Af Mads Havskov, jurist, pressekonsulent og medlem af Socialdemokratiet.
Der er øjeblikke i historien, man ønsker, man kunne have oplevet. Begivenheder, der fandt sted, før man selv gjorde, som man gerne ville have været med til. Sådan har jeg det med Berlinmurens fald. Men jeg har det i endnu højere grad sådan med den proces, der fulgte efter. Østblokkens sammenbrud, demokratiets sejrsmarch og europæisk østudvidelse er en proces, min generation aldrig har oplevet. Med en slutning, vi aldrig har set siden: at det nyttede at vælte tyranner. At der ventede demokrati og sikre solide stater på den anden side af protester, oprør og omstyrtninger. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage del i fejringen af det jubilæum, som folk, der er ældre end jeg, har fejret så dybtfølt.
Jeg er født i 1992, og alt, hvad jeg har oplevet, har lært mig det modsatte. At det faktisk ikke nytter at vælte tyranner. At på den anden side af et totalitært og undertrykkende styre venter kun kaos.
Hvad nyttede det at vælte Saddam Hussein i Irak? Hvad endte det med i Afghanistan, efter at vi havde bombet Taleban? Det endte med fejlslåede stater og bilbomber i hver anden tv-avis. Den orange revolution i Ukraine endte med, at befolkningen genindsatte en russisk marionet, inden nye protester sendte landet ud i en borgerkrig.
Vi jublede ved Det Arabiske Forår, der skulle have været min generations Mauerfall. Men det eneste sted, foråret bragte noget godt med sig, var i Marokko. For der blev kong Muhammed siddende og kom demonstranterne i møde med nogle kvasidemokratiske reformer. I Tunesien er det gamle, korrupte styre blevet skiftet ud med stigende populistisk og islamistisk dominans. Libyen er dårligt nok en stat, Egypten er et militærdiktatur, og Syrien taler for sig selv i sin åbenlyse rædsel og tragedie.
Hvis jeg lægger det 20. århundredes historielektioner fra mig og fokuserer på det, jeg selv har oplevet, må konklusionen være, at det generelt er en dårlig idé at vælte diktatorer. At konsekvensen, hvis man vælter en diktator, er, at ens land bliver forvandlet til et infernalsk kaos. At det ender med, at man savner det gamle regime, fordi alternativerne viser sig at være religiøs ekstremisme, en fejlslåen stat eller en blodig borgerkrig.
Hvis jeg alene kendte til det, der var sket i verden, som jeg selv kunne huske, ville det humanistiske og sympatiske ønske være, at regimerne i Chile, Libanon, Hongkong og Bolivia ville sætte de demonstranter, der advokerer for frihed, på plads. Det fornuftige synspunkt ville være at se til med en lettelsens jubel, når vandkanonerne bliver kørt ind på store pladser. At min gråd var tør, når tåregassen spreder sig ud over demonstranterne. Min konklusion burde være, at demokrati er ubrugeligt som eksportvare, fordi det er så porøst, at det splintrer under transporten.
Hvad værre er, så er det ikke kun ved indførslen, at demokrati har vist sin svaghed som styreform. Jeg har faktisk aldrig oplevet demokratiske nationer som andet end støvede og famlende. Uden retning. Og uden at være i stand til at opnå noget af betydning. De virker som solnedgangsnationer. Lidt ligesom Østrig-Ungarn eller Osmannerriget må have set ud i starten af det 20. århundrede.
De nationer, jeg har set være i stand til at sætte sig et mål og opnå det, har været diktaturstater. Iran ville gerne være en regional stormagt. Det er de blevet. De har de facto underlagt sig Libanon som en vasalstat. De styrer Yemen. Og ingen tror vel for alvor, de ikke har eller meget hurtigt kan få atomvåben, hvis de vil.
Putin er i gang med at genrejse Rusland som en international stormagt, der både kontrollerer det østlige Europa og Østersø-regionen.
Og stærkest af alt, så brager Kina derudad og er blevet så stærk en økonomisk magt, at demokraterne bare må klappe hælene sammen og pakke Tibet-flagene væk, når de kommer, for ellers kan vi ikke sælge vores varer.
Hvis jeg til gengæld ser på de kriser og politiske problemer, vi har stået over for i vores demokratiske del af verden, er de alle sammen præget af, at demokratiet ikke har formået at løse dem.
Vi blev fortalt, at vi kunne købe hele verden, inden finanskrisen afslørede, at det hele var et luftkastel. Økonomisk doping med afdragsfri hæmatokritværdier. Og hvor tidligere generationer oplevede, at økonomiske kriser blev løst med New Deal, Marshall-hjælp, fastkurspolitik og gang i 90erne, så er mine erfaringer en anden. Over for den her krise var politikerne mest af alt magtesløse.
