Tidsånder. Nutiden bliver ikke bedre af, at vi forsøger at ændre og belyve fortiden, men vi bliver dummere, hvis vi ikke vil kende den.

Respektløs hensynsfuldhed

For nylig var jeg i Sankt Petersborg med den drømmeagtigt skønne klassiske arkitektur fra 1700-tallet, der er omkranset af senere tiders langt mere beskedne og ramponerede hverdagsbyggerier, som med deres baggårde, sporvogne og myldrende folkeliv kunne minde om København før gentrificeringen.

I taxien på vej ud mod lufthavnen et godt stykke fra bykernen ser man så pludselig, hvad der må have været et lokalt parlament fra Sovjettiden: en kæmpe bygning udsmykket med sandstens­relieffer, hvor stjerner og aks, hammer og segl og brusende faner udfylder hver en tomme, og præcis i centrum på pladsen foran bygningen troner så en monstrøst stor statue af Lenin. Jeg forstår sandelig godt, at sanktpetersborgerne ikke gider at have ham stående på hvert andet gadehjørne, men samtidig virkede det også helt rigtigt, at fortiden – så slem den end har været – ikke var fuldstændigt jævnet med jorden, at noget stod tilbage, så det ved synet af denne bygning blev virkeligt og ikke kun en drøm, at der før os havde været mennesker, som her havde levet i andre tankeverdener og på helt andre betingelser end vores.

Denne oplevelse kom jeg til at tænke på, da jeg forleden læste et interview med Aveny Teatrets direktør, Jon Stephensen, som mener, at »der (går) en lige linje mellem måden, som kvinder fremstilles på i mange klassiske forestillinger, og så de krænkelser, piger udsættes for på nettet (...) Musikken skriver nye sange og litteraturen nye bøger, men teatret er bundet op på en klassikerarv med totalt forældede kønsroller, som slet ikke harmonerer med virkeligheden (...) Don Juan, Holberg og Shakespeare. Mens andre kunstarter har rykket sig, så står teatret stenhamrende ubevægeligt«, siger han og fortsætter: »Når Skatteøen spilles fuldstændigt uredigeret i 2019, så giver det teatret et kæmpeproblem.«

At tidligere tiders kunst i mange henseender udtrykker et andet syn end vores siger sig selv, men hvad der virkelig alarmerer mig her, er, at teatermanden beklager, at man spiller et ældre stykke dramatik »uredigeret«.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at #MeToo har været et tiltrængt korrektiv til stærkt kritisable omgangsformer, men mener også, at Stephensens udtalelser er et eksempel på, hvad der sker, når strømninger, der i begyndel­sen opfanger og adresserer et reelt problem, river sig løs fra virkeligheden og med medløb fra en tidsånd, der accelererer, indtil den pludseligt helt fordufter, hver gang udviser en række typiske træk.

Læs også: Søren Ulrik Thomsen om sit liv som læser: »Disciplineret pjæk«

Det er ikke tilfældigt, at for totalitære tankegange, som jo ofte begynder med gode intentioner, der hurtigt svulmer op til fantasier om det fuldkomne, er fortiden altid en torn i øjet, eftersom den endnu ikke er ankommet til den perfekte verden og derfor i bedste fald må »redigeres«, som Stephensen siger, og i værste fald og ifølge de mest radikale visioner brændes ned til grunden, så vi kan begynde helt forfra. Et godt eksempel på redigering i fortiden er det sene 1700-tals brutale omskrivninger af Kingos og Brorsons salmer, så de stemte bedre overens med rationa­lismens borgerdyder, men var Oplysningens opgør med bodskristendom og pietisme i mine øjne et fremskridt, var det samtidig en forbrydelse at forgribe sig på disse poetiske mesterværker for at få dem til at passe med de ædle hensigter.

Bag teaterdirektørens tilsyneladende respekt for de unge ligger for mig at se en formynde­risk talen ned til dem, en forudsætning af, at de ikke er i stand til at skelne fortiden fra nutiden, et teaterstykke fra virkeligheden, selvom jeg nu aldrig har hørt noget menneske sige om sig selv, at det har taget livslang skade af et værk, det blev præsenteret for som ung. Alligevel har ældre mennesker tydeligvis altid haft svært ved at forestille sig, at de unge skulle være lige så kloge som de selv. Hvor tit har jeg ikke taget mig selv i og hørt på mine jævnaldrendes forfaldsforstillinger om, at vi er den sidste generation, der forstår litteraturen, politikken og etikken, og at vi efter Facebook, Instagram og alle de andre sociale medier simpelthen er de sidste mennesker i verden, som kan læse, hvad vi naturligvis ikke er.

