Da Dansk Psykolog Forenings førstedame, Eva Secher Mathiasen, i sin augustleder i fagmagasinet P bød velkommen til landets 800 nye psykologistuderende, var det med budskabet: Det er godt, I kommer. For der er brug for jer.
Selvom Danmark fortsat rangerer som et af verdens allerlykkeligste lande, går omkring en fjerdedel af sundhedsudgifterne herhjemme til behandling af psykisk sygdom og mistrivsel. Dermed topper de psykiske lidelser statistikken – et godt stykke foran store sygdomme som kræft og kredsløbssygdomme, skrev psykologformanden.
Gennem de seneste mange år er der i gennemsnit sprøjtet omkring 580 nyuddannede psykologer ud om året, og der findes således allerede 11.000 psykologer i Eva Secher Mathiasens forening, hvilket næsten er en fordobling siden årtusindskiftet. Mange af dem arbejder på sygehuse, i kommuner og på andre offentlige arbejdspladser. Antallet af privatpraktiserende psykologer er også eksploderet, så de i dag udgør en fjerdedel af samtlige.
Alligevel er der fortsat op til to-tre måneders ventetid for at få psykologhjælp mange steder, og ministerierne presser fortsat på for at få universiteterne til at uddanne om muligt endnu flere psykologer.
Ser man nærmere på de psykiske lidelser, er det folk med diagnoser som angst, depression, stresstilstande, tvangstanker og -adfærd, der er flest af. Det store spring kom, da tilskudsordningen til psykologhjælp over sygesikringen i 2008 også kom til at omfatte lettere depression og angst. Det fordoblede antallet af danskere på psykologhjælp på få år, men stigningen vokser fortsat støt med omkring 15 procent om året.
Danskerne går også til psykolog uden offentlige tilskud. Hvad enten det er arbejdsgiverens sundhedsforsikring, der betaler for et klippekort hos psykologen, eller det er af egen lomme, er der vækst. Klienterne er alt fra kvinder, der kollapser med stress, ambitiøse fædre, soldater med traumer til mennesker, der føler stor ensomhed midt i storbyen.
En gruppe, som for alvor er i vækst, er unge piger, som døjer med identitetsproblemer, usikkerhed, angst og mistrivsel allerede i teenageårene. Sidste år kunne en undersøgelse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd afsløre, at 46 procent af de 19-årige piger har været til psykolog mindst én gang i deres liv.
Det er ganske enkelt gået for vidt, mener en af de professionelle, som har iagttaget udviklingen gennem mange år, psykologiprofessor Henrik Høgh-Olesen fra Aarhus Universitet.
»Det er nogle forkerte vaner at få grundlagt så tidligt. Man skal ikke vænne sig til allerede som ung at gå til psykolog. At vi andre løber sur i labyrinten og kommer i midtvejskrise, fordi vi har brug for en ny fortælling, det er, hvad det er. Men det er lige så forkert for en ung pige at gå til psykolog, som det er for en ung pige at få nye bryster, for hun har dem allerede. De unge skal ikke se sig selv som tilfælde så tidligt, for det er en del af det at være ung, at de ikke kan finde ud af det, at de falder og må rejse sig igen,« siger han og fortsætter:
»I stedet skal vi vænne os selv og vores børn til, at der er noget elendighed i tilværelsen, noget allgemeine Elend, som Freud sagde, og at vi bliver stærkere af at holde ud og selv få tingene på plads.«
Hvad er der sket? Hvordan er det kommet så vidt? Er danskerne blevet mere syge?
»Vores fag, psykologien, har forandret og udviklet sig markant, siden det allerførste hold cand.psych.er blev færdiguddannede i juni 1947,« skrev Eva Secher Mathiasen i sin leder i august.
Det tør siges. I 1947 blev foreningen stiftet af bare 37 psykologer. Dengang var det kun et fåtal, der gik til psykolog. Psykisk sygdom og mistrivsel var ikke noget, man talte om, man blev bare indlagt, når den var helt gal. Om mennesker, som ikke var psykotiske, men blot havde det skidt, sagde man, at de »havde dårlige nerver«. Samlebetegnelsen hed neuroser, et diffust begreb, der stammede fra psykoanalysen og gjaldt alle de tilstande, som ikke er forbundet med egentlig psykose. Men folk fejlede nogenlunde det samme som i dag, siger Henrik Høgh-Olesen. Neuroser dækkede over en række af de tilstande, vi nu betegner som angst, lettere depression, tvangshandlinger og stress.
