Nordirland. Brexit har bragt spørgsmål om identitet og tilhørsforhold tilbage i nordirske Londonderry – og dermed de gamle spændinger. Republikanere og unionister synes dog enige om én ting: Johnsons nye Brexit-aftale vil før eller siden føre til et forenet Irland.

Svigtet af Boris

LONDONDERRY/DERRY – Billy og Eamonn er ikke enige om ret meget. Billy stemte for Brexit i EU-afstemningen i 2016 og er helhjertet nordirsk unionist, for hvem det vigtigste spørgsmål i det kommende parlamentsvalg er at sikre Nordirlands plads i unionen med Storbritannien. Republikanske Eamonn stemte derimod remain og mener, at det, Billy kalder for »moderlandet«, er en besættelsesmagt, der står i vejen for det forenede Irland, han drømmer om.

Men én ting er de to mænd enige om: Premierminister Boris Johnsons Brexit-aftale – hvis den ender med at blive vedtaget i sin nuværende form – er begyndelsen til enden for Nordirlands tilhørsforhold til Storbritannien, fordi den skaber en administrativ grænse i Det Irske Hav mellem Nordirland og det øvrige Storbritannien.

»Det er et faktum, at Nordirland nu vil blive separeret fra moderlandet, og det er helt sikkert begyndelsen på et forenet Irland og dermed begyndelsen på enden for Det Forenede Kongerige,« siger Billy, en høj, godmodigt smilende herre i 60erne, som Weekendavisen møder på The Siege Museum i den nordirske grænseby Londonderry, hvor han arbejder som frivillig.

Museet ligger få skridt fra den gamle bymur og er oprettet til minde om belejringen af Londonderry i 1688-89, hvor tusindvis af protestanter søgte tilflugt bag de tykke mure af frygt for, at den katolske engelske kong James II skulle foretage en massakre på dem.

Umiddelbart på den anden side af bymuren ligger Bogside – området, hvor katolikkerne i det 18. århundrede blev tvunget til at slå sig ned, fordi de havde forbud mod at bosætte sig inden for byens mure.

Det er i dette område, at Eamonn McDermott er født og opvokset, og hvor jævnlige sammenstød med den britiske ordensmagt, inklusive Bloody Sunday, fandt sted under The Troubles mellem 1969 og 98. Med sorte versaler på en hvid, fritstående husgavl byder området stadig besøgende velkommen med teksten »You are now entering Free Derry«.

Farvestrålende vægmalerier af de voldsomme gadekampe for et forenet Irland, som Eamonn McDermott i sine unge dage deltog i, pryder flere husgavle.

Læs også: Boris Johnson har endelig fået sit valg – en rigtig Brexit-gyser: »Gambling for viderekomne«

Målet er nu inden for rækkevidde takket være Boris Johnsons Brexit-aftale, konstaterer han med et tilfreds smil over en kop kaffe på en nærliggende café.

»Som følge af Johnsons aftale vil der blive skabt en økonomisk enhed på den irske ø, og når man først har en økonomisk enhed, vil en politisk enhed snart følge efter,« siger McDermott, der i 1977, som 19-årig, blev arresteret og dømt for mordet på en officer i den daværende nordirske politistyrke, Royal Ulster Constabulary. Han har altid nægtet sig skyldig, men endte med at sidde fængslet i 15 år. Først i 2007, 15 år efter hans løsladelse, blev dommen omstødt.

Den joviale 62-årige McDermott, der brugte årene i fængslet på at uddanne sig og sidenhen har haft en succesfuld journalistisk karriere, er dog ikke bitter.

»Sådan var det bare i 70erne. Det var briternes politik at fjerne republikanerne fra gaden. Det var, hvad vi forventede,« siger han med et skuldertræk og forklarer, at det er sværere for unionisterne at acceptere svigt fra britisk side, »fordi de tror, at briterne er deres venner«.

Et chok for unionisterne

Den nye Brexit-aftale, som Boris Johnson fik forhandlet på plads med EU-kollegerne i oktober, kom utvivlsomt som et chok for det unionistiske samfund i Nordirland og ikke mindst for Johnson-regeringens støtteparti, Det Demokratiske Unionist Parti (DUP).

