Britisk. For godt 20 år siden var alt britisk cool, britpopdrengene omfavnede politikerne og var svøbt i Union Jack. Hvad skete der? Hvordan blev det populære, moderne Storbritannien til en indadvendt, splittet nation?

Fra Cool Britannia til Little Britain

DET var en af de første weekender i januar i 1997. Nytårsfesterne var slut, men vi ville have mere, og invitationen til New You Party i Adrenalin Village ved det gamle kraftværk ved Chelsea Bridge lovede at sætte standarden for det nye år. Folk kom i læderdragter med guldbroderi, superheltekostumer af alle slags, pigge, lak, der var en flok havmænd og havfruer, en enkelt eller to i SS-uniform og flere var nude svøbt i fiskenet. I barerne serverede de vodka on the rocks, kølet i isskulpturer af barmfagre sfinkser, der var små toast med Marmite og kæmpeskåle med Bassetts vingummi. På toiletterne var der nærmest juledekorationer med coke.

Det var ikke en hemmelig fetich-fest, men en europæisk begivenhed med mindst 5.000 gæster. Der var briter, selvfølgelig, men lige så mange tyskere, franskmænd, skandinaver, spaniere og italienere, der havde taget turen med Eurostar, for det var hér, alle ville være. I Cool Britannia.

Jeg boede i London i de år, jeg var 26 og havde fuld fart på. Skrev om dagen og gik i byen om aftenen. Jeg boede i West Hampstead (Emma Thompson, skuespilleren, var min nabo), og mine venner var journalister, filmstuderende, PR-folk, og de boede i de andre skønne områder i byen, Islington, Notting Hill, Hoxton, det nye Docklands.

Det er 22 år siden. Er det lang tid? Det føles sådan.

Efter en hel generations hvileløs økonomisk og kulturel krise dukkede Cool Britannia ud af tågen. Newsweek udnævnte byen til »the coolest place on the planet«, og alle toneangivende medier havde deres vinkel på Storbritannien som centrum for design, kunst, musik, teater og arkitektur; »et trendy kompromis mellem ustoppelige Los Angeles og den hedengangne skønhed Paris – skåret til af New Yorks skarphed«. Fortune Magazine kårede London til verdens bedste sted at bo, alverdens topdesignere flyttede til byen med gigantiske butikker på Bond Street, og man sagde, at champagneimporten steg til det dobbelte i de år.

»Flyt dig, bedstefar, du står i vejen for den store scene ... den gamle by pulserer af vibrationerne efter et gigantisk ungdomsskælv,« skrev Vanity Fair i marts ’97 i et 25 sider langt temanummer om Swinging London, fyldt med britiske ikoner: miniskørter, små lækre butikker med træfacader, New British cuisine med Worcestershiresovs og agurkesandwiches, stjernerne fra britpop, Hugh Grant og naturligvis Tony Blair, den fremstormende leder af Labour-partiet, nu omdøbt til New Labour.

Hvordan forsvandt det hele? Hvordan endte det festlige, overskudsagtige Cool Britannia som det splittede, plagede og indadvendte land, der ved næste uges parlamentsvalg vil bekræfte, at det vil forlade EU? Hvordan blev den store, unge, nye nation pludselig så lille og gammel igen?

DER var en vidunderlig stemning i London i de år. Jeg og mit slæng mødtes på barene og gastropubberne i Soho. Vi spiste på Buddha Bar, hvor supermodellen Eva Herzigová og stjernerne fra det engelske fodboldlandshold kom, vi var på gæstelisten til åbningen af Cafe de Paris, og vi kom ofte på en helt latterlig lækker natklub, som senere blev lukket, fordi den var centrum for en ring af luksusludere og deres pimps. Vi spiste frokost på The River Cafe eller prøvede i hvert fald at få et bord, og spillede tennis på græsbanen i Hampstead. Hvordan vi havde råd til det, kan jeg ikke forklare, men det må have hjulpet, at jeg havde en revisor, der sørgede for, at jeg næsten ikke betalte skat.

Vi var kommet til London, i det øjeblik hele byen vågnede op efter en 30 år lang drøm: om 1960erne, hvor London var hele verdens hovedstad med Carnaby Street som hovedgade og Beatles og Rolling Stones som soundtrack. I tre årtier havde det britiske image været gråt, fugtigt, trist, præget af strejker, politiske konfrontationer og manglende selvtillid, det hele belagt med beklumrede tæpper som i et dårligt belyst rækkehus på en uendelig sidegade i East Acton.

Nu skulle det hele smides ud. »Chuck out that chintz,« som det hed i en tv-reklame for Ikea i de år, hvor en flok engelske husmødre i triste rækkehuse kastede alt deres chintz (betegnelse for typiske blomsterdekorerede tekstiler) ud ad vinduet til fordel for lyse, skandinaviske træmøbler.

»Hvem var vi?« spørger tv-journalisten og forfatteren Jeremy Paxman i bogen The English: »høflige, reserverede, civiliserede, vi havde varmepuder i stedet for sexliv, lukkede øjnene og tænkte på England. Vi var drevet af stærk pligtfølelse, og for alt i verden var vi ikke sat på Jorden for at more os. Vi ville hellere gå derhjemme og ordne haven end erobre verden – medmindre det var strengt nødvendigt.«

Tony Blair gav den også som en helt almindelig fyr, der både spillede guitar og havde røget hash.

