Seksualitet. I stedet for talen om signalværdier, forbud og straf på prostitutionsområdet burde nøgleordet være afstigmatisering.

Sexforskrækket forbudsfeminisme

 

Af Lone Nørgaard.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) mener, at det er grundlæggende forkert at anerkende prostitution som erhverv. Derfor lukker hun den tidligere regerings tværministerielle arbejdsgruppe, der skulle kigge nærmere på prostitueredes arbejdsvilkår med henblik på at styrke disses rettigheder. Javel så.

Den debat, der er fulgt, har været uhyre interessant, fordi venstrefløjens forbudsfeminister viser sig at danne fælles ideologisk front med borgerlige kvinder.

Inspirationen kommer vel fra Sveriges kriminalisering af prostitutionskunderne (her betragtes prostitution som intet mindre end mænds seksualiserede vold mod kvinder) toppet op med det nye sort i form af identitetspolitik (vi er alle ofre i hver sin gruppe – altså selvfølgelig lige undtaget hvide mænd, der pr. definition er nogle lede karle og undertrykkere), og synspunktet kan – sat på spidsen – koges ned til: Mandlige købere af seksuelle serviceydelser er moralsk flossede mennesker, der skal tøjle deres grimme lyster (sanktionerne dækker spektret mellem kriminalisering og fy-fy-udskamning), mens de kvindelige udbydere placeres i offerkategorien og skal reddes af staten med diverse tilskud. Som en mand skriver i tråden: »Thi som vi ved, alle prostituerede er handlede slaver, der lider af patriarkalsk falsk bevidsthed.«

Jeg får et déjà-vu. Den samme diskussion kørte på fuld kraft i 1990erne, og siden 1999 har Sverige så haft forbud mod at gå til prostituerede. Danmark var fornuftigere, fordi pragmatismen sejrede over de ideologiske utopier om seksualmoral.

Tilbage i 1993 udkom bogen Sex, løgn og kvinder, som blandt andet stillede spørgsmålet: »Hvordan kan det være, at der har eksisteret prostitution for mænd til alle tider? Hvis kvinders og mænds drift var identisk og behovet lige stort, så var det bare om bag en busk i parken og få ordnet sagen i en ruf? Hvorfor betale for noget, man kan få gratis?«

Det spørgsmål stiller jeg så igen anno 2019 suppleret med: Hvorfor køber mænd sex? Ikke bare gamle, grimme og handicappede mænd, men helt almindelige familiefædre?

Svaret blafrer ikke i vinden, og den dybe tallerken skal såmænd ikke opfindes igen. Forskningen har vist, at mænd køber prostituerede af en række forskellige årsager: 1. »Cleaning of the pipes« – altså den biologistiske indfaldsvinkel, at kroppen kræver udløsning. 2. Fantasien om »den beskidte luder«, som udtrykker dels en længsel efter at mødes med en luder, dels en foragt for hende. 3. En anden slags sex – »min kone vil ikke prøve noget nyt«. 4. Ønsket om en anderledes og mere passiv seksuel rolle, hvor man(d) kan købe sig til at blive »forført« af den »aggressive« luder. 5. Ønsket om en anden slags kvinde, som »vil behandle mig som den mand, jeg er«. 6. Ingen andre kvinder er til rådighed. Dette gælder taberne i kønsrelationen, som er de mænd, der lider af fysisk eller psykisk handicap, er gamle og/eller bare uattraktive.

Ikke mindst punkt 6 kalder på opmærksomhed i dag og i en tid, hvor stadig flere kvinder vælger mænd fra og satser på at være solo-mor.

Prostitution og salg af kroppe er handlinger, som et hvilket som helst samfund gerne måtte være foruden. Det store flertal af kvinder – og sikkert også et par mænd – vil gerne af med prostitution. Det er nemlig korrekt, at de prostituerede for en dels vedkommende ender som ofre, selv om de bestemt ikke behøver at være ofre i udgangspunktet. Prostituerede kan være selvstændigt handlende mennesker, der træffer et frit valg.

Hvad angår den svenske lov om kundekriminalisering, er det ikke dokumenteret, at den virker. Der findes mig bekendt heller intet belæg for, at prostitutionen er mindsket som følge af kriminaliseringen af kunderne. Gadeprostitutionen er af indlysende grunde blevet reduceret, men i stedet bestemmer kunderne og de prostituerede tid og sted via andre kanaler.

Læs også interviewet med Christian Groes har været igennem mange brud, men romantikeren i ham drømmer stadig om den eneste ene: »Den forheksede antropolog«

Er det med prostitution som med ulandshjælpen? At en række folk lever fedt og godt af, at her har vi et felt, der er anerkendt som problem, og som derfor kan gøre krav på penge og politisk opmærksomhed? Spørgsmålet er relevant, i og med meget tyder på, at det er dobbeltlivet, foragten og fordømmelsen, der forkrøbler den prostituerede. Hun bliver isoleret af løgnene og hemmelighedskræmmeriet, som spalter og tærer psykisk i forhold til familie, børn og omgangskreds.

