Interview. »Storbritannien er omsider i færd med en brutal kommen til sig selv.« Søren Mørch gør op med Churchill og britisk storhedsvanvid i en historiebog til tiden. Brexittiden.

Et ganske almindeligt land

Men Winston Churchills taler da? De må dog i det mindste tillægges betydning, indvender jeg, da Søren Mørch grundigt har udlagt, hvor lille betydning Winston Churchills og Storbritanniens heroiske krigsindsats faktisk havde for udfaldet af Anden Verdenskrig. Talernes trods, deres håb og deres løfte om aldrig at give op, men kæmpe videre på strande, marker og landingsbaner og alle vide vegne. Betyder de ingenting?

»Du mener sådan militær betydning?« spørger Søren Mørch på den let forundrede og tilsyneladende nysgerrige måde, han plejer at bruge, når han finder et spørgsmål virkelig mal­placeret.

»Nej, de taler var heller ikke betydningsfulde,« siger han.

Da jeg kritiserer Søren Mørch for at begå en akademisk undladelsessynd ved ikke at beskrive Churchills storhed sammen med alt det dårlige, han har fundet at sige om statsmanden, gentager historikeren sin afvisning:

»Nej. For den storhed er der ikke.«

Søren Mørch har skrevet en ny bog, knap 550 sider med det hele og med vægt på, hvorfor verden efter 1945 blev, som den blev. Utilsigtede hændelser hedder den med undertitlen »54 fortællinger om verden, som den blev«. Bogen er en slags fortsættelse af de ligeledes voluminøse Vældige ting og Store forandringer fra 2009. Små afsluttede mikrohistoriske nedslag, som tilsammen afdækker et større, let flimrende billede af verden. Fra kommunisters religiøse tro over Peter den Stores vestvendte stræben til Mozambiques og det samlede Afrikas uendelige elendigheder. Og altså også med et halvt hundrede sider om »Storbritannien på aftægt«, som påkalder sig særlig opmærksomhed i disse tider.

Mørchs næsten skamløst læservenlige skriveglæde er intakt i det nye værk, hvad der ikke må forveksles med manglende skarpe kanter, læseren kan skære sig på; de kanter dukker op her, der og alle vegne:

En henkastet bemærkning om, at socialdemokratismen er umulig uden kommunismen at korrigere. Kan det dog passe? En ligeledes henkastet påpegning af, at Angela Merkel stod på empirisk sikker grund, da hun sagde »Wir schaffen das«; Tyskland klarede efter Anden Verdenskrig at modtage 10-11 millioner fordrevne folkefæller. Kan det virkelig sammenlignes? En fodnote om begrebet Den lille istid, som ifølge noten blev opfundet i 1930rne og i det 21. århundrede har »generet dem, der tror på, at klimaforandringer er menneskeskabte«. Jamen tror Mørch ikke på klimaforandringer?

»Klimaet har jo altid forandret sig, så jeg er ikke i tvivl om klimaforandringerne. Muligvis skyldes det også overforbrug, og jeg synes da, man skal genbruge og spare og lade være med at forurene. Men jeg tror ikke på, vi kan styre klimaet. Tror du?« spørger Søren Mørch med mild forundring.

Verdenskrigens start

Men den kant, man virkelig skærer sig på i Utilsigtede hændelser, er det billede, som tegner sig af det britiske rige. Den løbende nedskrivning af imperiet, hvor solen aldrig gik ned – og den tilsvarende logiske opskrivning af det russiske rige.

»Efter Første Verdenskrig var Storbritannien ikke længere en stormagt, landet havde betalt for sin krigsdeltagelse med investeringerne i imperiet. USA var en stormagt, og Sovjetunionen blev det, men det opdagede man først i 1943. Jeg finder det fortsat utroligt, at man i den grad kunne få russiske soldater til at ofre sig,« siger Søren Mørch.

Læs også om Brexcentrikerne: »Det er vores soleklare ret at styre vores land så dårligt, som vi selv vil.«

Vi sidder i historikerens køkken på førstesalen i hjemmet i København. Det er en mørk, mørk novemberdag, og vi har spist frokosten, vi har hentet i smørrebrødsforretningen overfor. Øl i glasset, kaffemaskinen klar til at blive tændt. Som altid er Søren Mørch venligheden selv og, ja, rart selskab i stærk kontrast til sit forbløffende galvaniseret usentimentale verdenssyn.

Vi tager tilløb til dette verdenssyn langt ude østpå. Søren Mørch påpeger, at den fejlagtige opfattelse af Storbritanniens og Sovjetunionens betydning giver sig udtryk i en helt fortegnet opfattelse af Anden Verdenskrigs start. Det hedder sig gerne, at den krig startede Hitlertyskland 1. september 1939 med invasionen af Polen. Vi kan det næsten på rygmarven.