NU skulle alt dette være løgn. Slut med at sidde og skutte sig i hjørnet til tonerne af vred punk i hullet tøj, rasende over politisk hykleri og xenofobisk nationalisme. Forfatteren John Harris skrev i 2003 en dejlig bog med titlen The Last Party: Britpop, Blair and the Demise of English Rock. Han fortæller om spillelisten til Cool Britannia, om britpop, særligt de to bands Blur og Oasis, der kappedes om titlen som det store, nye britiske band på tronen. De var ikke i opposition til den politiske og kulturelle mainstream, tværtimod: Noel Gallagher fra Oasis sagde meget klart, at hans musik skulle kunne høres af alle, og at han personligt ville være med til at genskabe festen fra 1960erne.

I de foregående år havde både indie og punk naturligvis stået som modstander af alt kommercielt, populært og mainstream­politisk. Nu omfavnede kunstnerne det hele, svøbt i Union Jack, det britiske flag. Noel Gallagher spillede på en guitar med Union Jack og lod sig fotografere med sin kone, Patsy Kensit, i en seng med Union Jack. Tidens mest ikoniske fotografi er af Geri Halliwell fra Spice Girls iklædt en lårkort Union Jack-kjole, ja, selv David Bowie gik til Brit Awards iført en Alexander McQueen-designet læderjakke med Union Jack. Der blev sat et helt landshold af kunstnere og designere, der nu spillede for Storbritannien.

Collage: Liv Ajse
Collage: Liv Ajse

SOM John Harris, britpop-forfatteren, skrev i en artikel i New Statesman i 2017 i anledningen af tyveåret for Cool Britannia, var fænomenets politiske arm naturligvis Labour-partiet, ledet af Tony Blair, som kulturfolket elskede. New Labour, New Life for Britain, var hans slogan. I maj 1997 vandt Blair en jordskredssejr, og tre måneder efter valgdagen holdt han en stor fest i Downing Street for alle dem, der havde støttet ham, og de mødte alle sammen op, fra Noel Gallagher og Pet Shop Boys til Vivienne Westwood og galleristen Charles Saatchi.

Blair lovede som bekendt en Tredje Vej, der skulle føre briterne ind i en helt ny verden, hvor staten skulle samarbejde med den private sektor på helt nye måder. Things Can Only Get Better var hans slagsang, og han holdt nogle vidunderlige taler om at samle landet. Han ville demokratisere Overhuset, give skotter og walisere selvbestemmelse og briterne stoltheden over landet tilbage. Blair var Obama ti år før Obama.

Tony Blair gav den også som en helt almindelig fyr, der både spillede guitar og havde røget hash, helt i tråd med en hovedfigur i de år, den britiske lad, dyrket i tv-serien Men Behaving Badly og glamourificeret af Hugh Grant i Fire bryllupper og en begravelse. Den engelske lad gik på pub, hang ud med drengene, tog lidt stoffer, var træt af feministerne og blev dyrket af talrige magasiner, for eksempel Loaded Magazine, som særligt excellerede i interviews med halvnøgne, men morsomme og selvironiske kvinder.

Måske var det netop dét, Cool Britannia lovede: en demokratisering af det historiske klassesamfund. »Klasse­kampen er forbi,« sagde Tony Blair endda, nu skulle alle med til festen. Og da prinsesse Diana kørte i døden i sensommeren samme år, var det netop Blair, der udnævnte hende til The People’s Princess, folkets prinsesse, som hele landet, ja, hele verden kunne identificere sig med og sørgede over.

Ligesom 1960ernes Swinging London var 1990ernes Cool Britannia en vidunderlig, smuk og meget længe ventet kulturel fornyelse, men fænomenet var også overfladisk og vanvittigt kommercielt, og så var det altså mest en lukket fest, som fortsatte for de få, mens de fleste andre i landet gik på smalhals.

ALLE fester slutter, og da briterne stemte sig ud af EU i 2016, var de sidste gæster til Cool Britannia-æraen for længst gået hjem. Var det Irakkrigen, der lukkede festen? Modstanden mod krigen fik i hvert fald det kulørte nationalistiske partnerskab mellem kultur og politik til at gå i opløsning. Og da London blev ramt af det store terrorangreb i 2005, var morskaben under alle omstændigheder ved at være slut.

Irakkrigen og Blairs aktive rolle leder naturligt over i en identitetspolitisk analyse af de år, der førte til Brexit.

Mange vil forklare EU-valget i 2016 og de sidste års politiske slagsmål med fantom­smerterne over tabet af imperiet og den engelske konservatismes sentimentale sjæl, der gennem partiets 350-års historie har inkarneret landets institutioner, hæren, aristokratiet, kirken. Brexit er de gamles valg, lyder det, et forsøg på at skrue tiden tilbage. Som Søren Mørch sagde i sidste uges avis: Det er et symptom på, at de ikke kan forlige sig med at være et ganske almindeligt land.

