DEN græske ø Lesbos har som bekendt en flygtningelejr ved navn Moria. Navnet kommer af det oliventræ, som selveste Athene fik til at vokse på Akropolis, men mange kommer nok til at tænke på noget mere dystert; på Moria, underverdenen i Tolkiens historier om Hobitten, de mørke tunneler og gange, hvor lovløsheden og ondskaben råder. I denne uge kunne man igen læse om de forfærdelige forhold i Moria-lejren, i weekenden døde et spædbarn på grund af de elendige faciliteter, folk sover direkte på jorden, og der er talrige rapporter om selvmordsforsøg blandt beboerne, mens desperate nødhjælpsfolk erklærer, at folk i lejren behandles »værre end dyr«. Onsdag i denne uge besluttede Grækenland at lukke Moria-lejren – ikke af hensyn til asylansøgerne, men for at oprette nye, hermetisk lukkede lejre, hvor beboerne ikke kan komme væk. Sørgelige er også forholdene i flygtningelejrene på resten af Balkan og i Italien, men det er dog intet imod de lejre i Nordafrika, særligt Libyen, hvor emigranter og flygtninge ender, når de stoppes på vej over Middelhavet og sendes tilbage. Tortur, gruppevoldtægter og slaveri er udbredt, lyder det fra UNHCR. Sådan er virkeligheden, og det bliver værre. Antallet af migranter og flygtninge stiger nu igen; EUs lokumsaftaler med både Tyrkiet og de nordafrikanske lande er vaklende. Det betyder også, at antallet af mænd, kvinder og børn, der omkommer på rejsen, mange i Middelhavet, også stiger.
UBEKVEMME, elendige forhold i Europa, stadige stramninger, øget grænsekontrol og kyniske aftaler med tredjelande er stadig ikke nok til at holde flygtninge væk fra Europa. Og forsøget på at skabe fælles løsninger har stået bomstille siden 2015, hvor Schengen-systemet brød sammen. Det er grunden til, at der nu tales om at erstatte systemet med et nyt. Tyskland ønsker en ordning med en række nye sydeuropæiske centre, drevet af EU, hvor asylbehandlingen skal foregå. Ideen er politisk dødfødt: Asylansøgerne skal behandles i et fælles system, hvilket vil kræve en harmonisering af for eksempel danske og svenske asylregler. Dernæst skal de fordeles i en kvoteordning afhængig af landenes størrelse og økonomiske styrke. Altså en komplet udlicitering af de nationale asylpolitikker, hvilket igen og igen er blevet afvist, ikke kun af Danmark. Som alternativ til den tyske model står derfor, ikke overraskende, Danmarks forslag.
SANDHED og konsekvens i asylpolitikken – det er Mette Frederiksens ønske. Systemet er »uretfærdigt, inhumant og farligt«, som hun udtrykker det, og kun de mest ressourcestærke klarer turen. De, der ikke får asyl, hvilket er de fleste, kan alt for sjældent sendes tilbage. Asylbehandlingen skal derfor flyttes helt væk – til flygtningelejre i de såkaldte »nærområder«, hvor asylbehandlingen skal foregå. I det oprindelige socialdemokratiske forslag kunne Danmark sagtens selv oprette et modtagecenter i for eksempel Nordafrika, og man må have forestillet sig en slags dansk superambassade i Libyen eller Marokko med udsendte medarbejdere fra Udlændingestyrelsen og et velvilligt samarbejde med de lokale myndigheder eller FN, der jo skulle tage sig af alle de afviste asylansøgere. Fantasifuld er det bedste, man kan sige om den idé. Nu foreslår Mette Frederiksen, at asylcentrene skal være drevet af EU. Man flytter kort sagt den tyske idé til Nordafrika.
OM Frederiksens plan kan man positivt sige, at også andre løsninger forekommer utopiske. Måske kunne man få disse nærområder til at huse endnu flere propfulde flygtningelejre. Måske kunne man få de venlige mennesker i FN til at overtage de asylansøgere, der bliver afvist i EU-lejrene. Og måske kunne man få gode (bevæbnede) folk fra de bemeldte lande til at forhindre det stormløb mod EU-centrene, der vil opstå, så snart den næste akutte flygtningekrise kommer. Man kan også bare konstatere, at Mette Frederiksen selv er forslagets helt store forhindring. Selv om centrene ville ligge langt fra Europa, ville systemet kræve et fælles europæisk asylsystem til at behandle asylansøgerne. Den stramme danske fortolkning skulle altså alligevel harmoniseres med den svenske. Og hvordan skulle flygtningene derefter fordeles, hvis ikke efter et fælles kvotesystem? Med sagsbehandlere fra 27 forskellige lande? Danmark mener, at det fint kan lade sig gøre, men det er simpelthen for useriøst.