Med enhver ny hellighed følger nye måder at være et dumt svin på, og bare vent, det skal der nok blive gjort op med senere.

Hvis man af hensyn til de unge skal luge de sexistiske passager ud af kunsten, hvad så med volden og de måder at behandle og tiltale hinanden på, hvormed man markerede social beherskelse og underkastelse i feudalismens og de tidligere klassesamfunds tid? Skal Joseph Conrads Mørkets hjerte redigeres, så ingen læser får den idé at hugge sine medmenne-skers hoveder af og anbringe dem på pæle rundt om sin bolig?

For mange år siden boede jeg ud til en baggård, hvor de små drenge iført perfekte camouflagedragter og larmende plastik­maskingeværer legede krig på det voldsomste, men hvis en af dem i tumulten kom til at skubbe til en anden, så han faktisk slog sig, blev den tilskadekomne rørende nok straks trøstet af den ulykkelige gerningsmand. Det sagde mig noget om, at alle de velmente advarsler imod krigslegetøj og tegneserier var overflødige, for de små fyre forstod udmærket forskellen på faktisk at skade andre og så at udleve sine aggressioner på legens symbolske plan.

I 1955 nedsatte Undervisningsministeriet et udvalg til undersøgelse af tegneserierne, som var begyndt at strømme ind over landet fra USA. Udvalget, der senere blev kendt som Det Kulørte Udvalg, hed oprindeligt »Udvalget vedrørende underlødig og ned­brydende litteratur for børn og unge«, og ifølge næstformanden, kontorchef Vagn Jensen, måtte litteraturen ikke virke demora­liserende eller begrebsforvirrende på børn og unge og skulle ikke indrømme plads til og behandling af emner som forbrydelse, løgn og svig, lediggang eller usædelighed, despekt for kvinder, folk, racer og så videre. Selvom de fleste af os selvfølgelig vil være enige med Vagn Jensen i hans kritik af despekten for kvinder, folk og racer, kan vi også være glade for, at hans udvalg aldrig rigtig fik nogen betydning, men at vi til gengæld fik tegne­serierne, som – ikke mindst i forlagene Marvels og DCs superheltehistorier – så langt fra at være underlødig litteratur tværtimod blev et særdeles betydningsfuldt overlevelsesasyl for den store episke fortælling, som meget af datidens lødige modernisme havde udstødt.

Nutiden bliver ikke bedre af, at vi forsøger at ændre og belyve fortiden, men vi bliver dummere, hvis vi ikke vil kende den. Og hvis vi kun vil spejle os i vor egen tids normer, kommer vi til at leve i det, som T.S. Eliot kaldte »provinsialisme i tid«, et intellektuelt safe space, som samtidig med at det skærmer os imod at blive fornærmet af de døde, forhindrer os i at blive beriget af dem, og dermed i hvert fald ikke flytter hverken os selv eller verden nye og bedre steder hen.

Læs også Søren Ulrik Thomsens udlægning af, hvorfor latterbrølet pludselig stikker i halsen: »Latterens livscyklus«

I litteraturen møder vi tilværelsen i dens uforudsigelighed og os selv i vores foruroligende sammensathed, men vi møder også de andre og det andet – og ikke altid de steder, vi måske forventer: Helt overraskende udfordres man af et sælsomt digt, som en ung kvinde, der kunne være ens egen datter, har skrevet, mens man omvendt måske genkender sig selv, når ansigtet fra et gravmonument i det antikke Palmyra pludselig stirrer tilbage på én fra en væg på Glyptoteket.

Vi må leve med, at verden ikke går op: Fortiden og nutiden er ikke det samme, jeg ser dig på en anden måde, end du ser dig selv, og jeg behersker ikke dit blik på mig. Ja, lad os forbedre os, men ikke bilde os ind, at vi er bedre, end vi er, for med enhver ny hellighed følger nye måder at være et dumt svin på, og bare vent, det skal der nok blive gjort op med senere. Lad os omgås civiliseret, men samtidig gøre os klart, at vi jo dermed netop civiliserer noget uciviliseret, som selv det nobleste menneske og det højest udviklede samfund altid må leve i en spænding i forhold til. Lad os – hen over alle kulturelle, etniske og seksuelle forskelle – tale med respekt til hinanden som ligestillede borgere, men ikke ligge under for den identitetspolitiske illusion, at vi kan erobre og styre andres blik på os: Det er vi overgivet til på godt og ondt, hvad ikke mindst litteraturen viser.

Søren Ulrik Thomsen er sekretær for Det Danske Akademi, og dette er et uddrag af hans tale ved Akademiets årsfest 29. november 2019.

 

Hør også Søren Ulrik Thomsen i podcasten »Tøjterne« om det gode liv med tøj: »Jeg har længtes mod folks garderober«