Corbyn
Pelle Dragsted, debattør og skribent, tidl. MF for Enhedslisten
En taber. Det er Weekendavisens beskrivelse af Labour-leder Jeremy Corbyn i lederen i sidste uge. Om han taber det kommende valg, ved vi snart. Lige nu snævrer forskellene ind og viser samme tendenser som op til sidste valg, hvor Corbyn sikrede Labour det bedste valgresultat i mange år. Meget tyder på, at valget vil ende med endnu et »hung parliament«.
Corbyns hidtidige meritter er i hvert fald alt andet end en tabers. Siden han blev formand, er Labour vokset til Europas næststørste medlemsparti. Titusinder af særligt unge mennesker har igen engageret sig i politik. Og op til det kommende valg er antallet af registrerede vælgere eksploderet. Noget af en succes i et Europa præget af politikerlede og demokratisk apati.
Corbyn er ikke karismatisk. Han er ikke en stærk taler. Han kunne have håndteret Brexit-krisen bedre. Og ja – han har i sin lange politiske historie, som så mange andre, begået en række fejl. Når han alligevel formår at engagere og tænde ilden i britiske millennials, er det, fordi han lover radikale forandringer af det økonomiske system, der i de tre sidste årtier har martret Storbritannien.
Det er næppe tilfældigt, at det netop er i Storbritannien og USA, at politikere som Jeremy Corbyn og Bernie Sanders vinder enorm popularitet. Det var her, Margaret Thatcher og Ronald Reagan i 1980erne indledte den markedsliberalistiske offensiv, som siden har spredt sig til resten af verden. Få andre befolkninger har været så hårdt ramt af nyliberalismens chok-terapi. Velfærden er slidt ned til sokkeholderne. Uligheden er eksploderet. Mennesker lever i fattigdom, selvom de arbejder 40 timer om ugen. Og børn går sultne i seng, mens finanssektorens milliardærer lever i overdreven luksus.
Det er dette skæve system, som Corbyn lover at forandre. Uligheden skal bekæmpes med beskatning af formuer, arv og kapitalindkomster. Brugerbetalingen på uddannelse skal skrottes, så arbejderklassens børn også kan få en god uddannelse. Der skal bygges tusinder af offentligt ejede boliger med en leje, som studerende, pensionister og arbejdere kan betale. Thatchers privatiseringer af infrastruktur og velfærd skal rulles tilbage. Lønningerne skal op, og lønmodtagerne skal have indflydelse på deres arbejdspladser. I det hele taget skal almindelige menneskers magt styrkes på bekostning af den økonomiske elites indflydelse.
Det er denne radikalitet – og konkrete forandringspolitik – der har genskabt håb og politisk engagement blandt mange briter. Men den har også udløst den gamle politiske og økonomiske elites ukontrollerede vrede. Alt bliver sat ind for at forhindre Corbyn i at vinde valget. Selv et hårdt Brexit under ledelse af den notorisk utroværdige Boris Johnson ser eliten øjensynligt som et mindre onde end Corbyns socialdemokratiske reformer. Corbyn er lige nu det eneste håb for at forhindre et Brexit på den konservative højrefløjs betingelser, alligevel gør selv Liberal-demokraterne alt, hvad de kan for at spænde ben for Labour – ved at stille op i kredse, de ikke har en chance for at vinde.
Det værste er dog at opleve, hvordan de britiske medier, der for størstedelens vedkommende er ejet af den milliardærklasse, som Corbyn udfordrer, fører en fuldstændig uhæmmet smædekampagne mod Corbyn.
Weekendavisens ellers hårde angreb på Corbyn er blot en svag genspejling af den behandling, Labour-lederen får i de britiske medier. Løgn, bagvaskelse og misinformation er dagens orden i de britiske tabloidaviser, hvor Corbyn den ene dag portrætteres som en totalitær Stalin in spe og den næste som en naiv og godtroende vegetar.
