Simon Spies var kendt for sine morgenbolledamer. Den nye ejer af hans gamle imperium, Petter Stordalen, er i Norge bedst kendt for at have forsøgt at indføre baconfri morgenmad på sine hoteller. Med årene har mange nordmænd dog fået lidt varmere følelser for mangemilliardæren Stordalen. Det er heller ikke alle nordmænd, der har haft den store ære at blive omtalt som »hykler« i avisen The Daily Mail.
Der er tre spørgsmål, som bør besvares, når man skriver om Stordalen i en dansk avis. Hvorfor er han så berømt, hvorfor har han en formue på mindst 25 milliarder, og vil han være til gavn for danske arbejdere? Den korte version er følgende: For danske arbejdere er han sandsynligvis en positiv nyhed; han er rig, fordi han har forstået, hvor de mest produktive arbejdere findes; og han er berømt på grund af dobbeltmoral. Alternativt: Han ved, at hvis man tjener penge på klimaødelæggende handlinger, er man samtidig nødt til at fastholde, at det vigtigste, en kapitalist kan gøre i vore dages samfund, er at værne om klimaet.
Stordalen var allerede i Danmark, før han købte Spies. Efter en fejlslagen hotelekspansion i begyndelsen af nullerne købte han i 2016 den gamle Post og Telegraf-bygning ved Hovedbanegården i København. Den er ved at blive omdannet til et luksushotel, som skal åbne næste år. Han ejer også Hotel Skt. Petri i hovedstaden og er på vej ind på det danske bogmarked med sit nystartede forlag, Strawberry Publishing, der allerede har plukket flere af de bedstsælgende forfattere fra konkurrenterne i Norge og Sverige.
Problemet med Stordalen er hans energi og entusiasme. I lighed med den mandlige seksualitet er der for meget af begge dele. En bekendt af mig steg en morgen ud af en elevator og gik hen ad en lang hotelgang. En lille mand klædt i kropsnær sweater kom gående imod ham. Manden var omgivet af en flok smukke, unge kvinder. Han holdt sin højre hånd over hovedet, og med hånden tegnede han begejstringscirkler. Der var ingen musik, ingen tilskuere. Kvinderne smilede henrykt. Stordalen, som det jo var, kom formodentlig fra fitnesslokalet. Han havde nok heller ikke denne formiddag læst Billedet af Dorian Gray.
»Du ligner et kondom proppet med valnødder,« sagde den australske tv-personlighed og forfatter Clive James engang til Arnold Schwarzenegger. »Hahaha. You are so funny!« svarede østrigeren. Noget lignende kan man sige om den 56-årige Stordalen. Er der en potentiel lejlighed til at stille op for en pressefotograf i bar overkrop, kan man være sikker på, at Stordalen finder denne lejlighed. Anekdoterne om hans styrke og træningsiver er mange. Engang udfordrede han en firmaadvokat til armbøjninger. Advokaten tog 100, men Stordalen blev ved, nu kun med én hånd.
Når man møder Stordalen, er der to strategier: enten at få energi ud af det eller at tabe den. Selv mødte jeg ham engang på en bar i Oslo for mange år siden. Jeg håber, jeg aldrig møder ham igen. Han snakkede som et vandfald. Det var som at være udsat for 25 Duracell-kaniner på amfetamin. Men bevares, han er da en hyggelig fyr. Et andet spørgsmål er, om han også er en ærlig mand. The Daily Mail er ikke i tvivl: I en meningsmættet og lang overskrift skrev bladet om ham: »Glamourøs milliardær, som har finansieret en undersøgelse, der fortæller folk, at hvis de nøjes med at spise et kvart stykke bacon om dagen, kan de redde kloden, stemples som hykler, fordi han flyver kloden rundt i sit privatfly til 200 millioner.«
Det er her, at Stordalens imageproblem opstår. I Norge har vi kendt Stordalen i over 30 år, helt fra han som 24-årig begyndte at overtage det ene store indkøbscenter efter det andet. Han var en gudsbenådet butikschef, som gang på gang fik medierne til at give gratis reklame til de centre, han ejede. Overskuddet fra indkøbscentrene investerede han i hoteller, som også fik gratis reklame, først og fremmest på grund af Stordalens prangende forbrug, som blev bredt omtalt.
