er matcha-teen, den nyvundne interesse for formning og de lyserøde gevandter snarere kvindelige undertrykkelsesinstrumenter? Hvad blev der af det klassiske, hypermaskuline look – motorcykelstøvler, hvid T-shirt, denimjeans – som vi kender fra efterkrigstidens Hollywood-film med Steve McQueen og Marlon Brando i hovedrollerne? Er den nye manderolle ikke tolerant nok til at kunne rumme det intolerante look?

Jo, lyder svaret fra Chris Pedersen: »Så længe du opfører dig ordentligt, må du gøre alt. Det er også det, der ligger i den unge generation. De leger med det hele, og der er ikke nogen bestemt type, der stemples som et dumt svin, fordi han klæder sig på en vis måde.«

Men omvendt viste identitetspolitikken jo i dén grad tænder under de så omtalte udklædningsfester på Københavns Universitet, der satte krænkelsesdebatten på dagsordenen. Har den mere snerrende del af #MeToo-bevægelsen påvirket herremoden negativt?

»Tværtimod,« siger Chris Pedersen. »Se på tøjmærket Sand, der er det mest konservative mærke, vi har i Danmark. Nu har de leopardskjorten i deres kollektion, og unge modeller med tatoveringer knapper den til navlen. Det giver 1970er-mindelser om Mick Jagger og alle de der gamle mænd, der havde det sjovt.«

Læs også Heidi Lauras essay om, hvordan vi har mistet glæden ved tøj og sproget for påklædningens kunst: »Jeg har længtes mod folks garderober«

MEN gennem det forgangne årti blev mandens relation til kvinden og – lige så vigtigt – til andre mænd langtfra kun defineret ved #MeToo-debatten, siger Pedersen.

»I genforhandlingen af kønsrollerne ligger der, at du som mand får et meget større råderum. Det er ikke dig, der skal tjene alle pengene til husholdningen – du må også gerne lege. Det gør, at manden pludselig kigger på helt andre mandetyper.«

Eksempelvis er det, mener han, blevet langt mere acceptabelt for mænd at beundre andre mænds påklædning og udseende. Han fremhæver den 24-årige amerikanske skuespiller Timothée Chalamet, der brød igennem i den meget omtalte Call Me By Your Name fra 2017, der portrætterer en romance mellem to mænd.

»Timothée Chalamet repræsenterer den nye generation, der er fuldstændig uforfærdet. Han kan bære alle farver og dukkede på et tidspunkt op på den røde løber iført sorte silkebukser, bikerstøvler og en sort hættetrøje påsyet hånd­broderede pailletter. Ingen tænker, at han er et skvat, men ‘Gud, hvor er han cool’!«

I samme tråd nævner Chris Pedersen rapperen A$AP Rocky, der nok optræder i skudsikker vest i en musikvideo, men samtidig bevæger sig rundt i verden som en »sort Oscar Wilde« svøbt i silke, nedknappede skjorter og halskæder. I samme tråd fik Jørgen Leth noget af en renæssance.

Pædagog-Crocs, Navy SEAL-støvler, lyserød løbebuks, poset sweatshirt, fesenlilla shorts eller næsten ingenting. Shia LaBeouf bærer det hele med en »fuck det«-attitude, der indvarsler en helt ny, legesyg manderolle. Fotos: Instagram
Pædagog-Crocs, Navy SEAL-støvler, lyserød løbebuks, poset sweatshirt, fesenlilla shorts eller næsten ingenting. Shia LaBeouf bærer det hele med en »fuck det«-attitude, der indvarsler en helt ny, legesyg manderolle. Fotos: Instagram

»Han var jo persona non grata i 00erne, og i 10erne blev han igen vores alle sammens Jørgen Leth. For han repræsenterer jo pyntesygen: Han elsker tøj, Armani, silketørklæder og sex.«

Ifølge Chris Pedersen skylder vi at nævne en vis prins Henrik, når vi taler herremode i 10erne.

»Her har vi en mand, der måske var den smukkeste mand i Danmark, da han kom til landet. Så dør han. Og så går det op for os, at vi har haft en mand, der gik rundt i kapper og med højhælede sko med spænder på. Han var den største excentriker, der gjorde, præcis hvad han havde lyst til,« siger han.

Præcis som Shia LaBeouf i sine turkise Crocs den ene dag og militærreferencer den næste.

Selv hvis man ikke kender ham og aldrig har læst et modeblad, er der en pointe at hente her ved startskuddet til 20erne. For ifølge Pedersen har moden en evne til at udtrykke noget om samfundets retning, før vi selv ved af det:

»Vi ser Shia LaBeouf på bagtæppet af en snarlig undergang. Der ligger jo noget lige derude: Vi er på vej ud over afgrunden, det er bare på en ny måde. Vi har miljøkrisen lige om et øjeblik og en Trump, der rev tæppet væk lige under os. Det er som i Weimarrepublikken – ting skal prøves af og være sjove.«

Læs også interviewet med forfatter og journalist Anders Haahr Rasmussen om maskulinitet og manderollen: »Tab bare ansigt, mand«