Kronik. Det er let at gøre skærmene til et problem for vores børn, men i virkeligheden kan vi ikke undvære dem uden at få en fattigere verden.

Åbenbarings­skærmen

 

Af Bjarke Calvin, founder af Duckling.co og fellow ved MIT.

»Ingen ville jo give deres børn vodka, kokain eller sende dem i biografen og se pornofilm, vel? Nej, men det, vi gør ved vore børn i dag, er i realiteten lige så slemt,« siger den franske neurobiolog Michel Desmurget i Weekendavisen. Han er en af de tungeste stemmer i det voksende kor af kritikere, som vil have iPads og andre skærme fjernet fra vores skolesystem og i det hele taget fra vores børn, fordi de mener, skærmene er skadelige. Hans sammenligning mellem skærme, alkohol, stoffer og porno er besnærende, men ikke desto mindre voldsomt problematisk.

Jeg har brugt det meste af mit liv på at udforske vores brug af skærme og på at opfinde indhold til skærme, og jeg er i øvrigt far til to børn på henholdsvis fire og seks år, der ofte plager om at bruge skærme. Derfor er kritikken naturligvis noget, jeg tænker over.

Min konklusion er klar. Det vil være en katastrofe at fjerne alle skærme fra alle børn. Det vil være godt at fjerne nogle skærme fra nogle børn. Det er faktisk også Desmurgets konklusion. Hans regel er ingen skærm, før børnene er fyldt seks år. Og når de er fyldt seks, da ikke mere end maksimalt 60 minutters skærmtid om dagen.

Problemet er, at kritik som den, Michel Desmurget fremfører, leder mange til at konkludere, at skærme er skadelige og skal udraderes. Jeg har set den holdning bygge op over det seneste år blandt fagfolk og debattører. Den bygger i høj grad på en forkert og forenklet fortolkning af vores virkelighed – og er lige så forkert som ideen om, at vi bare skal sætte fuld fart på at losse iPads ind i landets klasselokaler.

Sagen er, at hvis vi fjerner skærme, vil vi ende med en verden, som er kulturelt og mentalt langt fattigere end den, vi ville have haft med ordentlig brug af skærme. Skærmene er ikke i sig selv skadelige. Det er måden, vi bruger dem på, og det, vi fylder i dem, som er skadeligt. En radio kan være både et redskab til oplysning og manipulation, og en hammer kan bruges til at bygge tag over hovedet eller til at slå ihjel med.

Når forskerne fremfører, at alle undersøgelser viser, at skærme er skadelige for børn (og voksne), så er det korrekt. Problemet er, at undersøgelserne tager udgangspunkt i verden, som den er. Det er jo videnskabens natur. Men i debatten om skærme skaber det to foruroligende afsporinger.

Den ene afsporing er, at vi kun ser på skærmene i den form, de har nu. Men de er allerede ved at blive erstattet af ny teknologi. Om få år bruger vi briller, kontaktlinser og pixels indlejret i vægge og møbler, og vi vil se indholdet som et transparent lag oven på den fysiske verden eller som et virtuelt univers, vi kan gå ind i. En iPad vil da virke håbløst forældet. Jeg ved det, fordi jeg som fellow på MIT (Massachusetts Institute of Technology) har set teknologien udfolde sig de senere år, og det er med al sandsynlighed kun et spørgsmål om tid, før den bliver bredt ud til os alle. Hvad vil det betyde for skærmens indflydelse på vores hjerner og samfund? Præmisserne for forskningen vil være fuldkommen ændrede.

Den anden afsporing er, at vi ser os selv som passive aktører, der kun kan træffe et binært valg om at bruge skærmen eller vende den ryggen. Men vi er skabere af teknologien, og vi kan dreje den i forskellige retninger, der gavner os eller skader os. Fuldstændig på samme måde som alle andre redskaber, vi har bygget i verdenshistorien. Det handler ikke om alt eller intet, det handler om balancen. Vi er redskabsbyggere af natur i en sådan grad, at det ikke giver mening at adskille mennesket og redskabet. Sådan er det også med vores teknologiske redskaber.

Det er klart, at man får problemer på øverste etage, hvis man kun bruger sin iPad til at se underholdning på Netflix og YouTube eller til at spille skydespil som Call of Duty. Det samme vil også være tilfældet, hvis man kun læser Billed-Bladet og ser Den Store Bagedyst. Underholdning er fint, men det kan ikke stå alene.

Kernen i skærmene er netop, at de aldrig må stå alene. Pen og papir og traditionelle papirbøger er langt, langt bedre, hvis man vil lære at læse og fordybe sig. Også her taler forskningen sit klare sprog, og her har folk som Desmurget fat i den lange ende. For slet ikke at tale om, at det fysiske møde mellem mennesker, som f.eks mellem en lærer og elever, langt overgår alt andet.