Filosofien bag salget og reklamen var enkel, og han påstår, at han har lært den af sin far, som han hjalp med at sælge bær hjemme på torvet i provinsbyen Porsgrunn. »Læg altid de største og pæneste jordbær øverst.« Men så giftede han sig i 2010 med Gunhild. Det er her, dobbeltmoralen eller kynismen kommer ind. Polterabenden blev holdt i Sverige. Her dansede han som sædvanlig på bordene med bar overkrop og blev smidt ud af personalet klokken 16. »Efterhånden blev vi måske nok lidt overentusiastiske. Jeg har vel danset på en bænk eller noget i den retning.«
Gunhild havde andre planer end at danse med bar overkrop. Gunhild Stordalen er nemlig læge og ph.d., og hun ville finde en mening med de mange penge. Det fandt hun også, både mening og penge. »Petter siger, jeg er den dyreste kone i verden,« har hun udtalt til Dagbladet. Hun tog initiativet til organisationen EAT Forum, der holdt sin første konference i Stockholm i 2014. Petter var – ikke uventet – entusiastisk. Han lever jo af at flyve mennesker ind til konferencer. Åbningstalen blev holdt af Bill Clinton, efter at Petter havde betalt 500.000 dollars til The Clinton Foundation.
Meningen med EAT er at få folk til at spise klimavenligt. Det hele toppede med den såkaldte EAT-Lancet-rapport, der blev offentliggjort i det lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet i januar i år. EAT og Gunhild havde nu videnskabeligt bevis for, at vi alle sammen skal spise flere planter og mindre kød. Hovedbudskabet er, at vi bør skære ned på forbruget.
Men det gjaldt dog ikke Gunhild og Petter, viste det sig. Gunhild har nemlig en Instagram-konto, og der lægger hun billeder ud fra eksotiske rejser med privatfly. Netop de billeder blev gengivet i The Daily Mail. Lige siden Gunhild startede EAT, har aviserne været fulde af artikler om rejser, store bilparker, privatfly og luksusyachter. Som en kritiker udtrykte det om parrets kamp for klimaet, der altså blev udkæmpet samtidig med, at de fløj verden rundt i jetfly: »Det bliver som at stå med pegefingeren mod vinduet i en andelsboligforening og bede folk om at skrue ned for varmen, mens man selv har en radiator, der er 100 gange større end alle andres.«
I denne uge meddelte parret, at de går fra hinanden, men ellers har Petter loyalt støttet sin kone. I 2015 gik han endda så vidt som til at forsøge at fjerne bacon fra morgenmadsmenuen på sine hoteller. Latterliggørelsen på de sociale medier var omfattende. Stordalen bøjede sig: »I hotelbranchen er det gæsten, der er chef. Og hvis gæsterne vil have bacon, skal de have det. Slut med Bacongate!«
Gæster, der overnatter længere end en enkelt nat, har han dog fået vænnet af med at bede om nyt sengetøj og nye håndklæder. Det er godt for klimaet og for Stordalens vaskeriregning.
Da han havde købt konkursboet efter Thomas Cook i Skandinavien, rejste han rundt til de fire skandinaviske hovedstæder for at præsentere overtagelsen. Han fløj i privatfly: »Det er svært at nå fire hovedstæder på én dag. Jeg erkender, at privatfly ikke er verdens bedste løsning,« udtalte han til Dagbladet, men han tilføjede også, at man »ikke løser problemerne med skam«. Da han og Gunhild giftede sig i Marokko, lejede de et helt hotel og chartrede et fly til 237 gæster. Og det er der, håbet for alle danske ansatte i det gamle Spies ligger. Stordalen finansierer moralisme, men lader det aldrig gå ud over bundlinjen og en god flyvetur. Det er den spagat, som nordeuropæiske kapitaliser er så gode til.
Tre typer kapitalister
Men vi skriver i Weekendavisen. Lad os være prætentiøst akademiske og eventuelt anbringe en højere teoretisk himmel over Stordalen og hans formue. Eller for at sige det med Tony Soprano: »Buy land, ’cause God ain’t making any more of it.«
Vi kan rangere kapitalister i tre kategorier i faldende orden, alt efter hvor godt vi synes om dem. Nummer et er de kapitalister, der skaber noget nyt, nummer to er dem, der ikke skaber noget nyt, men udnytter skattesystemet til egen fordel, og nummer tre er dem, der arver en skattefordel, som giver dem en stor formue. Den første kategori er dem, som gør os alle sammen rigere ved at forøge produktiviteten. De to andre er snyltere på den førstnævnte. Men om den midterste kategori kan vi i det mindste sige, at den har tæft.
