Her er to mænd: fårehyrden James Rebanks og muldvarpefængeren Marc Hamer. De har fundet sig selv. Hvad vil det sige? At de lever i fred med sig selv. At de slap ud af noget, som ikke var dem, noget forvirrende og vildledende, og styrkede andre sider. Nu er de, hvor og hvem de gerne vil være. De er ikke prægtige, ikke selvhjælps-optimistiske eller selvoptimerende. De hepper ikke på særlige livsstrategier, jagter ikke »perfekte øjeblikke« og romantiserer ikke engang deres årstidsbestemte tilværelse på landet i England, som virkelig kunne romantiseres, så puddersukkeret stod ud af ørerne. De føler sig levende, nødvendige og nyttige.
»Ingenting er fuldendt, intet er perfekt, og intet bliver nogensinde færdigt,« skriver muldvarpefængeren. »Jeg er efterhånden kommet til at nære ømme følelser for den ubønhørlige drift mod uorden, som jeg tager med mig. Den er overalt og i alt.«
Efter min mening kan man ikke få et bedre leveråd. Livet åbner sig, bliver mere realistisk og elastisk. Stilfærdigt og godt skriver muldvarpefængeren om at knokle, blive gammel og forfalde som alt andet levende. Fårehyrden er ikke så gammel, men ser sin farfar og far blive svagere og svagere, mens han selv vokser den anden vej. Så længe det varer. Ro og accept spreder sig fra dem. De (vi) er hver især en lille del af noget varigt, der bevæger sig i cirkel. Noget solidt, virkeligt og sandt. Det har de lært af et hårdt, traditions- og jordbundet arbejdsliv og af udvalgte dyr, som har interesseret dem lidenskabeligt i årtier. Efter endt og opslugende læsning ved jeg alt eller i hvert fald en hel del om muldvarpe og får. Måske også om mænd.
Marc Hamer, forfatter til Kunsten at fange muldvarpe, er en tung havemand i tresserne, stiv i kroppen, øm i leddene, problemer med hjertet og underligt lykkelig. En vinter, da han var 16 år gammel, døde hans mor, og da foråret kom, sagde faren til ham, at det var »unødvendigt for familiens tarv«, at han blev boende. Så drengen stod op en morgen, lagde nøglen på bordet og forsvandt uden et ord. Sine ting lod han stå og kom aldrig tilbage. Han vandrede nordpå i England med en hastighed af fire kilometer i timen, sov i vilde hegn, under broer, i lysninger, ved floder. Nogle gange meget sulten, gennemblødt, kold eller bange, men det meste af tiden rolig og tryggere end i sit voldelige barndomshjem. Han forsøgte at gøre sig usynlig, forfinede sin evne til at gemme sig og gå under jorden. I halvandet år gik han på må og få, uden mål eller mening. Kunne sidde i timer og dage og bare se på ting og finde ud af, hvad de drejede sig om. Hans far sagde, han var for dum til at gå ind, når det regnede, og forstod ikke, at hans verdensfjerne søn nød regnen og vejret, blæst, sne, træer. Lydene, dyrene. At være alene. Som barn så han et billede af den hellige Frans af Assisi omgivet af dyr og ville ønske, det var ham.
Hamer blev havemand for at betale sine regninger og leve et omskifteligt liv udendørs. Han troede naivt, at det ville være en idyllisk og sanselig beskæftigelse, men der hørte forudsigelige drab med. Hvert år i december begyndte hans telefon at ringe, for da skubber muldvarpen overskudsjord fra sine gange op gennem folks sterile plæner, og en bølge af raseri skyller op i haveejerne. Muldvarpen er en lille glat fløjlspølse, næsten blind og holder sig for sig selv. Man møder aldrig en flok eller en bande muldvarpe, selvom dyret i børnebøger altid er omgivet af sine gode venner. »Måske er det tungt for os mennesker at skrive historier om at være ensom,« skriver Hamer og gør netop det. Parallellen mellem muldvarpen og den unge vagabond er der, men bliver ikke trukket tykt op.
Marc Hamer er vegetar og bryder sig ikke om at slå pattedyr ihjel, men det var dem eller ham. Han mødte Peggy, »en varm kvinde«, fik børn og familie at brødføde. Som muldvarpefænger kunne han tjene penge om vinteren, hvor der ellers ikke var noget at lave. Og han satte en ære i at slå dem ihjel teknisk, upersonligt, hurtigt og så smertefrit som muligt. Fra første side står det klart, at han ikke kan blive ved, og til sidst, da en muldvarp i en af hans fælder ikke er død, men smadret og lidende, må han som gammel, mere sårbar og klogere mand dræbe den med flere hårde slag med skovlen. Lettet holder han op og siger til sine kunder, at han er gået på pension efter 40 år. Sine erfaringer videregiver han, men han synes ikke, man skal slå muldvarpe ihjel. Hvad er det, man frygter? I Tyskland og Østrig er muldvarpe beskyttet, og haveejerne affinder sig med dem.
