SANTA MARIA, KAP VERDE – »Fremtiden er her allerede, den er bare ulige fordelt,« har science fiction-guruen William Gibson engang sagt. Hvis det er sandt, så er der næppe mange steder mere af den end her i Kap Verde.
Himlen over vulkanøen Sal i den lille østat vest for Afrika er futurismehvid – er den overhovedet ægte? Og jorden er lige så gold, som hvis vi allerede befandt os nogle årtier længere inde i klimaapokalypsen; alt, jeg ser, er stivnet lava, kratere, saltsletter.
Og så har næsten alle her et så blandet ophav, at de færreste taler om et oprindeligt folk: Er man i Kap Verde, er man fra Kap Verde. De fleste er tilflyttere – eller på vej væk. Kap Verde er det land i verden, flest migrerer fra målt i forhold til indbyggertal. Landet huser samtidig en masse vestafrikanske migranter.
»Vi kan lide migranter, fordi vi selv er migranter,« fortæller unge Silvio Silvério mig. Han er født her og sidder i sin bil i strandbyen Santa Maria og ser hiphopvideoer fulde af store røve og armbevægelser. Hans holdning er udbredt: Migrationen mellem de portugisisktalende lande – Brasilien, Angola, Mozambique, Kap Verde, Guinea-Bissau og Portugal – har relativt få fjender. Den skaber slet ikke samme splid som i for eksempel Danmark.
I det største modtagerland, Portugal, svarer et flertal i meningsmålinger, at det er en gave at modtage migranter. Det er et af kun tre lande i OECD, hvor synet på migranter er forbedret over de sidste 12 år, ifølge organisationens seneste rapport om emnet.
Portugal har allerede Europas næststørste andel af afrikanske migranter. Alligevel blev den socialistiske premierminister António Costa i oktober genvalgt på et løfte om flere migranter. Som andre succesfulde politikere i Europa taler han tit om undergang og indvandring i samme åndedrag – men han når den modsatte konklusion: »Vi har brug for at tiltrække flere migranter. Hvis ikke, risikerer vi at forsvinde i løbet af få år,« lød det før valget fra Costa, der selv har indiske rødder. Hans logik: Når mange forlader Portugal, må andre lokkes til.
Og noget gør han rigtigt: Det sydeuropæiske land ligger som nummer to på Europa-Kommissionens rangliste over lande med bedst integration.
Jeg er på en rundrejse i den portugisisktalende verden for at forstå, hvorfor migration har skabt så lidt splid og ufred her. Dét tager både humanister og nationalister æren for, men hvem af dem har ret?
Venstreorienterede som unge Silvério, der selv sparer op til at migrere, forklarer det med den gode tone: »Migrationen er ikke et problem, fordi vi ikke gør den til et problem.« Men også højrefløjen bruger migrationen mellem Portugal og de tidligere kolonier til at sige »se, hvad sagde vi«. For skyldes manglen på bål og brand ikke blot det fælles sprog? Ni ud af ti migranter i Portugal er portugisisktalende.
Store hjerter
De fleste, jeg møder på Sal, forklarer de gode erfaringer med migration på øen med deres fordomsfrihed. End ikke modtagelsen af tidligere Guantanamo-fanger har vakt furore. Det hele skal nok gå, siger både senegaleserne, som sælger farvestrålende tøj på gågaden, og de hvinende børn, der laver saltomortaler fra den centrale mole, og de gamle mænd, som drikker grogue, en stærk sukkerrørsbrandy med honning i, ved cafeernes plastikborde.
»Vores hemmelighed er vores store hjerter,« siger den pensionerede lufthavnsofficer Manuel Ferreiras med et grin og klapper sig på brystet uden for sit hjem i et kvarter af sandfarvede kassehuse. Her virker sorgløst og lidt sjælløst. En kineser står og gaber foran sin købmandsbutik.
Det hjælper også, medgiver Ferreira, at landet ikke kun har åbne grænser, men også lukkede kasser: »De nye må tjene deres egne penge, ligesom os gamle,« forklarer han.
Men frygter han da slet ikke for kulturkonflikter? De fleste af Kap Verdes migranter er både fattige og muslimer – to af de grupper, som møder mest modvilje i Europa.
