Visnet kulturkamp

 

– Brian Mikkelsen, i dag er du direktør i Dansk Erhverv, men i det meste af 00erne var du konservativ kulturminister. I 10erne var ministeriet til gengæld næsten ikke på konservative hænder. Hvordan synes du, kulturlivet og politikken på området har haft det i den periode?

»Tidligere har jeg ikke været meget for at drage sammenligninger med min egen periode som kulturminister, men nu er vi alligevel kommet så meget på afstand, at jeg gerne vil sige, at jeg har savnet kulturdebatten og de kulturpolitiske pejlemærker i 10erne. Vi har manglet de store diskussioner om kvalitet kontra den mere relativistiske tilgang til kultur, om det danske over for det internationale og om spørgsmålet om indspistheden i kulturlivet. Jeg fik internationale repræsentanter med i alle de bestyrelser, jeg udnævnte på kulturområdet. Hvor er de henne nu?«

– Var det anderledes i 00erne?

»Ja, da jeg blev kulturminister i 2001, var det et tilvalg. Vi kunne vælge mellem forskellige poster og valgte bevidst Kulturministeriet, fordi vi mente, at der var brug for en kulturkamp mod den værdi­relativisme, som prægede Danmark i slutningen af 1990erne.«

– For en udenforstående har det nogle gange virket, som om Dansk Folkeparti skrev hovedparten af det kulturpolitiske partitur i det forgangne årti?

»De havde i hvert fald en meget åben bane at spille på, og derfor er eksempelvis debatten om forholdet mellem det danske og det internationale blevet meget endimensionel. Vi har en moderne kulturpolitik, fordi vi har brug for at styrke nogle værdier, en kultur og en identitet i Danmark. Men vores kultur skal også hele tiden udvikle sig og have inspiration fra udlandet. Dansk Folkeparti har haft en mere statisk og lukket kulturopfattelse, og det er fair nok. Men hvor var modsvaret fra partier som Det Konservative Folkeparti, Venstre, De Radikale eller Socialdemokratiet, hvor man ikke ryger helt i den modsatte venstreorienterede grøft og siger, at al kultur er lige godt?«

– En af årtiets mest omdiskuterede og markante forandringer var de dramatiske nedskæringer af DR. Da du tog over som kulturminister efter årtusindskiftet, talte du meget om vigtigheden af et stærkt DR. Var de besparelser god konservativ politik?

»Nej, det var de ikke. En af de få ting, jeg vil sige om min egen ministertid i 10erne, er, at vi kæmpede benhårdt imod de nedskæringer internt i blå blok. For Danmarks Radio er om noget det faste fundament i vores kultur- og værdipolitik. Der er en kæmpe bevægelse fra flow-tv til streaming, og det er fint, fordi det giver mere pluralisme. Men det er stadig DR, der er samlingspunktet for danskerne, og derfor har jeg altid haft den grundholdning, at jo stærkere DR er, jo bedre.«

– Da du tiltrådte som kulturminister i 2001, var det med en mission om at gøre op med de herskende tilstande i kulturlivet. Er det blevet, som du ønskede dig dengang?

»Ja, det synes jeg. Dengang var nogle meninger mere rigtige end andre. Sådan synes jeg overhovedet ikke, at det er i dag. Man talte om en Bermudatrekant med Politiken, DR og Gyldendal, og når jeg ser på de tre institutioner i dag, betragter jeg dem som meget frie og som ekstremt vigtige institutioner i Danmark. Jeg har allerede nævnt DR som vores vigtigste kulturinstitution, Gyldendal har i dag en pluralisme med Morten Hesseldahl i spidsen, og Politiken er en god avis, som jeg selv holder derhjemme. Den er åben for debat og har en meget fordomsfri chefredaktør i Christian Jensen. Det er en kæmpe forandring.«

– I 2010 bragte Information en dødsannonce, hvor der stod »Vor kære Brians kulturpolitik er stille sovet ind«. I det forgangne årti diskuterede vi, om kulturkanonen overhovedet havde sat sig varige spor, den borgerlige regering sløjfede gratis adgang til museerne, og du nævner selv, at de internationale repræsentanter i bestyrelserne er væk. Havde de ret, når de erklærede jeres kulturpolitik for død, eller har noget overlevet til i dag?