Spies kunne vi godt lide, fordi han brød karteller og skabte et meget effektivt logistisk system. Og desuden var han aldrig dobbeltmoralsk. Han gav danske industriarbejdere mulighed for at nyde solen, et privilegium, som indtil da havde været forbeholdt de rige.
Stordalen hører til i kategori nummer to, en kategori, som vi er usikre på, om vi kan lide eller ej. I kategori tre finder vi alle dem, vi ikke kan lide. Det måske bedst kendte eksempel på denne kategori er Hugh Richard Louis Grosvenor, den syvende hertug af Westminster, som Jeremy Corbyn bruger meget af sin valgkamp på at angribe. Hertugen er verdens rigeste person under 30. I kraft af skattefrie fonde ejer han en stor del af de dyreste grunde i London. Corbyn har mere eller mindre lovet sine vælgere, at hertugen skal klynges op i den nærmeste lygtepæl.
Stordalen er blevet rig på grund af ejendom, og det bryder vi os som udgangspunkt ikke om. Vi anser det for at være en arbejdsfri indtægt. Stordalen får lov til at beholde for stor en del af jordrenten. »Jordrenten« er et begreb opfundet af den engelske liberalistiske økonom David Ricardo, som ifølge Marx altid havde ret. Jordrenten er den ekstra profit, man får af at eje en begrænset naturressource, i et moderne samfund typisk grunde centralt beliggende i storbyer. Afgrænsede grunde stiger og stiger i værdi, uden at grundenes ejer behøver at foretage sig ret meget for at forøge deres værdi. Hertugen har arvet grunde, der har været i familiens eje i flere hundrede år.
Men hvorfor bliver grundene mere og mere værd, og hvorfor vokser deres værdi hurtigere end økonomien i øvrigt? Det giver os anledning til at omtale årets nobelpris i økonomi, der blev givet for »the o-ring theory«, også kaldet »pakningsteorien«, som blev formuleret af Michael Kremer, der er professor i udviklingsstudier ved universitetet i Harvard. Nej, intet tyder på, at Stordalen har hørt om hverken jordrente eller pakningsteori. Men i 1993, i en alder af 28 år, udarbejdede Kremer teorien, som siger, at hvis produktionen af noget skal have en høj værdi, skal hvert enkelt trin i produktionen udføres med høj kvalitet.
Kremer fik idéen fra den store amerikanske teoretiker og fysiker Richard Feynman og hans pressekonference, der handlede om, hvorfor rumfærgen Challenger eksploderede i 1986. Feynman påviste, at en lille o-ringspakning af gummi ikke havde udvidet sig i kulde, som den burde have gjort. En gummipakning til en pris af tre-fire dollars havde med andre ord ødelagt hele strukturen.
Og Kremer hævder, at dette også gælder for økonomi. Alt skal fungere, hvis delene skal fungere, og en økonomisk struktur er ikke bedre end sit svageste led. Et uland kan godt satse på at bygge fantastiske motorveje, men hvis man ikke har mekanikere, der kan reparere bilerne, er de ikke til megen gavn. Kina har bygget enormt mange motorveje i Afrika, men næsten ingen benytter dem. Men hvad der gælder negativt, gælder også positivt. En musical med dårlige sangere kan aldrig få succes, og slet ikke hvis også komponisten er dårlig. Hvis alle derimod er dygtige, bliver musicalen endnu bedre, hvis også komponisten er god.
Sådan fungerer »vidensklynger« i storbyerne. Og i en verden med kundskabernes fri bevægelighed bliver miljøer i byer med de mest vidende arbejdere mere og mere produktive. Stordalen står parat til at flyve mennesker ind, som ønsker at møde disse mest produktive arbejdere. Det stærkeste finans- og advokatmiljø i Oslo holder til på Aker Brygge. Dette miljø kan kræve en stadig bedre betaling, fordi de personer, der arbejder her, gør hinanden stadig bedre og dygtigere. De kan specialisere sig mere og mere og tiltrække stadig dygtigere rekrutter. Forskellen på dem og alle andre bliver kun større år for år. Men miljøet på Aker Brygge tør ikke flytte. Man er bange for at miste adgang til viden og infrastruktur.
Hvor ligger Stordalens måske bedste hotel? Midt på Aker Brygge, og det hedder The Thief. Obama boede på det, sidst han var i Oslo. Derfor har Stordalen også købt den gamle postcentral ved Københavns Hovedbanegård: »Målet er at skabe et af Københavns bedste hoteller midt i smørhullet for kultur, transport og shopping,« som han selv udtrykker det. Stordalen indkasserer på den måde en enorm jordrente.
