Det sorte guld

Der findes kun omkring ti i Danmark, og de kalder sig frie fejere: skorstensfejere, der har brudt med deres mester, oprettet deres eget firma og nu arbejder som selvstændige. Efter flere års forsøg på at komme ind på markedet retter de nu en skarp kritik mod branchen. De mener, at de er oppe imod monopol­lignende tilstande, som favoriserer et gammelt netværk af fejere og forhindrer fri konkurrence.

»Jeg kender ingen anden branche, hvor tingene foregår på den måde,« siger Idon Brødbæk, der sprang ud som fri fejer i Nordjylland i 2015.

På papiret er skorstensfejning et liberalt erhverv. Det udføres af private firmaer, men i praksis foregår arbejdet i tæt parløb med det offentlige, som har adgang til borgernes bankkonti.

Sagens kerne: Danske kommuner har pligt til at tilbyde skorstensfejning til alle borgere. Det skyldes sikkerhedshensyn, og derfor underskriver kommunerne en kontrakt med lokale skorstensfejermestre. De forpligter sig på at feje i kommunen, og i modsætning til andre håndværkere skal man ikke selv ringe efter dem. De kommer af sig selv cirka en gang om året, og kontrakten giver dem automatisk adgang til et stort marked.

»Fra dag ét får du et kartotek forærende af kommunen på 6-7-8.000 kunder. Du skal ikke ud og markedsføre dig, og som mester i vores branche kan du være gældfri allerede efter fire-fem år. Det handler om mange millioner, så ingen er interesserede i, at en som mig sænker priserne,« siger Idon Brødsgaard.

Han reklamerer med en 40 procent billigere pris og arbejder i en uniform med sloganet »Det nye sort«. Efter hvert besøg sender han en regning, så kunden kan se præcis, hvor meget han betaler.

Sådan forholder det sig ikke alle steder. Mange fejere med kontrakt behøver ikke opkræve deres penge selv. Det gør kommunen for dem: En gang om året udfylder skorstensfejermestrene, hvor meget hver borger skal betale, og sender oplysningerne til kommunen. Bagefter opkræver kommunen pengene direkte fra borgernes konti. Over ejendomsskatten. På den måde dikterer private firmaer, hvor mange penge kommunen skal hæve på borgernes konti. Eller sagt på en anden måde: Danske kommuner giver private firmaer indirekte adgang til at hæve borgernes penge.

»Det er helt absurd. Der er ingen tømrer eller VVSer, der får opkrævet sine regninger via ejendomsskatten. Når kommunen opkræver penge for et privat firma, tror borgerne nærmest, at der er tale om et offentligt arbejde. Hvor mange mennesker tjekker overhovedet, hvad de bliver trukket for skorstensfejning,« spørger Idon Brødsgaard.

Læs også om, at en stilladsarbejder i gennemsnit holder 10 år, men nogle bliver bare ved: »Skabt til at arbejde«

Forholdene i skorstensfejerbranchen ligner ingen andre. Faget nyder en historisk status, der kan spores tilbage til 1700-tallets København. Skorstensfejere blev hyret af kongen for at forebygge brande som dem, der udslettede næsten halvdelen af København i 1728 og Christiansborg i 1794.

Lige siden har staten haft en interesse i et højt niveau af brandsikkerhed, og i dag ligger tilsynet hos kommunerne. De har pligt til at sørge for, at en skorstensfejer er tilgængelig for borgerne, men kommunerne må selv vælge, om de også vil opkræve pengene for skorstensfejeren, eller om fejeren selv skal sende en regning til borgeren for arbejdet. Nordfyns Kommune vil ikke længere opkræve pengene. Her fik fejerne nemlig kommunen til at hæve flere penge, end de havde krav på. Og selv om borgerne klagede, ville fejerne ikke altid give dem pengene tilbage.

»Vi fik så mange klager, at det overhovedet ikke stod mål med de ressourcer, vi måtte bruge på det,« siger Nordfyns borgmester, Morten Andersen.

Borgere fik blandt andet trukket penge af to forskellige skorstensfejere – både den gamle og den nye – og i nogle tilfælde havde skorstensfejeren slet ikke været der. Borgmester Morten Andersen fra Venstre opdagede selv ved et tilfælde, at han var blevet snydt. Skorstensfejeren havde opkrævet cirka 500 kroner om året i tre år på en gammel nabogrund, som borgmesteren havde købt. Problemet var bare, at huset for længst var blevet revet ned.

»Da jeg ringede til skorstensfejeren, fastholdt han, at han havde fejet i alle de år. Så spurgte jeg, hvordan man kan feje et hus, der ikke findes, og så fik piben en anden lyd. Jeg fik mine penge tilbage,« siger borgmesteren.

