Interview. »Man undervurderer det nye tyske højres karakter og styrke, hvis man tror, det primært er et barn af migrantkrisen 2015-16 og Angela Merkels liberale flygtningepolitik.« Historieprofessor Norbert Frei om de tyske højrenationale ideer, som Anden Verdenskrig aldrig tog livet af.

Den lange rejse

9. november 1989 faldt Berlin­muren, og ved Brandenburger Tor oplevede man næsten bibelske scener, da østtyskere og vesttyskere faldt om halsen på hinanden. 30 år efter er Tyskland måske »ved at vokse sammen fra højre«. Det skriver fire historikere i en ny anmelderrost bog med et lille ordspil i titlen, Zur rechten Zeit (Til rette tid/højretid).

Bogen handler om, hvordan nationalkonservative og højreradikale i årtierne efter det totale tyske krigsnederlag i 1945 fortsatte med at udfordre det liberale demokrati. Det var en væsentlig forudsætning for, at højrefløjens argumenter fik stor sprængkraft med flygtningekrisen i 2015-16. Det højrenationale Alternative für Deutschlands standpunkter har nu vundet genklang med kravet om en renvasket historie. »Troede tyskerne virkelig, at de havde ’mestret’ deres fortid forbilledligt?« spørger historikerkvartetten, som anføres af den kendte professor Norbert Frei, som Weekendavisen har mødt en grå efterårsdag i København.

»Man undervurderer det nye tyske højres karakter og styrke, hvis man tror, det primært er et barn af migrantkrisen 2015-16 og Angela Merkels liberale flygtningepolitik,« siger han. »Der er lange kontinuitetslinjer fra årene lige efter 1945 og frem til i dag. Højrestrømningerne var aldrig borte fra den politiske scene under Den Kolde Krig. Når man studerer det nøjere, viser det sig, at deres tankegods, retorik og paroler knap nok har ændret sig,« forklarer Norbert Frei og remser temaerne op:

Et Tyskland for tyskere! En stolt nationalkultur! Truslen om udenlandsk infiltration og indvandring! Lukkede grænser nu! Ønsket om, at nu må det være slut med at skulle høre om nazismens forbrydelser – for det er en hindring for Tysklands vitalitet og styrke!

»Striden om Merkels flygtningepolitik har kun været en velkommen anledning til at reaktivere gamle nationalkonservative og völkische tankemønstre, som mange troede var trængt tilbage,« lyder det fra Frei. Vi sidder med historikeren på Ibsens Hotel i et lille bibliotek, der ifølge hotellets oplysninger er et rum, hvor man »kan samle tankerne«. Det viser sig at passe. Han udstråler mildhed med sit tykke pandehårs midterskilning, men det er, som om hans harmoniske, konvekse øjne til enhver tid ville kunne gennemlyse en.

Historikeren er i København for at forelæse på KU, han er 64 år og har været forsker og professor ved talrige prominente akademiske institutioner. I dag leder han et forskningscenter i Jena i Thüringen, hvor højrenationalismen står særlig stærkt. Derfor kender han også AfD på nærmeste hold, og han var en af de første historikere, der talte om en ideologisk kontinuitet mellem partilederen i Thüringen, Björn Höcke, og nazismens gryende år i Weimarrepublikken.

Frei er et stort navn i Tyskland. I 2005 blev han udnævnt af udenrigsminister Joschka Fischer til at udrede den angiveligt uskyldsrene udenrigstjenestes handlinger under Det Tredje Rige. Arbejdet afdækkede, at det tyske diplomati systematisk deltog i jødeforfølgelser, og at det sjældent skadede diplomaternes karrierer efter 1945.

Som yngre historiker afslørede Frei, hvordan den forløjede myte om »den rene værnemagt«, der ikke deltog i folkemordet på jøderne og andre, blev fabrikeret af den kristendemokratiske Konrad Adenauer – kansler 1949-63 – for dels at imødekomme befolkningens ønsker, dels for at gøre den tyske hær stueren til Nato-samarbejdet.

