Har man fulgt de forskellige tv-kanalers mange julekalendere over en længere årrække, vil man vide, at julen altid er i fare, og at truslen kan komme alle steder fra: Julemanden kan have mistet sin hukommelse, forældrene har ikke råd, bedstefaren er syg, kongen har ikke lyst, købmanden gider ikke, eller hovedpersonerne strander i et hinsidigt univers befolket med ondsindede væsener.
Det med at glæde sig til jul er altså altid forbundet med bekymringer over, om det overhovedet vil blive jul i år. Det gælder også i den virkelige verden, hvor der de senere år er skabt en særlig tradition for, at pikerede borgere og politikere i detailkædernes varesortiment finder eksempler på, at velkendte produkter har skiftet navn og nu hedder noget med vinter i stedet for noget med jul. Navneskiftene ser man som en bekymrende tendens til at nedtone julen og tage overdrevent hensyn til ikke-julende mennesker – først og fremmest landets muslimske borgere.
»Lige fra vi begyndte at holde den moderne familiejul i midten af 1800-tallet, har folk følt, at den var truet. Det er et særligt element ved julen, ikke bare i Danmark, men for eksempel også i England og USA, hvor The Spirit of Christmas også altid er i fare. Det er en trope i populærkulturen,« siger historiker og seniorforsker Caroline Nyvang fra Dansk Folkemindesamling ved Det Kongelige Bibliotek.
At julen udgøres af et sammensurium af traditioner med oprindelse i mange forskellige lande, kulturer og endog religioner er en kendt sag, og selvom man sagtens kan tale om en god, gammeldags dansk jul, så er der typisk ikke noget, der skulle forhindre folk med et andet kulturelt eller religiøst udgangspunkt i at fejre den.
Der findes formentlig ikke nogen troværdige undersøgelser af, hvor mange muslimer i Danmark der fejrer jul, men der er ikke tvivl om, at det er flere og flere, og man skal ikke lede længe for at finde selv imamer, der i et eller andet omfang fejrer julen.
»Det vil være forkert at se julen som modpol til islam eller det muslimske. Muslimer opfatter ikke julen som problematisk, og typisk fejrer danskerne jo heller ikke jul af religiøse årsager. Der er ikke rigtig noget, der tyder på, at julen reelt er under afvikling. Men for folk, der har en generel bekymring for, at dansk kultur er truet, bliver julen gjort til et konkret eksempel. Kultur kan være et luftigt begreb, men julen er mere håndgribelig,« siger Caroline Nyvang. »Julen er den højtid, flest danskere sætter mest pris på og deltager i. Siden midten af 1800-tallet har den været med til at markere familien som vores helt centrale fællesskab. Det er i juletiden, at forældre kan forvente, at børnene tager toget hjem til Jylland for at holde jul. Det kan man ikke forvente i påsken og pinsen. Familien konsolideres af det samvær, som julen tilbyder, så hvis den trues, trues familien også. Og familien er for os den helt centrale enhed i velfærdsstaten,« siger hun.
Iram Khawaja er uddannet psykolog og er lektor ved DPU på Aarhus Universitet, hvor hun forsker i etnicitet, religiøsitet, tilhørsforhold og fællesskab. Hun har kun overfladisk interesseret sig for diskussionen om butikkernes knæfald for islam ved juletid, men har konstateret, at der ligger et godt materiale for satire.
»I julen sammensmelter kristne traditioner og vores kulturelle forståelse af danskhed, og bekender man sig til det, så gør man det rigtigt, så er man velintegreret og en ’rigtig’ samfundsborger. Men kontrasten mellem det at være muslim og det at fejre jul den holder ikke helt i virkeligheden. Der er jo rigtig mange herboende muslimer, som laver julepynt, har børn, der går i luciaoptog, fejrer jul og giver julegaver. I denne diskussion bliver man dog som muslim på forhånd meldt ude af julen og dens hygge,« siger hun.
I artiklen »Hverdagens religiøsitet i og udenfor skolen: Om kirker, nisser og bedetæpper« trykt i Tidsskrift for Islamforskning har hun beskrevet et projekt, hvori elever fra to københavnske 5. klasser blev bedt om at tage billeder af ting, steder, mennesker og situationer, som eleverne selv mente havde noget med religion at gøre. Fotografierne viste tydeligt et mønster, hvor muslimskhed var hensat til den private sfære, mens kristenheden – primært i form af ting, der havde med julen at gøre – var synlig både i det offentlige og det private rum.
