Identitet. Teaterfaget er mandsdomineret, favoriserer de tynde, unge og hvide. Klichéer og stereotyper lever i bedste velgående.

Hvem spiller hvem?

 

Af Sandra Yi Sencindiver, kunstnerisk leder på teateret danskdansk.

Min forperson for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen, havde 8. november et indlæg, der forsvarer skuespillerens ret til at spille andre. BBR »har svært ved at se, at vi gør mangfoldigheden en tjeneste ved at beslutte, at skuespillere kun må spille sig selv«.

Det er i mine øjne en skæv udlægning af den samtale og debat, der udspiller sig om repræsentation. For er BBR bevidst om de magtdynamikker, der råder på det, han kalder den »identitetspolitiske slagmark«? Hvem har i grunden magten til at beslutte, hvilke skuespillere »kun må spille sig selv«? I hvert fald ikke minoriteterne, som allerede udgrænses på grund af deres køn, krop, hudfarve, alder, seksuelle orientering, religion, handicap ... Kulturbranchen kan caste, som den vil. Vi må dog konstatere, at den måde, der castes på, ikke er et udtryk for en fair repræsentation af samfundet.

Vi har på den ene side kulturbranchen, som skaber historier, der repræsenterer verden. På den anden side har vi mennesker i den virkelige verden, der i nævnte tilfælde protesterer over den måde, de bliver repræsenteret på. De har kun magt til at udtrykke frustration over deres underrepræsentation i kulturen og påpege, hvordan de i film, tv og teater reduceres til en joke, en funktion eller en stereotyp.

BBR stiller et godt spørgsmål: »Må en hetero spille homo, og må en homo omvendt spille hetero?« Det gode spørgsmål er nemlig ikke, hvorfor skuespillere ikke må spille andre end sig selv, men derimod, hvorfor det kun er forundt nogle skuespillere at spille andre end sig selv, mens andre ikke engang må spille »sig selv«, endsige andre. Jeg har mange dygtige, professionelle kollegaer, som drømmer om at spille nuancerede roller med kompleksitet. Roller, de ofte ikke bliver taget i betragtning til pga. deres køn, krop, hudfarve, alder, seksuelle orientering, religion, handicap mv. Derfor er det forståeligt, at der bliver råbt op, når der endelig er en rolle, som en minoritetsskuespiller passer til, men ikke får muligheden for at spille.

Det har længe været accepteret praksis, at majoritetsskuespillere kan spille minoritetsroller. Hollywood har ændret karakterers hudfarve og etnicitet til hvid, hetero skuespillere spiller homokarakterer osv. Men i de sidste par år har der blæst nye vinde i den kulturelle samtale; f.eks. sættes der spørgsmålstegn ved, om cis-kønnede skuespillere skal spille transkønnede karakterer. Diskussionen handler ikke om at sætte grænser for kunsten, men om at åbne op for spørgsmål som: Hvem får lov til at repræsentere minoriteter? Hvordan man gør det? Fra hvis perspektiv? Skaberen af Transparent, Jill Soloway, har udtalt, at hun i dag ville havde castet en transkvinde i rollen som Maura frem for en ciskønnet mand. Så den kulturelle samtale rykker ved normerne!

I den følelsesladede diskussion om, hvorvidt man må eller ikke må, er det vigtige ikke, hvorvidt en skuespiller har ret til at spille og repræsentere en anden, men at vi i branchen går glip af en kunstnerisk dimension ved ikke at lade den anden blive portrætteret af en skuespiller med en anden krop, udseende, erfaring og indsigt. Hvad vinder vi f.eks. ved at caste en tyk kvinde i en rolle, der foreskriver, at hun er tyk? Vi får en skuespiller, som ikke skal spille sig til en anden krop. Hun har et perspektiv, en erfaring og indsigt i at leve i en tyk krop, som en tynd skuespiller ikke har. Kunne det være en kunstnerisk gevinst?

Så lyder argumentet; jamen vi har ikke nogen tykke skuespillerinder. Okay, hyr Sofie Gråbøl. Men stop ikke der; vi må spørge os selv, hvorfor vi har en branche, der er så bundet af bestemte idealer og standarder, at vi ikke har en skuespillerinde over 50, som er tyk? Det peger på et større strukturelt problem, som kræver et eftersyn af hele fødekæden, hvor alle må tage ansvar for mere retvisende repræsentation. »You can’t be what you can’t see.« Tykke piger ser sjældent sig selv repræsenteret på skærmen. Skuespillerinder er unge og tynde. Sådan er branchen, tænker vi – den er mandsdomineret, den favoriserer de tynde, de unge, de hvide. Klichéer og stereotyper lever i bedste velgående. Sådan er branchen. Men branchen, det er os.

De stemmer, vi hører, som bider os i haserne, og som vi opfatter som uforstående over for kunstens væsen, de stemmer er nødvendige. De råber højt, fordi de ønsker, det skal være anderledes; de ønsker, at vi gør det bedre. Hvis ikke de var kompromisløse i deres kritik, så stillede vi os tilfredse. Det er ikke rart at være skydeskive for kritik. Men den åbne diskussion og kritik er ikke forgæves, for næste gang man caster, vil man måske overveje sin praksis og træffe et bevidst valg.

Hvis du er heldig at være i en position, hvor du har fået mulighed for at fortælle en historie, så må du lide den tort og lytte til kritikken. Forlang ikke stilhed. Lyt, lær og lad dig bevæge. Så vi kan bevæge os ud af vores vanetænkning, så vi kan tænke ud af boksen. Det kan kunsten og vores branche. Vi kan rykke ved status quo. Hvis vi tør.

Dette er er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også Benjamin Boe Rasmussens debatindlæg: »At spille andre«