Læs også om frygtsomme flugthjælpere, der smuglede mennesker fra DDR til Vesten: »Flugterne fra Berlin«

I deres bog Zur rechten Zeit viser professor Frei & co., hvordan den første efterkrigstid, med fortrængninger af nazismen og delingen i øst og vest, fik en vigtig rolle for opkomsten af nutidens højrefløj.

– Der har hidtil været mest fokus på modstanden mod Merkel og den tyske genforenings skabelse af »tabere« i øst, når man forklarer det nye højres opkomst. Har konflikterne og traumerne fra 1945 til midten af 1960erne – der ellers er kendt som genopbygningens og det økonomiske mirakels tid – været overset?

»Ja, højrefløjens mentalitetsmæssige rødder i den tid har ikke været så udforsket. Mens der i dag er store forskelle mellem øst og vest, var udgangssituationen i 1945 temmelig ens for begge tyske stater. Men det bliver afgørende for mentalitetshistorien, at der hurtigt sætter sig en antifascistisk statsdoktrin igennem i øst, hvor de nye kommunistiske ledere erklærede, at DDR er ’arbejder- og bondestaten’. Den er efterfølgeren til de antifascister, der bekæmpede nationalsocialismen og sad i kz-lejre. DDR havde i den optik ikke ansvar for nazismen, som man derfor heller ikke behøvede at bearbejde. Omvendt, sagde man, fortsatte de gamle eliter i den vesttyske forbundsrepublik, og derfor lå ansvaret for nationalsocialismen i vest,« siger Norbert Frei og tilføjer:

»Dermed var østtyskernes problem med nationalsocialismen i bund og grund løst ved at ‘eksportere’ det til vest. Det blev attraktivt for mange i øst at tro på den fortælling, for det gav dem en slags renhedsattest. De østtyskere, der havde deltaget i nazistiske forbrydelser, blev der så ikke talt om. De blev tilgivet af Stasi – der selvfølgelig vidste besked – hvis de kastede deres engagement ind i den antifascistiske, socialistiske sag.«

– Det var en moderne form for afladshandel?

»Det var det på sin vis, og det blev en del af propagandaen under Den Kolde Krig, at i Østtyskland regerede de rene, mens regeringen på den anden side blev kaldt for ’det klerikal-fascistiske Adenauer-regime’.«

Arven fra Adenauer

Den vesttyske kansler Konrad Adenauer var dog klart antinazisitisk indstillet. Han hørte selv til nazismens ofre, understreger Norbert Frei.

»Adenauer var meget illusionsløs om tyskernes skyld. Det skriver han lige efter krigen. Men da han får muligheden for at få magten, bliver han forsigtig med at kritisere tyskerne. Han har brug for deres stemmer, især de revanchistiske hjemstavnsfordrevne fra øst. Han vil ikke bedrive politik imod sine vælgere og nedtoner snakken om tysk skyld.«

– Så bruddet med nazismen endte med at blive halvhjertet i de første årtier?

»Det er kompliceret. Der blev jo brudt med fortiden med afnazificeringen og Nürnbergprocesserne, som efterlod det temmelig store og lange spor, at der blev stadfæstet en klar normativ grænsemarkering til nationalsocialismen. Men da republikken begyndte i 1949, kom der straffrihedslove, der stoppede de politiske udrensninger, fordi den nye stat havde brug for at kunne reintegrerere folk i staten. Det var en svær nationbuilding. Adenauer integrerede folk med en nazifortid, men selv kommunisterne i vest sagde, at man ikke skulle tage pensionen fra ’den lille mand, der havde tjent Gestapo og bare udført sin pligt’. Så der var en bred konsensus om at tilgive, men Adenauer gik selvfølgelig for langt, når hans stabschef i kanslerkontoret var Hans Globke, som havde en fortid med at skrive de nazistiske Nürnberglove. Det gjorde det nemt for DDR-propagandaen at påstå, at nazisterne stadig sad ved magten i vest,« siger Norbert Frei.

