Læserbrev. Vild med vold. Udbud. Den Korte Radioavis. Sexarbejde. Krydsord. Taknemmelige tal.

Debat

 

Vild med vold

Helle Merete Brix, freelancejournalist og forfatter

Yahya Hassan – voldsmand, kriminel og digter – er massivt eksponeret i sidste uges nummer af Weekendavisen. Årsagen er, at Hassan, efter seks års digterisk tavshed, har sendt en ny bog på gaden.

I den forbindelse stiller Klaus Wivel et spørgsmål i sin leder om, hvorfor man skal »rydde forsiden for en voldsmand, en dømt kriminel, en psykisk syg patient?«

Det kunne jeg også godt lide at vide, og jeg synes ikke, Wivel leverer et overbevisende svar. Et sted i lederen lyder det: »Aldrig har en digter herhjemme stået bag så meget kriminalitet og selvødelæggende vold og lagt det så vitalt lyrisk til skue.«

Naturligvis skal man omtale bogen. Men i det omfang? Bemærk også udtrykket »selvødelæggende.« Man får indtryk af, at volden er rettet mod Hassan selv. Det er den ikke, den er rettet mod mennesker omkring ham og består af knivstikkeri, brug af skydevåben, en adfærd over for en ekskæreste, der har givet ham et tilhold med mere.

Værre går det i Martin Krasniks interview, der strækker sig over adskillige sider i sektionen Bøger. Hassan fortæller et sted, at han »smadrede« en anden indsat, mens han sad inde. Den pågældende havde bl.a. optrådt provokerende. Krasnik siger: »Hvorfor lader du ham dog ikke være? Det er da ikke dét værd!« Fokus er altså på, at volden giver Hassan problemer, og ikke på, hvor ondt han gør andre mennesker.

Det kan ikke overraske, hvis man husker Krasniks fidele interview med digteren i Deadline, da Hassan debuterede for år tilbage. Allerede dengang havde Hassan begået kriminalitet, men kriminaliteten blev nærmest omtalt i spøgefulde vendinger. Efterfølgende knyttede Krasnik og Hassan en privat kontakt. Det var sikkert en hjælp for Hassan, der på det tidspunkt, tragisk og uacceptabelt, fik så massive trusler fra sit bagland, at han kom under PETs beskyttelse.

Men måske har denne gamle forbindelse fået Krasnik til at miste overblikket og blive unødigt familiær som interviewer? Et spørgsmål, man kunne have stillet Hassan i interviewet i Weekendavisen, var for eksempel: Mener du stadig, at du forstår terroristen Omar el-Hussein? For det var, hvad Hassan sagde til Berlingske i forbindelse med terrorangrebet på Krudttønden og synagogen for snart fem år siden. Man skulle naturligvis »nedkæmpe sådan en idiot«, men: »Han (Omar el-Hussein, min bemærkning) var fanget på bunden af samfundet ligesom jeg. Han var indigneret over den palæstinensiske situation og forvirret over den højreorienterede drejning i Europa.«

Den skånsomme behandling af Hassan er blot et af flere eksempler på, hvordan intellektuelle alt for let accepterer at omskrive voldelig adfærd, hvis de har sympati for voldsmanden. Et andet eksempel er den bogaktuelle tidligere imam Ahmed Akkari, der udgjorde en del af den imamgruppe, der gjorde, hvad de kunne for at piske stemningen op mod Danmark under Muhammedkrisen. Akkari synes i dag at bevæge sig ubesværet rundt i intellektuelle kredse. Men har han nogensinde vist oprigtige tegn på anger? Ingen interviewer spørger ej heller nogensinde til Akkaris betingede voldsdom; og om det er den, der er årsag til, at han måtte tage arbejde som skolelærer på Grønland? Der er tale om vold mod et 11-årigt barn, en episode, der ligger tilbage i Akkaris tid som lærer på Lykkeskolen i Aarhus. Man mindes med taknemmelighed den nu afdøde muhammedtegner Franz Füchsel, der bevarede sin værdighed til det sidste ved, i modsætning til flere andre af Muhammedkrisens frontfigurer, at sige nej til dialog med den omvendte imam. Han beskrev bl.a. Akkari som »skamløs«.

