Ensom stemme. Mens venstrefløjen i Sverige skælder ud på »Tintin i Congo«, bliver arbejderklassen stadig fattigere, og Sverigedemokraterna griner hele vejen til magten. Journalist og historiker Åsa Linderborg om venstrefløjens svigt, højrepopulismens blomstring, MeToo-bevægelsens vrangside og statsminister Stefan Löfvens afslørende udtalelser.

Sverige er ved at knække

Først ragede Åsa Linderborg uklar med antiracisterne i Sverige. Hun insisterede i efteråret 2017 på, at også Nya Tider, et højrepopulistisk medie med tilknytning til nynazistiske miljøer, havde ret til en stadeplads på bogmessen i Göteborg. 200 forfattere boykottede bogmessen, og venstrefløjen mente, at Linderborg gik fascisternes ærinde.

Dernæst fik den 51-årige Linderborg, der er journalist, historiker og forhenværende kulturredaktør ved Aftonbladet, de fleste af Sveriges feminister på nakken. Hun kritiserede MeToo-bevægelsen for at gøre kvinder til ansvarsløse ofre, for at knægte presseetiske principper og retssikkerheden i bred forstand. Efter to-tre måneder i »ideologisk og intellektuel ensomhed« kappede Linderborg de sidste bånd til den venstrefløj, hun tidligere havde hjemme i, da hun i samarbejde med Göran Greider udgav Det populistiske manifest i 2018.

Bogen retter heftig kritik mod venstreorienteredes manglende interesse for den økonomiske ulighed, der er vokset og vokset i de seneste årtiers Sverige. Ved at interessere sig for identitetspolitik frem for økonomisk ulighed har man, mener Linderborg, hjulpet Sverigedemokraterna og de højrepopulistiske bevægelser godt på vej.

Den 51-årige Åsa Linderborg er ikke et flokdyr. Hun har vænnet sig til at stå ret alene som kritisk intellektuel i Sveriges venstreorienterede offentlighed. Hun er socialisten, der skider i egen rede; feministen, de andre feminister ikke vil lege med.

»Det kan være en ekstremt ensom position, bestemt, men det kan vist ikke rigtig være anderledes,« siger Linderborg. Hun er i København i forbindelse med årets bogmesse i Bella Center, en smule forpjusket efter et hektisk program, men ivrig og klar i mælet, når det gælder venstrefløjens politiske impotens i Sverige.

»De røde partiers manglende evne til at formulere progressive svar på spørgsmål om stigende ulighed, integration og udlændingepolitik er benzin på højrepopulisternes bål,« siger hun.

Når statsminister Stefan Löfven diskuterer bandekriminalitet, som han gjorde søndag aften, så taler han om social udsathed og en uforklarlig form for segregation, mener Linderborg: »Socialdemokratiet har faktisk siddet på magten i Sverige i 16 ud af de sidste 25 år. Hvad har de gjort for at mindske økonomisk og social uretfærdighed? For at sikre arbejde, boliger og skoler i de udsatte områder? Uendeligt lidt. Jeg tror, at næste måling vil tegne et endnu værre billede,« siger hun og lægger hånden på et print af Aftonbladets seneste meningsmåling: 24 procent ville stemme på Sverigedemokraterna, hvis der var valg i dag, Socialdemokratiet står til 22,2 procent af stemmerne, og Vänsterpartiet, som Linderborg »i mangel af bedre« sætter kryds ved, ville få knap 10 procent.

I Det populistiske manifest efterlyser Linderborg og Greider en venstrepopulisme, der kan hive Europas socialdemokratier tilbage på sporet. De har mistet deres ideologiske kompas og vist sig ude af stand til at håndtere den utilfredshed, højrepopulismens blomstring er symptom på, siger hun.

»Vi mener, at højrepopulismen i Europa grundlæggende er en reaktion på en tredive år lang markedsliberal æra. Deregulering af markedskræfter, skattelettelser og privatisering af offentlige institutioner har revet sociale bånd over, øget den sociale usikkerhed og ulighed.