Man bliver ikke hæmmet hjernemæssigt af at læse bøger i timevis hver dag, og det gør man af at bruge skærmen. Men omvendt er kombinationen af en skærm og bog langt stærkere end en bog alene. Retfærdiggørelsen af en skærm er, at den kan løfte alle andre medier, men aldrig stå alene.

Det er essentielt for debatten at slå fast, at det ikke handler om skærmen i sig selv. iPads og lignende skærme er bare et vindue til noget langt større, nemlig internettet. De er portaler til at forbinde os med hinanden og med viden på tværs af tid og rum. Noget, ingen andre medier kan. Det er i netværket, at skærmene rummer fantastiske muligheder, hvis vi forstår at bruge dem rigtigt.

Lad os sige, at jeg som barn i København har et problem, som ingen omkring mig kan løse. Hvad nu hvis et barn i Nicaragua sidder med nøglen til at bringe mig videre? Eller hvad hvis et barn for ti år siden har siddet med samme problem som mig og fundet en række interessante svar? Netværksbaserede medier på skærme kan hjælpe mig videre på sekunder og skabe samarbejde i realtid over store distancer på en måde, som papir aldrig vil kunne. Er det et bedre medie? Nej. Men spørgsmålet giver ikke mening. For skærmbaserede medier kan ikke ses isoleret. De giver kun mening i sammenhæng med andre medier.

Som barn var jeg i en periode utroligt optaget af rapmusik. Det var noget helt nyt, der lige var landet fra USA, og der var stort set ingen omkring mig, som delte min passion. Derfor måtte jeg opfinde den dybe tallerken, og der var en masse sorte huller i min viden, som jeg aldrig fik dækket, og som jeg i dag kan se kunne have løftet min passion, og dermed mig, til helt andre højder.

En af de ting, der fascinerede mig ved rapmusik, var, at man kunne lave sin egen musik ved at sample instrumenter fra eksisterende numre. Man skulle ikke selv kunne spille et instrument. Jeg fandt ud af at bruge en mixerpult, to pladespillere og en båndoptager til at lave min egen musik. Det var forsøg på forsøg på forsøg, før jeg fandt ud af en simpel måde at gøre det på. I dag kunne jeg have fået de vigtigste ingredienser på YouTube, og jeg ville have kunnet tale med ligesindede over hele verden og indse, at jeg var en del af et usynligt fællesskab – i stedet for at føle mig som en sær outsider på en villavej i Virum.

Processen med at finde og forstå viden kan gøres kortere med skærme, og dermed kan vi få mere tid til at læse, dyrke sport, spille klaver, tale sammen eller simpelthen kede os. Alt det, der udvikler os og vores hjerner. Men vi får det kun, hvis vi forstår, hvordan skærmene skal bruges. At de er et supplement, som kan løfte hovedretten til helt nye højder. Men også, at de ikke er hovedretten i sig selv.

Min seksårige søn er enormt interesseret i Minecraft, som han spiller på sin iPad. Han elsker at udforske og bygge verdener. Jeg aner intet om spillet og kan ikke hjælpe ham. Men via tvillingerne Emil og Mikkel, som sidder i Jylland og deler deres Minecraft-eventyr på YouTube, har min søn lært at bygge portaler og alverdens andre ting. Er det fordummende, eller er det berigende? Det har jeg ikke et afklaret svar på. Men hvis min seksårige kan bruge Minecraft og YouTube på den måde, kan han helt sikkert også bruge det på andre mere berigende måder, hvis vi bygger rammerne for ham og hjælper ham på vej.

Desmurget citerer Marat (læge og videnskabsmand fra Den Franske Revolution i 1789, red.), som sagde: »Hvis man vil lægge folket i lænker, må man først lulle dem i søvn.« Desmurget spørger derefter retorisk: »Hvilken bedre måde at gøre det på end ved at pacificere dem med skærme og hjernedød underholdning?«

Citatet er helt korrekt, og konklusionen er det også, men løsningen mangler. Vi skal vågne op, men hvad skal vi vågne op til? At droppe skærmene er også en måde at fortsætte med at sove på, fordi det vil være en fattigere verden. Det er os, som skaber teknologien.

Kombinerer vi de skærmbaserede medier med fysiske medier og aktiviteter, står vi med en langt større verden. Satser vi på at fylde alt menneskeligt indhold ind i skærme, får vi naturligvis en forfærdeligt skadelig verden. Men selv da er det ikke skærmene, der skader børnene; men os.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk

 

Læs også interviewet med Michel Desmurget: »Dommedagsskærmen«