I stedet for talen om signalværdier, forbud og straf på prostitutionsområdet, burde nøgleordet være afstigmatisering. Gerne fulgt op af accept og assistance i form af frivillig rådgivning til de kvinder, som måtte ønske at komme ud af erhvervet. Mens de kvinder, der foretrækker at blive, skal have styrket deres rettigheder.

Afstigmatiseringen kunne passende gå hånd i hånd med en erkendelse af den grundlæggende forskel på de to køns seksualdrift. For var der konstant varme og villige kvinder til rådighed, ville ingen mand drømme om at gå til en prostitueret. Hvorfor betale for et gode, der er tilgængeligt kvit og frit? Desværre lyver de fleste i faste parforhold for hinanden, for så vidt angår det seksuelle. Mænd skjuler for deres koner, hvor tit de har lyst, hvor hyppigt de onanerer, og hvor meget porno de forbruger. De skammer sig, hvilket de ikke burde. Kvinder foregøgler en liderlighed, de ofte ikke er i besiddelse af.

Jeg ville i den grad ønske, at flere både kvinder og mænd ville indse, at så gigantisk er forskellen ikke på vor mor derhjemme og kom-og-hyg-hos-storbarmede-Bettina. Det er i hvert fald særdeles vanskeligt at forklare forskellen på en 18-årig thai-pige, der gifter sig med en fed vommet dansk kontanthjælpsmodtager, og en prostitueret? Eller forskellen på konceptet polske-piger-elsker-danske-mænd og prostitution? Eneste forskel er vel, at pigerne kun har én »kunde«?

Derfor lyder mit modforslag til sammensuriet af venstrefløjens og borgerlige kvinders utopier om at moralisere seksualdriften: Indfør statsbordeller, hvilket blandt andet ville betyde, at langt flere ægteskaber ville holde. En-to gange om ugen omkring de røde lygter ville sikre familiefreden. Statsbordeller ville tillige garantere ordentlige arbejdsvilkår for kvinderne og beskytte dem mod voldelige mænd og sygdomme.

Læs også om, at Danmarks indsats mod menneskehandel lever ikke op til minimumsstandarderne: »Danske dørmænd«

Interessant og tankevækkende kan feminismen i sit korstog mod (mandlig) seksualitet aktuelt altså hente sin ammunition både hos borgerlige og på venstrefløjen. Meget desværre. For det er en ommer, Astrid Krag – monstro sendt i byen af statsministeren, hvis blakkede fortid som forbudsfeminist er velkendt?

At Astrid Krag og ligesindede på rød fløj ikke vil anerkende, at prostitution er et erhverv, kommer måske ikke så overraskende? Fløjen ernærer sig dagligt af utopier. Men at også repræsentanter for blå fløj er sprunget med på galejen er bekymrende. Der ligger i det specifikke prostitutionsspørgsmål en fare i nationalkonservatismen og det borgerlige projekt, hvis ikke man er særdeles varsom med hensyn til at anvende staten til at regulere moral. Der er allerede tydelige totalitære tendenser i sundhedspolitikken og i den massive statsinstitutionalisering af vores børn, senest illustreret af regeringens angreb på friskolerne.

Et yderligere mudret aspekt i prostitutionsdebatten er, at den nye identitetspolitiske feminisme, den såkaldt intersektionelle feminisme, et langt stykke hen ad vejen bakker op om sexarbejderes rettigheder. Skulle man ikke vide, hvad intersektionalisme er, så er det et besynderligt begreb, der kalder på en leksikondefinition, hvilken følger her i min oversættelse:

»Den komplekse, ophobede måde, hvorpå virkningerne af mangfoldige former for diskrimination (såsom racisme, sexisme og ’klassisme’) forener sig, overlapper eller ’intersect’ [krydser, overlapper], især i erfaringerne hos marginaliserede individer og grupper.«

Hvis der er noget, prostituerede er, så er det »marginaliserede individer og grupper«, og gruppen passer dermed perfekt ind i det seneste skud på feministstammen: intersektionalisme.

Summa summarum: Prostitution kan aldrig afskaffes. Derfor gælder det om at sikre de kvinder, som udøver denne samfundstjeneste, bedst muligt. Et første skridt på vejen er en klar bevidsthed om, at prostituerede ikke er en særlig afart af kvinder. De giver sex til gengæld for en modydelse. Præcis ligesom andre kvinder ...

Så fri os for både »rød« og »blå« statsfeminisme, der har udskamningen af mænds seksualitet som destruktiv drivkraft. Den position skal have modspil.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til kronik på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også: Den nyeste by i Europa har ikke noget officielt navn, men fem bordeller og et par mafiaer: »Den forbudte by«