Mange af Sals muslimer ønsker også sharia – alligevel er de blevet taget godt imod. »Jeg føler mig velkommen, selv om islams sharialove er vigtigere for mig end landets love,« siger den muslimske tekstilbutikejer Luca Modou, som kom fra Senegal for 15 år siden. Han har en hajtand i en halskæde og hører meditativ muslimsk khassida-musik på sit modersmål wolof, mens han skærer stof til med sine godmodige senegalesiske ansatte.
Sådan en holdning ville provokere mange europæere – så hvorfor trækker folk i Kap Verde bare på skuldrene ad den? Det går jeg videre ud i byen for at få svar på.
Nogle ældre mænd, som sidder under et højt træ og spiller uril, et brætspil, der ligner kalaha, ser overbærende på mig. Hvor er det bare europæisk at være besat af sharia, driller de. »Det handler om respekt,« hævder én af dem, Alberto Monteira, en tætbygget iværksætter med grå afrokrøller, som har boet syv år i Boston i USA. »Vi respekterer, at sådan synes de, fordi de i praksis respekterer både koranens og landets love. Det er lettere, end I gør det til.«
For meget bla-bla-bla
Et overbærende syn på kulturforskelle gør altså migrationen mindre konfliktfyldt i Kap Verde. Det mener også flere migranter fra Angola og Mozambique, som jeg møder.
Men flere forskere i migration mellem de portugisisktalende lande, som jeg interviewer, anser den udlægning for at være lidt naiv. Èn af dem, brasilianske Igor Machado, kalder det for »tropikalisering« at sige, at portugisisktalende migranter skaber færre problemer end for eksempel arabiske migranter. »Der er meget bla-bla-bla om den portugisisktalende verden som et følelsernes fællesskab. Det er et bedrag,« skriver han i en mail.
Undersøgelser viser, fortsætter han, at migranter også møder racisme, diskrimination og vold i Portugal. Tidligere i år lagde nogle jurastuderende i Lissabon en bunke sten foran fakultetet med et skilt ved, minder han mig om. »Gratis – til at kaste efter zucas«, stod der på skiltet – zuca er et skældsord for brasilianere. Og rektor smed dem ikke ud, men beklagede kun den dårlige »joke«.
Migranter bor også dårligere end de lokale i både Portugal, Brasilien og Kap Verde.
Læs også reportagen om dem, der forsøger at komme over USAs sydlige grænse: »Korruptionsflygtninge«
Og Brasilien har valgt en præsident, Jair Bolsonaro, som hylder militærdiktaturet og håner kvinder, fattige, sorte, oprindelige folk og migranter. I en meningsmåling, lavet af Datafolha lige før han tiltrådte ved sidste årsskifte, ønskede 67 procent af de adspurgte brasilianere skrappere kontrol med indvandringen.
Bolsonaro talte i valgkampen dunder mod landets – i forhold til dets størrelse ret få – migranter. Især dem fra Venezuela og Haiti lagde han for had. Deres kultur er ikke markant anderledes end brasilianernes, men de taler ikke det samme sprog, og de opfattes af mange af hans støtter som farlige og fremmede. Til sammenligning mødte det næsten ingen modstand, da titusindvis af portugisere prøvede lykken i Brasilien i boomårene i slutningen af nullerne, da råvarepriserne var høje, og Europa lå underkuet af finanskrisen.
Længslen efter hjemlandet
Så måske nationalisterne har ret? Hvis den portugisisktalende migration er en succes, er det så ikke bare på grund af det fælles sprog?
»Det kan der være noget om,« sagde den prisvindende filminstruktør Marilia Rocha til mig i sit studie i et frodigt bohemekvarter i millionbyen Belo Horizonte i Brasilien i juni i år. »Men det er et paradoks,« mente hun, »at vi er migrantskeptiske, når vi har gavn af migranter og alligevel næsten ingenting giver dem.«
Jeg havde opsøgt hende til en snak om migration, fordi hun har lavet en vidunderligt melankolsk film – A Cidade onde Envelheço, »Byen hvor jeg bliver gammel« – om to portugisiske kvinder, der flytter til Belo Horizonte og skaber sig en hverdag.
Den så jeg på en brasiliansk filmfestival i 2016, og jeg genså den tidligere i år, mens jeg boede i byen med en lokal kæreste. Den indfanger virkelig byens særligt søvnige og futuristiske stemning; de vilde Oscar Niemeyer-prestigebyggerier med bregner i betonens sprækker; gaderne, hvor det hele tiden er, som om noget er lige ved at ske, men ikke sker; som om tiden står stille, selv om alle bevæger sig. Filmen viser også, at selv om en migrant klarer sig godt, kan han eller hun alligevel savne noget.