Så sent som på dette års konservative partikongres lovede Johnson DUP at værne om »vores dyrebare Forenede Kongerige«. Men allerede ugen efter indgik han en aftale med EU, der ifølge Brexit-ekspert Katy Hayward fra Queen’s University i Belfast betyder, at Nordirland »de facto er inkluderet i EUs toldunion og vil følge det indre markeds regler for varer«.

»Det betyder, at Nordirlands Brexit ser anderledes ud end det øvrige Storbritanniens Brexit. Hvad det præcis betyder for de varer, der krydser Det Irske Hav, ved vi ikke, før vi kender det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien, men hvad det tillader, er en hård Brexit for det øvrige Storbritannien,« forklarer Hayward – med henvisning til brexiterernes ønske om at kunne indgå frihandelsaftaler med lande uden for EU, der har andre toldsatser og regler.

Er det ikke frygteligt, at vi igen taler om risikoen for vold på denne ø, fordi englænderne stemte, som de gjorde i EU-afstemningen?

Jim Roddy, direktør for The City Centre Initiative, Londonderry

Johnson-regeringen har forsøgt at sælge aftalen til nordirerne ved at beskrive det som en fordel for dem at have uhindret adgang til både EUs indre marked og det britiske marked. Men ifølge Hayward er det kun en fordel, hvis det ender med en såkaldt blød Brexit, hvor Storbritannien lægger sig tæt op ad EUs regler. »Og det er jo ikke hensigten med den aftale, vi har nu,« vurderer hun.

Protestanten Billy, der kun vil give sit fornavn, lægger ikke skjul på, at han og det unionistiske samfund er blevet snydt.

»Vi føler os voldsomt svigtet. Vi troede ikke, at det ville ske med Boris Johnson, men intet har tilsyneladende forandret sig i Det Konservative Parti. De lader, som om de er dine venner, og så viser det sig i sidste ende, at de ikke er,« sukker Billy, der er en del af bevægelsen The Apprentice Boys of Derry, der hvert år afholder marcher for at holde liv i mindet om belejringen i 1688-89.

Selv om republikanske Sinn Féin officielt kæmper for helt at få Brexit aflyst, så er der ifølge Eamonn McDermott ingen tvivl om, at Johnsons aftale passer partiet godt.

»Sinn Féin vil aldrig indrømme det, men de er ret glade lige nu, for de ser på aftalen og tænker: Det her kan blive til vores fordel,« siger han og mener, at republikanerne har »DUP at takke for, at et forenet Irland nu er tættere på, end det allerede var«.

Billy erkender da også, at DUP har spillet sine kort som tungen på vægtskålen i det britiske parlament skidt.

»I bagklogskabens lys var Theresa Mays aftale nok bedre end Boris Johnsons, for i det mindste var der ikke en grænse i Det Irske Hav,« erkender han ærgerligt.

Nye barrierer

Det er ikke kun set fra et politisk synspunkt, at Theresa Mays aftale ville have passet de nordirske unionister bedre, idet den ville have holdt hele Storbritannien og Nordirland i den såkaldte bagstopperaftale, indtil et fremtidigt forhold var forhandlet på plads med EU. Også erhvervslivet ville have foretrukket Mays aftale frem for Johnsons, der opretter en ny barriere for de 56 procent af alle nordirske varer, der sælges til det øvrige Storbritannien.

George Fleming, direktør for det 150 år gamle familiefirma Fleming Agri Products, der producerer landbrugsmaskiner, mener, at DUP begik en strategisk fejl ved ikke at støtte Mays aftale.

»Theresa Mays aftale ville have gjort Nordirland til et mere velstående område, og et velstående Nordirland vil altid forblive en del af Storbritannien. Nu kan DUP ikke længere være sikker på, at det vil være tilfældet,« fortæller Fleming fra sit kontor uden for Derry og kun få hundrede meter fra floden Foyle, der også fungerer som grænse til Irland.

Hvis ikke det var for de bygninger, hans voksende firma selv har bygget i de seneste år, ville han kunne se sit barndomshjem i Irland på den anden side.

»Hvis det ender med en no deal-Brexit, så køber jeg en båd, så jeg kan krydse over floden herude,« joker han med henvisning til, at der kan forventes lange køer ved de to grænseovergange i området, hvis toldgrænsen til Irland genopstår.

George Fleming – der er protestant, men foretrækker at kalde sig for »neutralist« frem for »unionist« – frygter, at den vind i sejlene, hans virksomhed fik som følge af EUs åbne grænser, vil stilne af igen, hvis der opstår en grænse som i gamle dage.