Hamer er dyret taknemmelig, for det har givet ham et vågent, sanseligt liv på iskolde marker. På jagt efter muldvarpen får han en anden karakter, er mere flydende, fri og fleksibel, som om han bliver ét med marken, vejret, lugtene, der bølger ind og ud. »At kunne opspore et dyr kræver denne form for bevidsthed, og at fortabe mig selv på denne måde er en vigtig del af min tilværelse. Ikke at vide, ikke at tænke er for mig en yderst ønskværdig form for bevidsthed.«
Han skriver digte, drikker et glas whisky om aftenen og elsker at ligge i mørket, ansigt til ansigt med Peggy under et tykt vattæppe. Hun har reddet ham, han har været heldig. Vinduet er åbent, gardinerne trukket fra, så de kan høre uglen og ræven og blive vækket af lyset. Han har lært kunsten at give slip uden at opleve det som tab. »Jeg passer ind her i live, og det vil jeg også gøre som død.«
Læs også: Pernille Stensgaard forsøger at skabe perfekte øjeblikke: »Bed tiden om at stå stille«
Fårehyrden er i fyrrerne og lever i Lake District med sin familie og en besætning af hårdføre Herdwickfår, som er »hævdet« til ganske bestemte steder på bjergene rundt om gården. Det betyder, at de kan gå direkte derop og græsse uden indhegning og overvågning i ugevis. De ved simpelthen, hvor de hører til: dér, hvor de er født. Som får, så mand. James Rebanks er født lige i nærheden ligesom sin far, farfar, oldefar og videre bagud i tiden. Det samme gælder hans kone, Helen. I modsætning til den unge hjemløse Marc Hamer, der følte sig hjemme overalt i naturen, er Rebanks stedbunden. Det skal være her og ingen andre steder. Inden for synsvidde fra samme bjerg bor alle, han er beslægtet med, og som betyder noget for ham.
I to krydsende spor følger Fårehyrdens dagbog årets gang og hans egen opvækst og splittelse. Han forguder sin farfar, en af egnens dygtigste fåreejere (de kalder hinanden hyrder), ønsker kun at blive som ham og gider ikke gå i skole. Han ved jo, hvad han skal. Sammen med de andre små kommende hyrder hærger han inventar og grædende skolelærere, indtil det efter farfarens død går op for ham selv og hans forbløffede omgivelser, at den dumme dreng er kvik, og før man ved af det på vej mod Oxford, omklassificeret som klog. Han bliver historiker, men vil hjem og være den samme som før.
Hans historie minder lidt om amerikanske Tara Westovers selvbiografiske Oplyst, hvor den unge kvinde bryder ud og væk fra den ondeste white trash-familie og bliver professor i historie, også fra Oxford, selvom hun ikke har gået i skole som barn overhovedet. Hun kan ikke komme tilbage, det er umuligt, men James Rebanks kan. Hver gang han er hjemme, går der et par akavede minutter, og så slukker han for »det andet jeg«, og både hans far og han selv slapper af og finder hinanden igen i arbejdet med fårene. En del af det er kompliceret og mere udfordrende end noget, han har foretaget sig i Oxford i flere uger. »Hyrder er ikke dumme. Vi er bare indstillet på en anden frekvens,« skriver han.
Han vil hverken slippe det landskab, han er hævdet til, eller fårene. Det er en æressag at være hyrde, at sætte den rigtige vædder til de rigtige hunner, avle de bedste dyr i Lake District, få lammene levende gennem læmmetiden og vinde førstepræmier på årlige dyrskuer, som stopper de smalle veje i dalene til med biler.
At beholde gården kan kun lade sig gøre med dobbeltarbejde, det er de nye tider. Efter universitetet får Rebanks masser af lokale jobtilbud – stengærdebygning (en svær kunst), fåreklipning, malkning – men han indser, at han må finde et kontorjob for at tjene nok til at holde det vigtigste oppe.
I dag ekstraarbejder han med historiske steders økonomi som ekspertkonsulent for UNESCOS verdensarvkontor i Paris og kan gøre noget af det fra stalden. I begyndelsen hadede han det, fordi han blev trukket i to forskellige retninger, men mange andre traditionalister som ham og hans familie gør det: ét ben i den moderne verden og det andet i deres egen levende fortid. Et rent landboliv på gården med en sund, velanset bjerggående besætning af smukke får er ikke længere muligt. Hans farfar vrissede »pis af!« til turister, når de stoppede bilen for at tage billeder af ham i gang med at lægge et stendige. Det er heller ikke længere en god idé. I London forstod James Rebanks for første gang, hvorfor folk havde lyst til at flygte til Lake District. Og fik ondt af dem.
Både Hamer og Rebanks skriver sig ind i en populær genre, hvor mænd finder frem til sig selv i kraft af et dyr og sammen med det. Dyrene lærer mænd at yde deres bedste, arbejde omhyggeligt og detaljeret og på den måde nå frem til noget større. I de sidste par år er det kommet bøger om mænd og humle-bier, mænd og grønlandshajer, mænd og ål, mænd og muldvarpe, mænd og får. Over årene opstår en samhørighed, som beroliger mændene, de forløses af en anden art. Et liv underlagt dyrs cyklus og solens rytme frelser dem fra kontorkaffe og printermanualer, og efter oplagstallene at dømme er de dybt misundelsesværdige.
Jeg er med, har ingen forbehold, begge bøger er vidunderlige. Man kunne automat-angribe forfatternes førmoderne længsler, virkelighedsflugt og mærkværdige optagethed af marginale væsener, men det vil jeg ikke, for flere mennesker end man forestiller sig, især mig selv, ville have godt af mere jord, flere dyr, stilhed, overskuelighed og andre relikvier fra gammellivet. Det næstbedste er at læse om det, og englænderne er uovertrufne.
Marc Hamer: Kunsten at fange muldvarpe – og finde sig selv i naturen. Oversat fra engelsk efter »How to Catch a Mole. And Find Yourself in Nature« af Peter Dürrfeld. 280 sider. 249,95 kr. Kristeligt Dagblads Forlag.
James Rebanks: Fårehyrdens dagbog – en fortælling fra de engelske bjerge. Oversat fra engelsk efter »The Shepherd’s Life« af Juliane Wammen. 249,95 kr. 272 sider. Strandberg Publishing.
Læs også om en kvinde i spidsen for 188 får og en hund, der kan engelsk: »Hyrdinde på heden«