Påstandene om, at Corbyn skulle nære antisemitiske holdninger, er et af de groveste angreb på en Labour-leder, der hele sit liv har stået forrest i kampen mod racisme. Og mange fremtrædende jødiske personligheder og organisationer har taget stærk afstand fra at blive misbrugt i en politisk kampagne, der handler om alt andet end de britiske jøders vilkår og tryghed.
Hykleriet i mediernes kritik af Labour-lederen skriger også til himlen. Corbyn kritiseres for at have holdt møder med islamistiske politiske partier som Libanons Hizbollah og palæstinensiske Hamas. Men i samme periode har den ene britiske premierminister efter den anden servilt gnubbet skuldre med de islamistiske tyranner i det saudiske kongehus, mens de aktivt har understøttet diktatorer som Libyens Gadaffi og Chiles Pinochet.
Kampagnen mod Corbyn viser det raseri, som partier, der stiller sig op imod milliardærklassen, kan forvente.
Men den viser også, at netop viljen og modet til at præsentere reelle forandringer, der gør op med årtiers ulighed og magtkoncentration, kan mobilisere og engagere mennesker fra de brede flertal. Det sidste er en uhyre vigtig lektie for de europæiske socialdemokratier, som mange steder på kontinentet ligger i en koma-lignende tilstand efter at have overgivet sig til idéerne om, at der ikke findes noget alternativ til den nyliberalistiske ulighedsmaskine.
Uanset hvordan valget i Storbritannien ender, er der meget, de kan lære af Labour og Corbyn.
Læs også sidste uges leder: »Uduelighed«
Rossen
Erik Boel, tidligere international sekretær (S)
En søndag formiddag i begyndelsen af august 1999 sad jeg på mit kontor i Socialdemokratiet på Thorvaldsensvej, da telefonen ringede. I røret var Martin Rossen; i dag statsministerens stabschef. Vi var en slags kolleger, da Martin var international sekretær i DSU, jeg i Socialdemokratiet. Samtidig klikkede vi og var blevet venner; ordnede gerne verdenssituationen over en kop kaffe, kørte motorcykel og hudflettede politiske modstandere – og venner, der var på afveje – i ramsaltede aviskommentarer.
Martin havde brug for, at vi sås snarest, og en halv time senere sad han på mit kontor: Han og en ven var blevet overfaldet i Fælledparken aftenen forinden. Ganske uprovokeret havde en flok indvandrerdrenge overfaldet de to med spark og slag – hans ven havde fået en flaske i ansigtet. Martin var mest bekymret for, om vennen ville få varige skader på øjet.
Martin havde samme nat skrevet en kommentar, som han gerne ville vende med mig. Som altid var indlægget velskrevet. Pointen var vrede og frustration over angrebet. Men Martin fremhævede samtidig, at han forstod indvandrernes magtesløshed og frustration over en stadig større samfundsmæssig isolation. Martin lagde i både indlægget og vores samtale vægt på, at han støttede en bedre og mere human udlændingepolitik, og at han var stærkt bekymret over den tiltagende racisme. Martin konkluderede, at han fortsat troede på, at Danmark »kan blive et samfund for alle med plads til alle og brug for alle«. Indlægget blev bragt i Politiken den 14. august 1999.
Jeg havde ikke før oplevet Martin Rossen i en krisesituation. Og var ærlig talt imponeret over, hvordan han – i en alder af 23 – evnede at holde hovedet koldt. Han håndterede angrebet med omtanke og var samtidig meget opmærksom på, at en sådan enkelt hændelse – hvor ubehagelig den end var – ikke måtte få lov til at vælte hans verdensbillede og hans tro på det gode i mennesket.
Jeg kom til at tænke på denne episode, da regeringen for nylig fremlagde sin såkaldte sikkerhedspakke, angiveligt for at komme bandekriminaliteten til livs. En pakke, der indeholder »en massiv udvidelse af overvågning af borgerne« med statsministerens egne ord. Samt etablering af en grænsekontrol mellem Sverige og Danmark, som er endnu en pind til den frie bevægeligheds ligkiste i Norden og EU. I betragtning af, at kriminaliteten er faldende, er statsministerens alarmistiske ageren og tone både voldsom og ude af proportioner – og risikerer at gå ud over den tillid mellem borgerne, som Mette Frederiksen hylder ved andre lejligheder.