»Jeg nævnte jo DR, Politiken og Gyldendal, der fuldstændigt har ændret sig. Det er jo et eksempel på noget, som har overlevet. Jeg synes generelt, at man har en mere fri diskussion i dag. Hvis man ser på, hvordan jeg blev svinet til i begyndelsen af min tid som kulturminister, var det efter min mening et udtryk for en intolerance over for folk med andre holdninger. Højdepunktet var, da Carsten Jensen skrev et indlæg i Politiken, hvor han gjorde nar ad mit navn.«

– Så det er mere holdningsændringen end de kulturpolitiske projekter, der står tilbage?

»Der er helt sikkert kommet en mere fri debat i dag. Jeg mærker også en forskel i kulturverdenen, hvor mange af aktørerne er medlemmer i Dansk Erhverv. Der er en helt anden form for åbenhed over for at diskutere nye måder at samarbejde og hente finansiering på.«

– Du nævner selv hetzen. Du var ikke på posten for at vinde en popularitetskonkurrence, sagde du dengang. Når du ser tilbage, synes du så, at en kulturminister skal være gode venner med kulturlivet, eller er det et svaghedstegn?

»Jeg har det lidt delt med det spørgsmål. Da jeg trådte til i 2001, var det nødvendigt at tage et opgør med de rigtige meninger og det danske kulturlivs tilstand på det tidspunkt. Der var brug for sådan en General Patton-tilgang, hvor jeg kørte derudad med mine tanks. Men bagefter må man jo samarbejde, fordi vi er i et lille land, hvor man skal kunne snakke sammen. Skal man være venner med kulturlivet? Ja, det tror jeg er en rigtig god ide, fordi de sidder med noget viden og nogle ideer. Men det er også vigtigt at forstå, at man ikke kun er kulturminister for at være venner og hygge sig med kulturlivet. Man har en politisk opgave som udsending for den regering, man repræsenterer. Men jeg lærte af de første år, at man opnår langt flere politiske resultater, når man er pragmatisk og snakker sammen, men situation var bare anderledes i 2001 end i dag.«

– Man har nogle gange på fornemmelsen, at den borgerlige kulturpolitik har sejret sig selv ihjel. Er der overhovedet flere presserende borgerlige eller konservative kulturkampe at tage i det kommende årti?

»Der er stadig behov for at tage en kvalitets­diskussion, men det har sådan set ikke så meget at gøre med at være borgerlig. Man må bare erkende, at uanset om regeringen er blå eller rød, er kultur­politikken næsten altid nederst i hierarkiet. Når man skal fordele midlerne, kommer kulturen altid til sidst. Nu har kulturen så lige fået lidt penge igen, og det klappede jeg i mine små hænder over. Men det skyldes jo, at det går rigtigt godt i Danmark lige nu. Når der igen skal spares om nogle år, hugger man nok til kulturen igen – uanset hvem der er ved magten.«

– En af de store brudflader i kulturen i dag står ikke mellem offentlige og private aktører, men mellem nye teknologivirksomheder og den gamle kulturindustri. Hvordan skal man som borgerlig vægte hensynet til den fri konkurrence, hvor den stærkeste overlever på markedets vilkår, over for hensynet til nationale interesser og den traditionelle kulturindustri?

»Jeg udtaler mig jo ikke længere som konservativ eller borgerlig, men bare som mig selv. Men personligt vil jeg altid stille mig på rettigheds­havernes side. Der er så store økonomiske interesser her, at vi må beskytte den intellektuelle ejendomsret, uanset om det drejer sig om musik, film eller computerspil. Jeg vil altid stille mig op bag dem, der skaber produkterne og skal leve af dem. Ikke bag dem, der bare udnytter dem.«

Sagen kort:

Da Uffe Elbæk den 3. oktober 2011 overtog kulturministerposten fra Per Stig Møller, var det enden på næsten ti års konservativt greb om ministeriet – det meste af tiden med den stridslystne Brian Mikkelsen på posten. Siden da er posten gået på skift mellem politikere fra De Radikale, Venstre, Liberal Alliance og Socialdemokratiet. Hvordan ser de kulturpolitiske 10ere ud fra Mikkelsens udkigspost, og er der overhovedet flere borgerlige kulturkampe at udkæmpe?

 

Læs også Martin Krasniks leder om det borgerlige nytårsforsæt.