SÆT Dem et øjeblik i skatteministerens sted. Det er en god øvelse, hvis man er typen, der ærgrer sig over at være kørt fast i eget job. Tænk på, hvordan det må være at være Karsten Lauritzen. Efter at have spillet på den forkerte hest i formandsopgøret i Venstre – Kristian Jensen – blev han belønnet med nøglerne til et hjemsøgt hus, hvor der har fundet voldsomme politiske forbrydelser sted: Kristian Jensens gerninger som skatteminister i 00erne: centraliseringen af inddrivelsen af skat og etableringen af det katastrofale EFI-system, som igen var resultatet af daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens kommunalreform. Uanset hvor den unge sympatiske Lauritzen har kigget, er skeletterne væltet ud af skabene.
SKAT hjemsøges stadig af Løkkes og Jensens skøre afkom, undfanget i en vild fantasi: at man kunne se bort fra al ekspertise og faglighed og i stedet sætte lid til konsulentbureauer og et ufærdigt IT-system. I denne uge anbefalede Statsrevisorerne, at Folketinget kun godkender statens regnskab for 2017 med en række bemærkninger. Det er helt uhørt, og det skyldes usikkerheden om skatteindfrielsen – det vil sige, hvor meget danske borgere skylder staten. Det følger sidste års udmelding fra Rigsrevisionen, hvis formand udtalte, at han »aldrig har set noget værre«.
ØVERST i Skat sidder altså Karsten Lauritzen, den længst siddende skatteminister i mange, mange år. I januar sagde han, at det »ikke bliver i min tid som skatteminister, at man kan sige, at skatteforvaltningen fungerer igen.« Det siger sig selv – han vil nok betakke sig for at fortsætte, hvis blå blok skulle vinde det kommende folketingsvalg. Men hvad er så planen for det for tiden absolut vigtigste ministerium?
PÅ skatteområdet er forholdene stadig så elendige, at det spørgsmål er åbenlyst svært at svare på. Skat lider stadig efter udbytteskandalen, EFI, de forkerte ejendomsvurderinger og helt grundlæggende under det enorme hul, der er slået i tilliden til denne afgørende myndighed. Lauritzen har ganske vist skabt en vis form for stabilitet, men borgernes gæld til staten stiger og stiger, og kommer der ikke styr på inddrivelsen af gæld til det offentlige, vil mistilliden indlysende nok stige tilsvarende. Risikoen er, at borgere begynder at se deres skattebetalinger som noget, der ikke skal tages alt for seriøst.
DAGSORDENEN for debatten om Skat har det med at miste den del af elendigheden af syne: inddrivelsen af gæld. Planerne for at stoppe den voksende gæld er angiveligt at forlænge forældelsesfrister og nulstille rente, så det kommer til at se ud, som om gælden faktisk falder. Men det er en ovefladisk smukkesering af kadaveret, udført af en regering, hvis aktuelle topledelse er de primært ansvarlige for de absurde tilstande. Det må være den højeste prioritet at få fremlagt gennemgribende og ambitiøse planer for at styrke inddrivelsen. I årevis var der ikke nogen politisk opmærksomhed om Skat, og imens kørte det hele af sporet. Statsrevisorerne har trykket på alarmklokken. Er der nogen, der vågner?
