Tykfobi. Dina Amlund misforstår fedmens betydning i mit teaterstykke over Kafkas Amerika.

Vores allesammens fedt

 

Af Nikolaj Cederholm, instruktør på teaterstykket »Amerika«, der kører på Nørrebro Teater.

Dina Amlund skriver i et læsebrev i sidste uges Weekendavisen om sin oplevelse af tykfobisk teater. Hun skriver, at hun for første gang som anmelder har uddelt en enkelt stjerne. Hun har nemlig haft en dårlig aften i teatret, hvor hun hele tiden skulle sidde og blive mindet om sin andethed, idet, må man forstå, at Dina Amlund selv er tyk. Den oplevelse vil jeg gerne beklage og samtidig forsikre om, at det ikke har været min hensigt at genere tykke mennesker. Jeg anede ikke, at der var noget, som hed tykfobi, jeg har aldrig hørt om det før, og hvis jeg havde, er det da muligt, at jeg havde truffet andre valg. Det er altid dejligt at få udvidet sin horisont og blive mere bevidst, end man var – så tak for det.

I forhold til de tykke i Amerika har jeg fulgt Kafkas foreskrifter. Ovenikøbet bliver en af de tykke, ifølge Kafka, tykkere og tykkere, som handlingen skrider frem. Så tyk, at hovedpersonen Karl spørger sig selv, om den ene tykke måske har slugt den anden. Samtidig er de tykke selve stereotypen på en 1910-kapitalist med høj hat, cigar og kæmpe mave. Man kunne anføre, at jeg skulle have ansat tykke skuespillere, men de er desværre ikke længere metervarer, og desuden er teatrene som bekendt så udsultede, at hver skuespiller må spille mange roller.

Dog, vi har jo hovedrollen, Nicolai Jørgensen, som Dina Amlund beskriver som »lidt tyk« (han vejer 130 kg). Nu er han ikke valgt til rollen på grund af sin størrelse, men fordi han er en meget talentfuld skuespiller. Det forhold, at han er større end idealet, gør jo, at vægten er hans kainsmærke, ligesom en andens stritører, overbid eller ringe højde er det. Han bliver ganske rigtigt mobbet med sin fedme hele vejen igennem stykket. Havde han været tynd eller rødhåret, var han blevet mobbet med dét.

Det er nemlig en grusom historie, hvor der ikke er plads til at træde ved siden af normen. Men det tykke er særlig godt, fordi det får ham til at ligne et forvokset barn (i Kafkas forlæg er han teenager, mens N.J. er 29). Mens tykheden hos kapitalisterne altså er et enkelt billede på uhæmmet grådighed, så er tykheden hos kvinden som at se en levendegjort frugtbarhedsgudinde, hvorfor fedtet nu er erotisk. Dette fedt, som kapitalisten, frugtbarhedsgudinden og det hvalpede barn bærer, er vores allesammens fedt. Det er der ikke nogle mennesker, som tilfældigvis er tykke, som har større ejerskab til end alle andre.

Jeg synes, at det er vigtigt, at vi til stadighed udfordrer det, som var: de gamle indgroede vaner, som udstøder de anderledes fra flokken. Jeg er klar over, at jeg som hvid cismand kan anklages for betydelig privilegieblindhed, men jeg mener nu alligevel at være klarøjet nok til at kunne skimte en kæmpe afgrund foran os: Identitetspolitik uden afklarende og kritiske spørgsmål bliver et helvede for os alle. Og at noget er moderne, er jo ingen trøst, tænk blot på zeppelinere, åbne kontorlandskaber og disruption.

Skuespillere spiller nogle andre end dem, de er, og de benytter sig af alle de ord, som findes i den verden, de taler om. Karakterer på scenen kan være sindssyge, geniale, racister, elskelige eller fascister. Og nogle gange alle tingene på een gang. Af den årsag findes der ingen principiel begrænsning af, hvad en skuespiller kan lade, som om hun er: Hun kan spille en anden race, et andet køn, en anden seksualitet, hun kan spille blind og døv, morder og gud. Og hun kan stikke en pude på maven, hvis hun skal spille tyk(kere).

Man siger, at en dårlig anmeldelse er bedre end ingen anmeldelse. Som anmeldelse betragtet er hendes arbejde nemlig under enhver kritik. Kritikerens opgave må være at finde ud af, hvad det er, kunstneren forsøger at opnå, og selve kritikken er så en vurdering af, hvordan det lykkes. Sådan bør det være af respekt for publikum, for hvem det er fuldstændig uinteressant, om anmelderen har personlige årsager til ikke at kunne lide det ene eller det andet.

Jeg er ked af, at Dina Amlund var tvunget til at se forestillingen til ende, fordi hun var der som anmelder. Hvis hun havde været der privat, var hun nemlig gået, som hun skriver. Det havde måske været bedre for os alle, for en ting er, at det kan være sensationelt for første gang i sit liv at skulle opleve at uddele kun en enkelt stjerne, men det er dog ingenting i forhold til at stå i den modtagende ende af en sådan skambevisning.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også Dina Almlunds debatindlæg fra Weekendavisen 1. november: »Tykfobisk teater«

Læs også debatindlægget af Benjamin Boe Rasmussen, formand i Dansk Skuespillerforbund: »At spille andre«