Læs også Lone Franks essay om ensomhed: »En hyldest til ensomheden«
»I dag har vi en diagnose, der hedder OCD. Det lyder, som om vi er blevet klogere, men er det samme som det, Freud kaldte tvangsneurotikere: Folk, der er fulde af ritualer, og sådan nogle har der været alle dage.«
At gå til psykolog i 1950erne og -60erne indbefattede ofte at gå i freudiansk psykoanalyse. En proces, der indbefattede, at man lå på briksen flere gange om ugen i op til fem-seks år. Af samme grund var det kun folk, der selv var under optræning som fremtidige psykoanalytikere eller kvinder fra de bedrestillede lag, der gik til psykoanalyse. Og så var der »fruerne« på nervesanatoriet Montebello i Nordsjælland:
»Det var kvinder, som i forskellige grader havde ondt i livet, var forsømte i deres parforhold og frustrerede med hensyn til identitet og ambitioner. Deres materielle privilegier til trods havde de dårlige liv, fordi de gik derhjemme som nytteløse pyntegenstande,« siger Henrik Høgh-Olesen, »mens arbejderklassens kvinder ikke kunne ligge der på divanen og kigge ud i luften. Der var brug for, at de arbejdede, og det kunne ikke i samme grad accepteres, hvis de havde det dårligt.«
Under oprøret mod professorvældet på psykologi på Københavns Universitet i 1968 holdt psykolog og forfatter Jesper Jensen sin berømte tale, der indvarslede 1970erne. Psykologer skulle ikke være skraldemænd og lappeskræddere for et sygt system. Når folk fik ondt i sjælen, var det samfundets skyld.
I stedet fik man gruppeterapi og systemisk terapi, hvor det er hele gruppen eller organisationen, der arbejdes med. 1970erne stod også i antipsykiatriens tegn, bedst kendt i form af Miloš Formans Oscarbelønnede film Gøgereden fra 1975. Psykologerne gik til gengæld ud af 1970erne i rollen som de gode i modsætning til de »onde« psykiatere, der bare ville udskrive recepter.
Det kom dem ikke umiddelbart til gode i 1980erne, hvor det var krisetid, og der blev sparet på de offentlige udgifter. Psykologerne nåede et sjældent klimaks med 22 procents ledighed i 1984. Til gengæld begyndte de erfarne af dem at etablere sig som privatpraktiserende.
Herefter gik udviklingen hurtigt. Såvel de karrierebevidste yuppier som de anarkistiske punkere havde i 1980erne indvarslet, at vi var stået af de kollektive løsninger og havde hægtet os på den nye, globale individualisme. Det satte sit præg på 1990erne, som stod i effektivitetens tegn. Antallet af privatpraktiserende psykologer eksploderede i takt med, at borgerne fik nye muligheder for at få betalt en tur hos shrink’en, som man sagde, når man skulle være newyorker-smart. De første grupper af privilegerede danskere begyndte at få sundhedsforsikring, og fra 1995 kunne man også få tilskud til psykologhjælp fra sygesikringen.
»Det lagde samtidigt et vældigt pres på psykologerne om hurtig behandling, og der blev efterspurgt metoder, som var mere effektive end de meget langvarige psykoanalytiske og gestaltterapeutiske forløb,« erindrer psykolog Asger Neumann, der indledte sin karriere som privatpraktiserende i Aarhus i 1991.
Læs også Pernille Steensgaards artikel om et realistisk nytårsforsæt: »Fordelen ved smerte«
Briksen, den dybe analyse og de refleksive, trøstende samtaler blev i stort omfang erstattet af den nye kognitive adfærdsterapi, som klædte klienten på med psykologiske værktøjer, som hun eller han kunne gå hjem og øve sig på frem til næste konsultation.
»Der blev taget hul på den uendelige optimeringsbølge, som vi jo sådan set rider på endnu, og som måske er ved at tage livet af folk. Hele tiden skal alting tænkes i forhold til, hvordan man kan forbedre sine muligheder. De nye kognitive teknikker er – når de står alene – psykologens pendant til receptblokken,« siger Henrik Høgh-Olesen.
De rationelle, handlingsorienterede kognitive teknikker åbnede for en ny og nytteorienteret tilgang, hvor man kan få et quickfix hos en psykolog på fem, ti eller 12 timer, alt efter hvem der betaler. Sundhedsforsikring giver typisk fem timer hos psykologen, mens gennemsnittet med tilskud fra det offentlige ligger på seks timers konsultation.
Dermed er terapiformen i sig selv gået hen og blevet bærer af de værdier om performance og forbedring, som mange af klienterne er bukket under for, fortæller psykolog Mette Kold. Hun har været privatpraktiserende siden år 2000 og underviser og forsker også på Aalborg Universitet.
Hun ser mange forskellige grupper af patienter – deriblandt en del mænd fra erhvervslivet i 30rne og 40rne, som bakser med at finde balance mellem karriere og det at være en god far og kæreste.
