Else Bjerge Petersen er park ranger i Kujataa, som tæller mere end 300 kvadratkilometer kulturlandskab ved fjordene i det sydvestlige Grønland. Området er på UNESCOs liste over verdens kulturarv, ligesom for eksempel Jelling og Kronborg i Danmark.
Det er Else Bjerge Petersen, der indsamler og kortlægger alt det historiske, man finder her: nye ruiner, der dukker op, og andre hidtil ukendte spor fra både nordboerne, der levede her for 1000 år siden, og fra de inuitter, som afløste dem i området omkring midten af 1400-tallet.
Hvordan den befolkningsudskiftning foregik, er kernen i en videnskabelig diskussion, hvor to teorier står over for hinanden: Var det et koldere klima, der udryddede nordboerne, eller var det inuit, der gjorde det af med de nordiske bønder?
Else Bjerge Petersens arbejde spiller en vigtig rolle i forskningen og den efterfølgende diskussion.
Det var med stormanden Erik den Røde i spidsen, at bosættere fra Island og Norge omkring år 985 tog til verdens største ø og gav den navnet Grønland. Resterne af deres gårde ligger i dag op og ned ad fjordene. Der er flest i Sydvestgrønland, hvor også Erik selv slog sig ned. Hovedbyen i området er i dag Qaqortoq, og nordboerne kaldte området Østerbygd, mens en mindre bosættelse længere oppe ad vestkysten, omkring nutidens Nuuk, hed Vesterbygd. Der var aldrig mange nordboere på Grønland. Mellem 2000 og 4000, da de var flest, lidt afhængigt af hvilken forsker man spørger.
Grønlands vestkyst var mennesketom, og de to bygder velegnet til kvægbrug, da de nordiske bosættere ankom, men i løbet af århundrederne blev klimaet koldere. Tiden fra cirka 1250 til 1750 kaldes »den lille istid« og var en periode med afkøling, der også ramte Grønland. Det gav bedre forhold for de sæljagende inuitter, der efter år 1200 kom ind i Thule fra Canada og derfra spredte sig sydover. For bønderne med deres får, geder og kvæg blev levevilkårene dog hårdere, og omkring midten af 1400-tallet var de sidste nordboere borte fra Grønland.
De sidste omtrent tyve år har forskerne ment, at det køligere klima gjorde deres liv på Grønland så vanskeligt, at de til sidst udvandrede eller døde. Men den konsensus blev brudt i foråret, da den norske professor emeritus Arnved Nedkvitne udgav Norse Greenland: Viking Peasants in the Artic, som splintrer den traditionelle forklaring. I bogen argumenterer Nedkvitne detaljeret for, at klimaforværringerne ikke betød det store for nordboerne, men at kvægholderne i stedet blev udryddet af de mere mobile inuitter (se også omtalen i Ideer 29. maj 2019, »Nordboerne, der forsvandt«).
Nationalmuseets ekspert på området, arkæolog og seniorforsker Jette Arneborg, gør dog opmærksom på, at der ikke er fundet væsentlige spor af inuit i nordboområdet, mens det var beboet:
»Jeg kan ikke se det. Når inuit har været til stede i et område, finder vi spor af deres vinterbeboelser langs kysten, men dem er der ingen af nede ved nordboerne. Vi finder dem først efter 1450.« Indtil da er der ingen tegn på vinterbosættelser syd for Diskobugten, som er et godt stykke over 1000 kilometer fra Østerbygden.
Weekendavisen er taget med Else Bjerge Petersen ud i det område, hvor det hele foregik:
»Denne ruin fandt jeg sidste sommer,« siger hun, da hun går i land inde i fjorden. Fra et klippefremspring sætter hun en drone i luften for at tage billeder af området.
»Den stod ikke på kortet, men den er så tydelig, at de må have set den tidligere. Den er bare ikke blevet registreret.«
Hun udpeger en aflang forhøjning i terrænet, hvor der vokser strit gult græs, i en lidt anden farve end de omliggende kviste og småbuske. Der stikker – som så mange andre steder – grå sten op af jorden.
»Dér har gården ligget. Sådan ser gårdene ud, når de ikke er udgravet. Og der er altid fårefolde ved ruinerne, så når man finder en gård, skal man også kigge efter en eller flere folde, som kan ligge i landskabet rundtomkring. Det samme kan forrådshuse og små bygninger, hvor hyrderne har sovet om natten.«
Gårdene lå så tæt, at nordboerne næsten kunne vinke til hinanden fra den ene ende af fjorden til den anden. Deres huse var hovedsageligt bygget af sten og tørv med en indre plankebeklædning, og i dag er de sunket sammen, så det kræver øvelse at få øje på dem.
»Det er fåreholderne, der som regel kommer med tips,« siger Else Bjerge Petersen.
»De færdes over hele landskabet, særligt lige nu, hvor fårene bliver drevet ind for vinteren.«
Det er også en fåreholder, der står bag dagens næste stop. Her ligger nogle kendte nordboruiner nær en nutidig gård, men de lokale siger, at der er mere at finde i området.