ASYLPOLITIKKEN lider af det åbenlyse problem, at stort set ingen nationalstater vil give den fra sig. Årsagen til, at flygtningelejrene i Grækenland og Italien er så overfyldte, er jo netop, at et fælles asylsystem ikke eksisterer. Mette Frederiksen og de fleste europæiske kolleger vil ikke deltage. De vil – som alle andre lande – selv bestemme, hvordan og hvor mange indvandrere og flygtninge de skal modtage. Danmark har endda et retsforbehold, som statsministeren har tænkt sig at beholde. Man kan sige, at de sidste mange års europæisk politik har drejet sig om at erkende, at medlemsstaterne selv vil kontrollere deres grænser, så længe de ydre grænser står åbne. Den mest indlysende fælles opgave er derfor at kontrollere EUs ydre grænser helt. Hvis det lod sig gøre, ville presset for et nyt, fælles asylsystem være temmelig meget mindre. Men sådan er virkeligheden heller ikke.
I et historisk perspektiv har asylpolitikken altid været nationalstaternes område – i hvert fald så snart flygtningene er kommet i stor stil. Det er ikke så mærkeligt, når man tænker på emnets politiske gennemslagskraft. Det er et område, der må være forankret i de nationale demokratier. Det forlyder ofte, at netop dén forankring er blevet undergravet af flygtningekonventionen, som siden Anden Verdenskrig har givet ret til såkaldt »spontant asyl«, at kunne søge asyl og få ansøgningen behandlet individuelt. Den eneste rigtige løsning, lyder det ofte, er derfor at få denne konvention fjernet, en holdning, danske politikere ofte forfægter, især når de er i opposition. Når de kommer i regering, opdager de, at retten til at søge asyl er beskyttet af i hvert fald syv forskellige konventioner. Kunne det så ikke være et godt EU-projekt at få ryddet op i dén redelighed? Jo da – hvis man er parat til at gøre op med et system, der i dag sikrer, at hele 85 procent af alle flygtninge allerede er i nærområderne. Og har lyst til et opgør med hele menneskerettighedssystemet med alle de lande, som vil hilse en sådan proces velkommen. Og det vil være dumt, da flygtningekonventionerne i forvejen er meget elastiske: De garanterer ikke asyl, og de giver rig mulighed for nationale fortolkninger. På en bagvendt måde giver de nationalstaterne en slags kontrol: De kan selv behandle de asylansøgere, der faktisk kommer, og selv udmønte de elastiske regler. EU-landene har som nævnt allerede vidt forskellige asylpolitikker inden for de samme konventioner. Alternativet – fælles kvoter og fælles asylregler – forekommer værre for de fleste.
VIRKELIGHEDEN er, at det ikke er konventionerne, der forhindrer, at vi sender afviste asylansøgere retur, ikke konventionerne, der forhindrer en langt bedre grænsekontrol ved Middelhavet, og det er en teoretisk påstand, at fraværet af konventioner ville få folk til at holde op med at søge mod Europa. Den sørgelige, ubekvemme sandhed er, at der for tiden er 60 millioner flygtninge i verden. De mennesker befinder sig i terrænet mellem nationalstater og et internationalt system, som der er gode grunde til at tænke over. Men virkeligheden kan et nyt system af EU-flygtningelejre ikke ændre det mindste på. Tanken om fælles europæiske løsninger virker smuk, indlysende – og desperat og hyklerisk. Nationalstaterne vil ikke afgive den magt, heller ikke Mette Frederiksen. Så længe, der findes nationalstater, er asylpolitik noget af den hårdeste form for politik, der findes – i samme kategori som sikkerhedspolitik. Det er en vigtig erkendelse, som en realistisk debat om flygtningepolitikken må tage udgangspunkt i. Men derfor kan de europæiske lande, også Danmark, godt løfte ansvaret for, at de flygtninge, der ender i lejrene, i det mindste bliver behandlet som mennesker.
