Af Jonathan Frismodt, cand.mag. i historie og samfundsfag:
Med det bedste valgresultat for De Konservative siden 1987 har Boris Johnson demonstreret, at han er en yderst intelligent strateg, der har formået at sikre sig et manøvredygtigt flertal i det britiske Underhus. I modsætning til sin forgænger Theresa May, som endte med et paralyseret parlament efter katastrofevalget i 2017, har Johnson formået at styrke sin forhandlingsposition og sit politiske manøvrerum over for EU. Nu har han frie hænder til at gennemføre det Brexit, som han ønsker.
Boris Johnson bliver ofte dæmoniseret i den eurofile presse som en useriøs og selvoptaget charlatan med ringe dømmekraft, som har et lemfældigt forhold til sandheden og loven.
En opportunistisk politiker, der skifter politisk standpunkt, hvorhen de populistiske vinde blæser, og tilpasser sine holdninger til, hvad der er strategisk bedst for sin karriere. En notorisk gambler, der spiller russisk roulette med sit lands skæbne, og som nægter at acceptere den realpolitiske kendsgerning, at imperiet i dag er skrumpet til et stort europæisk land, der forsøger at undslippe sin skæbne.
Den ensidige kritik og karakteristik af Johnsons optimistiske Brexit-vision om et Global Britain som et udtryk for en selvovervurderet og en næsten religiøs tro på Storbritanniens stormagtstatus illustreres ikke bedre end af den tidligere rådsformand i EU Donald Tusks afskedstale fra Europakollegiet i Brügge. Her udtalte han, at Storbritannien vil blive en outsider, en andenrangsspiller, når det har forladt EU, mens den store kampplads vil blive overladt til Kina, USA og EU. Brexit vil blive den ægte afslutning på Det Britiske Imperium, fordi Det Forenede Kongerige vil gå i opløsning, og Unionen, der har eksisteret siden 1707, vil være et afsluttet kapitel i historiebogen. England vil blive efterladt som en meningsløs aktør på historiens losseplads.
Læs også portrættet af Boris Johnson: »Buldrende, begavede Boris«
Men det er ikke mejslet i granit, at skotterne forlader Det Forenede Kongerige efter Brexit. Selvom Det Skotske Nationalparti fik et kanonvalg i Skotland, og et flertal af skotterne ønsker at forblive i EU, viser en ny undersøgelse fra YouGov 7. december 2019, at 56 procent af skotterne ønsker at forblive i Unionen med briterne. De økonomiske incitamenter for skotsk selvstændighed er heller ikke ligefrem gunstige på grund af faldende olieindtægter i Nordsøen. Som Vernon Bogdanor, der er en af Storbritanniens førende forfatningsretseksperter, har påpeget, ligger Skotlands underskud på de offentlige finanser på 7 procent. EUs Vækst- og Stabilitetspagt foreskriver, at et medlemslands underskud på offentlige finanser højst må udgøre 3 procent af BNP. Hvis EU gav Skotland lov til at forblive i EU efter selvstændighed, ville de skulle føre en drakonisk sparepolitik, der vil få De Konservative Toryer i England til at ligne julemanden i sammenligning. Det er også yderst tvivlsomt, at EU ville acceptere skotternes indlemmelse, da det vil skabe præcedens for lignende selvstændighedsbevægelser på kontinentet.
Også mediernes endsidige fokusering på briternes storhedsvanvid og nostalgiske fantasi om at genskabe verdensimperiet, reducerer debatten om Brexit til kun at handle om et land i forfald og uden betydning for Europa i fremtiden. Forfaldstesen tolkes ud fra den historiske prisme, at for Storbritannien blev sejren efter Anden Verdenskrig en sovepude, og en lang række af landets problemer efter 1945 kan forklares med, at det er vanskeligere at erkende, at man har tabt en fred end en krig. Den historie, som de fleste briter er så stolte af, har været dem en dårlig tjener de sidste 74 år.
Men den ensidige fokusering på forfaldstesen er afkoblet fra den reelle diskussion, at Storbritannien stadigvæk er en regional stormagt. Storbritannien er EUs næststørste økonomi, den femtestørste økonomi i verden, permanent medlem af FN’s sikkerhedsråd og selvstændigt medlem af de økonomiske grupper G7 og G20. Dertil kommer, at Brexit vil stille EU svagere, føre til et hul i budgettet og mindske EUs globale vægt.
På en række vigtige strategiske parametre udgør briterne en global magtfaktor og en absolut spydspids i forhold til de øvrige lande i EU. Storbritannien har det næststørste forsvarsbudget i NATO og indtager i dag en ledende rolle i alliancens fremskudte tilstedeværelse i forsvaret af Østeuropa. Briterne er en atommagt med et forsvarsbudget, der er lidt mindre end det russiske.