»Nordboerne spottede de gode steder at have husdyr dengang, så det er de samme steder, der er landbrug nu,« siger Else Bjerge Petersen.
Kan man forestille sig, at turister i området snører travestøvlerne og begiver sig ud for at afsløre hidtil ukendte ruiner og grave? »Sagtens,« siger hun, »men man skal vide, hvad man skal kigge efter«.
Alle fortidsminder er selvfølgelig fredet, så man må ikke så meget som skubbe til en sten. Det vil ødelægge arkæologernes mulighed for at få viden ud af stedet.
Efter en god kilometers vandring gennem krat og over klipper peger Else Bjerge Petersen ud over en rodet, stenfyldt tange. Efterhånden som hun forklarer, hvad hun ser, træder konturer frem. Hér er en stencirkel – måske to – som viser, hvor inuit har slået telt op og haft sommerboplads. Den ligger lige op ad en fårefold, hvor nordboerne har malket fårene om morgenen, inden de blev lukket ud med lammene. Dér ligger en bunke sten, som ligner en inuitgrav. Else Bjerge Petersen går hen til bunken, knæler ned og kigger ind: »Der ligger da et kranium herovre.«
Det gør der. Man kan tydeligt se hovedskallen inde mellem stenene. Gravens beboer er stadig hjemme og kan have ligget der i både tre og fire hundrede år. Else Bjerge Petersen bruger yderligere en times tid på at klatre rundt mellem klipperne, og hun finder to inuitgrave mere, den ene måske en dobbeltgrav. »Der har været så meget fokus på nordboerne,« siger hun, »så det er vigtigt at få inuit med også.«
Inuit er med Nedkvitnes bog også kommet godt med i forskningsdiskussionen.
Et tungtvejende argument i hans teori er, at de to største og vigtigste gårde i Østerbygden, Erik den Rødes gamle gård Brattahlid og biskoppens nærliggende gård med domkirke, som hed Gardar, begge endte med at blive brændt af. Der er fundet kulrester i ruinerne og rester af kirkeklokkerne. Det ser han som et tegn på en brutal afslutning på nordboernes samfund, men fundene er ikke overbevisende, siger Jette Arneborg. Problemet er, at de centrale steder blev udgravet af behjertede amatører i 1800-tallets første halvdel, og de havde mere entusiasme end kundskab:
»Et enkelt sted i kirkeruinen ved Gardar fandt udgraveren i 1832 en mængde trækul, og konklusionen blev, at kirken var brændt. Men helt op i moderne tid var det normalt, når man var ude at fiske på fjordene og trængte til en pause, at man søgte læ i nordboruinerne. Her kunne man stege en fisk og koge en kop kaffe.«
Det kan forklare de koncentrerede fund af trækul i ruinerne. Også i den ikoniske Hvalsø Kirke, den bedst bevarede nordboruin, er der fundet et punkt med trækul. Men amatørarkæologerne forstyrrede jordlagene og ødelagde ruinerne så meget, at de forkullede områder hverken kan genfindes eller dateres. Derfor kan tesen om inuitangreb ikke bekræftes, siger Jette Arneborg.
Heller ikke på de almindelige gårde er der spor af angreb, siger hun:
»Når en gård brænder, efterlader det meget tydelige spor af trækul over hele området, og det ser vi ingen vegne. Vi har fundet nogle småbrande i et par af gårdene, men det ville også være underligt andet over så lang tid.«
Arneborg har gravet i Grønland siden 1982 og færdiggjorde sin seneste udgravning i sommer ved Gardar. Her udgravede hun skeletter fra kirkegården, som et led i et større projekt:
»Vi vil finde ud af, hvordan nordboerne havde det, hvordan deres helbred var,« siger hun. »Vi ved, at de levede i et meget ulige samfund, men hvordan kom det til udtryk? De magtede at overleve næsten 500 år, så de var modstandsdygtige og i stand til at tilpasse sig mange ændringer i omgivelserne, men var der vindere og tabere i det spil? Det kan vi forhåbentlig aflæse i skeletterne, om nogle betalte prisen for de hårdere vilkår med deres helbred og sundhed.«
Kirkegården ved Gardar var i brug lige fra bosættelsen omkring år 1000 og op til slutningen i 1400-tallet, så skeletmaterialet er godt til at undersøge udviklingen over tid.
»Skeletterne viser, at folk blev mindre, men vi ved ikke, om det er en naturlig tilpasning, eller om det skyldes mangler på det ene eller andet,« siger Jette Arneborg.
Andre udviklinger peger også i retning af en hårdere tilværelse for nordboerne:
»I fordelingen af knogler på møddingerne kan vi se, at der over tid sker en forandring. I starten er der flere knogler fra kvæg, får og geder, men efterhånden kommer der flere sælknogler; husdyrholdet svækkes til fordel for jagt og fiskeri,« siger Arneborg. Arnved Nedkvitne afviser dog den udvikling, da mængden af sælknogler også kan være et tegn på et større forbrug af sælolie til varme i den koldere periode, uden at det betød mere sælkød i kosten.