I stedet for at handle i panik burde statsminister Mette Frederiksen lade sig inspirere af Martin Rossens kloge og tænksomme reaktion. Dengang i sommeren 1999 …
Tykfobi
Signild Vallgårda, professor, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet
I Weekendavisen 29. november skriver Aske Munck, at der måske er brug for et gran af skamfuldhed hos tykke mennesker. Han mener ikke, at det er det bedste psykiske incitament, men synes, at man skal gøre alt for at mindske antallet af tykke mennesker. Tykke mennesker er oftere syge, og de er en byrde for samfundet, skriver han. Derfor bør man ikke støtte bestræbelser på, at tykke mennesker bliver accepteret, fordi det, ifølge ham, kan få dem selv og andre til at negligere problemet med mange tykke. Til disse forslag har jeg en del indvendinger. Udskamning er ondskabsfuldt og ineffektivt. Forskning viser, at de, som oplever sig udskammet og stigmatiseret, tager mere på i vægt.
Det er de færreste tykke mennesker, som er glade for at være tykke. Nogle er nået frem til at acceptere deres vægt, og det er konstruktivt, fordi det for de fleste er umuligt at opnå et varigt vægttab. Hvis de opgiver nyttesløse slankekure, kan de bruge deres energi på andet. Der er tilmed en del undersøgelser, der viser, at de, som oplever sig som overvægtige, tager mere på i vægt end dem, som ikke gør det, og dette uanset hvad de vejer. Derfor bør man støtte bestræbelser på at gøre tykhed mindre skamfuldt og vise, at man kan være smuk i alle størrelser, ligesom man faktisk kan være sund i næsten alle størrelser. De lettere overvægtige er dem, som har lavest dødelighed, lavere end de såkaldt normalvægtige. Der er ikke noget, som hedder en sund vægt (tynde kan være meget usunde), sundhed kan ikke ses, men det kan tykhed, og det er sikkert en af grundene til, at Aske Munck og andre fokuserer så meget på den, men ikke skriver om f.eks. fysisk inaktivitet, som er usynligt, men meget sundhedsskadeligt.
Motivanalyser
Anders Orris, tidsskriftsredaktør, cand.mag.
Weekendavisen nr. 47 og 48 bringer typiske interview, henholdsvis med svenskeren Åsa Linderborg og tyskeren Ines Geipel. Tonen er afvæbnende, samtalerne kredser om venstrefløjens interne anliggender. Begge vil såmænd tale om de fremmede og integrationsproblemer, det er øjensynlig modigt på de kanter, men navnlig Linderborgs analyse er set før: Problemerne kunne og kan løses med arbejde, boliger og skole i de såkaldt udsatte områder. Er denne, udpræget materialistiske, analyse mon korrekt? Hvem ved? Linderborg får i hvert fald ingen uddybende spørgsmål desangående. Hvilket land har gjort mere for de fremmede end Sverige, når det gælder arbejde, boliger og skole? Forekommer Sverige at være noget mønstereksempel, trods disse massive indsatser? Næppe, men Weekendavisens læsere bliver ikke klogere på det punkt af interviewet med Linderborg.
Det gør de heller ikke, når det gælder bestemte partier, der fokuserer på de fremmede og integrationsproblemerne. Sverigedemokraterna og Alternative für Deutschland er dog klart bagtæppe for interviewene. Her fyger det med subtile anklager; positionering i forhold til disse partier er tydeligvis favoritemnet. Man stemmer på disse partier, fordi man er afmægtig, marginaliseret, ikke har bearbejdet kolossale forbrydelser for 40 eller 75 år siden, lider af sygelig angst, og/eller fordi de såkaldt ansvarlige partier har været uansvarlige. Summa summarum: aldrig af gennemtænkte årsager. Lad os vove det udgangspunkt, at de to nævnte partiers vælgere tilvælger dem, fordi de har de bedste svar på aktuelle politiske spørgsmål. Det er rettelig Linderborg og Geipel – med kohorter – man kan smide en skovlfuld af tilsvarende motivanalyser efter. Måske er det typer som Linderborg og Geipel, der mangler at bearbejde noget, f.eks. deres letkøbte materialistiske og historiske analyser og/eller positioneringstrang? Det kunne være interessant for en seriøs avis som WA at undersøge dette nærmere ved at stille uddybende spørgsmål. Nu Sverigedemokraterna og Alternative für Deutschland, arketypisk i øvrigt, ikke selv får ordet.