– Hvordan reagerede fejerne, da I holdt op med at opkræve penge?

»De var utilfredse, men i mine øjne er det et levn fra fortiden. Det er også lovpligtigt at have en forsikring, men kommunerne opkræver ikke pengene af den grund.«

– Er det sandsynligt, at den samme overbetaling foregår i andre kommuner?

»Det går jeg da ud fra.«

Nordfyns Kommune opkrævede 3,8 millioner kroner om året på vegne af fire mestre. Af det beløb beholdt kommunen fire procent svarende til 150.000 kroner i administrationsgebyr. De fleste kommuner opkræver pengene over ejendomsskatten, blandt andet Frederikshavn Kommune. Her opkrævede man sidste år 7,3 millioner kroner. Det skete på vegne af tre skorstensfejere. Kommunen beholder 2,5 procent af pengene i administrationsgebyr svarende til 180.000 kroner. Her oplyser man dog, at klager ikke udgør noget stort problem.

Læs også om, hvorvidt det er sandt, at kvinder lønmæssigt diskrimineres: »Løn som fortjent«

Skurkene i de frie fejeres fortælling er Skorstensfejerlauget af 11. februar 1778. Det er en faglig sammenslutning af 154 mestre med stolte, historiske traditioner. Lauget har i høj grad formet branchen, som den ser ud i dag, for de sidder både på den faglige ekspertise og på næsten alle de kommunale kontrakter.

Indtil frifejerne dukkede op, var Lauget de eneste mestre på taget. Skorstensfejerlaugets oldermand, Keld L. Jensen, har været skorstensfejermester i Ringsted i 30 år. Han mener, at det gik galt i Nordfyns Kommune, fordi andre end kontrakt-fejerne fik lov at arbejde.

»Det var det vilde vesten. Kommunen havde givet frit skorstensfejervalg, så folk kørte rundt og fejede på kryds og tværs. Det var noget værre biks, men det er ikke opkrævningens skyld. Det er liberaliseringens skyld, og det er netop det scenarie, vi er bange for. Hvis man liberaliserer og gør det til et frit marked, er der ingen kontrol med, hvornår der bliver fejet og ikke fejet.«

– Hvad siger du til, at borgmesteren fik opkrævet penge for et hus, der ikke findes?

»Jeg forstår slet ikke, hvad der kan være sket. Det må være en form for slendrian.«

– Ligner det ikke, at der er fejere, der misbruger kommunens opkrævning?

»Jeg er meget ked af den indgangsvinkel. Vi er jo ikke svindlere eller kriminelle. Vi er et redeligt folkefærd, og hvis jeg ikke betalte folk deres penge tilbage, når de havde krav på det, ville jeg ikke have mit job. Det adskiller os fra frifejerne. Kommunen kan opsige min kontrakt, men en fri fejer kan du kun anlægge et civilt søgsmål imod.«

– Kan du stadig forsvare den kommunale opkrævning, når fejere har fået penge for arbejde, de ikke har lavet?

»Ja, for det er ikke normalt. På Nordfyn havde de ikke styring på det, fordi de lod alle komme ind. Opkrævningen er reelt en service over for kunden, og vi betaler jo for det. Jeg giver fem procent af min omsætning til kommunen for at slippe for inkassotjansen. Det er mere end kommunernes omkostninger ved det,« siger oldermand Keld L. Jensen.

Frifejere på frihjul

I Danmark er der på papiret frit skorstensfejervalg. Det fremgår af den standardaftale, som Skorstensfejerlauget har udarbejdet sammen med Kommunernes Landsforening. Det betyder, at alle har ret til at skifte skorstensfejer, og med lærlinge, svende og frifejere tæller branchen knap 700 fejere over hele landet. Men det er stadig Laugets mestre, der sidder på de fleste kontrakter. Og de er eftertragtede.

Mange mestre sidder på kontrakten på livstid, og kommunerne er ikke forpligtet til at sende kontrakterne i udbud. Aftalerne indgås ofte på den måde, at den mester, der går på pension, selv anbefaler sin efterfølger. Til tider er det hans egen søn eller datter, som har stået i lære i firmaet. Nogle kontrakter skal fornys efter fem eller ti år, mens andre kører til pensionsalderen, fortæller oldermand Keld L. Jensen.

»Det kan godt foregå på den måde, at en mester anbefaler en, han synes er god, men det er kommunen, der bestemmer. Historisk har der været skorstensfejerfamilier i flere generationer, og faget er gået i arv fra far til søn. Men i dag arver de fleste ikke arbejdet. Min egen far var bager.«

Oldermand Keld L. Jensen fortæller også, at Lauget støtter, at alle kontrakter opslås, så flere svende ikke føler sig forbigået. Alligevel afviser han, at Lauget har monopol.

