22 tons råstof. Så meget krævede den gennemsnitlige dansker af kloden i 2016, konkluderer Danmarks Statistik i en ny analyse, hvor man for første gang har regnet på Danmarks forbrug af naturens ressourcer.
Ressourcefodaftrykket – et nyt begreb, vi skal vænne os til – fortæller noget om, hvor store naturressourcer vi lægger beslag på, altså hvor meget vi belaster miljøet på den ene eller anden måde. Det er således et supplement til det såkaldte carbon foot print, som kun omfatter CO₂-udledning.
22 tons per person er meget. Ser man på, hvor meget vi putter i affaldscontaineren i løbet af året, når vi slet ikke så højt op. Men tallet medtager også erhvervenes materialeforbrug og omfatter desuden de indirekte materialestrømme, der er knyttet til produktion af de varer, vi importerer, før de kommer til Danmark. Det gælder også de tjenesteydelser, vi henter udefra. Tjenesterne, som for eksempel kan være transport eller rådgivende virksomhed, har ingen vægt i sig selv, men bag ved dem ligger der et materialeforbrug af blandt andet fossil energi. Omvendt fratrækkes materialestrømmen fra den danske eksport, og netto blev tallet totalt set 125 millioner tons i 2016.
Ressourcefodaftrykket forsøger at opgøre hvor mange ressourcer, der bliver indvundet ikke bare fra den danske, men også fra den udenlandske natur i den danske økonomis tjeneste, og siger dermed noget om vores belastning af miljøet.
Opgørelsen udføres som et led i arbejdet med at lave et såkaldt grønt nationalregnskab. Det sker med hjælp fra en model udarbejdet af Eurostat samt forskellige antagelser og skøn. Beregningen af tal for de indirekte råstofstrømme er derfor forbundet med stor usikkerhed og udtrykker først og fremmest størrelsesordener, siger Bogomil Iliev, som er fuldmægtig ved Danmarks Statistik.
Læs også om, at Mærsks skibe udleder næsten lige så meget CO₂ som hele Danmark: »CO2-piraterne«
Opgørelsen bygger på det seneste færdigafsluttede nationalregnskab fra 2016. Det traditionelle regnskab vedrører økonomiske aktiviteter og opgøres i kroner og øre, mens ressourceregnskabet er et materialeregnskab.
Det interessante ved opgørelsen er, at det medregner de samlede naturressourcer, der er medgået til at lave for eksempel en bil – altså ikke bare den mængde af for eksempel jern og stål, der direkte er medgået til at lave selve bilen, men også de naturressourcer i form af udvundet jernmalm og fossil energi, der er gået til at fremstille stålet og altså indirekte har bidraget til, at bilen kunne fremstilles.
Med kendskab til disse indirekte råstofstrømme beregnes en såkaldt råstofækvivalent, der gør det muligt at sammenligne råstofbelastningen.
Som eksempel nævner Iliev en bil. En gennemsnitlig bil importeret til Danmark i 2016 vejede 1,3 tons, men de mange forskellige materialer, såsom jern, stål, aluminium, glas, plast og gummi, der er medgået til at lave bilen, har krævet indvinding af store mængder biomasse, metal, ikke-metalliske mineraler og fossil energi. For hvert kilo personbil er der totalt set anvendt råstoffer på omkring 5,5 kilo, og dermed havde en gennemsnitlig personbil i 2016 en såkaldt råstofækvivalent på 7,3 tons. Det samlede ressourcefodaftryk fra de 265.500 importerede personbiler udgjorde således 1,94 millioner tons.
Et andet eksempel er elektronik inklusive computere. Den faktiske import af denne varegruppe vejede blot 100.000 tons, men da hvert kilo import i gennemsnit havde krævet 32 kilo råstof at fremstille, var elektronikkens ressourcefodaftryk i alt 3,2 millioner tons. Anvendelsen af ædle metaller til fremstillingen af elektronik er med til at forklare det høje indirekte råstofindhold. Nogle metaller har en meget høj indirekte belastning: For kobber er det 73 kilo mod ni kilo for aluminium, mens det for guld er 100.000-150.000. Det vil sige, at for at udvinde ét kilo guld kræves der bearbejdning af 100-150 tons malm plus fossil energi.
Et tredje eksempel er den meget værdifulde danske eksport af medicinalvarer. Den faktiske vægt var i 2016 så lille som 81.000 tons. Det lyder umiddelbart som en beskeden belastning af naturressourcerne, men produkterne har et højt indirekte råstofindhold – 67 gange større end den faktiske vægt. Det skyldes en produktionsproces, som kræver store mængder fossil energi (primært olie og naturgas) såvel som diverse typer af mineraler.
Umiddelbart vejede den danske import i 2016 63 millioner tons, men omregnet med råstofækvivalenter havde importen et fodaftryk på 154 millioner tons i 2016.
Vægten af de varer, der blev eksporteret ud af Danmark, var 38 millioner tons i 2016, men bagved lå der et forbrug af 67 millioner tons råstoffer i Danmark og udlandet samt 35 millioner tons fra tjenesteeksport.
Det er fossil energi, som fylder mest i eksportens råstofækvivalent, idet den udgjorde hele 54 millioner tons ud af det samlede ressourcefodaftryk på 141 millioner tons. Herefter følger de ikke-metalliske mineraler og biomasse – blandt andet fødevarer – med henholdsvis cirka 28 og 22 procent.
Det danske ressourcefodaftryk var i 2016 en halv gang større end gennemsnittet i EU. En del af forklaringen på den store forskel mellem Danmark og EU-gennemsnittet kan være, at Danmark er blandt de rigeste EU-lande, og både den danske produktion og endelige anvendelse af varer og tjenester er højere end gennemsnittet i EU. For eksempel var den købekraftkorrigerede BNP per indbygger 26 procent højere i Danmark sammenlignet med EU i 2016, siger Bogomil Iliev fra Danmarks Statistik, men det spiller også ind, at sand og grus i 2016 udgjorde en stor del af det danske ressourcefodaftryk som inputmaterialer i bygge- og anlægsindustrien.
Ressourcefodaftrykket er et begreb, der fremover kommer til at indgå i det grønne nationalregnskab, og det er givetvis et begreb, der bliver mere opmærksomhed omkring i fremtiden.
