I en globaliseret økonomi er der konkurrence om de gode hoveder. I den forbindelse har Danmark forskellige ordninger, der giver velkvalificeret arbejdskraft fra andre dele af verden mulighed for at bo og arbejde her i landet. At tiltrække de højtuddannede udefra kan være en rigtig god forretning, for de dyre uddannelser har andre lande jo betalt. Endvidere er nogle dele af Danmark meget afhængige af at kunne tiltrække de højtuddannede. Uden udenlandske læger ville en del sygehuse således have svært ved at løfte deres opgaver.
Med gode placeringer på indekser over befolkningers lykke, en kort arbejdsuge og billige daginstitutioner skulle man tro, at Danmark lå højt på de attraktive migranters ønskeliste. Det er bare ikke tilfældet. Det så man for nylig, da undersøgelsen Expat Insider 2019 trak overskrifter i danske aviser. På en rangliste, der var baseret på spørgeskemasvar fra cirka 20.000 expatriates over hele verden, lå Danmark på plads nummer 48 – ud af 64 og dermed under lande som Chile, Kenya og Polen.
På nogle områder ligger Danmark faktisk meget godt. Vi ligger eksempelvis højt, når det gælder sundhed og sikkerhed. Men når det gælder mulighederne for nye sociale relationer, skraber vi bunden, hvilket er med til at gøre Danmark til en destination, som expatriates ikke så gerne anbefaler til hinanden. Faktisk ligger Danmark som nummer sjok, når det handler om at få nye venner. Marginalt bedre – på plads nummer 63 – ligger vores svenske naboer. Det synes altså særligt svært for udenlandsk arbejdskraft at knytte venskaber på begge sider af Øresund.
Lidt klogere på dette emne kan man blive ved at læse den videnskabelige artikel »The importance of friends: social life challenges for foreign physicians in Southern Sweden« fra tidligere i år. Den bygger på interviews med læger med ikke-svensk baggrund, der arbejder i vores naboland, og afsøger de sociale aspekter, der også er forbundet med migration.
Indvandreres venskaber rækker ind over både arbejde og fritid: Arbejdspladsen kan være en vigtig arena for at lære nye folk at kende, men det er først og fremmest i fritiden, at man har brug for disse kontakter. Der er ikke konsensus om, hvad der skal til, før en social kontakt kan kaldes for et »venskab«, men forskellige definitioner kredser om, at venskaber er relationer, der tillægges en værdi i sig selv og altså ikke kun er instrumentelle og skal »bruges til noget«. Venskaber er endvidere vigtige for folks trivsel og kan for eksempel hjælpe en igennem nogle af de kriser, man uundgåeligt møder på vejen igennem livet.
Venskaber handler dermed mere om kvalitet end om kvantitet. Vigtige venskaber grundlægges ofte i folks ungdom og tidlige voksenliv. Det kan være med til at udfordre de udenlandske læger. I sagens natur er de uddannet uden for Sverige og lader dermed deres kontakter fra opvækst og studietid bag sig, når de flytter. De har dermed, socialt set, et tomt balkort, sammenlignet med deres svenske kolleger. Og svenskerne synes kun i begrænset grad at lukke nye mennesker ind i deres sociale liv. En læge fra Mellemøsten, interviewet til undersøgelsen, fortæller således, at han har et fint forhold til sine kolleger, men at det selv efter 15 år ikke er blevet tæt. Han er én gang blevet inviteret hjem til en kollega – og der handlede det om noget arbejdsmæssigt.
Situationen minder om det billede af den danske kultur, Anne Knudsen for år tilbage formulerede i bogen Her går det godt – send flere penge fra 1996: Danskerne har det med at sætte sig om et bord i en lille sluttet kreds, når de er sammen. Er man ikke inviteret med, er man bare helt og aldeles udenfor. Anderledes er situationen i kulturer, hvor man mødes til et cocktail-selskab. Her har en nytilkommen langt bedre muligheder for at, om man så må sige, få foden indenfor.
Når man bruger rigtig meget tid på jobbet, kan det være svært at søge venner andre steder. Og hvad gør man så? Nogle af de interviewede læger gør som de lokale – ses med gamle venner. De flyver derfor hjem, når de har fri – hellere det end at sidde alene en lang og mørk skånsk weekend. En ugift læge fra et EU-land, der har boet i Sverige i fem år, fortæller, at han rejser hjem stort set hver gang, han har fri for at ... »møde mine venner, lave almindelige ting, som jeg ikke kan lave her, fordi jeg ikke har svenske venner«. Denne strategi kan i sagens natur gøre det svært at opbygge et socialt netværk lokalt. Samtidig oplever flere, at venskaber langt fra, hvor man bor, tynder ud over årene, fordi venskaber kræver, at man bruger tid sammen – og ofte mere tid end man har, hvis man skal rejse langt for at være sammen.
Så kan man forsøge sig med naboer eller – hvis man har børn – med forældre fra børnehave og skole. En overvejelse her er, hvem man skal investere i. Det kræver benarbejde at etablere noget, der måske på sigt kan blive til et venskab. Men det er jo svært at vide, om der vil være gevinst, uden at man prøver.
En kvindelig læge, som i mange år havde støttet sig op ad gamle venner fra sit oprindelsesland, fortæller, at hun – efter en venneløs tid i Sverige på over et årti – oplevede, at hun blev nødt til at finde sig en social omgangskreds lokalt, hvis hun skulle »overleve følelsesmæssigt«. Hun boede i en mindre by og oprettede selv en lille kvindegruppe. Den havde gjort underværker for hendes trivsel og gav hende den nære støtte, som hun havde savnet i så mange år.
Interviewundersøgelsen peger på vigtigheden af lokale venskaber og på de store udfordringer, som også ressourcestærke indvandrere kan have ved at etablere dem. I den offentlige debat sætter man ofte lighedstegn mellem beskæftigelse og integration – at hvis bare indvandrere arbejder og forsørger sig selv, er alt godt. Det gør de højtuddannede jo – men ikke altid så længe, som deres danske arbejdsgivere ønsker, før de måske rejser bort igen. For der skal to til en tango: Hvis veluddannede udenlandske medarbejdere oplever, at de forbliver socialt isoleret også efter mange år og mange forsøg på at blive lukket indenfor i varmen, går det ud over Danmarks muligheder i en global konkurrence om kvalifikationer. Hvad er den megen fritid for de udenlandske medarbejdere i Danmark værd, hvis man ikke kan bruge den til at hygge sig med vennerne?
Maja Povrzanović Frykman & Katarina Mozetič (2019): »The importance of friends: social life challenges for foreign physicians in Southern Sweden«. I Community, Work & Family.