Savnet efter det fortabte hjemland er også et tema i Kap Verdes berømmede musikarv, hvor nostalgiske sangere som Mayra Andrade i en sang som »Vapor di imigrason« kredser om »emigrationens damp«, det, der bliver tilbage, hvordan det føles koldere at bo i det nye land.
Samme diffuse følelse af tilfreds utilpassethed genkendte 41-årige Rocha både hos de portugisere i Brasilien, hun interviewede i researchen til sin film, og hos mange brasilianere i Portugal, da hun boede dér i en årrække som yngre. »De fleste klarer sig godt, men savner nogle små ting uden helt at vide hvilke – sådan havde jeg det selv i Portugal,« husker hun.
I alle landene er det lettere at falde til, jo hvidere og rigere man er, mener hun, som selv er lys og velhavende. Men en ofte overset udfordring er de små dialektforskelle landene imellem, som hele tiden minder én om, at man ikke hører til: »Mange portugisere ser på os brasilianere med en uudtalt overbærenhed, som om vi er børn. De synes, det er sødt, at vi er glade og åbne, men dømmer os som mindre alvorlige og dybsindige. Det er en kæmpe kliché at være fra Brasilien og føle sig ensom i Europa, men det gør mange af os altså.«
I min yndlingsscene i hendes film taler den unge portugisiske migrant med sin brasilianske kæreste i regnen under en paraply om forskellene på deres folk. Brasilianere er »folgados«, nogle frække dagdrivere, driller hun ham og siger, at de kan finde på at stoppe en bil, rulle ruden ned og bede om et hvæs af ens cigaret. Vi er da »amigáveis«, venlige, svarer kæresten ironisk tilbage – en henvisning til en anden udbredt fordom om brasilianere.
»Generelt er det svært at få tætte venner for portugisere i Brasilien og svært for brasilianere at få en stor omgangskreds i Portugal,« siger Rocha, som tror, at det positive syn på migrationen mellem de portugisisktalende lande skyldes, at den slags forskelle trods alt er færre og mindre end mellem eksempelvis europæere og arabere.
Humanitær stormagt
Det er hendes 38-årige landskvinde Keylla Cristiane Da Silva, som jeg møder nogle uger senere i Lissabon, enig i. Hun har klaret sig godt i Portugal, men det har været en kamp, fortæller hun stolt i det velhaverkvarter, hvor hun bor i en lejlighed på 25 kvadratmeter.
Hun kom første gang til Portugal i 2008, købte et proformaægteskab for at sikre sig ubegrænset opholdstilladelse og knoklede så i landbruget indtil 2011. Det hårde slid i marken fra klokken fire hver morgen fik hende til at rejse hjem efter finanskrisen.
I 2016 vendte hun tilbage med en klogere plan. Denne gang havde hun lovligt ophold og fandt hurtigt tre jobs: som kok på en stripklub, som privat hjemmehjælper og som ansat i en frisørsalon rundt om hjørnet, hvor de ældre kunder tydeligvis holder af den lave kvinde med det smittende grin.
»Her er det godt at være migrant: ingen vold, ikke for varmt,« siger hun og viser fotos fra en ferierejse til Paris. »Men mange af mine landsmænd tror, at det hele kommer af sig selv, og bliver derfor skuffede. Man kan skabe sig et dejligt liv, men kun hvis man knokler.«
Hun har mødt mange fordomme blandt portugisere, som tror, at brasilianere kun egner sig til at være prostituerede eller lave manicure. »Men jeg har valgt at se de fordomme som en del af deres kultur og ignorere dem. De respekterer dig mere, hvis du ikke hakker på dem.«
Selv om fordomme trives i det små, ser Portugal sig selv som en humanistisk stormagt og er stolte over at være et gæstfrit land. De tog tidligere i år ti af de flygtninge fra skibet Open Arms, som Italien havde nægtet indrejse, og har også aflastet Grækenland. De var blandt de første til at vedtage en national migrationsplan efter ønske fra FN.
Alle landets store partier ønsker flere migranter, selv om de sidste år modtog flere end nogensinde før. En halv million registrerede udlændinge bor nu i Portugal. Og de fleste antager, at endnu flere er her illegalt, for det tillader Portugal i praksis: Mange års illegalt ophold forhindrer ikke en senere formalisering af ens ophold. De fleste brasilianere, jeg møder i Lissabon, er derfor kommet som turister og har tit arbejdet sort i nogle år, før de har fået søgt om arbejds- og opholdstilladelse.