Læs også »Sverige er ved at knække« og »Et forsørgelsesdiktatur med mordkarakter«
Søren Mørch
Joels Strand, lektor emeritus
Kære Søren Mørch, jeg agter dig højt, du er på mange måder en historiker efter mit hjerte, men i Arne Hardis’ interwiew med dig i Weekendavisen 29. november får du sagt noget, som jeg mener, det er nødvendigt at få korrigeret.
At England på slagmarken ikke imponerer, hverken med antal dræbte eller strålende sejre, kan jeg kun være enig i, skønt det dog ikke er helt uproblematisk bare »at tælle bataljoner«, men at England spiller en ubetydelig rolle for sejren i Anden Verdenskrig, kan ikke udledes af opregningen af mand-måneder. Den uhåndgribelige størrelse »søherredømme« må komme ind i ligningen med den vægt, den fortjener, og den er meget større, end de fleste tror.
Det engelske søherredømme, med de begrænsninger, det var underlagt, satte England i stand til at etablere en effektiv blokade af Tyskland fra dag et, holdt den globale vareforsyning gående og gjorde det muligt at etablere en landgang overalt, hvor man ønskede det, hvilket tvang Tyskland til at bruge betydelige ressourcer på at gardere sig på alle kyststrækninger.
Blokade er en langsomtvirkende, men såre effektiv, krigsform. For Tysklands vedkommende betød det stor mangel på olie, og visse andre råstoffer, hen imod krigens afslutning, men for Italien, Tysklands allierede, var mangel på olie dræbende for dens flådes praktiske brug.
Adgangen til den globale vareforsyning kan dårligt undervurderes, men er svær at sætte talværdier på. For Sovjetunionens vedkommende betød den, at særligt USA. kunne forsyne dem med kolossale mængder materiel, jeg kan nævne 400.000 lastbiler, og ikke mindst fødevarer i et omfang, der kunne forhindre en ellers truende hungersnød. For England betød denne adgang, at et relativt ressourcefattigt land kunne producere den mængde af bombefly, der, sammen med endnu flere fra USA, tvang Tyskland til at trække jagerfly væk fra østfronten, hvor de meget dårligt kunne undværes, og man kan heller ikke helt afskrive virkningen af terrorbombningen af de tyske byer.
Evnen til at foretage landgang hvor som helst er et frygteligt våben, som blev anvendt ofte, med skiftende held, og til sidst med stort udbytte. Det var et våben, englænderne havde gode historiske erfaringer med, men som kontinentalt tænkende stater ser ud til at have haft for ringe respekt for, ligesom de konsekvent undervurderede de vanskeligheder, et fjendtligt søherredømme i det hele taget konstituerede.
Så meget om Englands betydning for krigen. Jeg ved, at du ikke har noget imod at provokere, og her har du så provokeret mig, hvilket du ikke skal høre et ondt ord for.
Rettelser
I et debatindlæg bragt d. 22. november omtalte vi Sandra Yi Sencindiver som kunstnerisk leder på det eksperimenterende teaterstykke danskdansk. Danskdansk er dog ikke et eksperimenterende teaterstykke, men et teater.
I en anmeldelse i Kultur d. 29. november af Moesgaard Museums udstilling om Pompeji omtalte vi nogle chilier på en portion gule ærter. Det blev påtalt, da chilier først kom til kontinentet halvandet årtusind senere. Men der var i virkeligheden tale om nogle pølser, hvilket sagtens kunne have forekommet i Pompeji på det pågældende tidspunkt. Vi beklager begge fejl, red.
Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk.