Man kan også stille sig selv det retoriske spørgsmål: Ville den franske præsident Macron og den tyske kansler Merkel have udvist den samme tålmodighed og forhandlingsvillighed, hvis småstaten Danmark havde besluttet sig for at melde sig ud af EU?
I Paris og Berlin er man også pinligt bevidste om, at Brexit ikke må ende med et hårdt brud, hvor briterne trækker sig militært, økonomisk og diplomatisk fra EU, hvis Europa ikke skal ende som tilskuer i den globale magtkamp mellem USA og Kina. Storbritanniens betydning og vægt for Europa vil også afspejle sig i, at sammenholdet mellem EU27 nu først for alvor bliver sat på prøve, da EU-landene har forskellige økonomiske interesser på spil i de kommende forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og Storbritannien. I erkendelsen af vigtigheden af at holde briterne tæt forbundet til EU vil det være kontraproduktivt både økonomisk og strategisk at straffe briterne unødvendigt for at have meldt sig ud af klubben.
Endvidere er bekymringen for, at Boris Johnson med sit styrkede indenrigspolitiske mandat vil ofre den friktionsløse samhandel med EU for i stedet at forfølge de hårdkogte brexiterers drøm om at transformere Storbritannien til Vestens Singapore, også yderst tvivlsomt.
For det første har Johnson strategisk udsyn nok til at se, at det er lidt af et geopolitisk sats at stille sig helt uden for det indre marked, den største frihandelszone i verden, og satse på frihandelsaftaler med tidligere kolonier, USA og Kina, når den globale tendens går i retning mod større protektionisme og handelskrig. Valgsejren har samtidig givet ham et solidt parlamentarisk manøvrerum, der gør, at han ikke er afhængig af de hårdkogte brexiterers nåde i European Research Group, der repræsenterer Det Konservative Partis yderste højrefløj.
For det andet har EU-chefforhandler Michel Barnier også advaret om, at jo mere Storbritannien vil afvige fra det indre markeds regler og standarder, jo mindre adgang vil de få. Hvis briterne afviger kraftigt fra EUs regler og standarder, vil EU opfatte det som en økonomisk krigserklæring, der vil betyde, at briterne er nødt til at sælge deres sjæl og suverænitet til amerikanske interesser, som er det eneste reelle økonomiske alternativ til EU.
For det tredje har Johnson udvist ideologisk fleksibilitet i valgkampen ved at distancere sig fra den neoliberale ideologi om et dereguleret samfund med meget lave skatter og en minimalistisk statsmagt. De Konservatives valgprogram var et opgør med de seneste ti års nedskæringspolitik og fokuserede i stedet på at investere i den offentlige sektor, herunder om flere penge til politi, skole- og sundhedsvæsenet, opgivelse af planlagte selskabsskattelettelser og et løfte om at hæve minimumslønningerne. Med en troværdig socialkonservativ og national dagsorden fik han overbevist traditionelle arbejderklassevælgere i leave-valgkredse i Nord- og Midtengland om, at han var den premierministerkandidat, der kunne levere Brexit.
Modsat Labours leder Jeremy Corbyns overbudspolitik og radikale økonomiske ideer, der skulle transformere Storbritannien til et socialistisk paradis. Johnsons trumfkort var, at han blev symbolet på manden, der kunne samle leave-vælgerne under sloganet Get Brexit Done, mens remain-lejren var splittet.
Som valgsejren afspejler, er Johnson en yderst intelligent strateg, der ikke lader sig forblinde af en romantisk og ideologisk fantasi om at kappe fortøjningerne til EU og erobre verdenshavene på ny, men han er i stedet en pragmatisk og fleksibel politiker, der erkender de realpolitiske kendsgerninger, at EU og Storbritannien har brug for hinanden.
Selvom det er yderst tvivlsomt, at Johnson får en frihandelsaftale med EU inden udgangen af 2020, har han trods alt vundet en stor symbolsk sejr, der definitivt bekræfter, at Storbritannien forlader EU, når skilsmisseaftalen træder i kraft ved udgangen af januar 2020. Herefter kan han proklamere, at Storbritannien har genvundet sin suverænitet og frihed, som vil afvæbne de meste reaktionære brexiterer i kongeriget.
Hans socialkonservative ståsted bygger på en grundlæggende analyse af, at Brexit ikke kun hviler på utilfredshed med EU, men i lige så høj grad også på en række følgevirkninger, som kaosglobalismen har medført. Det er en erkendelse af, at en stærk stat, der investerer i Storbritanniens fremtid, er en nødvendighed for at genoprette den skæve økonomiske, sociale og kulturelle udvikling, der har revet kongeriget fra hinanden og affødt begrebet »Broken Britain«. Tiden vil vise, om Boris Johnson har ret i, at han er manden, hvis skæbne det er at følge i helten Winston Churchills fodspor og frelse Det Forenede Kongerige mod alle odds.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk
Læs også Martin Krasniks leder om resultatet af det britiske valg: »Skillevejen«