Den eurocentriske opfattelse placerer automatisk Storbritannien i begivenhedernes centrum, for landet erklærede efterfølgende Tyskland krig som følge af den lovede solidaritet med polakkerne.

Men som verdenskrig betragtet startede begivenhederne langt fra Europa allerede i august 1939, da Den Røde Hær under general Zjukovs ledelse tilføjede japanske styrker det største nederlag, Japan nogensinde havde lidt. En omfattende grænse­konflikt ude i det fjerne Østen blev Anden Verdenskrigs første store slag, anfører Søren Mørch.

»15. september 1939 indgik Sovjetunionen og Japan en neutralitets­aftale, og dagen efter blev Den Røde Hær beordret ind i Polen – det skete 17. september. Hele pointen er, at Stalin ville undgå en tofrontskrig, og det vil jo ethvert normalt tænkende væsen. Derfor skete delingen af Østeuropa for Sovjetunionens vedkommende først efter krigen mod japanerne. Herefter kunne Sovjetunionen tage de områder, de tidligere havde haft og mente, de havde ret til, ligesom tyskerne allerede havde gjort,« siger Mørch med henvisning til Polen, Baltikum, Bessarabien og Finland.

Vitterligt vås

Vi nærmer os udmålingen af Churchills rette størrelse, mens mørket i køkkenet tager til. Den lille øl i glasset er erstattet af kaffe i små hvide kopper, og vi skal bruge lidt tid på at tælle soldater og lig, inden vi når frem til nutiden.

Søren Mørch anskueliggør med måleenheden mand­måneder, at Storbritanniens krigsindsats var af mindre betydning, end forestillingen vanligvis er. Den samlede Vinterkrig mellem Finland og Sovjetunionen havde eksempelvis målt i mandmåneder samme omfang som begivenhederne på vestfronten i maj-juni 1940, hvor Tyskland besejrede Frankrig og kastede Storbritannien ud af det europæiske fastland.

Pointen kan også udtrykkes på anden vis. I sin bog sammen­fatter Søren Mørch det samlede billede således:

»Ellers nøgterne og velrenommerede britiske historikere som for eksempel A.J.P. Taylor hylder Churchill som den, der satte en stopper for nazismens barbari. Det er vitterligt vås. Storbritanniens samlede krigsindsats reducerede kun de tyske militære styrker med fem til ti procent. Den amerikanske indsats bidrog med mere – måske det dobbelte eller tredobbelte. Resten – de 75 til 85 procent af Værnemagtens tab af mandskab og materiel – fandt sted på Østfronten.«

Med en »grov, men rimelig målestok« – udtrykket er fra bogen – for krigens betydning for de enkelte lande kan man zoome ind på antallet af mistede soldater. Antallet af lig. Storbritannien mistede 381.500 soldater, Italien 306.400. Storbritanniens befolkning var et par millioner større end Italiens, og det britiske tab i menneskeliv (både militære og civile) i forhold til befolkningstallet var på knap en procent. Lidt mindre end Italiens på godt en procent.

»Storbritanniens indsats i Anden Verdenskrig var begrænset, cirka som Italiens. Storbritannien var en mellemstor europæisk magt, hvis man ser på den slags tal, og de må da betyde noget, må de ikke? Slaget ved Stalingrad i 1942-43, slaget ved Kursk i 1943, operation Bagration i sommeren 1944 og erobringen af Berlin i 1945 tilføjede hver for sig Tyskland større tab end den samlede britiske og amerikanske krigsindsats gennem hele krigen. Det er så ubegribeligt,« siger Søren Mørch.

Patetisk og vanvittig

Og så når vi til Winston Churchill og dermed også det Brexit, som spøger for enden af Mørchs beretning om manden, som noget nedladende i bogen kaldes »en halvamerikaner, der gerne ville agere britisk gentleman«; Churchills mor var amerikansk.

I det lange afsnit »Storbritannien på aftægt« gennemfører Mørch en systematisk nedpilning af manden, som i dag er alle andres helt. Churchill var en spillernatur, en pressepolitiker, en psykisk ustabil mand, en politisk flakke, som var i konstant pengenød. Men mere væsentligt: en politiker, som stod bag meget betydelige fejl. Her skal kun nævnes et udpluk af Mørchs kritik:

Churchill gik »patetisk imod Gandhi og indisk selvstændighed og kæmpede for at bevare den stormagtsstatus, som Det Britiske Imperium allerede havde tabt«.