Sidst er der den britiske ytringsfriheds­aktivist Tommy Robinson, som man i Trykkefrihedsselskabet har taget til sit hjerte i en sådan grad, at de til januar giver ham en pris. Det er uforståeligt. Robinson har en række domme bag sig. En af dem går tilbage til tiden, da Robinson var helt ung. Robinson blev idømt et års fængsel for vold mod en politimand, der ikke var i tjeneste under episoden. Til Huffington Post har Robinson i et interview i 2015 om episoden selv sagt: »Jeg sparkede ham i hovedet.« Det kan man rent faktisk dø af. Er det virkelig blot en detalje?

Læs også debtalindlægget fra Karen Schultz: »Jeg blev vred«

Udbud

Kimmie Rostrup Brauner, cand.jur.

Mediedanmark har fået en smagsprøve på, hvordan offentlige udbud afgøres; at processen op til selve DAB-udbuddet og 24syvs skæbne unægteligt var et uskønt politisk teater, ændrer ikke ved, at afgørelsen er repræsentativ for, hvorledes offentlige udbud afgøres i al almindelighed. De journalister og redaktører, der magter at kravle ud af det navlebeskuende 24syv-selvsving, bør derfor begynde at kigge på de større skandaler i det offentlige regi og genoverveje, hvordan og hvorfor eksempelvis SKAT egentlig er endt i den katastrofale situation, at it-projekt (der har været i udbud) efter it-projekt fejler og stille, men sikkert, piller alt fra statens indtjening med skatte- og gældsinddrivelser til retssikkerhed, hvad angår boligvurderinger, fra hinanden, og derefter spørge sig selv, hvad der ellers kan ligge begravet under det massive væsen, der er det offentlige, og den myriade af administrative afgørelser, der findes i dybet.

Den arrogance, Radio- og tv-nævnet udviser i deres selvrevision og følgende pure afvisning af enhver form for fejl, trods det udefra åbenlyst groteske i en række af vurderingerne i det enkelte udbud, bør tjene som skræk og advarsel for den magt, der er uddelegeret til skranke-provstiet uden reel adgang til at få nærlæst og revurderet afgørelser og vurderinger, ikke sjældent med potentiale for katastrofale følger for vores samfund, hvor SKATs implodering optræder eksemplarisk som kronjuvel.

Den Korte Radioavis

Lars Hestbæk, selvstændig fotograf Cand.scient.soc.

Den Korte Radioavis er vokset til noget af det mest afgørende i kritikken af magtfuldkommenhed og politisk inkompetence og arrogance. Deres satiriske tilgang og velfunderede research er afgørende ift. et af de største problemer i vores demokrati, nemlig politikerlede. Politikerne over en bred kam, og særligt Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, har endnu ikke opdaget, at det bedste værn mod politikerlede er satire, som tør gå til stregen og nogle gange over. Så selvom Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er lykkedes med på den korte bane at lukke ned for grovkornet satire og drillerier, så vil de på lange bane opdage politikerleden vokse. Og det, der vil vokse frem af politikerleden, er blandt andet fascistiske båtnakker i sixpence, og de er en langt større trussel mod socialdemokraterne og Dansk Folkeparti og os alle sammen end satire og Den Korte Radioavis.

Jeg mindes, at Jørgen Ramskov i en debat med en ledende herre fra den dengang kommende Radio 4 lidt kækt blev forelagt muligheden for, at Radio 4 viderefører Den Korte Radioavis. Det tilbud synes jeg, at Mads Brügger, Mikael Bertelsen, Rasmus Bruun og Frederik Cilius Jørgensen og det resterende hold bag Den Korte Radioavis nu skal tage imod. Den Korte Radioavis er større end de fire personligheder og også langt vigtigere. Jeg vil derfor opfordre Den Korte Radioavis til at takke »JA« til tilbuddet om at komme live på FM igen og så gøre det på Radio 4, der i sidste uge fik sagt J-dag imponerende mange gange. Lige så stor en opfordring skal lyde til Radio 4 om at gøre det modige og eneste rigtige, nemlig at invitere det vigtigste satire i umindelige tider ind på deres radio og give dem fuldstændig frie hænder. Det er vigtigt, og Radio 4 mangler også nogle ansatte i København for at opfylde det der »krav« med 30 procents ansatte 110 kilometer fra Aarhus!