Læs også om to to bøger, der analyserer, hvordan svensk debat blev kapret af postkoloniale teorier: »Svenske værdier«

De velbemidlede er blevet rigere, mens arbejderklassen og lavtlønnede er blevet fattigere. Siden Berlinmurens fald er Socialdemokratiet rykket støt mod højre i de fleste fordelingspolitiske og økonomiske spørgsmål: De sørgede for, at almindelige mennesker betalte prisen for finanskrisen i 2008, mens eliten og bankerne gik fri. De står bag en perlerække af sociale reformer, der har ført til nedskæringer og massive forringelser for arbejderklassen. 400.000 pensionister lever i fattigdom i Sverige, og sammen med uligheden stiger utilfredsheden: Otte ud af ti vælgere føler, at de ingen politisk indflydelse har,« forklarer Linderborg og tilføjer: »Og det er jävla farlig. Sverige er ved at knække, simpelthen.«

For mens den økonomiske politik har fjernet sikkerhedsnet under mange, især arbejderklassen, er indvandringen øget. Bandekriminaliteten er taget til, integrationen slår fejl i flere henseender, og dagbladene rapporterer jævnligt om skyderier, radikalisering og politisk berøringsangst.

»Det er en giftig cocktail. Jeg forstår godt, at flere og flere stemmer på Sverigedemokraterna – eller Trump og Brexit, for den sags skyld. For de oplever, at utilfredsheden bliver hørt her. Jeg bryder mig ikke om dem, ikke det mindste, og det er en katastrofe, at de står til 24 procent af stemmerne og dermed afgørende indflydelse efter næste valg. Men det er, mener jeg, næsten en større katastrofe, at det politiske etablissement, herunder venstrefløjen, ikke evner at lytte til den usikkerhed, der er i Sverige. I Vänsterpartiet mener man, at Sverigedemokraternas succes bygger på racisme og dumhed blandt visse vælgere. Det er løgn, og det er udtryk for klasseforagt af værste skuffe.«

Tilbage til basis

Åsa Linderborg er født i 1968 i Västerås og har altid haft et splittet forhold til venstrefløjen i Sverige. Hendes far var metalarbejder, hendes mor sad i Riksdagen for Vänsterpartiet og flyttede fra familien i Västerås for at forfølge sin politiske karriere, da Linderborg fyldte fire. Åsa Linderborg voksede op hos sin far i en etværelseslejlighed, og hun har set ham knokle for at finde arbejde på lukningstruede fabrikker, for at få enderne til at mødes i den lille husholdning. Hun har også set, hvordan arbejderbevægelsen og den politiske venstrefløj efterhånden holdt op med at kæmpe for arbejderrettigheder og faglærte som hendes far.

Som ung meldte Linderborg sig ind i Vänsterpartiet, dernæst blev hun medlem af det socialistiske Ung Vänster med rødder i netop arbejderbevægelsen, og i 2008 blev hun ph.d. i historie med en afhandling om Socialdemokratiets identitet og historie fra 1892 til 2000. Hun har altså beskæftiget sig med venstrefløjens udvikling og politiske position igennem det seneste århundrede, og hun er, fornemmer man i det meste, Linderborg har sagt og skrevet, pokkers frustreret:

»Jeg begriber ikke, at Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen har solgt ud i så høj grad, som de har. De er historisk set grundlagt på kapitalismekritik, en social fordelingspolitik og arbejderrettigheder, men den arv har de svigtet. De rykkede med de liberale og mod højre, de droppede at formulere en progressiv og social økonomisk politik, og dermed har de svigtet rigtig mange mennesker.«

Titlen Det populistiske manifest flirter åbenlyst med Marx’ og Engels’ kommunistiske programerklæring fra 1848, og forfatterne trækker løbende i bogen på en såkaldt marxistisk dialektik. På modsætningen mellem arbejdere og kapital, mellem finanselite og folk og på tanken om, at det kapitalistiske system er uretfærdigt og bør erstattes af et andet. Kildelisten er et omfattende katalog af navne som Noam Chomsky, Thomas Piketty, Bernie Sanders, Chantal Mouffe og Naomi Klein med flere. Bogen er skrevet med et overordentlig socialistisk fortegn.

Læs også om, at dommen over »Kulturprofilen« maner til selvransagelse i den svenske kulturelite: »Efter dommen«

Linderborg efterlyser dog ikke planøkonomiske modeller fra et tidligere århundrede, uddyber hun. Hun efterlyser i første omgang en selvkritisk venstrefløj med interesse for basis, for kapital og økonomi. Hun efterlyser mere kritik af kapitalismens vindere og mere forståelse for dens tabere.