»En daglig tur over grænsen dengang involverede to toldtjek og adskillige sikkerhedstjek. Det tog alt mellem 30 minutter og tre timer at krydse, afhængig af trafikken, så det var meget svært at handle på tværs af grænsen,« fortæller George Fleming, hvis virksomhed i 1993 havde 15 ansatte.

»I dag har vi 115 ansatte. Og det er alene på grund af de muligheder, vi har fået som konsekvens af de åbne grænser og freden i 1998.«

George Fleming er ikke i tvivl om, at »urolighederne vil komme tilbage«, hvis der igen opstilles grænseinfrastruktur på den irske ø. Af den grund foretrækker han trods alt den aftale, som premierministeren har indgået med EU, selv om det medfører nye tjek for hans produkter i Det Irske Hav.

»Fra et erhvervsmæssigt synspunkt vil vi acceptere den grænse, så længe den ikke bliver alt for bureaukratisk. Men det er ikke sikkert, at de nordirske politikere vil acceptere den,« som han siger.

Farvel til forsoning?

At Johnsons Brexit-aftale har rykket grænsen væk fra den irske ø til Det Irske Hav, er utvivlsomt en lettelse for alle, der frygtede en voldelig reaktion fra republikanske udbrydergrupper. Spørgsmålet er, om der er grund til at frygte en lige så voldsom reaktion fra loyalisterne på den protestantiske side?

Jim Roddy, direktør for The City Centre Initiative, der arbejder med forsoning af de to samfund efter årtiers konflikt, mener, at der er al mulig grund til bekymring.

»Det er ikke klogt at ignorere det faktum, at de, der er loyale over for Storbritannien, står i en meget svær position lige nu. Jeg forstår deres vrede, og jeg mener, at vi bør være lige så bekymrede over den, som vi har været bekymrede over mulig republikansk vold, hvis en grænse var blevet rejst på den irske ø,« siger Roddy fra sit kontor, der har udsigt ud til det gamle Derrys centrale Waterloo Place.

»Er det ikke frygteligt, at vi igen taler om risikoen for vold på denne ø, fordi englænderne stemte, som de gjorde i EU-afstemningen?« spørger han hovedrystende med henvisning til, at 56 procent af nordirerne – og hele 78 procent af beboerne i Derry – stemte for remain.

Det var de talrige englændere, der gjorde udslaget for hele Det Forenede Kongerige, og siden er det gået tilbage med den nordirske forsoningsproces, mener han.

»Jeg ser pludselig folk trække sig tilbage i skyttegravene og historiske begivenheder dukke op i bevidstheden igen – hvem gjorde hvad mod hvem?; hvem var værst under konflikten? Alle de diskussioner er kommet tilbage, og det er viklet fuldstændig ind i Brexit-spørgsmålet,« forklarer Roddy.

Der er dem, der mener, at DUP kun har sig selv at takke for at være endt i denne situation.

»Ikke desto mindre mener jeg, at den måde, det er foregået på, hvor grænsen i Det Irske Hav nærmest er et fait accompli, ikke er fair over for den unionistiske befolkning,« siger Roddy.

Hvis unionisterne er utilfredse med DUPs håndtering af Brexit, har de naturligvis muligheden for at straffe dem ved parlamentsvalget den 12. december. Det vil dog næppe ske, siger Eamonn McDermott. »Folk i Nordirland har aldrig stemt efter, hvad der var i deres socio-økonomiske interesse; de stemmer altid efter identitet.«

Unionisten Billy bekræfter, at DUP – på trods af hans utilfredshed med partiet – stadig kan regne med hans stemme.

»DUP er blevet manipuleret og udnyttet af regeringen, hvad der får dem til at se temmelig tåbelige ud. Men i min valgkreds har jeg ikke andre muligheder end at stemme på DUP. Det er ikke, fordi jeg støtter alle deres politikker, men fordi de vil kæmpe for at sikre min tilknytning til Storbritannien,« forklarer han, men erkender, at det er »svære tider«.

»Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan vi skal komme over den her forhindring. Det ser bestemt ikke godt ud for bevarelsen af Det Forenede Kongerige,« sukker han.

 

Læs også: Boris Johnson er beskrevet som en useriøs charlatan, alligevel lykkedes det ham at lande en aftale med Bruxelles: »Klovn og strateg«