Den korte Radioavis skal selvfølgelig være live og på FM, og den skal ikke være privatfinansieret eller brugerbetalt. Den skal være vores allesammens bolværk mod politiske dummernikkere.

Sexarbejde

Bo Jensen, forfatter til »Skøgernes Danmarkshistorie«

Når man læser et udsagn om fænomenet prostitution, kan man foretage en lakmusprøve: Tag en hvilken som helst artikel om prostitution og erstat ordet »bordel« med restaurant eller frisørklinik, »prostitueret« med kok eller frisør og ordet »sex« med mad eller hårklipning.

Både mad og sex er basale behov for os mennesker. Både sexarbejdere og frisører sælger en serviceydelse. Hvis artiklen ikke giver mening efter udskiftningen, så er der et problem.

Lakmusprøven vil ofte kunne afsløre, om forfatteren har et rimeligt synspunkt, eller om der bare luftes fordomme eller diskrimineres mod dem, som sælger seksuelle serviceydelser.

Eksempel: »Prostitution er et socialt problem.« Den påstand skal kigges nærmere efter i sømmene, for det ville være absurd at påstå, at restaurationsbranchen eller frisørfaget er et socialt problem.

Endnu et eksempel: I Weekendavisen den 8. november havde Lone Nørgaard et indlæg om prostitution, hvor hun spørger: Hvorfor betaler mænd for noget, som de kan få gratis? Og »var der konstant villige kvinder til rådighed, ville ingen mand drømme om at gå til en prostitueret«.

Efter lakmusprøven: Hvis der er en derhjemme, som er vild med at lave mad, ville ingen mand drømme om at gå på restaurant. Efter lakmusprøven er det let at se, hvor meningsløs påstanden er.

Vi spiser ude, når vi har travlt, for at få en oplevelse, når vi ønsker service eller ønsker at prøve noget ny mad.

Lone Nørgaards vinkel på prostitution er, at mænd har mere lyst til sex end kvinder.

Det spørgsmål er uafklaret i forskningen. Der kommer flere og flere undersøgelser, som påstår, at mænd og kvinder fra naturens side har samme sexlyst, men at kvinders lyst undertrykkes i vores kultur. Om det er rigtigt eller forkert, er ikke pointen.

Pointen er, at Lone Nørgaard ikke bidrager med noget interessant om prostitution med denne vinkel.

Har mænd mere lyst til mad end kvinder? Medlemmerne af Ædedolkenes Klub er alle mænd. Er det interessant? Tja, måske. Men det er ikke en relevant vinkel, hvis debatten handler om, at en minister har nedlagt det udvalg, som skulle kigge på kokkes sundhed og sikkerhed.

Okay, ovenstående sætning om det nedlagte udvalg har allerede været en tur gennem lakmusprøven. Hvis du dechifrerer tilbage igen, vil du opdage, at det handler om socialminister Astrid Krag. Hun ser købesex som et socialt problem, og derfor har hun stoppet et udvalg, som skulle se på, om der er noget i lovgivningen, som ødelægger sexsælgeres arbejdsbetingelser.

Prøv lige at læse den sætning igen: En minister synes, at et populært erhverv er et »socialt problem«, og DERFOR vil hun IKKE kigge på den lovgivning, som ødelægger arbejdsbetingelserne i erhvervet.

Den beslutning har hun fået fuld opbakning til hos Fagbevægelsens Hovedorganisation. Wow! What? Måske fagbevægelsen skulle prøve den der lakmusprøve?

Her er et par af socialminister Astrid Krags udsagn (Politiken og P1-debat 7. november) udsat for lakmusprøven:

»Frisørfaget er i alle former skadeligt, fysisk, psykisk og socialt. Det burde ikke være til diskussion, at vi ikke kan acceptere et sådant arbejdsmiljø på det danske arbejdsmarked.«

»Frisører pådrager sig angst og depression, og nogle sidder i gæld til halsen. Det skriger til himlen, at alt dette skulle kunne løses ved at give frisører pension og feriepenge.«

»Med en blåstempling af branchen risikerer vi, at flere kvinder vil være frisører. Jeg ser hellere, at flere får hjælp til at forlade frisørfaget.«

Efter lakmusprøven afsløres det, at fagbevægelsen har et problem, når de bakker op om Astrid Krags beslutning.