Den analyse har fat i noget, men den glemmer det mest indlysende.

Cool Britannia lovede noget, der aldrig blev opfyldt. Efter Irakkrig og terrorangreb ramte finanskrisen i 2007 briterne hårdere end nogen andre i den vestlige verden. Og det var på mange måder logisk. Cool Britannia blev drevet af penge, særligt penge fra landets finanssektor. London City var en magnet på international kapital, og spekulanterne i byen tjente groteske summer, der blev brugt på at holde fest. Lige efter finanskrisen interviewede jeg en tidligere spekulant, Geraint Anderson, der kaldte London for »et gigantisk kasino med andre folks pensionsopsparinger, det var moralsk set dybt kriminelt«. Man kan tilføje, at Blairs Labour havde lavet deres egen version af dette kasino ved at optage lån til at finansiere en stadig udbygning af velfærdsstaten til genvalgene i 00erne.

Nedturen i 2007 kom måske som en overraskelse for London, men jo ikke for resten af landet. Når antallet af butlere steg i de fede år, var det, fordi de rigeste igen fik råd til at ansætte de fattigste som tjenestefolk. Hvor der var kommet 200.000 nye job i hovedstaden, tabte resten af landet 300.000. Festen i Cool Britannia foregik mest i hovedstaden, men det var resten af landet, der skulle rydde op.

KARL Marx følger begivenhederne i London på nærmeste hold, han ligger nemlig begravet på kirkegården i Highgate. Og man behøver ikke være vulgærmarxist for at kunne se det: Ligesom 1960ernes Swinging London var 1990ernes Cool Britannia en vidunderlig, smuk og meget længe ventet kulturel fornyelse, men fænomenet var også overfladisk og vanvittigt kommercielt, og så var det altså mest en lukket fest, som fortsatte for de få, mens de fleste andre i landet gik på smalhals. Ud af det demokratiske løfte i Cool Britannia opstod et London, der var så rigt, at kun svinerige mennesker har råd til at bo der. I 1997 gav jeg cirka 10.000 kroner månedligt for min ret store lejlighed i West Hampstead – i dag ville jeg ikke have en chance for at betale huslejen sådan et sted.

DE brudte løfter forklarer mere end noget andet Brexit. Manden, der udskrev Brexit-afstemningen, den konservative David Cameron, blev valgt som partiformand i 2005, da de mest stædige stadig nægtede at gå hjem fra festen. Formet af netop Cool Britannia ville den energiske Cameron lave sit parti om, smide de stive Eton-drenge ud, invitere unge kvinder og etniske minoriteter ind og gøre toryerne moderne. Dogmerne skulle smides over bord. »Vi er blevet langt mere realistiske,« sagde en af partiets parlamentskandidater til mig i 2006, vi har »droppet de urealistiske forestillinger om at melde os ud af EU«. Cameron kørte på cykel, og så boede han, naturligvis, i et hus i Notting Hill-kvarteret.

Krisen ændrede det hele. Modstanden mod det politiske liv, London og alle former for eliter voksede hastigt. Som ny premier­minister i 2010 kunne Cameron konstatere, at mistroen løb sammen i en hidtil uset, frådende EU-modstand, særligt i hans eget parti, og allerede i 2011 begyndte ledende parti­fæller at tale åbent om at forlade Unionen. Cameron udskrev folke­afstemningen om Brexit, og resten er, som man siger, historie.

PÅ torsdag i næste uge vinder De Konservative stort, ja, med nogenlunde samme margin som Tony Blair sejrede med i 1997. Den kulturelle elite, musikerne, forfatterne, kunstnerne, designerne, de ønsker alle sammen at blive i EU, og de har én gang for alle tabt det endelige slag. De har jo heller ingen at alliere sig med. Labour kunne måske have ført en kampagne på en blanding af social og økonomisk retfærdighed med et moderne, europæisk budskab, men det har åbenlyst ingen gang på jorden, slet ikke med det aktuelle lederskab i Labour.

Det er under alle omstændigheder ikke musikere og designere, der i disse år lader sig svøbe i Union Jack, tværtimod. Det er derimod Nigel Farage og hans Brexiteers, demonstranterne, der vil have et hårdt Brexit, De Konservative, nu under ledelse af Boris Johnson. Allerede for tre år siden skrev John Harris, at hvis man tog Cool Britannia og skilte fænomenet helt ad og prøvede at samle det igen, ja, så ville man nok få noget, der netop ligner Boris: en let usoigneret bulder­basse, et højt­begavet, vittigt politisk geni, umiskendeligt britisk, en slags spejlbillede af Tony Blair, Hugh Grant og Noel Gallagher. På en nylig valg­video dasker Boris rundt med pjusket hår, mens han laver en kop te og fortæller, at han elsker Marmite, selv laver pomfritter i ovnen og er vild med Rolling Stones; en charmerende fyr, der lover en helt ny vej for briterne. Ikke en tredje, men en fjerde vej! Og påstår, at briterne nu igen vil blive stolte af deres land. At Storbritannien, nu, endelig, skal blive cool.