Nordboernes skeletter er blevet undersøgt for kulstofisotoper, der kan vise, om menneskene hovedsageligt levede af havdyr eller af dyr fra landjorden. Undersøgelserne viser, at mængden af proteiner fra havdyr i kosten steg over tid, men Nedkvitne hæfter sig ved, at undersøgelserne til dels sammenligner mennesker fra de rige bopladser inde i fjordene med skeletter fra de mere yderliggende gårde. Derfor siger forskellen snarere noget om de sociale forskelle mellem nordboerne, hvor sælkød var lavstatus, end den viser en udvikling over tid, mener han. Desuden gør han opmærksom på, at isotopanalyserne kun viser, hvor proteinerne i kosten kom fra, men ikke det samlede energiindtag. Da protein udgør en højere andel af energien i sælkød, end den gør i de mælkeprodukter, der var en væsentlig fødekilde for nordboerne, vil selv ubetydelige ændringer i kosten give store udslag i isotopanalyserne.
Imod dette siger Jette Arneborg, at selv om det er rigtigt, at man kan se sociale forskelle i indtaget af sælkød, kom alle grupper til at spise mere maritim mad gennem århundrederne. Hun siger, at det skyldtes mindst tre faktorer, som pressede nordboernes tilpasningsevne og til sidst fik dem til at bukke under. Den første var, at de i højere grad blev isoleret fra Europa. Hvalrossernes tænder af elfenben havde oprindeligt bragt meget handel til Grønland. Nordboerne jagtede hvalrosserne, og skibe fra Norge sejlede til den store ø for at sælge tænderne videre i Europa. Men efterhånden faldt prisen på elfenben, og så fik færre skippere lyst til at sejle mod Grønland.
Samtidig førte klimaændringerne til flere isbjerge og mere blæst, så sejladsen blev farligere og var i store dele af året umulig. I 1300-tallet gik der snildt både fire og otte år imellem, at der kom skibe til Grønland, og en del af dem var blot uheldige søfarende, der blev blæst ud af kurs mellem Island og Norge. Det sidste skib, vi kender til, forlod Østerbygden i 1410, og siden da var der stilhed. Nordboerne var afhængige af importeret jern til værktøj, nagler til skibe og redskaber til høsten, så manglen på nye jernvarer var et alvorligt problem.
Et andet problem var de havstigninger, som stadig finder sted på Grønlands østkyst. De frodigste enge, som nordboerne gødede flittigt, lå ned til kysten, så det var de bedste jorder, som blev spist først af havet. Endelig, siger Jette Arneborg, betød kulden, at vækstperioden for græs og foder blev kortere, mens den tid, dyrene skulle have mad i stalden, blev længere. Det pressede de i forvejen sparsomme ressourcer.
I Kujataa-landskabet finder Else Bjerge Petersen også fårefolde og sæterhytter. De viser, at nordboerne prøvede at klare sig ved at udnytte mere perifere ressourcer, og at margenen for overlevelse blev smallere. Desuden gik der udkant i den, siger Jette Arneborg:
»Vi snakker om en meget lille befolkning, så det er ikke mange, som skal flytte sig, før den naturlige udvikling går i den gale retning. Og det er som regel de unge, der flytter, og så er det svært at opretholde en befolkning.«
Derved blev gruppen også mere sårbar over for uheld som sygdomme eller skibsforlis.
Et tegn på, at klimaforandringerne påvirkede bosættelserne, ser hun også i den måde, bebyggelsen udviklede sig på:
»Med kulstof 14-metoder kan vi nu se den historiske udvikling. Nordboerne startede med at slå sig ned i bedste landbrugsområder, og derfra spredte de sig ud i marginalområderne, for eksempel ned sydpå mod Kap Farvel. Men allerede i 12-1300-årene kan vi se, at de rykker tilbage mod kerneområdet og de indre, varmere fjorde. Det betyder ikke, at påvirkningen fra klimaforandringerne nødvendigvis var direkte en-til-en; for eksempel kan fraflytning have betydet, at bedre gårde var blevet ledige. Men bebyggelsen starter i et kerneområde, udvider sig og trækker sig så sammen igen,« siger Jette Arneborg.
Efter en lang dag i Kujataa hopper vi om bord på motorbåden og vender snuden mod Qaqortoq, hvor Else Bjerge Petersen skal tilbage til kontoret med sine nye oplysninger. Næste år vil forskningsprojektet Artic Heritage, som Jette Arneborg er tilknyttet, fortsætte sine udgravninger. Et enkelt fund kommer næppe til at afgøre striden om nordboerne, men jo flere spor, der dukker op i Sydgrønlands tynde muldlag, jo tydeligere bliver vores billede af, hvad der egentlig skete.
