Kommentar. Dimittendledigheden afslører et kynisk uddannelsessystem.

Udbytning

Det gav anledning til en større offentlig debat og ikke mindst en hel del hån og latterliggørelse, da Politiken i sidste uge bragte en dagbog skrevet af 27-årige Lea Tolstrup, der i to år havde forsøgt at søge arbejde inden for sin uddannelse i kultur & kulturformidling fra Københavns Universitet. Det lykkedes hende ikke, og da dagpengene slap op, så hun sig nødsaget til at søge bredere. Her havde hun større held, og tidligere i år fik hun ansættelse som lærervikar.

I sin dagbog klager Tolstrup over, at hendes fremtidige arbejdsliv aldrig var på skemaet, da hun læste på universitetet, hvor hun i stedet lærte meget om kulturkritik og filosofi, køn og litteratur. På jobcentret beskrev sagsbehandleren hendes uddannelse som en »hobby – ikke en karriere«.

Den efterfølgende debat har primært handlet om, hvad man som nyuddannet skal bruge sin tid og sine dagpenge på. Er det meningen, at man skal gå ledig rundt i op til to år og søge arbejde snævert inden for sit fag? Eller er det snarere hensigten, at man fra starten skal tage et hvilket som helst arbejde og herefter bruge sin fritid på at finde sin drømmestilling?

Det er en på alle måder relevant og vigtig diskussion om, hvad det er for en social kontrakt, der gælder i vores velfærdssamfund. Jeg tilhører selv den gruppe, der mener, at det altid er bedre at være selvforsørgende, hvis man kan. Jeg har selv oplevet en kort periodes lediggang efter endt uddannelse. Selve det at stå op om morgenen uden noget at lave skaber lynhurtigt et sløvsind, der får selv de mindste opgaver til at virke uoverskuelige.

Det sagt, står et afgørende spørgsmål ubesvaret hen: Hvorfor har man overhovedet uddannet en kandidat til kultur og kulturformidling, som ingen tilsyneladende efterspørger på arbejdsmarkedet?

Det er let at slå en nyuddannet akademiker i hovedet med anklager om naivitet og jobsnobberi. Men er det så underligt, at en person, der har brugt fem år på en uddannelse, har troet, at det ville føre til et arbejde? At afskrive det som naivt er for let. Selvfølgelig tager man en femårig uddannelse i troen på, at det skal føre til en karriere. Ellers er der jo netop blot tale om en statsfinansieret hobby.

Læs også om, at flere forældre betaler for privat lektiehjælp til deres børn: »Et skridt foran«

I min levetid (jeg er født i 1981) er antallet af optagne på universiteterne mere end tredoblet, fra cirka 9.000 til over 30.000 ifølge tal fra DI. Blot siden jeg selv begyndte at læse religionsvidenskab på Københavns Universitet i 2001, er andelen af unge, der kommer ind på universitetet, steget fra omkring 25 til over 40 procent. Alt imens er der gradvist slækket på fagligheden – særligt på de humanistiske uddannelser. Ser man på en liste over de 25 universitetsuddannelser med størst dimittendledighed, er de også domineret af humaniora.

Alt dette er på mange måder et resultat af politikernes feberdrømme om det såkaldte videnssamfund, hvor man bildte hinanden ind, at vi i fremtiden skulle leve af store ideer, der åbenbart kun kunne komme med en kandidatuddannelse. Man solgte løgnen til unge mennesker, der investerede deres fremtid i politikernes dårlige science fiction.

Er man fra naturen højt begavet, og kommer man fra et ressourcestærkt hjem, skal man nok få en spændende karriere uanset sin uddannelse. Men for det store flertal, der starter på universitetet, er det altafgørende, at dette er ensbetydende med et stort fagligt løft, der giver dem viden og kompetencer, de ikke ellers ville kunne anskaffe sig. At øge antallet af optagne, samtidig med at man svækker det faglige niveau, er reelt en straf og en ondskabsfuld hån mod unge mennesker.

Tolstrup er i sidste ende et uheldigt offer for et kynisk uddannelsessystem, der udbytter unge mennesker for egen vinding. Disse unge bruger afgørende år af deres liv og tager store studielån for en uddannelse, hvis primære formål er at skaffe taxameterpenge til en offentlig institution, mens de studerende selv efterlades på et arbejdsmarked, der ikke har brug for dem. Det har ingen fortjent, uanset hvor naive de end er.

 

Læs også: Formanden for de unge socialdemokrater er tilhænger af karakterer og advarer mod at lade venstrefløjens offergørelse diktere regeringens uddannelsespoliti: »En farlig vej«