»For i Sverige er venstrefløjen ikke optaget af økonomi, men af identitetspolitik. Jeg og Göran mener, at identitetspolitikerne – feministerne og antiracisterne især – udgør et problem her, en farlig form for afsporing: De splitter os ad, de er ikke interesserede i forståelse og dialog på tværs af forskelle, men i at udpege og udskamme dem, der ikke må være med. Oftest de hvide mænd. De er ikke interesserede i at kæmpe for fællesskabet, for alle minoriteter og udsatte grupper, inklusive de hvide arbejderklassemænd, og dermed er kampen tabt. For sådan kan man ikke opbygge et samfund,« siger hun med højrøstet indignation og fortsætter:

»Identitetspolitikken insisterer på alle menneskers ligeværd, men den nærer samtidig en solid foragt for den hvide mandlige arbejderklasse. De taler om inklusion, repræsentation og rettigheder til alverdens ting, men de taler ikke om basale rettigheder til at få et arbejde med en løn, man kan leve af, og de taler ikke om rettigheden til at bo i en lejlighed, der er til at betale for en fag- eller ufaglært. Identitetspolitikerne diskuterer racistiske stereotyper i børnelitteraturen, om bibliotekerne bør have Tintin i Congo stående, mens arbejdsformidlingen privatiseres, skattelettelser vedtages, priserne på boligmarkedet stikker af, og livsvilkårene for arbejderklassen forringes yderligere. De er gået i glemmebogen, de rettigheder, der handler om økonomisk lighed. Og det er ikke bare dumt og naivt, det er hykleri og ikke til at holde ud.«

Åsiktskorridoren

Både i Sverige og i Danmark blev Yahya Hassan i 2014 anklaget for at gå højrenationalisternes ærinde med udgivelsen af sin digtsamling. Ved at fortælle om vold, svigt og parallelsamfund bekræftede han, lød det, Dansk Folkepartis fordomme.

Også forfatteren Lidija Praizovic blev i Sverige heftigt kritiseret af dem, Linderborg betegner som »venstrefløjens antiracister«, for at beskrive bagsider og problemer i egen indvandrergruppe.

For Linderborg er venstrefløjens afvisning af bestemte erfaringer en misforstået form for antiracisme. »For det betyder i praksis, at man overlader den multietniske underklasse til sin egen skæbne,« mener hun.

»Når man blandt venstreorienterede påpeger, at der er problemer med bestemte boligområder, med integrationspolitikken og en ureguleret tilstrømning af flygtninge og asylansøgere, så anklages man for fascisme. Der er så mange ting, man ikke må sige og debattere. Det er det, der i Sverige betegnes som åsiktskorridoren, som offentligheden med de lukkede døre. For mig er det fascisme at monopolisere retten til at tale om betændte spørgsmål. Det hele skal og må diskuteres,« siger Linderborg med eftertryk.

»Jeg hungrer efter en venstrefløj i Sverige, der tør diskutere tørklæder, æresdrab, homofobi og kvindeundertrykkelse i marginaliserede kredse. For undertrykkelse er undertrykkelse – uanset miljø og sted og baggrund, den er ikke længere. Det går ikke at overlade den debat til højrepopulisterne. Hvordan skal venstrefløjen formulere progressive svar på problemer, de end ikke tør diskutere?«

Hun rømmer sig og tilføjer: »Det betyder dog ikke, at jeg ønsker mig danske tilstande! Danmark har muligvis et højere intellektuelt niveau i jeres offentlige debat, men I har også en islamofobisk diskurs, der skræmmer mig fra vid og sans.«

Jeg spørger Åsa Linderborg, om hun aldrig bliver i tvivl om sit ståsted, når de, man egentlig deler sag og idealer med, betegner én som fascist, som »dansk debattør i svenske klæder«, og når de mener, at hun gør Sverigedemokraterna stuerene ved som debattør at udtale, at hun udmærket forstår, at folk stemmer højrepopulistisk.

»Det lyder nok ganske kækt, men nej. For jeg ved, at verden ikke er så skematisk, som antiracisterne og feministerne påstår. Min far var den slags mand, der sagtens kunne stemme på Sverigedemokraterna. Men han var også manden, der tog sig af mig, da min mor valgte politik frem for familieliv – og opførte sig lidt som en mand, velsagtens? Jeg har også levet sådan; jeg har også prioriteret karrieren, forsømt ægteskabet, været utro og ageret typisk mand. Så når feministerne siger, at hvide mænd ikke tager ansvar, at de er racistiske og uintelligente, så bliver jeg uendeligt træt. Jeg er vokset op med en mand, der tog alt ansvar. Jeg ved, at stereotyperne ikke holder, og jeg mener virkelig, at venstrefløjen er nødt til at se op, hvis Sverige ikke skal knække fuldstændig. De er nødt til at reflektere kritisk og have mod til at droppe de lette løsninger, lytte ordentligt efter og turde blive lidt klogere.«

MeToo-tømmermænd

Under MeToo i Sverige var Åsa Linderborg i voldsomt stormvejr. For hun var som en af de eneste ganske kritisk over for bevægelsen og forsvarede offentligt de anklagede mænd. Det burde være unødvendigt at påpege, siger Linderborg, men hun understreger alligevel, at hun var – og er – imod overgreb, sexisme og rådne mænd, der udnytter deres magt og positioner til at nedværdige kvinder.