Det tager Iram Khawaja som et udtryk for et grundlæggende magtforhold mellem majoritets- og minoritetsreligioner, og hvad der såvel i skolen som i resten af samfundet produceres som henholdsvis førstegjort eller andetgjort – altså de processer, der skaber noget eller nogen som det givne eller normale i modsætning til det fremmede eller det forklaringskrævende – og denne praksis er helt i tråd med det integrationsprojekt, som skolen påtager sig:
»Muslimer væltes ikke bagover af julens massive tilstedeværelse i skolen og det offentlige rum. Det er en del af det at lære at begå sig i det danske samfund og de danske skoler, og eleverne har meget godt fat i, at muslimskheden og den religiøse praksis er hensat til hjemmet, og at der ikke er rum for den i skolen. Det er der ikke nogen, der har lyst til at pille ved, og derfor kan man på et bredere plan sige, at forestillingen om en muslimsk trussel mod julen ikke holder,« siger hun.
Iram Khawaja mener, at debatten styrker et mistænkeliggørende og stigmatiserende blik på muslimerne, som kan internalisere blikket og se sig selv som problematiske individer, der ikke hører til i en dansk sammenhæng.
»Virkeligheden er meget mere nuanceret. Meget af min forskning går ud på at vise, at islam eller muslimskhed er en kategori, der bliver til gennem den enkeltes hverdagsdeltagelse og praksis. Det at være muslim og praktisere sin religion er noget, der kan gøres på mange forskellige måder. I de senere år har der været en bevægelse i Danmark og i Vesten, hvor man ser på køn som en kategori, der er bevægelig og socialt konstrueret. På samme måde bør vi også se religion som noget, vi gør, noget, vi konstruerer og konstant bliver til igennem. Jeg tænker, at der er rigtig mange majoritetsetniske borgere, som også føler sig klemt inde i en meget snæver definition af, hvad danskhed er. Vi har nok alle gavn af at se det på en mere flydende måde,« siger hun.
Hun oplever, at mange danskere ikke nødvendigvis ser muslimskhed som en religiøs kategori, men i højere grad som noget, der er defineret ved at være noget andet end danskhed:
»Når man er bange for, at muslimerne overtager landet og dets kultur og traditioner, så mener man i virkeligheden, at det er de andre, de mørke og kulturelt anderledes, der render os over ende,« siger hun.
Iram Khawaja påpeger, at betegnelsen muslim ikke altid har været den, man brugte om »de fremmede«:
»For 20-30 år siden talte vi ikke om islam og religiøsitet og muslimer som en gruppe. Vi talte om tosprogede, andengenerationsindvandrere og ’bindestregs-danskere’, for eksempel dansk-tyrkere, og vi talte om etniske og kulturelle problemer. I dag er der sket et skred i vores sprogbrug, så vi taler om muslimske børn og elever og borgere, og så bliver det i højere grad religiøsiteten, der bliver problemet. Muslimskheden bliver set som i direkte kontrast til danskheden, så det at forstå sig selv som dansk og muslim på én gang bliver svært. Det er, som om det ses som modsatrettede kræfter. Det er meget vigtigt at få nuanceret og blødt op, så man kan begynde at tænke muslimskhed som en dynamisk kategori, der kan gå ind og spille sammen med det at være dansk, så ingen af delene bliver helt fastlåste kategorier,« siger hun.
På det personlige plan er Iram Khawaja født i Danmark af forældre, der er indvandret fra Pakistan. Hun er troende og praktiserende muslim, og hun glæder sig til jul:
»Jeg inviterer mine forældre over, og vi fejrer jul med and og alt det, der hører til. Vi danser endda også rundt om juletræet. Dengang jeg var barn, sørgede min mor for juletræ og gaver og lækker mad juleaften, og jeg viderefører traditionen med mine børn. Fra et børne- og familieperspektiv er det en absolut hyggelig tid. Man skal anstrenge sig meget for at synes noget andet. Og jeg tror ikke, der er muslimer, som ikke føler sig set, fordi der er så meget jul.«
Læs også om, at de kulturkristne bliver ikke skældt ud længere: »Helst ikke for meget Gud«
