Leder.

Nytårsforsæt

DET har på papiret været et blåt årti i dansk politik. I den første del regerede socialdemokrater og radikale ved at føre en borgerlig økonomisk politik. I den anden del havde en borgerlig regering faktisk magten. Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen delte årtiet, selv om tiden i Statsministeriet var kompliceret for dem begge. De endte med at blive desavoueret af deres egne – Helle Thorning er blevet skrevet helt ud af sit partis historiebog. Lars Løkke gik solo og skrev sin egen.

BORGERLIGE værdier handler om frihed for den enkelte i et stærkt samfund. Staten skal understøtte borgernes frihed og spille en afgørende rolle i samfundet, men må aldrig dominere. Gør den det, vil det netop begrænse friheden. Denne fornuftige, balancerede politiske ideologi har i disse år intet klart politisk lederskab. Det er forunderligt, men det er kendsgerningen efter det årti, vi nu forlader. Det borgerlige Danmark er i vildrede og er endt i defensiven uden tydelige og gennemtænkte visioner for økonomien, klimaet, kulturen, internationalt samarbejde.

NYTÅRSFORSÆT formulerer man, hvis man virkelig trænger til forandring og ved, at det kun er én selv, der kan skabe den. Men det borgerlige Danmark har en sælsom tendens til at skyde skylden på andre: Åh, det er velfærdsstatens skyld, det hele! Den har gjort det umuligt at være borgerlig. Socialdemokratiet er alt for stærkt. Åh, vi kan ikke rigtigt selv gøre noget. Dermed er det borgerlige Danmark blevet til den figur, man altid selv kritiserer: en passiv klient i velfærdsstaten, et offer, en social taber på overførselsindkomst. Må vi anbefale, at hele den borgerlige fløj tager sit eget menneskesyn alvorligt, tager sig sammen og begynder at arbejde seriøst på sagen.

 

Læs også om tømmermændenes tid for Dansk Folkeparti: »Gammelpartiet«

Læs også interviewet med Brian Mikkelsen: »Visnet kulturkamp«

Læs også om Bertel Haarders spådomme om først 2002 og siden 2020 – en del var forbløffende rigtigt: »Tilbage til fremtiden«