»Naturligvis. På den måde er jeg for MeToo, uden tvivl. Men jeg er også inkarneret tilhænger af retssikkerhed, presseetik og kvinden som ansvarligt subjekt – og de idealer blev igen og igen svigtet under MeToo, især af journalisterne,« mener hun.

»Reaktionen på anklagerne i Köln versus reaktionen på anklagerne under MeToo er et ganske godt eksempel på den dobbeltmoral, der kendetegner feministerne og antiracisterne i Sverige.«

Da 512 tyske kvinder i 2016 berettede om seksuelle overgreb begået af mænd med arabisk baggrund under nytårsfejringen i Köln, afviste mange af Sveriges feminister anklagerne, forklarer Linderborg. De mente, at anklagerne mod mændene var udtryk for racisme og islamofobi. Et halvt år senere brød MeToo ud, og her reagerede feministerne ganske anderledes: De støttede samtlige kvinder, der stod frem, og de mente, at enhver burde lytte til anklagerne. Sådan som de altså ikke gjorde efter nytårsnatten i Köln.

»Der er ingen konsekvens i ræsonnementerne, og det gør mig simpelthen afsindig. Jeg omtaler ikke længere mig selv som venstreorienteret, som feminist eller antiracist, selvom betegnelserne egentlig rummer det, jeg tror på. Jeg omtaler i stedet mig selv som socialist. For jeg tror mest af alt på lighed og ligeværd.«

Også derfor var Linderborg skeptisk over for MeToo-bevægelsen, der ifølge hende genintroducerede et ret konservativt og nedladende kvindesyn:

»Kvinder blev fremstillet som magtesløse ofre, der manipuleres og udnyttes af mænd – og ikke som frie, viljestærke individer, der også står til ansvar for egne handlinger og oftest selv kan, og nogle gange bør, sige fra. For mange henvendte sig til politiet med anklager om tilnærmelser eller verbale kommentarer, de selv burde håndtere og sige fra over for. Der er kriminelle handlinger, der skal anmeldes, bestemt, og dem har vi allerede love imod. Men der er også gråzoner her, som ikke involverer politiet eller pressen, men kræver benhård og besværlig konflikthåndtering fra egen side. Det ansvar må man påtage sig, mener jeg.«

Linderborg fortæller, hvordan mange mænd mistede job, partnere og omgangskreds på baggrund af anklager, der senere viste sig ikke at være hold i. Nogle blev fældet med rette, men pressen var overordnet ikke kritisk nok, og kilder slap af sted med uretmæssige påstande, mener hun:

»Det smadrede min tillid til journalistikken og fik mig til at overveje, om jeg burde fortsætte i branchen. For jeg bryder mig ufatteligt lidt om mange af de mænd, jeg stod op for, men det ændrer ikke en tøddel ved, at de har samme rettigheder som jeg. Også de, vi ikke kan lide, skal behandles efter retsstatens praksis. Men jeg har aldrig følt mig så ensom,« siger Linderborg og spørger: »Og det er vel her, du spørger til sagen med Fredriksson?«

I december 2017 blev Åsa Linderborg som kulturredaktør på Aftonbladet kontaktet af 40 skuespillere fra Stockholms stadsteater med kompromitterende oplysninger om teatrets chef, Benny Fredriksson. De bad Aftonbladet om at granske Fredriksson, og Linderborg, der allerede var bekendt med problemerne på teatret og med Fredrikssons dysfunktionelle ledelsesstil, valgte at igangsætte en undersøgelse. To dage efter opsagde Fredriksson sin stilling, fire måneder senere begik han selvmord.

»Flere mener, at vi drev ham i døden. Jeg mener fortsat, at det var fuldstændig legitimt at indlede undersøgelsen. Jeg mener også, at der altid må være flere faktorer i spil, når et menneske vælger at tage sit liv. Omvendt er jeg overbevist om, at Frederiksson stadig ville være i live, hvis vi ikke havde iværksat granskningen af ham.«

– Du blev eksemplet på den journalistik, du havde advaret imod?

»På en måde, ja. Det er paradoksalt, at jeg, der i månedsvis havde advaret imod heksejagt og talt om presseetik, endte i den situation. Jeg tror stadig på det, jeg troede på dengang. Men sagen er mit journalistiske og personlige traume. Den har formørket mit liv for altid.«