Historikeren fortæller, at der ud over Globke blev tolereret mange gamle nazister i toppositioner. Der blev heller ikke slået hårdt ned på en antisemitisk smædekampagne i 1959-60. Adenauers regering stod også stædigt fast på korte forældelsesfrister i retssystemet for nazistisike forbrydelser, og så tolererede man rundhåndede krigsoffererstatninger og enkepensioner til typer som Lina Heydrich, hvis rabiate og dræbte ægtemand var Endlösung-organisatoren Reinhard Heydrich.

Den slags skabte mere og mere kritik og væmmelse, og op gennem 1960erne begyndte kritiske stemmer, især anklageren Fritz Bauer i Frankfurt, at gøre op med Adenauers historiepolitik ved at trække gerningsmænd fra Auschwitz i retten. Senere kom den unge 68-generation, hvor oprøret imod forældreautoriteten blev ekstra stærk qua mange fædres og bedstefædres fortrængte fortid som Hitlers villige hjælpere.

»Der kom et opgør med nazifortiden i vest. Det var en dialektisk og dynamisk proces, der kunne finde sted i et liberalt samfund. I modsætning til det var udviklingen i det kommunistiske øst statisk. Det blev ganske vist mere klart, at forestillingen om ‘nazismen som særligt vesttysk problem’ var en ideologisk forfalskning. Men desværre kom der aldrig et opgør med fortiden, som nåede skoler, kulturinstitutioner og den brede befolkning,« lyder det fra Frei.

Læs også om de genstande og symboler, der fungerede som DDR-oprørernes ikke-voldelige våben: »Revolutionens redskaber«

Mens de to stater greb historiens arv forskelligt an, udviklede de tilbageblevne tyske højregrupper en ny taktik i efterkrigstiden: De ville ikke længere forherlige nationalsocialismen, og de ville heller ikke som sådan benægte nazismens forbrydelser. I stedet ville man relativere dem.

De sagde, at nazismen ikke var værre end Stalin-regimets gerninger eller de vesteuropæiske magters kolonialisme. Samtidig blev det understreget, at selvom nazisterne var frygtelige, havde det kun været nogle få onde topfolk, der havde kapret den hæderkronede tyske nationalfølelse.

Endelig var der tidsaspektet: Nazismen havde kun varet 12 år, hvilket ikke burde skygge for den over tusind år gamle tyske historie. Hele denne relativeringsstrategi var snedig og langsigtet, vurderer Norbert Frei.

»Rigtige holocaustbenægtere er kun en lille ubetydelig gruppe. Det er mere raffineret at overkomme den nazistiske arv ved at relativere den, og det så vi så sidste år. Her talte AfDs landsformand Alexander Gauland om nazismen og tog afstand fra dens forbrydelser, men karakteriserede tiden som blot ’en fugleklat’ i den meget lange tyske historie.«

En anden raffineret højrestrategi blev i 1950erne etableret af publicisten Armin Mohler. Han etablerede et rensende narrativ om det intellektuelle tyske højre under Weimarrepublikken, som han kaldte »de konservative revolutionære«.

»Det var folk, der faktisk stod tæt på nationalsocialismen og var med til at undergrave det liberale demokrati, men Mohler så det som sin livsopgaive at rehabilitere denne tyske nationalkonservatisme, som han også privat betegnede som ’den gode side af nationalsocialismen’.«

Norbert Frei forklarer, at Mohlers rehabilitering af den gamle højrefløjs idégrundlag var med til at berede vejen for både den succes, det højreekstreme NPD fik i 1960erne, og for den, som det højreradikale parti Republikanerne fik i 1980erne. I dag bliver Mohlers konservative revolutionære genudgivet af det nye højres førende ideolog og forlægger Götz Kubitschek.

»Det er en måde at gøre tysk nationalisme stueren igen – men selvfølgelig uden hagekors. Man vil befri den nationale højrefløj fra, at de evigt skal gå rundt med den grimme eftersmag af Holocaust. Det er målet – det var Armin Mohler og højrefløjen klar over allerede i 1950erne: Hvis man vil holde fast i en overlevelsesdygtig nationalisme, er det vigtigt både at tage afstand fra Holocaust, relativere det skete og i øvrigt fralægge sig ansvaret.«

Livsløgn og politisk skred

Da Berlinmuren faldt i 1989, skabte det en stor debat om tysk selvforståelse. Den fremtrædende historiker Heinrich August Winkler påpegede i Der Spiegel, at vesttyske venstreorienterede i 1980erne faktisk havde set tysk historie »som et argument imod ideen om en tysk nation«. Tysk historie var jo mundet ud i Auschwitz, og derfor så man delingen som et »sonoffer for Auschwitz«.