I betragtning af at personer med høj kompetence har behov for at klumpe sig sammen på afgrænsede grunde i storbyer med børser, burde staten selvfølgelig have opkrævet en høj ekstraskat i takt med, at jordrenten og produktiviteten stiger. Men det gør stort set ingen stater noget sted på Jorden – til mange socialøkonomers fortvivlelse. Stordalen får lov at beholde ekstrafortjenesten, selv om det, han gør, lige så vel kunne have været gjort af mange andre.
Ægte oplevelser
Stordalen læser ikke akademisk teori. Som han selv siger, når han præsenterer sig: »Jeg har gået et år på handelsskole og to nætter på husholdningsskole.« Hvad der taler til hans fordel er, at han ikke har arvet alle de dyre grunde, han har hoteller på, men har opbygget et imperium ved til stadighed at geninvestere penge i områder, hvor de mest produktive enten arbejder eller tilbringer deres fritid.
Både i Stockholm, København, Oslo og stadig flere byer benytter han den manglende beskatning af grundene til at berige sig selv eller måske snarere til at berige sine børn, som han nu skattefrit har overført formuen til – men ikke kontrollen med den: »Vi skal ikke være et almindeligt selskab, og vores hoteller skal være noget særligt. De (børnene, red.) skal også forstå, hvad der er bæredygtig kapitalisme,« udtalte han i forbindelse med formuens overførelse. »Vi skal være et modsvar til kortsigtet kvartalsrapport-tænkning. Vi skal tage større hensyn til klimavenlige løsninger og til vores medarbejdere.«
Det bør ikke overraske nogen, at han har ekspanderet til rejseindustrien. For også her er der skattefritagelser og statsstøtte at få. Det begyndte med den norske Hurtigruten. Hurtigruten er en over 100 år gammel veteran, som besejler Norges lange kyst helt op til Øst-Finmark ved grænsen til Rusland. Den norske stat har gennem årene støttet Hurtigruten med utalte milliarder. Ruten har været en central bærebjælke i distriktspolitikken, for folk og varer skal jo kunne komme frem langs kysten. Statsstøtten er helt overflødig i dag. Fly og almindelig varetransport har for længst udkonkurreret Hurtigruten, men når politikere i Norge først har vedtaget at give statsstøtte, bliver de ved med at give statsstøtte.
Sammen med en britisk opkøbsfond har Stordalen overtaget Hurtigruten. Det var klogt. Statsstøtte er nemlig meget mere værd i dagens lavrenteklima. Når støtten betaler renterne, kan man købe nye skibe. Desuden vil vore dages turister have »ægte« oplevelser og rejse klimavenligt. Stordalen & Co. tilbyder klimavenlige skibe, påstår de, og de lader turisterne møde »ægte« mennesker i et stort netværk langs kysten. Den norske stat giver ud over den sædvanlige støtte i klimaets navn nu også støtte til stadig nyere batterier i de stadig nyere skibe, så nu sejler stadig flere krydstogtskibe rundt langs Norges kyst og helt op til ismarkerne i nord og lidt efter lidt også til en række andre destinationer.
Norske politikere er så begejstrede, at de har givet de ansatte, der besejler norske havne, skattefritagelse. Det er en del af den såkaldte nettolønsordning, som staten har oprettet for at bevare »norske« skibe på norske hænder. Det indebærer, at de ansatte betaler skat som normalt for på den måde at være medlemmer af den norske velfærdsstat, men skatterne går ikke til staten, men til ejerne af Hurtigruten. Fortjenesten er skyhøj, og de priser, som udlændinge har lyst til at betale for at være klimavenlige, ser ud til at være uendeligt høje. Vi kan trygt regne med, at Spies’ gamle selskab vil blive brugt til at flyve gæster ind til Hurtigruten og Stordalens hoteller. Det særligt gode ved charterselskaber er for øvrigt, at de er helt igennem mobile. Truer en stat med at hæve skatterne, kan de bare flytte hovedkontoret et andet sted hen.
Stordalen plejer ikke at hæve personlig løn i sine selskaber. Af samme grund har han ikke nogen skattepligtig indkomst. På spørgsmål desangående fra Dagens Næringsliv har han indrømmet, at han er skyldig i skattetænkning. Til avisen Verdens Gang udtalte han sidste år: »Jeg oplever, at skattetrykket i Norge er fornuftigt, og det gør, at jeg mener, at vi bør betale vores skat med stolthed.« Stordalen lever op til sit credo om, at man ikke kommer nogen vegne ved at skamme sig.
Oversat af Claus Bech.