Det bedste, vi kunne gøre, var at vente på, at vinden ville vende og væksten komme igen. I mellemtiden måtte vi indsætte nogle teknokratpolitikere til at sørge for, det ikke skete igen. Og de steder i Europa, hvor vælgerne i deres hovmod formastede sig til ikke at vælge teknokratpolitikere, dér indsatte vi bare nogle ægte teknokrater. Monti i Italien og Papandreou i Grækenland. Og det kan da også være det samme, for demokrati var alligevel mest noget, vi legede, i krisens Europa. I økonomisk henseende var konsekvensen et tabt årti. Et årti uden fremgang eller vækst, med stagnerede reallønninger, stigende ulighed og kløft mellem land og by.
I kulturel og politisk forstand er konsekvenserne stadig ved at manifestere sig. I form af en stigende afstand mellem befolkning og den politiske klasse. Og en nys indpodet lærdom om, at demokratiet ikke kan løse økonomiske problemer, men at markedskræfterne ligger hinsides politisk og folkelig kontrol.
Da flygtninge gik på Europas motorveje, og vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre, og vi vendte os mod politikerne igen, var svaret det samme. Vi kunne ikke gøre noget. For enten kunne politikerne ikke blive enige, eller også var det i strid med internationale konventioner. Og selvom konventioner kun er et andet ord for international lovgivning, så kan vi altså ikke forvente, at internationale lovgivere i EU eller FN er i stand til at ændre international lovgivning. Selvom den internationale lovgivning er 50-60 år gammel og viser sig ude af stand til at løse de problemer, vi står med i dag.
Så vi måtte se til. Mens flygtningene gik på motorvejene. Integrationsproblemerne blev større og større. Børn druknede i Middelhavet. Terrorsommeren ramte Europa, fordi mørkemænd havde skjult sig i de ukontrollerede flygtningestrømme. Det kunne vi heller ikke gøre noget ved, ud over at stille nogle betonklodser op ved pladser og gågader. Koranklodser døbte de højreorienterede dem, men i TV Avisen sagde de, at man godt kunne køre en lastbil igennem dem alligevel. Så det var mest for at lade, som om vi gjorde noget ved det.
De eneste, der virkede til at have en eller anden form for løsning, var despoterne i Ungarn og Polen. Der byggede de bare hegn og smed flygtningene ud. Ikke videre sympatisk, men de formåede da at opfylde befolkningens politiske ønske. Og da Europa endelig tog sig sammen til at få styr på problemerne, var det ikke tidens store demokrater, der løste problemerne for det gamle kontinent. Næ, det var sultan Erdogan, der ikke var bundet af retsstatens besnærende bånd og derfor, for en god portion økonomisk og politisk kapital, kunne sætte prop i flygtningestrømmene. Endnu en gang viste demokratiets repræsentanter os, at det ikke var hos dem, man skulle forvente svar og løsninger.
Nu er det klimakrisen, der er verdenssamfundets store udfordring. Måske kloge eller apatiske af skade er det blevet en ekstremt individualiseret politisk kamp. Snarere end at redde kloden handler det om at sænke sit eget CO2-udslip. Så har man da gjort noget, og det er mere, end man kan sige om demokratiets pinger.
Jeg er panisk bange for, at demokratiet ikke formår at løse klimakrisen. Ikke på grund af stigende vandstand, tørke eller klimaflygtninge. Men fordi jeg så vil være en del af en generation, der aldrig så demokratiet virke. Og hvad sker der så? Hvor mange gange skal demokratiet vise sig ubrugeligt, før den eneste logiske konklusion er at vende øjnene væk fra det?
Hvor længe skal der gå, før demokratiets fejl står stærkere i vores kollektive erindring end skyttegrave og koncentrationslejre og ingenmandsland? Hvornår bliver den eneste logiske slutning, man kan drage af sin tid, at liberale demokratier virkede i nationalstaternes tid, men at i en globaliseret verden er det liberale demokrati for svag en politisk kraft?
I mit fødeår 1992 skrev Francis Fukuyama så berømt, at historien var slut. I den forståelse, at det vestlige, liberale demokrati havde sejret. At alle alternativer var afprøvet, og at vi var nået til slutdestinationen af den historiske evolution. Alt, hvad jeg har oplevet og kan huske, har vist det modsatte. At historien ikke er ved sin afslutning. Men at det liberale demokrati meget vel kan være det.
Dette er en kronik og er derfor alene skribentens holdning. Send forslag til kronik til opinion@weekendavisen.dk.