Idealisme og fornuft
Det er både idealisme og sund økonomisk fornuft at ønske sig flere migranter, hævder migrationsforskeren João Peixoto, som jeg møder på hans rodede kontor på Universidade de Lisboa. Han står bag det største studium af migration i Portugal. »Vi har brug for migranter til at besætte ledige jobs og tilføre ny energi,« mener han. »Vi mistede 100.000 indbyggere om året, da finanskrisen var værst i 2011-14. Kun frygt taler imod at ønske flere migranter.«
Er det ikke lidt naivt, indvender jeg, og henviser til de økonomiske og kulturelle problemer, som de fleste i Europa er enige om, at den ikke-vestlige indvandring har skabt.
Økonomen medgiver, at hvis Portugal havde haft en lige så stor velfærdsstat som Danmark, så havde han nok været mere forbeholden over for migranter. Det hjælper også, at man især har modtaget folk fra sine tidligere kolonier. Engang modtog Portugal frivilligt en gruppe somaliere og irakere fra andre EU-lande, som hurtigt rejste videre til rigere lande, hvor de har familie. Det sårede mange portugisere.
»Vi har været heldige, at de fleste af vores migranter taler samme sprog som os og ikke er lige så fremmede som jeres,« medgiver han. »Vores muslimer er ofte også velstående og portugisisktalende ismaili-muslimer fra Angola eller Mozambique. Og der er ret få af dem. Men jeg mener stadig, vi har været dygtige.«
Så hvad kan vi lære af jer?
»At det bliver bedre med tiden. Jo flere migranter, desto færre problemer i det lange løb, når altså kulturen er kompatibel. Det dur ikke at bygge mure. Man skal bruge energien på at få det til at fungere. I må acceptere migrationens uundgåelighed.«
Lissabons favela
Selv om Portugal har færre kulturelle udfordringer med deres migranter, så har de også mange uløste problemer. Flere end hver tredje udenlandskfødte i Portugal bor usselt – i »sub-standard« indkvartering – det højeste antal i hele OECD, viser en rapport derfra.
Lissabons mest omdiskuterede indvandrerforstad er Cova da Moura, hvor de fleste har kapverdiske eller afrikanske rødder. Jeg tager derud. Bydelen ligger på et højdedrag og ligner en brasiliansk favela med vasketøj, skrald og salg af stoffer alle vegne og en del graffiti: Wu-Tang Clan og Martin Luther King.
Læs også om, hvordan antallet af internt fordrevne er steget i de afrikanske lande: »De glemte fordrevne«
Nogle mænd sidder om et ildsted og koger majs i en gryde.
Jeg følges med Dulce Tavares, som boede her med sin eksmand, lige da hun var kommet til Portugal. Hun er fra Kap Verde. Hendes søn sidder i fængsel for at sælge stoffer. Selv er hun blevet velhavende på at drive en frisørsalon i et pænt kvarter. Hun er gift med en italiener, og jeg fornemmer, at hun ser ned på sit gamle kvarter. Hun spankulerer selvsikkert omkring i en gul heldragt med lyserøde blomster på og kommer hurtigt op at skændes med en lokal på den restaurant, hvor vi spiser en god kapverdisk frokost af ris og fisk.
Alle, der arbejder hårdt, kan få succes, begynder hun. »Mange har forsøgt,« svarer han lidt såret igen, »men skolerne er dårligere heroppe, her er fattigere, og vi bliver tit diskrimineret, fordi vi er sorte«.
Det afviser Tavares i situationen. Men i bilen på vej tilbage til sin frisørsalon åbner hun mere op. Jo, hun har også mødt fordomme – »men de skyldes langt oftere dumhed end racisme«, fastholder hun. Når hun er i banken med sin italienske mand, bliver hun kaldt for »doutora«, doktor, en næsten underdanig tiltaleform, mens de af og til taler arrogant til hende, når hun er der alene. Og hun har måttet ansætte et par portugisere i sin frisørsalon, »fordi det koster kunder, hvis alle de ansatte er afrikanere«.
Lissabons udsatte boligområder er mere smadrede end Danmarks, men vækker lige så delte følelser. Mens Tavares hader Cova da Moura-kvarteret, elsker en kapverdisk ansat i hendes salon det: »Der er så dejligt,« udbryder hun begejstret; »der er ikke så farligt, som de siger.«