Han havde ansvaret for den mislykkede britiske offensiv ved Gallipoli under Første Verdenskrig, hvor han ville eliminere Det Osmanniske Rige som krigsdeltager og trænge frem til Sortehavet og sin zarrussiske allierede. Mørch kan knap tæmme sin sarkasme i bogens beskrivelse af begivenhedernes fatale gang:

»Det var en storslået plan! Den demonstrerede ophavs­mandens store, man fristes til at sige geniale, strategiske blik. Den kunne ikke slå fejl. Men det gjorde den – på grund af et par detaljer, Churchill havde overset.«

I hvor høj grad det af og til rablede for Churchill, kan man for eksempel få indtryk af fra hans forslag om, at britiske og amerikanske styrker, støttet af tyske soldater, skulle angribe Sovjetunionen den 1. juli 1945 for at opnå et mere fordelagtigt resultat af krigen end det, der var aftalt i Jalta.

Søren Mørch

Mindre velkendt, en verdenskrig senere, Churchills forsøg på at slippe af med sin efterhånden ubekvemme russiske allierede. Mørch skriver:

»I hvor høj grad det af og til rablede for Churchill, kan man for eksempel få indtryk af fra hans forslag om, at britiske og amerikanske styrker, støttet af tyske soldater, skulle angribe Sovjetunionen den 1. juli 1945 for at opnå et mere fordelagtigt resultat af krigen end det, der var aftalt i Jalta. Da forslaget blev forelagt den britiske stabskomité, blev det straks fejet af bordet alene ud fra den kendsgerning, at styrkeforholdet ville være som 1:3 i sovjetisk favør. Hans forslag i et fortroligt memo til præsident Truman om at udslette Moskva med en atombombe, inden russerne selv fik konstrueret kernevåben, forekommer lige så vanvittigt.«

»Jeg synes ikke, Churchills fortjenester var store,« siger Søren Mørch og smiler.

– Han gjorde op med Chamberlain og dennes tro på fred i vor tid.

»Chamberlain var jo en fornuftig mand. Hvorfor skulle britiske borgere bære gasmasker for lande langt væk, som de ikke vidste alverden om? Chamberlain var på linje med befolkningen. Og hvis Storbritannien havde indgået en separatfred med Tyskland, ville Hitler jo stadig være gået i krig med Sovjetunionen, og det ville være gået, som det gik, fordi landet er så helvedes stort.«

Prisen for Kong gulerod

Hvorfor nyvurderingen af Churhill er vigtig i dag, giver Søren Mørch et ligefremt bud på i bogen:

»Churchill var genial og ufejlbarlig. Basta! Hvis der blev pillet ved den konstatering, ville den næsten religiøse tro på Storbritanniens stormagtsstatus også falde sammen. Det forenede kongerige ville derefter så bare være et ganske almindeligt, halvstort vesteuropæisk land, mindre betydningsfuldt end Forbundsrepublikken Tyskland, på linje med Frankrig og for eksempel – oh gys! – Italien.«

Og så står vi endelig foran dagens udgave af det nedskalerede Britiske Imperium, som har været igennem så urolige tider de seneste tre år. Ifølge Søren Mørch går der en lige linje fra Churchill-myten til det bøvl, Storbritannien i dag har med at finde sig til rette i Europa. I sin sammenfatning af den britiske militærindsats under Anden Verdenskrig skriver han:

»Set på den baggrund bliver det klart, hvor usædvanlig godt Winston Leonard Spencer-Churchills snakketøj og skrivefærdighed samt en pæn portion held har virket, siden det lykkedes at få det lille Storbritannien med den beskedne krigsindsats til ligefrem at fremstå som en af Anden Verdenskrigs sejrherrer, næsten på linje med USA og Sovjetunionen. Helt uden omkostninger kan et sådant kæmpe fupnummer/illusion (det ikke ønskede udtryk kan overstreges) selvfølgelig ikke gennemføres i det lange løb. Indvandringsproblemer, national og social splittelse og forvirring og i det 21. århundrede Brexit- og generationsopdeling må vel siges at være beskedne omkostninger for mere end et halvt århundredes spillen kong Gulerod.«

Brexit, ja. For Søren Mørch at se er Storbritannien et land, hvor krop og klæder, ambition og styrke åbenlyst ikke passer sammen.

»På et tidspunkt må man jo finde jordforbindelsen. De, der går ind for Brexit, troede, at Storbritannien sagtens kan klare sig uden EU, og det kan man jo ikke vide, om de kan. Men det er tydeligt, at den oppustethed, der præger den britiske debat, hænger sammen med Mellemkrigstiden og med Churchills fortælling om Anden Verdenskrig. Det, vi ser i Storbritannien, er et land, som omsider er i færd med en brutal kommen til sig selv,« siger han, som om at det kan alle vel se.

Søren Mørch: Utilsigtede hændelser – 54 fortællinger om verden, som den blev. Politikens Forlag. Udkommer den 5. december.

 

Hør også Søren Mørch i En time med Weekendavisen: »Mit største ønske er at leve ti år endnu og se, hvordan det her lander«