»Jeg er lidt vild med dem, for de har en mere afslappet tilgang end kvinderne i samme aldersgruppe. De anerkender, at man ikke kan det hele på en gang, de har lidt humor og siger ’hver ting til sin tid, og jeg gør det jo så godt, jeg kan’.«
»Kvinderne ...« siger Mette Kold og tøver lidt: »De betaler prisen for kvindeoprøret på en eller anden måde. De tror, de skal lykkes med det hele og være perfekte alle steder og til alle tider. Når de kommer i terapi, står de som spændte fjedre, og når man trykker, så tuder de i fire uger i træk, for det har de trængt til længe.«
Nogle er endda gift for anden gang og har fået nye børn ved siden af en stor karriere, »så der er dobbelt op på alle fronter«, som Mette Kold siger. Ofte er der tale om et totalt kollaps, når sådan en kvinde kommer i terapi. Så er hun helt tom og udbrændt.
»Jeg kom til at tænke over det næsten ironiske ved, at de neurotiske kvinders problem i 1950erne og -60erne var kedsomhed og følelsen af, at der ikke var brug for dem. I dag er problemet for kvindernes vedkommende 180 grader modsat: overload.«
Mette Kold ser også mange af de stressede unge piger i sin praksis. De kan være døtre af kvinder som ovennævnte, og mødrenes adfærd kan smitte af på de unge.
»En ung pige kommer her, fordi hun ikke tør aflevere sine opgaver i gymnasiet af frygt for, at hun ikke får 12. Det har jeg set mange gange. Hendes mor har sagt, at hun skal sørge for at slappe af, men eftersom hun ikke selv har slappet af i forhold til sin egen performance, så tror jeg, det er det, datteren hæfter sig ved.«
Kollapset ser Mette Kold til gengæld som en sund reaktion og en mulighed for at lære at acceptere, at der ikke hele tiden skal ske noget. At man kan være stille og bare være sig selv og alligevel trives.
»Vi har allesammen brug for at afstemme udadvendthed og indadvendthed og turde give slip frem for hele tiden at have fokus på alt det, vi skal udvikle os til at blive,« siger hun og efterlyser, at psykologers indsigt kunne brede sig som en form for almendannelse. Ikke forstået sådan, at vi allesammen skal gå til psykolog, men at det bliver acceptabelt, at hvis man er syv timer i et klasseværelse, så skal der være plads til, at man også trækker sig indimellem og bare er stille.
Privatpraktiserende Asger Neumann har også set mange af de unge piger i sin konsultation. Han betragter dem ikke som egentligt syge, men de lider, understreger han:
»Der vokser en generation af unge op, som lider af selvusikkerhed, og som har nogle enorme krav til sig selv, der gør, at de får afmagtsreaktioner. Nogle udvikler stress-, angst- og depressionssymptomer, som har at gøre med identitetsmæssig usikkerhed, følelsen af at være utilstrækkelig og angst for at falde udenfor. De oplever et højt pres for at præstere og lykkes både socialt og studiemæssigt.«
Selvom problemerne har individuelt præg, skal man være forsigtig med at skyde skylden på den enkelte, mener han. Præstation fylder meget i det moderne samfund, og skræmmebilledet er Sydkorea, hvor der rapporteres om et enormt præstationspres med deraf følgende mental mistrivsel.
»Hvis det er samme tendens, vi mærker, kan vi fremskrive og forvente, at det vil blive endnu værre om fem-ti år,« siger Asger Neumann, der også underviser i terapi på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet.
Psykologiprofessor Henrik Høgh-Olesen er førstehåndsvidne til præstationskulturen i sin reneste form. For på stolerækkerne i auditoriet på psykologistudiet sidder de unge, som er kommet ind med nogle af landets allerhøjeste snit.
»Vi ser det samme som i ungdomspopulationen generelt, men vi ser derudover en meget selvopmærksom gruppe, som måske netop derfor har valgt det her fag,« siger han. »De har været udsat for en helt nådesløs centrifugalkraft, hvor de meget, meget tidligt har taget sig sammen for at få de karakterer, der skal til for at komme ind. Men du bliver jo ikke en bedre psykolog af at have 11,5 i gennemsnit, måske tværtimod. Prøv lige at tænke over det her fremtidige møde, vi har sat i scene, hvor de toppræsterende, perfektionistiske og næsten OCD-mærkede, nervøse raceheste – først og fremmest kvinder, for det er dem, der dominerer faget – skal ud og møde alle de dysfunktionelle. Det er jo et absurd møde.«
Generelt er det vigtigt, mener Henrik Høgh-Olesen, at psykologerne som gruppe ikke udnytter den markedsfordel, der ligger i, at mange, især unge, er begyndt at opleve sig som skrøbelige og svage.
»Hvis psykologer skal noget, skal det være at bidrage til forståelsen af, at et liv har stille stunder og elendige perioder, og at det er en del af tilværelsen, vi hverken kan terapeutisere os eller medicinere os væk fra, for det hører til det at være menneske.«
Læs også artiklen om en ny gruppe af unge, der mistrives: »De nye udsatte«