Ifølge Winkler mente venstrefløjen, at »tyskerne burde stoppe med at føle sig som en nation og i stedet anstrenge sig for at være gode europæere og verdensborgere.« Han beskyldte venstrefløjen for at være ligeglad med, at østtyskerne ikke havde den mulighed og derfor betalte prisen for delingen. Tesen om, at den tyske deling var straffen for Auschwitz, var blevet den vesttyske venstrefløjs livsløgn, mente han. Den brød ifølge Winkler sammen den 9. november 1989. Jeg spørger Norbert Frei, om han er enig?

»Winkler fortegner billedet. Det er rigtigt, at der var venstreintellektuelle – først og fremmest forfatteren Günter Grass – der stod for det syn, Winkler angiver. Men det interessante er, at det faktisk var et mainstream-synspunkt – hos liberale, konservative og venstreorienterede – at den vesttyske forbundsrepublik var kommet for at blive. Den var en succeshistorie, og den skulle nu søge om godt naboskab med den selvstændige stat DDR. Ingen havde i første del af 1989 tænkt alvorligt på, at en genforening var en mulighed.«

– Hvis Muren var faldet ti år senere, havde Genforeningen så fundet sted?

»Ti år mere, og den generation, der tænkte på genforening, ville stort set være væk. Genforeningen fandt sted i sidste øjeblik.«

– I beskæftiger jer i bogen med debatten om indvandringen fra den ikke-europæiske verden, der tog fart i vest og øst i 1960erne. Der var store forskelle på, hvordan man tog imod dem. Hvorfor blev indvandrerne i øst placeret i segregerede boligområder?

»Fordi man ikke ville bære konsekvenserne af et åbent samfund, selvom styret gerne talte om international solidaritet. Dermed fik østtyskerne ikke erfaring med indvandrere, og det er en grund til, at synet på dem i dag er forskelligt i øst og vest. I vest levede de første indvandrere også isoleret i starten, og der var stor ignorance over for, at de, der ankom, ikke kun var arbejdere, men også mennesker. Det ændrede sig i vest.«

– Men langt op i vore dage var der en ulyst blandt mange beslutningstagere i vest til at tale om konsekvenserne af indvandringen.

»Det har ikke altid været politisk oppurtunt at tale om mulige kritiske punkter vedrørende indvandringen. Det begyndte først senere,« vurderer Norbert Frei.

I dag er AfD Tysklands tredjestørste parti. De står til 15 procent på landsplan, og i de østtyske delstater har partiet netop fejret triumfer med en fjerdedel af stemmerne. Tyskland er »ved at vokse sammen fra højre«, frygter Frei & Co.

– AfD har rystet det politiske landskab, da mange ikke ser partiet som demokratisk legitimt. Er det drejet så meget mod højre, at det kan blive forbudt af den tyske forfatningsdomstol?

»Det vil jeg klart mene om den völkische, radikale fløj. Jeg er ikke jurist, så det er en politisk vurdering. De omfatter 30-40 procent af partiet, og det er spændende, hvordan partiet udvikler sig. Hvis den fløj får fast greb om partiet, rejser spørgsmålet sig om dets forfatningskonformitet. Domstolen har tidligere vurderet, at det yderliggående NPD er forfatningsfjendtligt, men domstolen undlod at forbyde partiet med henvisning til, at det er så småt og ubetydligt. Det samme vil man ikke kunne sige om AfD.«

Norbert Frei, Franka Maubach, Christina Morina, Maik Tändler: Zur rechten Zeit. Wider die Rückkehr des Nationalismus. Forlaget Ullstein.

 

Læs også: De troede aldrig, den ville falde, så et halvt år før det skete, forsøgte Bert Greiser og Michael Bachmann at flygte: »Hækkeløberne fra Østberlin«