»Det er ikke et monopol. Det er en plan­økonomisk løsning. Skorstensfejning er et lillebitte marked, så det er dybest set en for­brugerbeskyttende ordning. Kommunens takster sikrer, at du får fejet til samme pris, uanset om du bor i byen eller i den yderste udkant. Vi ved jo allerede, hvor svært det kan være at få en taxa ude på landet. Hvis markedet blev helt frit, ville mange husejere enten glemme at få fejet, eller også ville de prøve at spare penge og først henvende sig, når der var et problem. Så ville der opstå flere brande og forgiftningsulykker. Man kan jo selv forestille sig, hvordan det ville gå, hvis bilejere selv skulle holde styr på at få synet deres bil,« siger Keld E. Jensen.

Han peger på, at Lauget sikrer et højt fagligt niveau af brandsikkerhed, da de også sørger for at opkvalificere deres fejere med efteruddannelse og tager lærlinge ind.

– Hvordan ser I på de frie fejere?

»Der er næppe mange, der betragter dem som gode kolleger. Den almindelige betragtning er nok, at der er forskel på at stå uden for en faglig organisation og så at være med i den. De organiserede fejere mener nok, at de kører på frihjul.«

– Hvordan det?

»Vi synes jo, at det er dem, der skaber unfair konkurrence. De kan bare lave det nemme og hurtige arbejde og for eksempel køre ind i et sommerhusområde. Vi, der har faste aftaler, skal tage, hvad der er i vores distrikt. Vi skal også ud på de små øer, og det gør vi til en solidarisk pris. Hvis man slipper det frie marked løs, bliver dem, der bor i udkanten, sorteper.«

Reglerne for skorstensfejning fremgår af skorstensfejerbekendtgørelsen, som hører under Transport- og Boligministeriet. Her står i paragraf 23, at kommunalbestyrelsen selv beslutter, om de vil opkræve pengene sammen med ejendomsskatten. Det er denne paragraf, Kommunernes Landsforening henviser til, da Weekendavisen spørger, hvorfor skorstensfejere i det hele taget får penge via ejendomsskatten.

»KL kan ikke stoppe den kommunale opkrævning. Jævnfør paragraf 23 er det lov­givningsbestemt, at kommunerne kan gøre det. Men vi vil overveje vores egen understøttelse af kommunernes arbejde i form af skabeloner (kontrakterne, red.) og prisfremskrivninger,« skriver direktør Laila Kildesgaard.

»Der er stadig spørgsmål til lovgivningen, og KL er i dialog med Transport, Bygge og Boligstyrelsen, som arbejder på at gøre den bedre. Derudover lægger KLs sekretariat i øjeblikket op til, at der tages fornyet stilling til denne arbejdsgang,« skriver hun.

Det har ikke været muligt at få svar fra trafik- og boligminister Kaare Dybvad inden deadline.

Den ældste skorstensfejer

Tilbage til de frie fejere. Som et modtræk til Skorstensfejerlauget af 11. februar 1778 har de oprettet Skorstensfejerforeningen af 14. januar 2017. Weekendavisen har talt med flere medlemmer, der oplever kamp om kunderne. Leif Andresen fra Esbjerg præsenterer sig sådan her i telefonen:

»Jeg er Danmarks ældste, fungerende skorstensfejer. Jeg startede, da jeg var 15, og jeg har arbejdet i 54 år. Så kan du selv regne ud, hvor gammel jeg er.«

– 69?

»68 et halvt. Jeg er meget ærekær omkring mit arbejde. Hvis man ikke har udført det, skal man ikke have penge for det. Men jeg har oplevet en ejendom, der havde betalt i 15 år, uden at der nogensinde havde været en skorstensfejer. Jeg blev udsat for så meget chikane, da jeg begyndte som fri fejer. Hver gang jeg havde overtaget en ny kunde, skyndte den gamle mester sig ud og fejede deres skorsten. Han lod, som om han ikke havde fået besked om, at han ikke skulle komme mere,« siger Leif Andresen.

Idon Brødbæk afviser, at frifejere kun tager de såkaldt nemme kunder.

»80 procent af mine kunder er helt almindelige hr. og fru Danmark-huse. Jeg var også på Læsø for en måned siden og feje. Det må man tage med, når man vil have kunder, og det vil jeg.«

 

Læs også om lastbilchauffør Robert Grandt, som møder globaliseringen på landevejene: »Sidste last«