Grøn mobilisering

DET er utroligt. For et års tid siden var det hovedsageligt grønne partier, der pressede på for hurtig grøn omstilling. I dag har næsten alle den dags­orden: Alle partier i Folketinget på nær to står bag den nye klimalov. Erhvervslivet bakker op. EU lancerer en green deal. Til COP25 i Madrid italesætter politiske ledere fra hele verden klimakrisen som en udfordring, der kræver ekstreme tiltag. Greta Thunberg er årets person i Time Magazine. Danmark hyldes som foregangslandet. Som The Economist skrev forleden, lærer man i børnehaven, at dem, der har svinet, først rydder op efter sig selv.

ER den danske klimalov talk of the town til klimamøderne, er det usikkert, om den virkelig får andre til at følge trop. 70-procent-reduktionen skal opnås ved at sænke udledningerne fra dansk grund, men Danmark har ingen indflydelse på, om andre nu ser det som eksempel til efterfølgelse. For foreløbig har den voldsomme mobilisering i offentligheden, i medierne, i de politiske partier, været gratis. Efter at have rost klimalovens høje ambitioner sagde Connie Hedegaard i et interview: »Klimaloven kommer til at koste noget ... som politiker må man passe på med at foregøgle, at klimaloven bliver omkostningsfri. Det er et farligt signal at sende til folk.« I en klumme slutter tidligere formand for klimarådet Peter Birch Sørensen: »Nu venter så kæmpeopgaven med at leve op til loven.«

POLITIK er kampen om at prioritere samfundets ressourcer. Grunden til, at den aktuelle klimadiskussion i disse måneder kan samle alle uanset overbevisning, er ikke kun den åbenlyse, at klimakonse­kvenserne er så frygtindgydende. Nej, den vigtigste årsag er nok snarere, at den grønne mobilisering ikke har kostet nogen noget endnu. Grøn politik er kort sagt ikke rigtig politik. Skal Danmark nå målene i klimaloven, skal der gennemføres drastiske omlægninger af vores skatte- og afgiftssystem, transportsektoren, landbruget og indføres skrappe mål for både industri og husholdninger. Det kommer, som Hedegaard siger, til at koste noget, som de har lært i Frankrig, hvor reaktionen fra De Gule Veste ikke mindst skyldes højere priser på diesel. Om danske politikere faktisk bliver frontløbere for den grønne omstilling, vil vise sig, når de er færdige med at tale om målsætninger og gør klimapolitikken til rigtig politik: hvor de prioriterer mellem samfundets interesser, og hvor vælgerne derefter reagerer på forandringerne. Følger alle andre så stadig med? Gør hele Folketinget? Først da giver det mening at tale om et foregangsland.

Læs også Arne Hardis' artikel om, at med den brede aftale om en klimalov omfavnes den meget radikale klimabevægelse af det etablerede politiske system: »Ind fra sletterne«

Læs også Frede Vestergaards kommentar til klimaloven: »Landsbypolitik«