Hidtil har fagbevægelsen med succes for eksempel krævet udskiftning af farlige kemikalier i hårfarver. Fremover skal den slags problemer i arbejdsmiljøet måske klares med exit-programmer?

Det kan ikke undre, at statsmagten (også) gerne vil diktere, hvordan arbejdsmiljø skal håndteres. Men det er patetisk, at fagbevægelsen slår hælene sammen og siger: »Javel, fru minister.«

For 30 år siden, da jeg arbejdede professionelt med arbejdsmiljø, holdt fagbevægelsen stejlt på, at arbejdsmiljø skal aftales mellem arbejdsmarkedets parter. De vil ikke risikere, at forbedringer i arbejdsmiljøet kan fjernes med et pennestrøg, når der kommer en ny regering.

At sælge seksuelle serviceydelser er et arbejde. Sex work is work. Det bliver fagbevægelsen nødt til at anerkende. Ligesom fagbevægelsen har gjort i mange af de lande, som vi plejer at sammenligne os med.

Krydsord

Poul Erik Hornstrup Holger Danskesvej 108, 2000 Frederiksberg

Åbent brev til Weekendavisens Kæmpekryds-forfatter, Karen Margrethe Nielsen.

Tillad mig at sige, madame,
at »die« og »amme«
er ikke det samme.

Snarere, kan man vel sige,
er »amme« og »die«
diametralt
modstillelige.

Taknemmelige tal

Mathias Kobberrød Rasmussen, cand.mag. Ved Amagerport 8, 1. tv., 2300 Kbh. S

Årtiers statistik, forskning og intens debat har netop vist, at integrationsspørgsmålet på ingen måde er simpelt, men tværtimod uhyre komplekst og fuld af modsigelser. Det står i skarp kontrast til Leny Malacinskis indledende vinkling i artiklen »Taknemmelige tal« (Weekensavisen 1. november), der groft forsimpler et kontroversielt politisk og socialt fænomen. Herunder hører, at tørre tal og videnskabelige undersøgelser, som offentligheden frit kan sortere i for og imod indvandring ud fra deres politiske ståsted, ikke kan stå alene og tjene som forklaring på, at »Samtlige danske regeringer siden 2001 har betragtet mellemøstlig indvandring som et samfundsproblem«.

Således må et bredt nationalt kulturbegreb inddrages som en væsentlig forklaring på modstanden mod mellemøstlig indvandring. Den irrationelle følelse af en udefrakommende trussel, der udfordrer den højt besungne danske sammenhængskraft, specifikt dansk kultur, sprog og national identitet, har vokset sig stærk i store dele af den danske befolkning siden 2001. Det lille systemskifte i 2001 varslede for første gang en klar og tydelig afstandtagen fra mellemøstlig indvandring til Danmark, hvor statistikker om arbejdsløshed og kriminalitetsgrad blot var nogle få ingredienser i en kulturkamp, der i langt højere grad handler om stammementalitet og et forsøg på at bevare velfærdsprivilegier hos den indfødte befolkning. Således er omdrejningspunktet i denne stadig verserende kulturkamp en irrationel søgen efter en retfærdig omfordeling af velfærdsgoder til de udvalgte mennesker, der fortjener dem. Hertil skal tilsættes en frygt for det fremmede og uforståelige, in casu islam og muslimsk kultur, som få danskere har indsigt i, og endnu færre påskønner.

Det altafgørende argument i den politiske debat er dog, at graden af integration ikke har været tilstrækkelig blandt en for stor del af de mellemøstlige indvandrere, der er kommet til landet i de sidste 50 år. Hvad angår sprog, uddannelse, arbejde og kriminalitet, har udviklingen mod stærkere integration, som der er et enstemmigt krav om, været træg og utilstrækkelig, hvilket et politisk flertal har indset, hvorfor de klogeligt har begrænset indvandringen fra denne del af verden.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.